Hitler beordrede de handicappede udryddet

“Vi dræber hverken med gift eller dødelige indsprøjtninger. Nej, som De kan se, er vores metode langt mere enkel og naturlig”, forklarer Pfannmüller, hvorefter han løfter et sygeligt tyndt barn op fra en af sengene.

Den stolte hospitalsdirektør beretter, at personalet slår de handicappede børn ihjel ved at sulte dem. Ludwig Lehner stirrer vantro ind i øjnene på det hjælpeløse barn, som Pfannmüller holder ud i strakt arm.

“Med den her tager det fx omkring tre-fire dage, før døden indtræffer”, siger han.

Lehner er dybt rystet.

“Jeg kan aldrig glemme synet af den fede, grinende mand – med det klynkende skelet (barnet, red.) i sin kødfulde hånd – omgivet af de andre udsultede børn”, fortæller han senere.

Pfannmüller er blot én blandt utallige bødler i lægekittel, som under nazisternes rædselsregime tager livet af fysisk og mentalt handicappede børn og voksne.

Darwins teori gav inspiration

Uhyrlighederne, Pfannmüller praktiserede på sit hospital i München, blev set som et nødvendigt onde af nazisterne. De handicappedes skavanker truede den germanske races renhed og skulle udryddes, mente de.

Men teorien om racehygiejne var ikke nazisternes opfindelse. Forædling af en befolknings arvemateriale havde været et diskussionsemne blandt lærde siden antikken – idéen blev dog først for alvor udbredt i 1869 af Francis Galton, en britisk videnskabsmand.

Galton var fætter til evolutionsteoriens fader, Charles Darwin. Inspireret af teorien om naturlig selektion formulerede Galton en socialdarwinistisk teori om racerenhed: Mennesker med de bedste arveanlæg bør få så mange børn som muligt, mens personer med ringe arvemateriale skal afstå fra at føre deres gener videre.

Teorien døbte Galton “eugenik” – en kombination af de græske ord for “god” (eu) og “slægt” (genik), og hans tanker vandt indpas i bl.a. Storbritannien, USA, Schweiz, Norge, Danmark og Sverige.

Det var dog Tyskland, der blev eugenikkens europæiske højborg i begyndelsen af det 20. århundrede. En af de største fortalere for eugenikken var den tyske læge Alfred Ploetz, der introducerede begrebet “racehygiejne” omkring år 1900. Ploetz argumenterede for, at staten skulle spille en aktiv rolle i at fravælge samfundets svageste borgere.

I 1920 blev eugenik knyttet sammen med eutanasi – bedre kendt som aktiv dødshjælp eller medlidenhedsdrab. Det skete, da juristen Karl Binding og psykiateren Alfred Hoche udgav skriftet “Tilladelsen til at afslutte liv, som ikke er værdige til liv”.

Først efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 fik eugenikken og eutanasien dog for alvor politisk gennemslagskraft i Tyskland.

Handicappede nyfødte skulle dø

Nazisterne vedtog loven om “Forebyggelse af arveligt syge afkom” den 28. juni 1933. Loven trådte i kraft året efter og påbød, at personer med en lang række arvelige sygdomme skulle steriliseres.

To tredjedele af alle tvangssterilisationer blev udført på mentalt retarderede personer. Nægtede en læge at indrapportere patienter med disse lidelser, risikerede han fængselsstraf.

Hitler kaldte loven for “revolutionerende”, men tvangssterilisation var kun det første skridt på vejen mod tysk racerenhed.

I august 1939 udstedte Føreren endnu et dekret: Nu skulle alle ansatte på Tysklands hospitaler registrere “misdannede børn”, der blev født med mentale eller fysiske lidelser.

Hospitalernes indberetninger blev samlet på et særligt kontor i Berlin. Her skulle tre “medicinske eksperter” beslutte, hvorvidt de registrerede børn skulle leve eller dø. Børnenes skæbne blev markeret med enten et plus (skal overleve), et minus (skal dø) eller et spørgsmålstegn (skal undersøges yderligere).

Op mod 25.000 handicappede børn i Tyskland og de besatte områder blev dræbt under nazisternes herredømme. Men Det Tredje Riges udrenselse af handicappede stoppede ikke ved børnene.

Folkedrab var en god forretning

I efteråret 1939 godkendte Hitler eutanasi-programmet i en skriftlig ordre, der senere blev kendt som “Aktion T4” – en henvisning til programmets administrationen, som lå på Tiergartenstrasse 4 i Berlin. Ordren betød, at handicappede fra hele riget skulle fragtes til ét af seks drabscentre i Tyskland og Østrig.

T4-programmet skulle ikke blot sikre den rene ariske races overlevelse, men også hjælpe de statslige finanser. Ifølge nazisternes beregninger ville det tyske samfund spare 885 mio. reichsmark frem mod 1951 ved at slå de handicappede ihjel.

De handicappede blev i første omgang myrdet med dødelige indsprøjtninger, men efter 1940 gik nazisterne over til at gasse dem, da denne metode var mere effektiv.

Alting foregik under stort hemmelighedskræmmeri. Transporten af de handicappede fra deres bosteder foregik i overdækkede lastvogne, så lokalbefolkningen intet bemærkede.

Selve drabscentrene var omkranset af høje mure, pigtrådshegn og skilte med tekster som “Smittefare”, der skulle holde nysgerrige på afstand.

Officielt blev de handicappede overflyttet til “specialcentre” for at modtage ny behandling. Den besked modtog de pårørende dog først flere uger efter flytningen, og på det tidspunkt var deres familiemedlem for længst dræbt og kremeret.

Lægerne forfalskede ofrenes dødscertifikater og havde angiveligt en liste med mere end 60 forskellige dødsårsager, de kunne skrive på. Mest brugt var slagtilfælde, meningitis og lungebetændelse.

Et par måneder efter den første besked om overflytningen modtog de pårørende et brev, hvori der stod, at deres søn eller datter var død af en af de opdigtede lidelser.

Biskop kritiserede nazisterne

Foranstaltningerne til trods blev massemordet på de handicappede børn og voksne hurtigt en slet skjult hemmelighed. De ansatte ved drabscentrene talte ofte over sig på de lokale værtshuse, når de havde fået et par genstande inden for vesten.

Mistænksomheden bredte sig også hos de pårørende – fx når de fik at vide, at deres datter var død som følge af blindtarmsbetændelse, på trods af at hun flere år tidligere havde fået fjernet blindtarmen, eller når forældre fandt et hårspænde i urnen fra deres dræbte søn.

Den 3. august 1941 tog den katolske biskop Clemens von Galen bladet fra munden og fordømte mordene under en prædiken i byen Münster.

“Ulykke over menneskeheden, ulykke over den tyske nation, hvis Guds hellige befaling ‘Du skal ikke dræbe’ ikke blot bliver brudt, men også tolereres og tillades at ske ustraffet”, lød hans hårde ord mod nazisterne.

Galens prædikener blev trykt og distribueret ulovligt blandt den tyske befolkning, og den folkelige modstand mod eutanasi-programmet voksede.

“Folkets temperament er grimt”, bemærkede lederen af SS, Heinrich Himmler, til Adolf Hitler kort efter Galens prædiken.

Himmler anbefalede at afslutte T4-programmet for at undgå en folkelig opstand. Hitler var enig, og den 24. august 1941 sløjfede han programmet og forbød henrettelser med giftgas i de seks drabscentre.

Bagmænd blev dømt til døden

Lukningen af “Aktion T4” betød dog ikke enden på mordene. Landets handicappede blev fortsat slået ihjel frem til 2. verdenskrigs afslutning – drabene blev blot mere ustrukturerede.

Selvom giftgas nu var forbudt, fandt de nazistiske bødler andre metoder. Chefen for det nazistiske kriminalpoliti, Arthur Nebe, lukkede på et tidspunkt 10 psykiatriske patienter inde i en trækasse og sprængte dem med dynamit.

Senere fandt han ud af, at det var mere effektivt at slå handicappede ihjel med udstødningsgas. Andre steder sultede personalet patienterne til døde.

Så sent som den 29. maj 1945 blev den 4-årige handicappede Richard Jenne det sidste offer for nazisternes “medlidenhedsdrab”. Han blev dræbt af det fanatiske personale på børneafdelingen ved Kaufbeuren Hospital nær München.

Historikerne anslår, at op mod 750.000 handicappede mistede livet som følge af “Aktion T4”. Derudover blev knap 400.000 personer tvangssteriliseret.

Hovedmændene bag eutanasi-programmet kom for retten under Nürnbergprocessen. Her blev et vidneudsagn fra psykologen Ludwig Lehner – der havde besøgt det psykiatriske hospital Eglfing-Haar, hvor handicappede børn blev sultet ihjel – læst op.

Hans udtalelse var med til at sikre, at tre af hovedmændene – Karl Brandt, Viktor Brack og Philipp Bouhler – modtog dødsdomme.

Hermann Pfannmüller, der stod bag drabene på Eglfing-Haar, fik ingen dom i Nürnberg. Den sadistiske læge, som tog livet af i alt 445 børn, slap i 1951 med en dom på fem års fængsel.