Højtstående medarbejder i Sicherheitsdienst og officer i Gestapo. Som en nidkær bureaukrat organiserer Adolf Eichmann mordet på seks millioner jøder.

Adolf Eichmann: Jagten på Hitlers effektive massemorder

Adolf Eichmann er hjernen bag nazisternes folkemord på jøderne. Efter krigen slipper han til Argentina, hvor han lever lykkeligt med sin familie indtil 1960. Han aner ikke, at israelske efterretningsagenter er tæt på at fange ham.

22. september 2015 af Stine Overbye

Adolf Eichmann eftersøgt i 15 år

Adolf Eichmann står af bussen klokken fem minutter over otte. Aftenen er blæsende og kølig, dagslyset er veget for det tiltagende mørke. Han skutter sig, samler kraven tæt om halsen. Så begiver han sig af sted mod hjemmet, der ligger blot hundrede meter væk.

Efter en lang arbejdsdag glæder han sig til at være tilbage i familiens skød. Eichmann er et vanemenneske. Den ene dag ligner den anden; fra han om morgenen tager på arbejde på en Mercedes-Benz-fabrik, til han efter fyraften står på bus nr. 203, der ved 20-tiden sætter ham af ved et stoppested på hovedvej 202.

Herfra er der blot et par minutters gang til huset i Garibaldi-gaden i San Fernando, en forfalden forstad til Buenos Aires.

Denne aften har Eichmann problemer med at se, hvor han går. En parkeret bil længere fremme har lygterne tændt for fuld styrke. For at undgå at blive blændet kigger Eichmann ned i jorden. Han passerer en bil, der åbenbart er gået i stå. Kølerhjelmen er slået op, og ud af øjenkrogen kan Eichmann skimte en foroverbøjet skikkelse, der står og roder med motoren.

Pludselig retter manden sig op og træder ud foran Eichmann. “Un momentito, senor,” (et lille øjeblik, hr.), siger han.

Ordene hænger endnu i luften, da den fremmede kaster sig over Eichmann, der i panik viger et par skridt tilbage. Begge mænd styrter til jorden, og i faldet brøler Eichmann som et vildt dyr, der er trængt op i en krog.

“Det hjælper dig ikke! Her stopper eventyret,” hvæser den fremmede, der lægger en hånd over Adolf Eichmanns mund.

Episoden tager blot 20 sekunder, men den er kulminationen på en eftersøgning, som har varet i næsten 15 år – lige siden Eichmann undslap amerikansk krigsfangenskab i 1946.

Eichmann var ekspert i massedrab

Adolf Eichmann er født i Solingen i Tyskland, men opvokset i Linz i Østrig som søn af en succesrig forretningsmand. I 1932 melder han sig ind i det østrigske nazistparti og pakker kort efter sine støvler og den skræddersyede uniform for at flytte til Dachau i Tyskland. Her bliver hanvuddannet til SS-officer.

To år senere blivervhan ansat ved den frygtede Sicherheitsdienst i Berlin, hvor han hurtigt gør sig bemærket som en nidkær og energisk bureaukrat. Eichmanns vigtigste opgave er at fremskynde jødernes udvandring fra Tyskland, et job, han udfører til sine overordnedes fulde tilfredshed.

I 1939 flytter Eichmann med sin kone Vera og sønnen Klaus tilbage til Østrig, hvor han i Wien opbygger et centralkontor for jødisk udvandring. For første gang i sin karriere får Eichmann nu virkelig magt, og ved hjælp af en strømlinet administration og målrettet terror går hans folk i gang med at jage så mange jøder ud af landet som muligt.

De jøder, der kan, flygter. Resten må se til, mens deres lejligheder, butikker og formuer bliver beslaglagt. De bliver tævet og får frataget alle rettigheder. Blandt dem, der ikke når at forlade landet, bliver adskillige arresteret, fængslet og sendt i koncentrationslejre.

På centralkontoret regerer Eichmann som en despotisk hersker over de 200.000 østrigske jøder, og han fremviser stolt sit velsmurte maskineri for besøgende.

Jøderne bliver rippet for alt, inden de får lov at rejse. De skal betale skatter til by og stat samt en lang række afgifter inden afgang, og Eichmann har indført et bureaukratisk samlebånd for at effektivisere sagsbehandlingen: Ansøgningen om udrejsetilladelse og de nødvendige papirer indleveres i kontorets ene ende, i den anden udleveres passet.

I wienerkontorets korridorer flokkes forarmede og desperate jøder, og kvinderne trækker uvægerligt deres børn til sig i frygt, i samme øjeblik de får øje på Eichmann i den altid pletfri, sorte uniform.

I takt med antallet af emigranter stiger hans anseelse hos naziledelsen, og eftersom det i løbet af blot halvandet år lykkes ham at tvinge ca. 150.000 jøder til at udvandre, slår Eichmann sin position fast som en mand, der vil op ad rangstigen. Men blandt jøder er han frygtet under navne som “der Blut-hund” (Blodhunden), og “Judenfiend” (jødefjende).

Da 2. verdenskrig bryder ud i 1939, får Eichmann for alvor travlt. Han bliver hentet tilbage til Berlin, hvor han overtager ledelsen af Rigets Centralkontor for Jødisk Emigration. Eichmann glæder sig over sin nye arbejdsplads – bygningen har tidligere huset en jødisk hjælpeorganisation.

Alene tanken om det bizarre i, at han har kontor i en tidligere jødisk institution, fylder Adolf Eichmann med glæde.

Han har nu ansvaret for “emigration og evakuering”, og allerede efter få dage i kontorstolen har han udarbejdet en plan for deportation af 600.000 jøder. Et år senere spiller han ud med sin hidtil mest ambitiøse plan, Madagaskar-projektet, som går ud på at sende fire millioner jøder til Madagaskar ud for Afrikas kyst. Ifølge planen skal to skibe dagligt afgå fra Europa, hver med 1500 jøder om bord.

Madagaskar-projektet falder dog til jorden, men Eichmann fortsætter ufortrødent sit virke og får snart en nøglerolle som bureaukraten bag nazisternes jøde-udryddelse. Tanken om at spærre jøderne inde i et særligt reservat er opgivet og erstattet af udryddelses-politikken – den såkaldte Endlösung – idet Hitler har givet ordre om “fysisk tilintetgørelse af jøderne”.

Fra at være ekspert i tvangs-emigration bliver Eichmann i efteråret 1941 ekspert i folkemord – Hitlers bøddel.

Eichmann praler

Eichmann har ansvaret for samtlige tog, der transporterer jøderne til dødslejrene. Det er også hans opgave at sørge for, at togene er fyldte, og at udryddelseslejrene fungerer optimalt.

Hans kontor tager sig af et enormt antal opgaver, der spænder fra “afjødificering” af Det Tredje Rige til “udnyttelse af jøder gennem frisørsaloner”. Sidstnævnte henviser til den industrielle brug af det hår, som klippes af jøderne, når de ankommer til kz-lejrene.

Som administrerende direktør for det største folkemord i historien sørger Eichmann for at have fat i alle tråde, og han inspicerer hyppigt dødslejrene og kommer med forslag til forbedringer og effektivisering.

Han er kort sagt tjenstivrig og hårdtarbejdende, og han sætter da heller ikke sit lys under en skæppe. Mod krigens slutning praler han ofte med, at han egenhændigt har sendt over fem millioner jøder i døden med sine tog.

Eichmann sætter kurs mod Argentina

Da de allierede den 8. maj 1945 officielt fejrer sejren over Nazityskland, synker Eichmanns verden i grus. Han håber på martyrdøden, nu hvor Det Tredje Rige er tabt, men så nådig er skæbnen ikke. I stedet flygter han til Altaussee i Østrig, hvor hans kone Vera og de tre sønner, Klaus, Dieter og Horst, nu bor.

Modsat andre højtstående nazister har han ikke nået at proppe lommerne med røvede penge, guld og ædelsten, men alligevel vil han sørge for sin familie – inden han går under jorden eller bliver taget til fange: Han giver Vera en attachétaske fuld af perlebyg og en sæk mel som afskedsgave. Plus fire gift­kapsler – én til hver.

Hans sidste ord, inden han kysser dem farvel, er: “Hvis russerne kommer, må I bide i dem her. Hvis amerikanerne eller briterne kommer, er det unødvendigt.”

Så begynder flugten. Som det første skiller Eichmann sig af med SS-uniformen og sine identifikationspapirer. Herefter trækker han i en Luftwaffe-uniform. I flere dage trasker han mod nordvest og ind i Tyskland, men i nærheden af Ulm bliver han samlet op af en amerikansk militærpatrulje og transporteret til en krigsfangelejr.

Af angst for at blive genkendt som SS-mand forsøger Eichmann at fjerne sin tatovering på indersiden af venstre arm; en tatovering, kun SS-folk har, og som angiver deres blodtype. Med gløden fra en cigaret forsøger han at brænde den afslørende tatovering væk, men smerten er uudholdelig, så det lykkes kun delvis.

Under forhørene i fangelejren kalder Eichmann sig Otto Eckmann, men hurtigt indser han, at det er et spørgsmål om tid, før hans sande identitet bliver afsløret. Med hjælp fra et netværk af højtstående krigsfanger planlægger han at flygte.

Eichmann bliver udstyret med et nyt navn, Otto Henninger, falske papirer og hverdagstøj. Den 5. februar 1946 stikker han af fra fangelejren. På Lüneburger Heide i Nordtyskland finder den flygtede krigsfange et tilflugtssted. Først får han job som skovarbejder, siden som hønseavler, men i foråret 1950 opgiver han sine fjerkræ og flygter til Italien.

En franciskanermunk skaffer ham et flygtningepas lydende på navnet Ricardo Klement og et visum til Argentina. Den 17. juni 1950 går Eichmann iført blød hat og butterfly om bord på passagerskibet Giovanni C, der sejler fra Genova til Buenos Aires i Argentina.

Sønnen taler over sig

En tryg og ubekymret tilværelse venter forude, håber Eichmann. Men tiden skal snart vise, at fortiden vil indhente ham, når han mindst venter det. Hans liv i Argentina står i skarp kontrast til hans overklasssetilværelse i Det Tredje Rige. Han må nu hutle sig igennem som bl.a. værkfører og kaninavler.

En regnfuld julidag i 1952 går hans kone Vera og parrets tre sønner fra borde i Buenos Aires. Midt i gensynsglæden slår det Vera, at hendes mand er ældet gevaldigt i løbet af de syv år, de har levet hver for sig. Hårgrænsen er vigende, og kropsholdningen er gået fra rank til ludende.

I flere år lever familien Eichmann, som nu kalder sig Klement, et stilfærdigt liv i Argentina. Endnu en søn, Ricardo Francisco, bliver født i 1953, og fem år senere køber familien byggegrunden på Calle Garibaldi. Med sine egne hænder bygger Eichmann et hus i ét plan med usædvanligt tykke mure og kun ganske få vinduer, der stort set alle vender væk fra gaden.

Igen og igen forbyder Eichmann sine fire sønner at tale om politik, men den ældste søn, Klaus, hører ikke efter, og det skal vise sig skæbnesvangert.

I 1956 bliver Klaus kæreste med en køn, ung pige, Sylvia, som er datter af den tyske, halvt jødiske emigrant Lothar Hermann. Han kom til Argentina i 1938 efter et kz-ophold. Klaus besøger tit Sylvias hjem, og en dag falder snakken på jødernes skæbne under 2. verdenskrig.

Klaus fortæller, at hans far har været officer i den tyske hær, og at det efter faderens mening “ville have været bedre, hvis tyskerne havde gjort deres udryd­delsesarbejde færdigt”.

Den bemærkning chokerer Lothar Hermann og fæstner sig i hans hukommelse. Efter på egen hånd at have researchet lidt er han sikker i sin sag: Klaus’ far er Adolf Eichmann.

Lothar sender et brev med sine oplysninger til retten i Frankfurt, som ekspederer brevet videre til Fritz Bauer, der er statsadvokat i Hessen. Så begynder sagen at rulle.

Tophemmelig operation

Af frygt for at gamle nazister i Tyskland vil advare Eichmann, hvis det vesttyske retssystem indleder en efterforskning, vælger Fritz Bauer at tage kontakt til det israelske idenrigsministerium. Herfra går sagen videre til den hemmelige efterretningstjeneste Mossad, der ledes af Isser Harel.

Han samler en styrke af mænd, der i al hemmelighed skal fange Eichmann og føre ham til Israel. I alt 10 mand bliver sat på opgaven, heriblandt en forklædningsekspert, en læge, en dokumentfalskner, en nærkamp-specialist og Isser Harel selv.

“Vi har ikke alene ret, men også en moralsk pligt til at føre denne mand for en domstol,” siger Harel til sine folk og fortsætter: “Vi begiver os ud på en historisk rejse. Det er vist ikke nødvendigt at fortælle, at dette ikke er en almindelig opgave. Vi skal pågribe den mand, der har vort folks blod på sine hænder.”

Den israelske regering har godkendt operationen, men den er tophemmelig – ikke engang den israelske ambassade i Buenos Aires ved besked. Desuden er missionen en overtrædelse af internationale konventioner – ifølge reglerne skal Argentina udstede en udleveringskendelse, inden Eichmann kan føres ud af landet.

På falske pas rejser Mossad-agenterne til Buenos Aires i begyndelsen af 1960, og så begynder en intensiv og mere end tre måneder lang overvågning af Eichmann. Agenterne har lejet otte biler, syv huse og lejligheder, der fungerer som skjulesteder. Et af husene – dets kodenavn er Tira, dvs. “paladset” – ligger isoleret og bliver indrettet som hovedkvarter.

Få dage efter agenternes ankomst er denne villa forvandlet til et minifort med alarmsystem og en celle, hvor Eichmann skal opholde sig frem til afrejsen til Israel. En kvindelig Mossad-agent opholder sig konstant i huset; hendes rolle er at lave mad til specialgruppen, holde huset rent og – ikke mindst – give omverdenen indtryk af, at der er tale om en ganske almindelig husholdning.

Da det praktiske er på plads, går Mossad-folkene i gang med at finde ud af, hvor Eichmann bor. Han bliver snart sporet til et mindre hus på adressen Calle Garibaldi 14. Den 19. marts 1960 kører en israelsk efterretningsagent for første gang langsomt forbi huset. Ved 14-tiden ser agenten en almindeligt udseende mand omkring de 50, med høj pande og briller. Han er ved at bære vasketøj ind og forsvinder hurtigt.

De følgende dage fortsætter overvågningen. En israeler ligger på lur under en presenning på ladet af en lastbil og fotograferer gennem et lille kighul al aktivitet omkring huset. Hvert skridt Eichmann tager, hver bevægelse han gør, bliver registreret.

Inden længe er agenterne på det rene med Eichmanns vaner; hvor han arbejder, hvornår han møder, hvornår han holder fyraften, og hvilken bus han tager til og fra arbejde. De ved også, at han tilbringer sine weekender i haven.

Eichmann virker i det hele taget som en kærlig og ganske almindelig familiefar, og det står hurtigt klart for israelerne, at han lever efter helt faste rutiner. Den vigtigste er, at han står af bussen hver aften klokken 19.40, og at han derpå går hen ad den øde vej til sit hus.

Eichmann er forsinket

Israelernes plan er, at Eichmann skal transporteres ud af landet i et fly fra det statsejede israelske luftfartsselskab El Al. I anledning af festlighederne for Argentinas
selvstændighedsdag er israelske diplomater inviteret på officielt besøg. De ankommer med et særfly den 19. maj. Dagen efter skal flyet returnere til Israel – uden diplomaterne, men med Eichmann om bord.

Specialgruppen beslutter sig for at slå til onsdag den 11. maj. Hvis kidnapningen glipper i første omgang, har de stadig tid til et nyt forsøg, inden flyet skal lette.

Om aftenen ved 19-tiden indtager folkene deres positioner nær Eichmanns hus. Kun Vera og de to sønner Ricardo og Dieter er hjemme, og alt ånder fred og ro. Klokken 19.40 er agenterne i højeste beredskab, for på det tidspunkt plejer Eichmann at stå af bussen.

De fire israelere, der skal stå for tilfangetagelsen, fingerer motorstop i Garibaldi-gaden – én sidder bag rattet, klar til at gasse op, en anden skjuler sig bag kølerhjelmen, mens de to sidste er gledet ned på gulvet i bilen, hvor de med hovederne oppe holder udkig til alle sider. Lidt længere henne ad vejen venter tre agenter i en parkeret bil med tændte lygter, der skal blænde Eichmann.

Men netop denne dag kører bussen forbi stoppestedet. Minutterne går, og Mossad-folkene er ved at opgive håbet. Men så, fem minutter over otte, stiger deres bytte af bus nr. 203. Han går intetanende hen ad Garibaldi-gaden og stopper først op, da en mand træder ud foran ham med ordene “un momentito, senor”.

Få sekunder efter bliver han slæbt ind i den ventende bil, hvor agenterne lægger ham på gulvet, binder ham og giver ham et par motorcykelbriller på. De er klistret til, så han intet kan se.

Eichmann lænkes til sengen

Bilen kører væk med speederen i bund. En af agenterne kaster et tæppe over den liggende skikkelse og advarer på tysk: “Hvis De ligger stille, sker der ikke noget. Gør De modstand, bliver De skudt.”

“Jeg har allerede accepteret min skæbne,” svarer Eichmann fra bilens bund.

Efter 40 minutters kørsel ankommer Mossad-folkene og deres fange til hovedkvarteret “Tira” med den hemmelige fængselscelle.

Eichmann bliver ført ind i cellen, som ikke rummer andet end en jernseng med madras. Intet dagslys trænger ind, og ingen lyde kan trænge ud, for op ad væggene og foran vinduerne er der stablet tykke madrasser.

Agenterne tager Eichmanns tøj fra ham og giver ham en pyjamas. Lægen tager hans gebis og tjekker det for skjulte giftkapsler. Han undersøger også indersiden af Eichmanns venstre arm for at finde SS-tatoveringen med blodtypeangivelsen. Tatoveringen er der.

Eichmann bliver lænket til sengen, og det slår agenterne, hvor ynkelig deres fange ser ud. De har jagtet et monster, men fanget en fuldstændig ordinær mand. Som han ligger dér, hjælpe-
løs og tandløs, har de svært ved at forestille sig, at Eichmann har ageret bøddel for flere millioner jøder.

Den 20. maj gør agenterne Eichmann klar til flyveturen. Dokumentfalskneren har fremstillet de nødvendige papirer, og lægen giver Eichmann et bedøvelses­middel, der gør ham ude af stand til at tale, mens han med lidt hjælp stadig kan støtte på benene.

Udklædnings­ekspertens job er at forvandle Eichmann til steward – han bliver sminket, udstyret med falsk overskæg og får en El Al-uniform på.

To Mossad-agenter, der også er klædt ud som El Al-besætningsmedlemmer, kører Eichmann ud til lufthavnen, hvor bilen slipper upåagtet gennem sikkerhedskontrollen. Eichmann har åbne øjne, men ser hårdt medtaget ud. Agenterne forklarer den argentinske lufthavnsvagt, at deres kollega er plaget af eftervirkningerne efter en druktur.

Lige før midnat letter flyet med den særlige last, og efter en mellemlanding i Dakar på Afrikas vestkyst ankommer Eichmann til Israel den 22. maj 1960.

Eichmann erklærer sig uskyldig

Retssagen mod Eichmann begynder den 11. april 1961 i Folkets Hus i Jerusalem.

I retten får Adolf Eichmann plads bag skudsikkert glas – af frygt for attentater.

I et bur af skudsikkert glas bliver den nu 54-årige Adolf Eichmann stillet til ansvar for sine forbrydelser, og i de fire måneder, sagen står på, aflægger mere end 100 vidner, heriblandt mange overlevende kz-fanger, forklaring. 3564 sider fylder de i alt 15 anklagepunkter, men Eichmann erklærer sig “ikke skyldig” i dem alle.

Fra alle verdenshjørner er mere end 500 journalister og fotografer strømmet til, og overalt i verden følger tilskuerne en af de første globale mediebegivenheder med tilbageholdt åndedræt.

Rædslerne under Holocaust oprulles i alle detaljer, men igen og igen insisterer Eichmann på, at han blot var et lille tandhjul i et større tilintetgørelsesmaskineri – at han “bare fulgte ordre”.

14. august 1961 trækker dommerne sig tilbage for at overveje deres kendelse, og først den 11. december falder dommen: Eichmann dømmes til døden ved hængning. Han er kendt skyldig i forbrydelser mod det jødiske folk, skyldig i forbrydelser mod menneskeheden, skyldig i krigsforbrydelser og skyldig i at have været medlem af fjendtlige organisationer.

Mens Eichmann lytter til dommerne, der på skift i 15 timer læser op fra deres 211 sider lange dokument, mister han gradvist kontrollen over sine ansigtsmuskler. Han skærer ansigt, går nærmest i chok og fumler nervøst ved sine papirer. Men efterhånden som dommen synker ind, får han et strengt og hårdt udtryk i ansigtet, og han stirrer lige frem for sig.

Få minutter over midnat den 1. juni 1962 går Adolf Eichmann i døden i et improviseret henrettelseskammer i et fængsel i Jerusalem. Hans sidste ord er: “Længe leve Tyskland, længe leve Argentina, længe leve Østrig. Det er de tre lande, jeg har haft mest at gøre med, og som jeg ikke glemmer. Jeg hilser min kone, mine børn og mine venner. Jeg er rede. Vi mødes snart igen, sådan er alle menneskers skæbne. Jeg dør i troen på Gud.”

Med et klik går faldlemmen ned, Eichmann falder tre meter, og løkken strammes om hans hals. Den efterfølgende stilhed bliver kun afbrudt af det knirkende reb og den dryppende lyd af kropsvæsker, der løber ned ad Eichmanns ben og lander på gulvet.

_______________________________________________________________________________________________________________________________________

BONUS-INFO: Dødsenglen fra Auschwitz undslap

Blandt de nazistiske forbrydere, der undslap til Sydamerika, var også lægen Josef Mengele fra kz-lejren Auschwitz.

Som lejrlæge stod Mengele ofte ved rampen, når kreaturvognene med nye fanger ankom til kz-lejren. Her udvalgte han de mennesker, som skulle direkte i gaskammeret. På den måde sendte Mengele personligt 40.000 i døden. Mest berygtet er han for sine bestialske forsøg med dværge, børn og tvillinger, der skulle bevise den ariske races overlegenhed.

Efter krigen undslap Mengele via den såkaldte “Rottelinje” til Argentina, hvor han blev repræsentant for et firma, der solgte landbrugsmaskiner. Samtidig kunne han praktisere som læge.

Mengele mødtes med Eichmann et par gange i Buenos Aires, men de to tyskere kom ikke godt ud af det sammen. Mossad-agenterne, der opholdt sig i Buenos Aires for at bortføre Eichmann, fik nys om, at også Mengele var i byen. Efterretningstjenestens leder Isser Harel besluttede sig for at forsøge også at fange Mengele. “For at gøre vores investering mere lønsom,” som han sagde.

Men da Mossad nåede frem til Mengeles bopæl, var huset forladt. Mengele var flyttet uden at oplyse sin nye adresse.

Josef Mengele blev aldrig pågrebet. Ved hjælp af forskellige identiteter lykkedes det ham at holde sig skjult. I 1979 omkom han ved en drukneulykke i Brasilien.

Måske er du interesseret i...

Læs også