Den 10. maj 1933 indledte nazistiske studentergrupper flere offentlige bogbrændinger, hvor “degenererede” og “utyske” bøger blev smidt på store bål.
Afbrændingerne fandt sted i 34 byer i Tyskland, og alene i Berlin blev omkring 25.000 bøger fortæret af flammerne.
Blandt de brændte bøger var Kapitalen af Karl Marx.
Ifølge de studerende var målet med bogbrændingerne at “rense” tysk kultur og fjerne bøger, som blev anset for at være i modstrid med “den tyske ånd”.
Goebbels støttede bogbrændingerne
De brændte bøger var derfor hovedsageligt skrevet af jødiske, liberale eller venstreorienterede forfattere.
Bogbrændingerne var affødt af propaganda-minister Joseph Goebbels’ erklærede mål om at få tysk kunst og kultur til at flugte med nazismen.
Goebbels gav derfor bogbrændingerne sin fulde opbakning og opildnede i en tale ved afbrændingen i Berlin studenterne til at udføre “folkets vilje”.
Nazisternes hade-forfattere:
-
KARL MARX – for sit jødiske ophav, sin opfordring til klassekamp og ødelæggelsen af tyskernes “nationale fællesskab”.
-
SIGMUND FREUD – for sin jødiske afstamning og sin “sjæl-ødelæggende overvurdering af seksuel aktivitet”.
-
BERTOLT BRECHT – for at sympatisere med kommunismen, kritisere nazismen og “opfordre til dekadence”.
-
ERNEST HEMINGWAY – for at tale imod krigens brutalitet i sin roman “Farvel til våbnene” fra 1929.
-
JACK LONDON – for sin utvetydige opbakning til socialisme og forkastelse af fascisme i bl.a. bogen Jernhælen (1918).
