Lebensborn – “livskilde” på tysk – var en nazistisk organisation, som stod bag et avlsprogram for mennesker.
Målet var at forædle den ariske race ved at drage omsorg for “race- og arvebiologisk værdifulde mødre og børn” og øge fødselsraten blandt personer, der levede op til den nazistiske raceteori – det vil sige personer med rent arisk blod i årerne.
For at øge fødselsraten etablerede organisationen kontakt mellem ariske kvinder og SS-folk, som kunne få børn sammen.
Desuden fik racerene kvinder med mange børn en særlig medalje. Lebensborn sørgede også for, at ariske børn af enlige, ugifte mødre blev adopteret af racerene familier.
Organisationen blev grundlagt af SS-lederen Heinrich Himmler i 1935 og spredte sig i løbet af 2. verdenskrig til de tyskbesatte lande.
Især skandinaviske gener var eftertragtede, og tyskerne oprettede ca. 10 Lebensborn-hjem i Norge, hvor 8.000 børn blev registreret.
I flere lande søgte tyskerne efter forældreløse børn med ariske træk, som blev adopteret af tyske familier. I nogle tilfælde kidnappede nazisterne også børn.