Hvem var de første der heilede?
Nazisterne brugte flittigt den særprægede hilsen, men idéen om at hilse med strakt arm var efter sigende inspireret af et af historiens største og mest magtfulde imperier - Romerriget.

I 1925 bestemte Mussolini, at alle civilansatte i staten skulle bruge den romerske hilsen.
Nazisterne var ikke de første, der heilede. Ordet heil er en gammel, germansk hilsen, som det danske hil. Idéen med at hilse med strakt arm havde nazisterne fået fra de italienske fascister, som havde anvendt den såkaldte romerske hilsen siden ca. 1920.
De italienske fascister var stærkt optagede af at vende tilbage til Romerrigets stolthed og mente, at deres hilsen stammede direkte fra det gamle imperium.
Nationalist gjorde hilsnen populær
Historisk er der dog ingen beviser for, at romerne brugte hilsnen, som først for alvor blev gjort populær af den italienske nationalist Gabriele D’Annunzio.
Han skabte stumfilmen “Cabiria” i 1914, hvor romere ses bruge hilsnen – og han benyttede den selv flittigt, efter at han blev leder af en fascistisk bystat i Fiume i 1919.