Foto: Ullstein Bild & Getty Images & Alamy/Imageselect

Efter Hitler: Topnazister slås om Tysklands ruiner

Den Røde Hær har omringet Berlin, og Nazi-Tyskland er i opløsning. Men tre topfolk omkring Hitler vil ikke indse nederlaget. Göring, Himmler og Bormann har længe stået i skygge af Føreren – nu griber de alle chancen for at overtage det ødelagte land. I april 1945 begynder et livsfarligt spil om magten.

Adolf Hitler mødes altid med sin militærstab kl. 15.30 for at blive orienteret om situationen ved fronterne. Det sker også den 22. april 1945, hvor sovjetiske granater har regnet ned over Rigskancelliet i to dage og sendt rystelser gennem Førerbunkeren 10 m under jorden. Nazitysklands leder er godt beskyttet af tyk beton, men daglige rapporter understreger, at det er på lånt tid.

Dagen før har Hitler beordret sin 9. armé til at angribe og bryde den ring, sovjetiske styrker har sluttet omkring Berlin.

Men Føreren har mistet al sans for realiteterne. Lemlæstede tyske styrker er ikke længere i stand til at gå i offensiven mod fjendtlige hære, der har flere soldater, flere kampvogne og tusindvis af fly. I stedet for at rykke frem trækker 9. armé sig tilbage. Blodrød i ansigtet og med en rystende højre hånd slynger den nedbrudte Hitler om sig med harmdirrende beskyldninger.

“Alle har løjet for mig! Alle har bedraget mig! Ingen har fortalt mig sandheden!” skriger han mod sine generaler i et langvarigt hysteri-anfald. Bagefter sidder han og ser frem foran sig med et tomt udtryk i øjnene, mens han taler sagte, som om han var alene:

“Jeg vil aldrig forlade Berlin. Jeg vil forsvare byen til sidste blodsdråbe. Det giver ingen mening at kæmpe videre nu. Der er intet at kæmpe med”. Derpå følger ord med vidtrækkende betydning for Nazitysklands øverste ledere:

“Hvis det bliver et spørgsmål om forhandling, kan Göring gøre det bedre end mig”. Det er første gang, at Hitler åbent har anerkendt nederlaget. Rækkevidden af de opgivende ord står helt klart for Luftwaffe-general Karl Koller og hans kollega fra SS Hermann Fegelein.

De er Hermann Görings og Heinrich Himmlers repræsentanter i Berlin, og begge officerer skynder sig ud for at rapportere om, at rigets mægtigste stilling snart vil være ledig.

Göring øjner en chance

22. april aften, Obersalzberg: Rigsmarskal Hermann Göring har forladt Berlin og søgt tilflugt i Alperne, som endnu ikke er indtaget af fjenden.

General Karl Kollers bil kører op ad de stejle bjergveje mod alpe-paradiset Obersalzberg, hvor Hitler og de mest magtfulde nazister har deres sommerresidenser. Han er netop ankommet med fly fra hovedstaden og haster op ad for at aflægge rapport til sin chef, Hermann Göring, hvis luksus-villa ligger i smukke omgivelser på fjeldsiden.

Luftwaffe-chefen spærrer øjnene op, da han hører Koller beskrive det dramatiske møde, der fandt sted i Førerbunkeren tidligere på dagen.

Hitler er åbenbart parat til at give magten over Det Tredje Rige videre, og Göring har længe haft officiel status som Førerens efterfølger.

En tilkaldt jurist bekræfter, at reglerne er helt klare. Et førerdekret fra 1941 slår fast, at hvis Hitler ikke har fri bevægelighed, og han ikke kan kommunikere med sine styrker, overtager Göring alle beføjelser.

Men i praksis er ethvert skridt risikabelt. Hitlers sekretær Martin Bormann befinder sig stadig i Førerbunkeren, og denne intrigernes mester udnytter sin tætte kontakt til Tysklands leder til at underminere de andre topnazister.

“Han venter bare på en chance for at få mig likvideret”, siger Göring. “Hvis jeg handler nu, vil de kalde mig en forræder, men hvis jeg ikke handler, vil jeg blive beskyldt for at svigte Tyskland i dets skæbnetime”.

Sammen med sine rådgivere formulerer Göring et telegram, hvori han beder Hitler bekræfte sin afgang. Beskeden rummer en ordlyd, som skal få alvorlige følger:

“Jeg føler mig forpligtet til at antage, at hvis intet svar er kommet inden kl. 22.00, har De mistet Deres frihed til at handle. I så fald vil jeg anse betingelserne for Deres dekret som opfyldte og tage ansvar for nationen og fædre­landets velbefindende”.

Leipzigs viceborgmester tog gift sammen med sin hustru og datter.

© Getty Images

Selvmord kom på mode i Tyskland

Bormann slår igen

23. april kl. 0.56, Førerbunkeren: Roen har sænket sig i Hitlers hovedkvarter, hvor alle prøver at glemme Førerens hysteri-anfald aftenen før. Et telegram tikker ind via flådens net – det er det eneste, der stadig fungerer i det sønderbombede Berlin. Martin Bormann læser indholdet og øjner straks sin chance.

“Det er et ultimatum”, siger han med forfærdelse i stemmen, da han kort efter overrækker telegrammet til sin chef. Mens Hitler læser, minder Bormann om, at Göring blot seks måneder forinden var mistænkt for at føre hemmelige forhandlinger med de allierede. I første omgang reagerer Hitler dog med ligegyldighed, og han nøjes med at diktere et kort svar til Luftwaffe-chefen.

“Dekretet af 29. juni 1941 er blevet ophævet på min personlige befaling. Min handlefrihed er ubestridt. Jeg forbyder dig at handle som angivet”, lyder det køligt.

Bormann ærgrer sig, men om eftermiddagen øjner han en ny chance, da man opsnapper endnu et telegram fra Göring. Det er en instruks til udenrigs­minister Ribbentrop om at komme til Obersalzberg ved midnat, hvis Hitler ikke har vist livstegn forinden. Nysgerrige øjne følger Bormann, da han stormer gennem Førerbunkeren med kurs mod Hitlers dagligstue i bunkerens dyb.

“Göring er i færd med at begå højforræderi!” forkynder Bormann indigneret. “Han sender allerede telegrammer til regeringen for at meddele, at han overtager Deres beføjelser ved midnat, mein Führer!”

Omsider reagerer Hitler. Han har været rolig siden sit vilde udbrud dagen forinden, men nu får de tyndslidte nerver frit løb som så ofte før i det seneste år:

“Jeg har vidst det hele tiden!” raser Hitler ildrød i ansigtet. “Jeg ved, at Göring er doven! Han lod flyvevåbnet gå til grunde. Han gjorde korruption mulig i vores stat. Han er en stofmisbruger. Jeg vidste det hele tiden!”

Bormann får besked på at sende et telegram til Obersalzberg, hvor Göring øjeblikkeligt fratages alle poster. Luftwaffe-chefen får også at vide, at han vil blive anholdt og kun kan redde sit liv, hvis han meddeler offentligheden, at han træder tilbage af helbredsmæssige årsager.

En halv time senere indløber et svar fra Obersalzberg: Hermann Göring har pludselig fået problemer med hjertet, og han må træde tilbage fra sine pligter. Bormann har overgået sig selv og fjernet Nazitysklands officielle tronfølger i løbet af få timer. Arvefølgen står helt åben.

Görings luksusliv fortsatte i de første dage som fange. Så kom han bag tremmer.

© Getty Images

Luftwaffe-chefen får SS på besøg

23. april kl. 20.50, Obersalzberg: Göring har tilbragt en angstfuld dag, hvor han har ventet på den uundgåelige straf for sine telegrammer.

SS-bataljonen på Obersalzberg har til opgave at beskytte Hitler og de andre nazispidser, når de opholder sig i ferie-kolonien. Derfor kommer telegrammet, der rummer en skarp ordre fra Førerbunkeren, højst overraskende:

“Omring øjeblikkeligt Görings villa, og arrestér den tidligere rigsmarskal. Slå hårdt ned på al modstand”, lyder det fra Berlin. Kort efter ankommer endnu en meddelelse – denne gang med Bormann som afsender.

“I kommer til at betale med jeres liv, hvis Førerens ordre ikke adlydes!” lyder advarslen.

Mens mørket falder på, slår SS-soldater derfor ring om Görings rummelige alpevilla. Da Luftwaffe-chefen ikke har vist sig en time senere, stormer tropperne ind i bygningen med skudklare våben. En SS-officer træder frem mod den hidtil så mægtige nazi-leder og siger:

“Herr Reichsmarschall, De er anholdt!” Göring bliver sat i husarrest sammen med sin stab, og han får besked på, at han ikke må kommunikere med omverdenen – end ikke sin kone. General Karl Koller, sendebuddet fra Førerbunkeren, forsøger at tale vogterne til fornuft:

“Er I klar over, at dette er vanvittigt? Rigsmarskallen har handlet fuldstændig korrekt. Han stillede blot Føreren et simpelt spørgsmål”. SS-styrkens chef er utilpas ved situationen og siger, at han blot holder Göring i “Ehrenhaft”, en ærefuld tilbageholdelse.

To dage senere glemmer fange og vogtere kortvarigt alt om intriger i nazi-toppen. 350 britiske bombefly dukker op på himlen over Obersalzberg, og mens tyskerne søger ly i bunkere under jorden, bliver store dele af feriekomplekset lagt i ruiner – bl.a. Görings alpe-hus.

Himmler tænker stort

23. april kl. 23.30, Lübeck: Rigsfører Heinrich Himmler har forladt Berlin, og han er i gang med at planlægge en glorværdig fremtid for sig selv.

SS-chefen Himmler sætter sig til rette i kælderen under det svenske konsulat. Foran sig har han Folke Bernadotte fra Sveriges Røde Kors, som tror, at de skal forhandle om frigivelse af skandinaver fra de tyske kz-lejre. Men Hitlers sammenbrud i Førerbunkeren og Görings fald har givet SS-lederen mod til at røbe sin dristige plan.

“Det er meget muligt, at Hitler allerede er død, eller også er han det i hvert fald i løbet af et par dage”, siger Himmler, mens endnu et allieret bombardement sender rystelser gennem bygningen.

“Krigen må stoppe, og Tyskland må erkende nederlaget. Men jeg har endnu ikke været i stand til at frigøre mig fra min ed til Føreren. Nu er situationen anderledes. Jeg anerkender, at Tyskland er besejret”, siger han. Bernadotte lytter overrasket, mens Himmler fortsætter:

“I denne nye situation har jeg frie hænder. For at være i stand til at beskytte Tyskland mod en sovjetisk invasion er jeg villig til at kapitulere på Vestfronten og lade Vestmagternes tropper rykke frem så hurtigt som muligt østpå”. Himmler forestiller sig, at Tyskland skal slutte sig til Storbritannien og USA i et opgør med Sovjetunionen.

Bernadotte går med til at sende tilbuddet videre til de allierede, mod at SS-chefen lover at afslutte den tyske besættelse af Danmark og Norge. Desuden skal omkring 20.000 skandinaviske kz-fanger evakueres til Sverige.

Da Bernadotte kort efter kører mod den lokale flyveplads, taler han med en assistent om Himmlers ambitiøse plan: “Rigsføreren forstår ikke alvoren i sin egen situation. Jeg kan ikke længere hjælpe ham”.

Trofaste Heinrich bliver afsløret

28. april aften, Førerbunkeren: Russerne har indtaget Berlins lufthavne, og dermed er den sidste flugtvej ud af hovedstaden afskåret.

Det har allerede været en sort dag i Førerbunkeren, hvor meldinger om nederlag og sammenbrud er strømmet ind fra alle fronter. Men i døgnets sidste timer modtager Hitler et budskab, der ryster ham mere end alt andet.

En nervøs embedsmand fra pressetjenesten er mødt op for at berette om en nyhed bragt af Radio Atlantik. Denne station udgiver sig for at være drevet af tyske modstandsfolk, men sender i virkeligheden fra Storbritannien.

Ifølge speakeren har Heinrich Himmler i al hemmelighed forsøgt at forhandle fred med Storbritannien og USA, hvilket de to lande straks har afvist. Topnazisten agtede ifølge propaganda-senderen at vriste magten fra Hitler.

Med rystende læber og en kridhvid ansigtskulør lytter Hitler til den rystende mand foran sig. Af alle den seneste tids forræderier er dette det værste. Han havde aldrig kunnet forestille sig, at “der treue Heinrich” – trofaste Heinrich – ville være i stand til at dolke ham i ryggen.

Dommen falder på stedet: Himmler smides ud af regeringen og skal anholdes hurtigst muligt. I mellemtiden må Hitler lade sin blodtørst gå ud over en anden, og han udser sig Hermann Fegelein, der er SS-lederens repræsentant i Berlin. Officeren bliver opsporet, ført ud i Rigskancelliets have og likvideret med et skud i hovedet.

Bag et alvorsfuldt ansigtsudtryk kan Martin Bormann juble over, at endnu en rival har sat sig selv ud af spillet. Det betror han dog ikke sin dagbog. I stedet skriver han:

“Igen og igen, som timerne går, gentager Føreren, hvor træt han er af at leve, når han har så mange forrædere omkring sig”. Sidste akt i bunkeren nærmer sig hastigt.

Hitler dikterer fremtiden

29. april kl. 3.00, Førerbunkeren: Kampene i Berlins gader raser nu tæt på Hitlers underjordiske skjulested, hvor nervøsiteten breder sig.

Adolf Hitler ved, at tiden er ved at rinde ud. Med propagandaminister Goebbels og Martin Bormann som vidner dikterer han sit testamente til en sekretær, der må slide ved skrivemaskinens taster for at følge med.

“Da vores styrker er for svage til at forsvare sig mod fjendens angreb, og da vores modstand bliver undergravet af både forblændede og karakterløse personer, har jeg valgt at blive i denne by og dele samme skæbne som millioner af andre”, retfærdiggør Hitler sig og fortsætter:

“Göring og Himmler har ført hemmelige forhandlinger med fjenden uden mit vidende og mod min vilje og på ulovlig vis forsøgt at kuppe sig til magten. De har begge påført staten og hele nationen uhørt skade, der rækker langt ud over deres personlige forræderi mod mig”.

Bormann lytter med, mens hans skjuler sin fryd bag en alvorlig mine – blot for at blive rystet af Hitlers næste ord:

“For at kunne give det tyske folk en regering af ærefulde mænd, der vil fortsætte krigen med alle midler, udnævner jeg disse medlemmer af den nye regering: Rigspræsident: Dönitz.

Rigskansler: dr. Goebbels. Partiminister: Bormann (...)”. I stedet for at udpege en ny fører agter Hitler at opdele magten. Og flådechefen Karl Dönitz, som ingen før har regnet som en magtfaktor, vil være stærkest, fordi han får kontrol over militæret.

Ubetinget loyalitet var Joseph Goebbels’ vej ind i Hitlers inderkreds.

© Getty Images

Goebbels ofrede alt for sit ry

Mens Himmler, Bormann og Göring fantaserede om magt efter Hitlers død, tænkte propagandaminister Joseph Goebbels på sin plads i historiebøgerne.

“Mit liv har ingen fremtidig værdi, hvis det ikke kan bruges i Førerens tjeneste”, skrev nazismens spindoktor i et notat tilegnet eftertiden.

Han vidste, at alt var tabt, og ville ikke fremstå som en kujon ved at forsøge at redde sig selv.

Det første skridt i ministerens iscenesatte exit var at lade en læge aflive sine og Magda Goebbels’ seks børn i Førerbunkeren i Berlin.

Derpå klædte parret sig pænt på og gik op i haven ovenover. Her trak Goebbels en pistol og skød Magda, inden han rettede mundingen mod sig selv.

SS-vagter forsøgte bagefter at brænde parrets lig, men de havde for lidt benzin. I stedet fandt russerne resterne, da de indtog Berlin.

Fallitboet skifter ejer

30. april 18.35, Plön: Storadmiral Dönitz trækker sig tilbage nordpå fra Hamborg for at holde afstand til de fremrykkende briter.

Karl Dönitz sidder i sit midlertidige hovedkvarter, da hans adjudant overrækker ham et telegram fra Bormann i Berlin. Det fortæller ham om en uvelkommen forfremmelse:

“Føreren har udpeget Dem, Herr Grossadmiral, som sin efterfølger. En skriftlig bekræftelse følger. De skal øjeblikkeligt træffe alle nødvendige foranstaltninger”. Telegrammet fortier, at Hitler begik selvmord tre timer tidligere.

Bormann vil have tid til at forhandle med russerne i Berlin, så han kan slippe ud af byen og forblive en del af magtspillet. Imens grubler Dönitz over, hvad han nu skal gøre.

“Vi har kæmpet nok heroiske slag. Red folket, slut med unødvendige og blodige ofre”, siger han til en adjudant. “Som statsoverhoved har jeg ikke andet at gøre end at afslutte krigen så hurtigt som muligt”. Men ikke endnu. Først vil han redde så mange tyskere som muligt fra at

falde i hænderne på de russiske invasionsstyrker.

Da Dönitz besvarer telegrammet, tier han dog om sine planer. Han har lært af Görings og Himmlers skæbne.

“Jeg vil fortsætte denne krig, til den finder en afslutning, der kan yde retfærdighed til det tyske folks enestående og heroiske kamp”, lover Dönitz fromt.

Himmler melder sig under fanerne

30. april midnat, Plön: Himmler er stadig på fri fod og har slet ikke opgivet sine drømme.

En kortege af åbne biler stopper foran Dönitz’ hovedkvarter, og Heinrich Himmler stiger ud. Omgivet af seks sværtbevæbnede SS-livvagter skridter han op mod indgangen, mens han opmærksomt spejder omkring sig.

Trods mørket kan de nyankomne ane skikkelser med geværer og maskinpistoler, som skjuler sig bag nogle træer. Dönitz regner tydeligvis SS-chefen for en potentiel trussel.

Admiralen er dog høfligheden selv, da han tager imod på sit kontor og overrækker telegrammet, der bekræfter Dönitz’ udnævnelse til statsoverhoved.

Himmler læser forbløffet nyheden. Da han et øjeblik senere rejser sig, kridhvid i ansigtet, er admiralen parat til at række ud efter den afsikrede pistol, som ligger gemt under papirer på bordet. Men Himmler bukker blot.

“Tillad mig at blive næstkommanderende i din stat”, siger SS-chefen med tilkæmpet ærbødighed. Dönitz svarer uden tøven, at han ikke kan give den højtprofilerede nazist en rolle i sin nye regering. Himmler vil være en belastning, når forhandlingerne med de allierede går i gang.

Skuffet tager gæsten afsked, mens han fastholder, at fremtidens Tyskland får brug for ham og hans SS til at afværge kaos. Derpå kører han fra Plön, overbevist om, at lykken nok skal tilsmile ham. Verden vil indse, at han er uundværlig, hvis sovjet-kommunismen skal stoppes.

Bormann tager benene på nakken

1. maj kl. 7.40, Førerbunkeren: Tyske forsøg på at forhandle med russerne i Berlin er slået fejl. Fjenden forlanger betingelsesløs kapitulation.

Martin Bormann må sande, at han ikke kan snakke sig vej ud af den belejrede hovedstad. Men han nægter at op give alt nu, hvor Göring og Himmler er borte. I stedet sender Bormann en sidste besked til Dönitz:

“Testamentet er trådt i kraft. Jeg kommer til dig så snart som muligt. Indtil da bør du efter min mening afholde dig fra at informere offentligheden”. Derpå betror han sin desperate plan til dagbogen: “Flugtforsøg!”

Sammen med andre af Førerbunkerens beboere vil Bormann snige sig gennem den sovjetiske ring om Berlin, og derpå agter han straks at opsøge Dönitz.

Han syr Hitlers testamente ind i sin uniform, forlader Rigskancelliet i selskab med et par andre nazistiske flygtninge og løber over til Wilhelmplatz. Her forlader gruppen de brændende gader for at snige sig ned i undergrunds-banens tunneller. Tavse forsvinder de i mørket.

Dönitz taler til det tyske folk

1. maj kl. 10.20, Hamborg: Tysklands nye leder frygter, at Bormann skal forsøge et statskup. Han beslutter sig for at gøre sin nye post officiel.

Karl Dönitz sidder i radiostudiet i Hamborg med én næsten umulig opgave foran sig. Han skal overtale en ødelagt nation, der i 12 år har sværget troskab til Adolf Hitler, til i stedet at stole på en sømand fra Grünau.

Det røde lys i studiet tændes som tegn til, at han kan begynde.

“Tyske mænd og kvinder, Værnemagtens soldater”, siger Dönitz i mikrofonen. “Vores Fører, Adolf Hitler, er faldet. Det tyske folk bøjer sig i den største sorg og ærbødighed”. Formalia er nu overholdt, og han kan fortsætte.

“Føreren har udpeget mig som sin efterfølger. Min første opgave bliver at redde det tyske folk fra bolsjevikkernes ødelæggelse”, meddeler Dönitz dystert. “Jeg har brug for jeres hjælp for at opnå dette. Giv mig jeres tillid, for min skæbne er også jeres skæbne”.

To dage senere udnævner Dönitz sin nye regering i Flensborg – en fjern provinsby og flådebase så langt væk som muligt fra de hurtigt fremrykkende briter.

SS-chefens drømme bliver knust

5. maj, Slesvig: Bormann er sporløst forsvundet, og Dönitz har forebygget modstand fra SS ved at holde daglige møder med Himmler.

Himmler holder sig nær den nye regeringsby, Flensborg. Han er sikker på, at hvis Dönitz skaffer ham en halv time i enrum med de allieredes øverstbefalende, Eisenhower, kan han sagtens smede et forbund mod Sovjetunionen.

Topnazisten er i strålende humør, da han får besøg af Tysklands nye statsminister, Lutz von Krosigk. Men den gode stemning bliver hurtigt ødelagt af gæsten.

“Hvis en englænder eller amerikaner så meget som overvejer at tale med dig, vil de blive tromlet ned af offentligheden”, siger ministeren hårdt. Himmlers navn er forbundet med SS, krigsforbrydelser og kz-lejre.

Dönitz har netop overgivet Holland, det nordvestlige Tyskland og Danmark til briterne. Nu, hvor kampen er ved at ebbe ud, må den nye regering hurtigst muligt skaffe sig af med Himmler, så Dönitz og hans ministre kan skabe afstand til nazismens forbrydelser. I stedet for en regeringspost får topnazisten besked på straks at forsvinde.

SS-leder og rigsfører Heinrich Himmlers sidste illusion brister. Han bliver aldrig Vestens frelser fra kommunismen. I stedet må han flygte til fods med en klap for øjet og et falsk ID-kort med navnet Heinrich Hitzinger i lommen.

bormann skull identified

Tænderne var med til at afsløre Bormanns lig.

© Topfoto/Polfoto

Bormanns skæbne var et mysterium i 50 år

Göring skåler med amerikanerne

8. maj, Tyrol: Efter briternes bombardement af Obersalzberg har Göring overtalt sine vogtere til at følge sig til sit familieslot Mauterndorf i Østrig.

SS-styrken, der holder Luftwaffe-chefen under opsyn, modtog den 1. maj et telegram fra Bormann i Berlin.

De skulle straks henrette deres fange. Men efter nyheden om Hitlers død i Berlin er soldaterne i tvivl om, hvem de bør adlyde. Göring bidrager til forvirringen ved at servere dyre vine fra kælderen, så husarresten minder om en ferie.

De første dages angst har fortaget sig så meget, at han selvsikkert sender et telegram til Eisenhower, hvori han tilbyder at forhandle fred “marskal til marskal”. Göring ser for sig, hvordan han og amerikaneren skal lægge planer for fremtiden ved et storslået slot, som hans assistent Karl Koller allerede har konfiskeret til formålet.

Den 6. maj, hvor tyskerne allerede har kapituleret på flere fronter, bryder SS-vagterne op og forlader Göring. To dage senere overgiver han sig til amerikanerne iført en himmelblå uniform med masser af guldpynt.

Tyskerens forestilling om sin store betydning bliver næret af de nye værter, som indlogerer ham på et hotel, hvor han drikker champagne og holder hof for amerikanske officerer.

Morskaben ender dog brat to uger senere. Göring bliver lettet for sine guldringe, sin lyse paradeuniform og en kuffert fuld af morfin-piller, hvorefter han sættes under streng bevogtning som krigsforbryder.

Himmlers liv på landevejen ender

23. maj, Lüneburg: Krigen har været forbi siden den 8. maj, men Himmler er stadig på fri fod. Han vandrer sydpå kun ledsaget af to trofaste mænd.

En britisk patrulje anholder tre tyske soldater, som trasker afsted ad landevejen. Da de klager over at måtte stå i kø for at blive afhørt, fornemmer en efterretningsofficer, at de er højtrangerende personer. Ved første spørgsmål kaster den mindste af dem forklædningen.

Han fjerner sin klap fra øjet, tager et par runde briller på og siger:

“Jeg er Heinrich Himmler”. Forbløffede indser briterne, at de har fået fat på en af verdens mest eftersøgte mænd. En hurtig kropsvisitering afslører to giftampuller, som bliver konfiskeret, inden Himmler sendes videre til nærmere forhør.

Her beder en læge den tidligere SS-leder om at åbne munden og ser et blåt glasstykke mellem to kindtænder. Da han vil fjerne den mystiske stump, river fangen sig fri og bider sammen om det, der viser sig at være en tredje ampul med kaliumcyanid. Alle genoplivningsforsøg er forgæves, og Heinrich Himmler erklæres død.

Himmlers drømme om magt efter krigen blev knust, og han begik i stedet selvmord.

© Ulstein/Polfoto

Martin Bormann dødsdømmes in absentia – ingen ved, at han omkom i Berlin. Og rigsmarskal Göring får samme straf trods ihærdige bortforklaringer. Han når at snyde bødlen ved at tage en indsmuglet giftampul kort før sin hængning.

Briterne tog sig god tid, inden de anholdt Dönitz. Først to uger efter kapitulationen ryddede de hans hovedkvarter i Flensborg.

© Ullstein Bild

Det Tredje Riges sidste dag

23. maj, FLENSBORG: Til Dönitz’ store undren har briterne ignoreret ham siden kapitulationen.

Da de allierede befaler Dönitz at møde på skibet Patria i Flensborgs havn, ved han, at det hele omsider er slut.

“Pak din bagage”, siger admiralen til sin adjudant. Havnefronten viser sig at være fuld af pressefotografer, og ombord på fartøjet venter adskillige allierede officerer. En amerikansk general tager ordet. Han meddeler formelt, at Dönitz og hans følge kan betragte sig selv som krigsfanger.

“Den fungerende tyske regering er hermed opløst”, konkluderer amerikaneren. Derefter bliver tyskerne ført fra borde og må marchere med hænderne over hovedet til en gårdsplads, hvor de underkastes en grundig kropsvisitering. Vogterne vil være sikre på, at de ikke skjuler giftampuller. Den nu forhenværende statsminister von Krosigk protesterer over behandlingen.

“Bare bliv ved med at smile”, lyder rådet fra en officer bag ham i køen. I efteråret 1945 føres de mægtigste af Hitlers håndlangere til Nürnberg, hvor en allieret domstol venter. Storadmiral Dönitz og statsminister von Krosigk får begge 10 års fængsel for krigsforbrydelser.