Himmlers varulve i kamp til det sidste

Hitler sendte morderne

Oppenhoff havnede allerede året før øverst på nazisternes dødsliste. Den 21. oktober blev Aachen den første tyske by til at falde i fjendens hænder, da amerikanske tropper rykkede ind.

Efter hårde kampe var byen en rygende ruinhob med flere tusind hjemløse. Modstræbende accepterede advokaten Franz Oppenhoff at lede arbejdet med at skaffe dem tag over hovedet, inden vinteren satte ind.

Han blev indsat som borgmester uden større festivitas, for ingen var i tvivl om risikoen ved at samarbejde med de allierede. SS-korpset havde ugevis tidligere advaret:

“I de besatte dele af Tyskland bliver der ingen tysk civil administration, ingen tysk dommerstand. Folk, der besidder disse hverv, vil nemlig ikke overleve den første måned”.

Selvom Oppenhoff i stilhed blev udnævnt til borgmester, hørte Hitler få dage senere om det. Rasende forlangte Føreren “forræderen” i Aachen ryddet af vejen. Ingen andre tyske byer måtte så meget som tænke på at svigte fædrelandet på samme nederdrægtige måde.

SS-lederen Heinrich Himmler havde få uger tidligere oprettet en partisanbevægelse, som skulle angribe fjenden i ryggen, efterhånden som de allierede rykkede ind i Tyskland.

“Unternehmen Werwolf” – Operation Varulv – havde Himmler døbt sit projekt, og nu tilbød han Føreren at sende sine varulve til Aachen for at myrde kollaboratøren Oppenhoff. Hitler var begejstret.

Tusindvis meldte sig til kamp

Lederen af Varulve-korpset var SS-officeren Hans-Adolf Prützmann, som Himmler havde tildelt titlen rigsvarulv.

Prützmann var allerede i gang med at skaffe frivillige til sit korps – godt hjulpet på vej af massiv nazi-propaganda om alle de ulykker, som ville overgå tyskerne, hvis fjenden indtog fædrelandet.

Inden årets udgang var 5.000 varulve under uddannelse på kaserner i hele landet. Store teenagere fra nazisternes ungdomsorganisation Hitlerjugend udgjorde hovedparten af varulvene, mens enkelte kom fra den tilsvarende organisation for piger, Bund Deutscher Mädel.

Garvede SS-officerer stod for undervisningen, der typisk varede fem uger og omfattede alt, hvad en partisan havde brug for at vide: betjening af tyske og allierede våben, brug af sprængstoffer, camouflering og overlevelse i felten.

En udførlig varulve-håndbog med instruktive tegninger blev brugt under uddannelsen, hvor SS-officererne igen og igen understregede, at en varulv ikke kunne stole på nogen som helst – end ikke familien måtte de have kontakt med, når de blev sendt i kamp. Fra nu af tilhørte deres liv Føreren.

På middelalderslottet Hülchrath nær Düsseldorf modtog en lille gruppe rekrutter særlig intensiv træning. Gruppen skulle udføre korpsets første opgave: likvideringen af Aachens borgmester.

Prützmann udvalgte dem omhyggeligt blandt de 50 rekrutter på slottet. Til at lede gruppen udpegede han SS-officeren Herbert Wenzel, der var uddannelsesofficer på skolen.

Wenzel fik til opgave at udtænke og planlægge drabet og skaffe det nødvendige udstyr. En anden af skolens officerer, Josef Leitgeb, blev Wenzels næstkommanderende.

Leitgeb hørte ikke til de klogeste, men han var høj og bred, og under træningen virkede han frygtløs. 23-årige Ilse Hirsch blev udset til at skaffe forsyninger.

Hirsch var som de fleste varulve skolet gennem et mangeårigt medlemskab af den nazistiske organisation Bund Deutscher Mädel.

Ligesom gruppens fjerde medlem, den kun 16-årige Erich Morgenschweiss, var hun fanatisk nazist og klar til at kæmpe til det sidste for Føreren.

To tidligere grænse-gendarmer fra Aachen-området, Karl-Heinz Hennemann og Georg Heidorn, blev stillet til varulvenes rådighed som vejvisere.

Planen fik navnet “Operation Karneval”, fordi drabet oprindeligt var planlagt til at finde sted omkring den katolske karnevalsfest i februar.

Først den 20. marts var alle forberedelser imidlertid på plads, og de fire varulve gik i aktion.

Operation Karneval fik en dårlig start

Kort før midnat sprang de fire varulve og deres to guider ud fra et fly over skovene vest for Aachen. I sikkerhed på jorden begravede de hastigt faldskærmene under blade og grene og fordelte forsyningerne.

Med rygsækkene fyldt fortsatte varulvene mod det sted, de havde planlagt at slå lejr, men på vejen var det tæt på at gå galt.

En hollandsk grænsevagt dukkede pludselig frem imellem træerne og affyrede flere skud imod gruppen. Morgenschweiss reagerede hurtigt og dræbte ham med et velplaceret skud. For en sikkerheds skyld delte de sig herefter og fortsatte enkeltvis.

Ilse Hirsch nåede først frem til byen. I de tidlige morgentimer smed hun den tyske uniform, hun havde båret under udspringet, og trådte ud på Aachens gader iført nederdel og bluse.

Med en stjålet kurv under armen lignede hun de talrige andre kvinder, som hver dag begav sig ud i omegnen for at lede efter mad og brænde. En ældre kvinde viste hende beredvilligt vej til Oppenhoffs hus.

Borgmesteren boede på Eupener Strasse i byens udkant. Med hjertet i halsen bankede hun på døren, som blev åbnet af borgmesterens unge husholderske. Hirsch bad om et glas vand og fik lov til at gå med ind i huset.

På vejen ned til køkkenet i kælderen noterede Hirsch sig alle detaljer, som kunne hjælpe attentat-duoen.

Den følgende dag fik Hirsch kontakt til resten af gruppen, og sammen slog de lejr i en skov halvanden times gang fra Oppenhoffs hus. I løbet af de næste par døgn blev de sidste detaljer lagt fast.

Mine slog morderen ihjel

Søndag den 25. marts sneg Wenzel og Leitgeb sig frem til Oppenhoffs hus iført tyske pilot-uniformer. Klokken lidt over 21 kravlede Wenzel og Leitgeb ind ad kældervinduet, mens Hennemann holdt vagt udenfor.

De to mænd fandt kun husholdersken, som fortalte, at Oppenhoff og hans hustru netop var gået til selskab hos naboen. Parrets tre børn sov ovenpå.

Varulvene bad den forskræmte hus-holderske hente borgmesteren i en fart, fordi de havde brug for en passerseddel til at komme gennem amerikanernes kontrolposter tilbage til de tyske linjer ca. 100 km mod øst.

Kort efter vendte hun tilbage – nu med Oppenhoff ved sin side, let genkendelig på det særlige armbind, han bar, for at allierede soldater kunne identificere ham som Aachens borgmester. Også naboen var med.

Oppenhoff afslog at udstede en passerseddel. Han forklarede, at krigen ville være ovre om få dage, og at det ville være bedre for piloterne at overgive sig til amerikanerne. Så gik han med hus-holdersken ind i huset for at smøre nogle madder til sine sultne landsmænd.

Naboen anede uro og forsvandt for at lede efter en amerikansk patrulje.

Da Oppenhoff kort efter kom op ad trappen med håndmadder til varulvene, rettede Wenzel sitvåben mod borgmesteren, men stivnede.

Leitgeb flåede pistolen ud af hans hånd og dræbte iskoldt Oppenhoff. Takket være lyddæmperen var skuddet næppe hørligt for andre end gerningsmændene, som slap væk over markerne bag Oppenhoffs hus, før amerikanerne nåede frem.

Varulvegruppen samledes i skoven og flygtede i retning mod de tyske linjer over 100 km mod øst, men for morderen Leitgeb blev flugten kort – to dage
senere trådte han på en mine og blev sprængt i luften. Senere sårede en anden landmine også Hirsch, Morgenschweiss og Heidorn, men de nåede i sikkerhed sammen med Hennemann.

Varulvene efterlod visitkort

Allerede to uger efter mordet på borgmester Oppenhoff slog Himmlers varulve til igen. Den 9. april 1945 fandt ansatte på rådhuset i den lille amerikansk-besatte by Kirchlengern borgmester Wilhelm Pieper liggende død på sit kontor.

Han var blevet dræbt af skud, og ved ligets fødder lå et kort med ordet “forræder” skrevet med rødt. Kortet bar stemplet “Die Werwölfe” – varulvene.

Ligesom Oppenhoff bestod Piepers eneste forbrydelse i, at han havde forsøgt at hjælpe sine bysbørn med at klare sig gennem de sidste barske uger af krigen.

Efterhånden som de allierede trængte dybere og dybere ind i Tyskland, fik varulve-grupper travlt med at slå ned på helt almindelige tyskere, som ikke længere troede, at krigen kunne vindes.

Fx blev en landmand i Dötlingen skudt for at sige, at allierede tropper ville henrette lokale naziledere, når de erobrede Niedersachsen. I Berlin stak varulve en professor ihjel, fordi han smed sin uniform i en sø i bydelen Charlottenburg.

Andre aktioner gjaldt den fremrykkende fjende. Varulvegrupper afsporede tog med forsyninger til de allierede, klippede telefonlinjer over, fjernede eller ombyttede vejskilte for at skabe forvirring og ødelagde veje.

Ikke overraskende var varulvene mest aktive mod øst, hvor sovjetiske tropper trængte ustoppeligt frem. Russiske soldaters massevoldtægter af tyske kvinder og massakrer på civile gavnede tilstrømningen til Varulve-
korpset, men deres aktioner forblev spredte og uden nævneværdig effekt.

En af årsagerne til, at varulvene kun udførte nålestiksaktioner mod russerne, var korpsets kroniske mangel på våben.

Mens Himmler lagde planerne for en partisanbevægelse bag fjendens linjer, så han for sig, hvordan utallige hemmelige depoter skulle graves ned i Tysklands skove, mens hæren og SS-divisionerne trak sig tilbage.

Når frontlinjen havde flyttet sig, skulle varulvegrupper grave forsyningerne op og slå til mod fjenden med ødelæggende kraft. Derefter skulle de forsvinde i skumringen og fylde deres ammunitionstasker inden den næste aktion.

Realiteterne var imidlertid helt anderledes, for i begyndelsen af 1945 manglede både hæren og SS desperat våben, og ingen af dem var villige til at overgive deres sparsomme patroner, granater og sprængstoffer til drenge.

Få hemmelige våbenlagre var derfor tilgængelige, når varulvene samledes til kamp, og indholdet viste sig som regel at være skuffende: Der var hverken Pansernæver eller håndvåben med tilstrækkelige mængder ammunition til.

Frygten for varulvene steg

Tysk radio og aviser tegnede i marts og april 1945 et helt andet billede af varulvene. I nyhedsudsendelser og artikler blev de betegnet som en talstærk og frygtindgydende styrke, der glubsk kastede sig over fjenden.

Propagandaen fik de allierede til at frygte varulvene i sådan en grad, at de slog hårdt ned på alle mistænkte i de besatte områder.

Mange tyskere var bekymrede for, at sabotage ville skade tyskerne og føre til kollektiv afstraffelse – få turde dog som borgmesteren i Olpe ved Köln sige det højt.

I marts 1945 advarede han: “De lovløse aktiviteter vil blive besvaret med strenge straffe, ikke blot for den enkelte, men for os alle”. Den indflydelsesrige doktor Hermann Herzog fra Blankenburg i Harzen var mere klar i mælet.

“For hver allieret officer, der bliver nakket, vil 10 uskyldige blive stillet op imod væggen”, advarede han. Jagten på varulvene fik dog først fatale konsekvenser nogle måneder senere.

Hævntogt førte til blodbad

Mens Tyskland faldt mere og mere fra hinanden, oprettede enkelte nazister deres egne varulve-grupper, som de brugte til private hævntogter. Blandt dem var Hans Zöberlein – et tidligere medlem af Hitlers bøllekorps, SA.

Zöberlein og hans håndlangere patruljerede i april 1945 langs landsbyer i det nordlige Bayern på udkig efter hvide flag eller brud på Førerens såkaldte Nero-befaling, som beordrede tyskerne til at anvende den brændte jords taktik over for de allierede tropper. Alle fabrikker, el-værker og veje skulle ødelægges for at sinke fjendens fremrykning.

En kulmine i Penzberg nær grænsen til Østrig var en af de ressourcer, der ikke måtte falde i amerikanernes hænder. Hovedparten af indbyggerne tjente imidlertid deres levebrød i minen, og derfor afsatte de den 28. april byens nazistiske borgmester, før han kunne sprænge minen i luften.

Tyske tropper rykkede omgående ind og henrettede otte af kupmagerne på stedet. Men det var ikke nok for Zöberlein, som længe havde foragtet indbyggernes vrangvillighed over for nazismen.

Om natten den 29. april kørte lastbiler med Zöberleins varulve ind i Penzberg. Hurtigt spredte de sig i byen og myrdede nazikritikere og personlige fjender efter en hastigt udarbejdet liste.

Nogle nåede at slippe væk, men otte personer, her-under en højgravid kvinde, blev hængt. Da amerikanske styrker den følgende dag nåede frem til Penzberg, svingede ligene stadig i træerne. Om halsen på hvert af ofrene hang et skilt med teksten “Varulv, Det Nordlige Bayern”.

Hitler begik selvmord den 30. april 1945 og overdrog i sit testamente stumperne af sit tusindårsrige til storadmiral Karl Dönitz. Mens han førte fredsforhandlinger med de allierede, udsendte storadmiralen en indtrængende appel til varulve overalt i landet:

“Jeg beder alle tyske mænd og kvinder om at afstå fra yderligere aktiv kamp gennem varulvene og andre organisationer. Den slags kan kun gøre vort folk skade”, sagde han i en tale den 6. maj 1945.

To dage senere underskrev Tyskland kapitulationserklæringen. Krigen var forbi. Ikke alle varulve opgav dog kampen med det samme.

Sammen med nogle SS-tropper forskansede en gruppe af dem sig i den store Segebergerskov nord for Hamborg, hvor de holdt stand mod briternes 11. panserdivision.

Da Dönitz hørte om mytteristerne, som nægtede at nedlægge deres våben, sendte han – med britisk samtykke – tyske faldskærmstropper til området.

I to dage rasede kampene, hvor tyskere skød på tyskere. Da de sidste varulve omsider overgav sig, var skovbunden overstrøet med blodige lig.

5.000 unge omkom

I andre dele af Tyskland fortsatte små varulvegrupper med at sprænge broer i luften, sætte bygninger i brand og lave improviserede fælder langs vejene.

I det østlige Tyskland drev sovjetiske tropper klapjagt på varulve – fem måneder efter Tysklands kapitulation kunne efterretningstjenestens chef, Lavrentij Berija, meddele Stalin, at “359 varulve-grupper er blevet likvideret”.

I løbet af 1945 og 1946 arresterede russerne omkring 10.000 tyske teenagere for at være med i en varulvegruppe. Under tortur tilstod mange af dem, at de endnu ikke havde været i aktion, men “ventede på det rette øjeblik til at slå til”.

5.000 af dem døde i russiske fangelejre. Ifølge beretninger fra allierede soldater fortsatte varulvegrupper med at være aktive helt op til 1949, året, hvor Tyskland blev delt, da Den Tyske Forbundsrepublik og derefter DDR blev udråbt.