I 1935 grundlagde nazisterne organisationen Ahnenerbe (den fædrene arv) med SS-rigsfører Heinrich Himmler i spidsen.
Organisationens mål var at bevise, at det germanske folk var den ariske races efterkommere.
Ahnenerbes arkæologer forsøgte bl.a. at finde beviserne i Bulgarien, Tibet og Island.
Især Island var af stor interesse for nazisterne, som mente, at øen var hjemsted for det mytiske Thule – stedet, hvor den ariske race skulle være født.
Den store ekspedition, som drog ud i 1938, endte dog uden resultater.
Det var også svært for Ahnenerbe at tiltrække faglærte arkæologer. De fleste medlemmer var entusiaster uden stor arkæologisk viden.