Om formiddagen den 8. november 1923 slår Hitler døren op til dagbladet Völkischer Beobachters redaktion i München. Bygningen, der huser NSDAP’s propagandaavis, er også stedet, hvor Hitler ofte mødes med sine tætteste fæller i partiet.
“Hvor er kaptajn Göring?” råber Hitler, mens han går frem og tilbage på gangen.
Ingen har endnu set Hermann Göring, som året forinden er blevet udnævnt til leder af Sturmabteilung (SA) – Hitlers paramilitære bøllekorps. Göring har for vane at komme for sent, men i dag er Hitler utålmodig.
“Handlingens time er inde”, siger han utålmodigt til to partikammerater på redaktionen.
I de næste timer skal de sidste planer lægges for det kup, der skal sikre Hitler magten i München og resten af Tyskland.
Hitler vil udnytte kaos
Fem år efter 1. verdenskrigs afslutning er Bayern og resten af Tyskland i efteråret 1923 på randen af anarki. Efter et halvt årti med politisk kaos og økonomisk ruin er inflationen gået amok, og pengenes værdi styrtdykker.
Den 25. oktober 1923 koster et brød 1,8 mia. mark – to uger senere er prisen steget til svimlende 32 mia. Befolkningens opsparinger er blevet værdiløse, og de ruinerede borgere har tabt troen på det etablerede system.
Landets vaklende tilstand gør, at politikere og militærfolk med sans for sammensværgelser øjner en mulighed for at gribe ud efter magten på udemokratisk vis.
I Italien har Benito Mussolini året forinden haft held med at udnytte sociale spændinger til at gennemføre en magtovertagelse ved at marchere mod Rom i spidsen for sine sortskjorter.
“Hvis Tyskland fik en Mussolini, ville folk falde på knæ”. Adolf Hitler til en journalist i 1923.
Hitler er inspireret af den italienske fascist-leder, og han pønser på at efterligne ham.
“Hvis Tyskland fik en Mussolini, ville folk falde på knæ”, udtaler han til en journalist i efteråret 1923.
I byens højreradikale miljø har tankerne om et statskup floreret længe, og fra talerstolen i ølhallerne lover Hitler igen og igen sine tilhængere at gå til kamp mod Berlin og “begynde sejrstogtet til Tysklands frelse”.
De 15.000 mænd i SA sluger Hitlers revolutionære paroler råt – de såkaldte brunskjorter kan slet ikke vente med at komme i aktion. Samme iver udviser også de andre paramilitære grupper på højrefløjen, der er samlet i det såkaldte Kampfbund, som Hitler kontrollerer.
Mussolinis march mod Rom inspirerede Hitler og nazisterne til ølstuekuppet i München.
Mussolini marcherede mod Rom
Benito Mussolinis succesfulde magtovertagelse i Italien var et forbillede for Hitler. Her lykkedes det nemlig fascistpartiets leder at tage kontrol over landet blot ved at demonstrere sin magt.
Desuden har Hitler allieret sig med folk fra hæren. Partifællen kaptajn Ernst Röhm – der er så tæt på NSDAP-lederen, at de er dus – har løbende skaffet våben til de paramilitære enheder.
Et endnu større trumfkort i Hitlers kupplaner er Erich Ludendorff. Den aldrende general er respekteret blandt de tyske soldater for sin indsats under 1. verdenskrig, og Hitlers håb er, at krigshelten som hans allierede kan sikre rigsværnets opbakning, når kuppet går i gang.
Detaljerne kommer på plads
I løbet af dagen den 8. november 1923 lægger Hitler angiveligt de sidste planer for sit kup sammen med Göring og Röhm.
Aktionen skal begynde samme aften i Bürgerbräukeller – en af Münchens store ølstuer, hvor generalstatskommissær Gustav von Kahr skal tale. Kahr leder Bayern i en form for triumvirat sammen med kommandanten for det bayerske rigsværn, Otto von Lossow, og Bayerns politichef, Hans von Seißer.
“November-forbrydernes regering i Berlin er i dag erklæret for afsat. En provisorisk tysk national-regering er dannet”, oplyste nazisterne på deres fortrykte plakater.
Alle tre tilhører de højrefløjen og ønsker Weimarrepublikken afskaffet. Trekløverets opbakning til Hitlers statskup er vital for at samle en stærk højrefløjsregering for hele Tyskland.
Hitlers plan er at omringe ølstuen med sin personlige hær af livvagter, Stoßtrupp-Hitler, der under Görings ledelse skal overmande politivagterne ved bygningen. Herefter skal Hitler overtale Kahr og kompagni til at bakke op om en ny national regering med ham selv som regeringschef.
Lige så snart triumviratet har erklæret sin støtte, skal kodebeskeden “Leveret i god behold” overgives telefonisk fra Bürgerbräukeller til ølstuen Löwenbräukeller i den modsatte ende af bykernen.
Her har kaptajn Röhm samlet næsten 2.000 mand, der ved modtagelsen af signalet har til opgave at besætte strategisk vigtige positioner i München – herunder hovedbanegården, krigsministeriet og det bayerske rigsværns kommandopost. Sådan skal Hitlers kontrol med byen sikres.
Med et fast greb om München vil Hitler derefter proklamere, at revolutionen er begyndt. De sammensvorne forventer dernæst, at hærstyrker fra Nordtyskland – pga. Ludendorffs gode ry – vil slutte sig til dem, når de indleder deres march mod hovedstaden.
Berlin vil overgive sig til Hitler, som Rom overgav sig til Mussolini, lyder ræsonnementet. Men det såkaldte ølstuekup bliver alt andet end en sejrsmarch for nazisterne.