Hemmeligt nazi-våben fundet i Polen
Et af nazisternes såkaldte vidundervåben, der skulle vende tyskernes krigslykke, er dukket op efter 70 år i glemsel.

Medarbejdere fra flådemuseet i Gdynia lemper torpedobomben op i en lastbil. Det historiske våben skal efter konservering udstilles på museet.
Endnu et af Nazitysklands såkaldte Wunderwaffen – vidundervåben – er dukket op efter mere end 70 års glemsel.
Skulle vende krigslykken
Amatørarkæologer gjorde det overraskende fund, da de undersøgte en tidligere luftbase i den polske by Babie Doły nær Gdansk. I skovbunden opdagede de resterne af en avanceret torpedobombe, som Tyskland udviklede under 2. verdenskrig.
Sammen med andre Wunderwaffen som jetjagere og V2-raketten skulle den nyfundne torpedobombe BT 1000 have vendt krigslykken, men den nåede ikke at blive sat i produktion, før krigen sluttede.
Opsigtsvækkende fund
Fundet er opsigtsvækkende, fordi BT 1000 hidtil kun har været kendt fra tekniske tegninger.
Torpedobomber blev kastet fra fly og benyttede i 1940’erne kun farten fra flyet og en indbygget motor til at nå frem til fjendens skibe.
BT 1000 var avanceret, fordi den blev drevet frem af en raketmotor, som gjorde det muligt at kaste torpedobomben hele 3 km fra målet.