Getty Images

Doktor Mengele bliver brugt til medicinske studier

Under 2. verdenskrig udførte den tyske læge Josef Mengele grusomme menneskeforsøg på levende børn. Nu ligger han selv under en skarp lægelampe på universitetet i Sao Paolo, Brasilien.

Mere end 70 år efter sine forbrydelser og over tre årtier efter sin død trækker nazi-lægen Josef Mengele stadig overskrifter. Nu bruges hans knogler nemlig til at uddanne Brasiliens fremtidige læger.

“Knoglerne hjælper os med undervisningen i, hvordan man identificerer en person ved at undersøge de jordiske rester og matche dem med information om den pågældende", forklarer doktor Daniel Munoz.

Mengele kom til skade i Auschwitz

Det, der gør Mengeles knogler velegnede til formålet, er især hans sygejournal fra årene i Hitlers tjeneste. Men man ved mindre om hans helbred i perioden 1960 til 1979, hvor han skjulte sig i Brasilien.

Hans knogler blev fundet lidt syd for Sao Paolo i 1985 og afleveret hos doktor Munoz.

"Da vi undersøgte Mengeles knogler, opdagede vi et brud på venstre bækken – en skade som nævnes i hans soldaterpapirer, hvor det omtales, at han var involveret i en motorcykelulykke i Auschwitz og brækkede sit bækken,” forklarer Munoz.

Mengele opererede sig selv

Mengeles kranie har et hul i venstre kindben, fordi han led af bihulebetændelse, og hvis de studerende ser nærmere på tænder og kæbe, kan de se spor efter tandbylder, som Mengele selv forsøgte at fjerne med barberblade.

Mengele turde ikke gå til tandlæge – af frygt for at blive afsløret og udleveret til retsforfølgelse.

Ifølge vennerne, som skjulte ham, døde Mengele under en svømmetur den 7. februar 1979. Han fik et slagtilfælde og druknede.

Få hele den grusomme historie om Josef Mengele

Mengele udførte forsøg på børn i Auschwitz. Han amputerede blandt andet sunde lemmer, smittede tvillinger med tyfus og nedsænkede dem i kogende vand.

© Public Domain