Nürnbergprocessen var en række retssager mod fremtrædende nazister, som fandt sted i den tyske by Nürnberg efter 2. verdenskrig.
Den kendteste af disse retssager fandt sted fra november 1945 til oktober 1946 og behandlede anklager for bl.a. krigsforbrydelser mod 24 topnazister – bl.a. Luftwaffe-chef Hermann Göring, rigsminister Martin Bormann og udenrigsminister Joachim von Ribbentrop.
Af de anklagede blev tre frifundet og 12 dømt til døden, mens resten fik lange fængselsstraffe. To sager blev ikke afsluttet pga. sygdom og selvmord.
Kom tæt på en række af topnazisterne i Nürnberg:
Retssagen foregik i Nürnberg, fordi byens store retsbygning havde undgået de allieredes bombetogter under krigen.
Hermann Göring var Hitlers næstkommanderende og havde et væld af topposter i Nazityskland. Han begik selvmord efter at være blevet dømt til døden.
Rudolf Hess var stedfortræder for Hitler i 1933-41. Han blev idømt en livstidsdom og sad i fængsel indtil sin død i 1987.
Wilhelm Keitel var feltmarskal og en af Hitlers nærmeste militære rådgivere. Han blev dømt til døden og hængt i oktober 1946.
Alfred Rosenberg var en af nazistpartiets ideologer og rigsminister for de besatte lande i øst. Han blev hængt i 1946.
Albert Speer var arkitekt og rustningsminister under krigen. Han blev idømt 20 års fængsel og udstod sin fulde straf.
Efter denne berømte retssag, som blev tæt fulgt af medierne, gennemførte amerikanerne yderligere 12 retssager i Nürnberg, hvor 1.672 nazister blev sigtet for forskellige forbrydelser.
Blandt de sigtede var 23 læger, som havde deltaget i systematisk drab på handicappede, og en række forretningsfolk, som havde hjulpet naziregimet – bl.a. 24 chefer fra firmaet I.G. Farben, som havde leveret Zyklon B-giftgas til nazisternes gaskamre.
Omkring 1.400 af de anklagede blev fundet skyldige i anklagerne. Af dem blev ca. 200 dømt til døden, mens 279 fik livstidsdomme.
I løbet af 1950’erne fik de fleste af de fængslede nazister dog reduceret deres fængselsdomme kraftigt eller blev løsladt efter en amnesti.