Efter 1933 fik de almindelige tyskere tid og råd til at nyde livet. Takken rettede de mod nazisterne.

© Scanpix/Corbis

Hitlers nazistat blev betalt af jøderne

Tyskerne skulle være loyale, kreative og flittige indbyggere i nazistaten. Højere løn, ferie og folkepension sikrede Hitler opbakning – luksuslivet blev betalt af jøderne og de besatte lande.

13. juni 2018 af Else Christensen

Sommeren 1933 kunne Adolf Hitler gøre status over nazismens første måneder i Tyskland: 

“Magten har vi. Ingen kan i dag byde os modstand. Men vi må opdrage det tyske menneske til denne stat,” sagde han til en gruppe af nazipartiets stormtropper (SA).

Men hvis nogen i salen troede, at Hitler havde planer om at omdanne Tyskland til en politistat, hvor frygten skulle holde de 60 milloner indbyggere i skak, tog de fejl. 

Statsterror og kadaverdisciplin ville aldrig kunne holde riget sammen, vidste Hitler. I stedet tog han fat på at skabe en velfærdsstat, hvis lige verden endnu ikke havde set.

Kvindens plads var i hjemmet. Mere end fire børn blev belønnet med et “moderkors”.

© Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz

Kejserrigets undergang skræmte

Nazisterne havde studeret tiden omkring kejserrigets undergang i 1918 grundigt. Dengang blev millioner af tyske mænd sendt til fronten med en sold, der ikke kunne brødføde familien derhjemme. 

Tyskerne blev kastet ud i armod, men kejseren, hærledelsen og overklassen ignorerede den brede befolknings sorger. Og i takt med at sulten og nøden voksede, brød hjemmefronten sammen; allerede inden kapitulationen i november 1918 var landet reelt i opløsning. 

Nazisternes konklusion var enkel: Hvis de ville beholde magten, skulle de give tyskerne økonomisk tryghed og skabe social lighed.

Frem til nazisternes magtovertagelse i 1933 havde Tyskland været et strengt opdelt klassesamfund. Den orden sprængte nazisterne som det første. En stor del af bevægelsens medlemmer var yngre mænd fra middelklassen, og de fortrængte nu statsadministrationens veltjente embedsmænd – “kirkegårdsgrønsagerne”. 

Med sig trak de andre unge, jurister, læger og ingeniører, som førhen var blevet holdt nede. Med ét satte nazisterne dette overskud af talent fri – og de unge var ivrige for at bevise deres værd.

Hitler lovede “arbejde, arbejde, arbejde” til de godt seks millioner ledige. Efter tre år – i 1936 – var tallet mere end halveret, og et opsving i gang.

Arbejdspladserne blev skabt i motorvejsbyggeriet og rustningsindustrien. Samtidig ansporede nazisterne også kvinderne til at opgive deres erhverv og hellige sig familien. Det store antal ledige stillinger blev overtaget af mænd, der nu gled ud af statistikken.

Men sikre job var ikke nok, befolkningen skulle vide, at deres stat var til for dem. Derfor gik nazisterne i gang med at indføre en lang række velfærdsgoder, fx højere pensioner, nye fradragsmuligheder, økonomiske fordele til hjemmegående kvinder og lettere adgang til videregående uddannelser for de fattiges børn.

Arbejderne, hvis fagforeninger netop var blevet forbudt, fik lovbefalet ferie og fri på Arbejdets Dag (1. maj).

“Tyskland bliver stort, når de fattigste er de mest trofaste indbyggere,” forudså Hitler og tog fat på at eliminere de fattiges værste fjende, pantefogeden. Kreditorernes muligheder for med fogedens hjælp at inddrive gæld blev beskåret drastisk, så “elendiggørelsen” af indbyggerne kunne ophøre.

“En socialt bevidst pantefoged skal ikke kaste de fattigste af sine folkefæller ud i armoden og samtidig berøve dem deres tillid til den omsorgsfulde stat og kærligheden til fædrelandet,” belærte Den Tyske Pantefoged-Avis sine medlemmer om den nye arbejdsmoral.

Ny teknologi vandt indpas. “Folkeradioen” bragte Hitlers taler ud i de små hjem.

© Ullstein Bild

I 1938 var kassen tom

Den militære oprustning og de sociale goder kostede staten milliarder, som skatteindtægterne umuligt kunne dække. Finansministeriets embedsmænd begyndte at fuske med tallene og håbe, at fremtidige indtægter ville lukke hullerne. 

I 1935 forbød Hitler ligefrem offentliggørelsen af landets finanslov. Bundlinjen ville hurtigt afsløre, at regimet bevægede sig på kanten af en statsbankrot – og dermed undergrave tilliden til nazisterne. Tre år efter kunne end ikke sminkede regnskaber skjule katastrofen længere. 

“I løbet af september måned er kassen tom,” meddelte Hitlers finansminister Schwerin von Krosigk i 1938.

Løsningen blev udplyndringen af de tyske jøder. Nærmest samtidig med at nazisterne smadrede jødisk ejendom under “Krystalnatten” den 9. november 1938, var statens embedsmænd i færd med at konfiskere jødernes aktier, opsparinger og livsforsikringer.

Milliarderne flød direkte i statskassen, men statens kapitalbehov var stadig ikke dækket. Der skulle findes nye indtægter. Hitler havde bestemt, at ingen skulle have økonomisk fordel af oprustningen og den efterfølgende krig. 

Derfor blev de enorme fortjenester, som våbenfabrikanterne fik på statens indkøb, hentet tilbage vha. høje erhvervsskatter, så visse virksomheder kom til at betale 98 pct. af deres overskud i skat.

Igen lod det sig gøre at skaffe milliardbeløb, uden at den almindelige tysker – ca. 95 pct. af befolkningen – led under byrden, snarere tværtimod:

“Forhøjelsen af erhvervsskatterne gør et godt indtryk på arbejderne,” hed det i efterretningstjenesten SD's årsberetning fra 1938.

Heller ikke boligudlejerne slap. Inflationen i 1930-32 havde skånet fast ejendom mod værditab, nu skulle deres gevinst komme samfundet til gode, besluttede nazisterne. Og befolkningen bifaldt brandbeskatningen af udlejerne, der blev betragtet som blodsugere.

Europa betalte for tyskerne

Da de indenlandske pengekilder var udtømt, begyndte krigen. Den var simpelthen en økonomisk nødvendighed for den tyske stat, hvis samlede gæld i 1939 var nået op på 38 milliarder rigsmark (i dagens penge 2850 mia. kr.).

Polen var første mål. Den 1. september slap Hitler den krigsmaskine løs, som han efterhånden havde investeret 45 milliarder rigsmark i.

Besættelsen af Frankrig, Belgien og Holland året efter var nok en militær succes, men den rakte ikke til at stille Tysklands økonomiske sult. Alene af den grund kunne Hitler ikke indgå en fred. 

Nye territorier skulle erobres, og nye områder udplyndres. Krigen skulle fortsætte for at betale tyskernes velfærdsstat og sikre deres loyalitet. Hvor de tyske soldater trængte frem, blev jødisk ejendom konfiskeret og solgt – gerne til de øvrige lokale – og udbyttet sendt til Tyskland.

De besatte lande blev pålagt at betale for hver en tysk soldat, der befandt sig på deres jord. Soldaterne fik deres rigelige sold udbetalt i den lokale møntfod. Pengene brugte de til at opkøbe mad og luksusvarer, som feltposten bragte hjem til familierne. Tonsvis af tobak, ost, pølse, chokolade, spiritus, tøj og sko blev hver uge fordelt i Tyskland.

Nazisterne tvangsdevaluerede desuden landenes møntfod, så Tyskland billigt kunne importere varer og tjenesteydelser fra dem. At de besatte lande blev ramt af inflation og vareknaphed, bekymrede ikke nazisterne – så længe problemerne ikke nåede Tyskland.

For første gang fik tyskerne lovbefalet ferie, der kunne nydes i campingvognen.

© Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz

Det behagelige diktatur

Hjemme i Tyskland var familierne garanteret samme levestandard som før krigen. Hvis soldaternes sold blev lagt oveni, havde familierne faktisk flere penge nu. 

Og da allierede bomber begyndte at rammme de store tyske byer, skruede nazisterne yderligere op for velfærden med indførelsen af børnepenge og sygeforsikring til pensionister. De udbombede familier fik de fordrevne jøders lejligheder og bohave.

Finansministeriets embedsmænd advarede og foreslog jævnligt skattestigninger for at lukke kløften mellem statens udgifter og indtægter. Forgæves.

“Føreren lagde vægt på, at det vil være bedst at se bort fra skattestigninger under krigen,” skrev Hitlers nærmeste medarbejder, Martin Bormann, i et internt papir i 1943.

Dette år blev den italienske diktator Mussolini væltet, og propagandaminister Joseph Goebbels var nervøs:

“Nazismen må forny sig. Vi må møde folket endnu mere socialistisk. Folket skal altid vide, at vier landets retfærdige og rundhåndede bestyrere.”

Hovedparten af tyskerne var ikke nazister, men de nød godt af krigens frugter – og var helt frem til slutningen af 1944 materielt bedre stillet end briterne. Endnu i marts 1945, da Den Røde Hær forberedte stormen på Berlin, forsøgte finansministeriet at hæve skatterne, men de blev atter afvist:

“Dette forslag er for usocialt,” afgjorde propagandaminister Goebbels.

Nazismen efterlod sig store spor

Nazistaten fik stor betydning for Europa - også efter krigens afslutning. Derfor behandler vi altid temaer om nazisme og 2. verdenskrig i HISTORIE. 

Lige nu har vi et rigtig godt tilbud på 9 numre - og så får du en valgfri gave oven i pakken. Se tilbuddet her.

Læs mere

Götz Aly: Hitlers Volksstaat – Raub, Rassenkrieg und nationaler Socialismus, S. Fischer, 2005.

Arkiv: 2. verdenskrig

1. Nazisterne ville erobre Antarktis 2. Hitlers nazistat blev betalt af jøderne 3. 9. april 1940: Hitler ville have Norge 4. Graf Spees sidste togt 5. Vinterkrigen: Guerillakrig i 40 graders kulde 6. Slaget om England 7. Winston Churchill: Alene mod Hitler 8. Miraklet ved Dunkerque 9. Churchills hemmelige hær 10. Nazispioner bortførte britiske MI6-agenter 11. Hitler: Hvordan så hans tusindårsrige ud? 12. Norges fald: Churchill gav tyskerne sejren 13. Jagten på Bismarck 14. Video: Invasion af Kreta 15. Jødiske penge betalte Hitlers krig 16. Tiger: Hitlers supertank 17. Hangarskib af is skulle vinde krigen 18. Japanernes værste krigsforbrydelser 19. Briterne bombede med vilje civile tyskere 20. Top 10: 2. verdenskrigs bedste kampfly 21. Atlantvolden skulle mure Europa inde 22. Video: Pedestal - Malta skal reddes! 23. 10 møgfly fra 2. verdenskrig 24. Reinhard Heydrich - Hitlers blonde bøddel 25. Hvilken kodemaskine var bedst? 26. Tarawa: Værre end D-dag 27. Amerikanerne tav om Stalins krigsforbrydelser 28. Holocaust: Hitlers kvindelige bødler 29. Kamikaze-piloternes første selvmordstogt 30. Hitlers tyske modstandere 31. Faldskærmssoldater gik forrest på D-dag 32. Galleri: Allieret nederlag ved Arnhem 33. Jagten på nazisternes stjålne skatte 34. V1-bomben terroriserede London 35. D-dag: Specialkampvogne banede vejen for invasion 36. Ny D-dag serie 37. Hitlerjugend holdt stand i Normandiet 38. Hvor mange soldater døde i 2. verdenskrig? 39. Download artikel: Sidste mål - Japan 40. Hvor længe var der stråling i Hiroshima? 41. USAs sidste mål: Japan 42. Krigsforbrydere: 9.000 nazister flygtede til Sydamerika 43. Retssagen i Nürnberg: Göring nød rampelyset 44. Hvad kostede 2. verdenskrig? 45. Briterne torterede tyske krigsfanger 46. Hvordan slap den polske hær ud af Polen? 47. Hitlers usynlige jetjager skulle vinde krigen 48. Spitfire skabte rædsel i luftrummet 49. Hvorfor vandt de allierede over aksemagterne? 50. Invasionen af Polen: Stuka førte Blitzkrieg fra himlen 51. Galleri: Slaget om England 52. Pearl Harbor: Døden kom fra himlen 53. Briternes første sejr 54. Slaget ved Midway skal knuse USA’s flåde definitivt 55. Stalingrad: Dødskamp rasede i Stalingrads ruiner 56. Ubådsdræberne: Jagten på nazi-ubåde 57. Monte Cassino: De allieredes dyre sejr 58. D-dag: Det store angreb 59. Ardenneroffensiven 60. Galleri: Bomberne, der knuste Japan

Måske er du interesseret i...

Læs også