Hitlers kronprins faldt i unåde
Hermann Göring var fra nazistpartiets begyndelse Hitlers skruppelløse og trofaste støtte. Alligevel endte rigsmarskallen med at falde i unåde.
Göring og tidligere udenrigsminister Ribbentrop diskuterer ivrigt med nogle af forsvarerne i en forhandlingspause under Nürnberg-retssagen.
Som flyverhelt fra 1. verdenskrig havde Göring svært ved at tilpasse sig det civile liv, og da han i 1922 mødte Hitler, meldte han sig ind i det dengang ubetydelige nazistparti.
Han deltog også i det forfejlede ølstuekup i München i 1923 og sikrede sig en plads mellem de mænd, som Hitler varmt omtalte som “de gamle kæmpere”.
Da Hitler kom til magten, kunne han altid regne med Görings støtte.
Han grundlagde det hemmelige politi, Gestapo, og var chef for Luftwaffe og primus motor for opbygningen af den tyske krigsmaskine. Fra 1938 var han Hitlers stedfortræder og kronprins.
Göring med hustruen Emmy og datteren Edda, som muligvis var opkaldt efter Mussolinis datter.
Høj- og landsforræderen Göring
Mens bomberne regnede over førerbunkeren i Berlin, fortrak Göring til Sydtyskland for at forhandle fred – og frit lejde – med de allierede.
Da han hørte om situationen i Berlin, hvor Hitler var fanget og højst sandsynligvis ville dø, forhørte han sig i et telegram om, hvorvidt han skulle overtage magten.
Dette ville have været i overensstemmelse med en lov fra 1941. Men Görings ærkefjende, Hitlers privatsekretær Martin Bormann, fremlagde telegrammet som et forræderi mod Hitler.
Få dage senere udstedte Hitler en nedskydningsordre mod “høj- og landsforræderen Göring”. Den blev imidlertid aldrig effektueret.