Klaus Barbie var kynisk Gestapo-chef i Lyon under 2. verdenskrig. Han flygtede siden til Sydamerika, og her gjorde myndighederne det muligt for ham at blive en succesfuld forretningsmand.

Jagten på de sidste naziforbrydere

Europa. Det nazistiske tusindsårsrige var styrtet i grus, og i forvirringen forsøgte regimets krigs­forbrydere at slippe væk. Mange havde held til at skabe en ny tilværelse med ny identitet i et nyt hjemland, men nazijægere har fulgt deres spor til klodens fjerne egne – og jagten fortsætter på 65. år.

16. august 2010 af Hans Henrik Fafner

Den 30. december 1982 modtog forretningsmanden Klaus Altmann et krav fra Bolivias myndigheder: Hans virksomhed skulle inden fem dage tilbagebetale 10.000 dollars til statens mineselskab. Direktøren modsatte sig, og hvad der lignede en bagatel, fik fatale følger.

Altmann hed i virkeligheden Klaus Barbie og var også kendt som “slagteren fra Lyon”. Under 2. verdenskrig havde han gjort tjeneste som chef for Gestapo og personligt tortureret fanger. I Frankrig blev han holdt ansvarlig for drabet på Jean Moulin, et af de mest fremtrædende medlemmer af landets modstandsbevægelse, og blandt “slagterens” mest notoriske ugerninger var at sende 44 jødiske børn fra børnehjemmet i byen Izieu til gasning i Auschwitz. Barbie var ansvarlig for 4000 menneskers død.

Med kravet om tilbagebetalingen at de 10.000 dollars indhentede fortiden omsider den gamle nazist, der i årtider havde levet i fred. Bolivias nye præsident, Hernán Siles Zuazo, ville gøre op med landets rygte som et ly for nazistiske krigsforbrydere, og han benyttede sagen om gælden til at udlevere Barbie til retsforfølgelse i Frankrig.

Barbie kunne være stillet for retten i Nürnberg, hvor nazismens forbrydere stod anklaget, men i forvirringen ved krigens afslutning lykkedes det ham at gå under jorden. Amerikanerne havde opført hans navn som “Barbier” på listen over eftersøgte krigsforbrydere, og ingen studsede derfor over, at en Klaus Barbie med familie rejste til Sydamerika. Den 10. april 1951 ankom han til Argentinas hovedstad, Buenos Aires.

Barbies ofre var bl.a. 44 børn og syv medarbejdere fra et jødisk børnehjem i den lille franske by Izieu. Gestapolederen fik sendt dem alle til udryddelseslejre.

Hitler var ikke krigsforbryder

Barbies ofre var bl.a. 44 børn og syv medarbejdere fra et jødisk børnehjem i den lille franske by Izieu. Gestapolederen fik sendt dem alle til udryddelseslejre.

Ligesom Klaus Barbie slap tusinder af andre krigsforbrydere ud af det sønderbombede Tyskland. Storbritannien, USA og Sovjet havde ganske vist underskrevet den såkaldte Moskva-deklaration, hvor de lovede at “forfølge dem (nazisterne) til Jordens fjerneste udkanter og stille dem for en domstol for at opnå retfærdighed”, men deklarationen blev ikke til meget andet end ord.

I 1942 nedsatte briterne en kommission, der skulle sammenstille en liste over nazistiske ledere, anklagerne imod dem og fastsætte en procedure for retsforfølgelse. Men to år senere omfattede listen kun 184 personer. End ikke Adolf Hitlers navn figurerede.

Amerikanerne etablerede deres eget register i Paris og ansatte 400 franske kvinder til at bearbejde strømmen af oplysninger, der kom ind fra de europæiske krigsfangelejre. Men det maskinel, de havde til at udarbejde hulkortregisteret, led af konstante tekniske problemer, og den militære ledelse kunne ikke afse midler til at få problemerne løst.

På samme måde gik det en gruppe polske officerer, som havde gjort tjeneste i den britiske hær og ønskede at indsamle oplysninger om krigsforbrydere. De søgte støtte hos briterne og fik den – på papiret. Fire køretøjer, som de var blevet lovet til formålet, var flere måneder forsinket, så soldaterne måtte foretage deres efterforskning til fods.

Uden et finmasket net var det let for krigsforbryderne at slippe væk. De amerikanske tropper, der umiddelbart efter krigen tog en Otto Eckmann til fange, havde således ingen mulighed for at vide, at manden i virkeligheden hed Adolf Eichmann og var den hovedansvarlige for de nazistiske dødslejre. Han blev løsladt igen og opholdt sig i Tyskland frem til 1950, da han rejste til Argentina under navnet Riccardo Klement.

En 36-årig østriger ved navn Simon Wiesenthal indså ved krigsafslutningen, at de allieredes indsats ikke var tilstrækkelig. Han havde mistet det meste af sin familie under krigen og selv været fange i kz-lejren Mauthausen. Wiesenthal var døden nær, da amerikanske tropper befriede lejren, og han gjorde det – ifølge sine senere erklæringer – straks til sit livsværk at jage nazister.

Wiesenthals første store mål var at fastlægge de nazistiske forbryderes flugtveje – rotte-ruterne, som de blev kaldt. Det var en vanskelig opgave, men efter nogle år lykkedes det Wiesenthal at beskrive de to hovedruter:

Den mest almindelige flugtvej var til fods sydpå, over Alperne til den italienske turistby Merano. De værste krigsforbrydere rejste videre til Rom, hvor den katolske biskop Alois Hudal ydede flygtningene hjælp. Mens de ventede på at komme videre, indkvarterede biskoppen nazisterne i klostre og private boliger rundt om i landet, og så snart rejsedokumenterne var i orden, sendte han dem videre til Syrien, Egypten eller latinamerikanske lande, der godt kunne bruge de ofte veluddannede forbrydere.

Mindre fisk blev sendt til den italienske havneby Genova og derfra til Mallorca eller Barcelona i Spanien. Hos diktatoren Franco var de i sikkerhed, og her fik de valget mellem varigt ophold i Spanien med ny identitet eller at rejse videre til en ny tilværelse i Sydamerika. Et stort flertal valgte det sidste.

Stangls svigersøn sladrede

Simon Wiesenthal så som ung, hvordan krigsforbrydere slap ustraffet for deres ugerninger. Det fik ham til at indlede en jagt på dem.

Wiesenthal opdagede hurtigt, at det ikke var nok blot at kende rotte-ruterne, for sporene endte ofte blindt. Myndighederne i Sydamerika var ikke samarbejdsvillige. Tit oplevede han, at de europæiske regeringer heller ikke ønskede at røre ved sagerne om de nazistiske forbrydere, og de store gennembrud kom ofte ved tilfældige sammentræf, som da Wiesenthal i 1967 gjorde en af sine største fangster: Franz Stangl, der under krigen havde været kommandant for udryddelseslejren Treblinka.

Stangl var flygtet over Alperne i maj 1948. Det lykkedes ham at komme til Rom, hvor biskop Hudal havde skaffet ham visum og arbejde på en tekstilvirksomhed i Syrien. Her blev han genforenet med sin familie og tog fornavnet Paul. Efter noget tid ville politichefen i Damaskus, som var garant for familiens ophold i Syrien, gifte sig med Stangls 14-årige datter Renate, og nazisten besluttede at rejse videre.

Under sit rigtige navn fandt han ly i Brasilien og fik job på Volkswagens fabrikker i Sao Paulo. Først som mekaniker, men snart i en ledende stilling, der sikrede ham økonomisk. Franz Stangl gjorde intet for at skjule sig, og han lod sig endda registrere på det østrigske konsulat i Sao Paulo. Der skulle være orden i sagerne, mente han. Til sin kone Theresa sagde han, at “hvis det kommer så vidt, vil jeg overgive mig – jeg ønsker ikke at løbe væk”.

Men trods den åbenlyse uforsigtighed skete intet. Ingen på konsulatet bed mærke i navnet. Stangl er et forholdsvist almindeligt navn i Østrig, men forklaringen kan også være, at konsulatet bevidst så den anden vej. Østrig havde et fint forhold til Brasilien, og desuden gemte mange på en dyster historie. Viljen til at rode op i fortiden var behersket.
Simon Wiesenthal var syv år om at finde Stangl. Da han satte sig for at jage den tidligere lejrkommandant, endte alle spor blindt i Rom. Stribevis af henvendelser til myndigheder førte ikke til noget, og da han endelig havde heldet med sig, kom det fra helt uventet hold.

Præcist hvordan Wiesenthal fik nys om Stangls tilholdssted, ligger ikke fast, men i sin erindringsbog “Retfærdighed – ikke hævn” fortæller nazijægeren, at Stangls datter Renate spillede en hovedrolle. Hun var blevet gift med en tysk-brasilianer i Sao Paulo, men ægteskabet endte i en bitter skilsmisse. Eks-manden havde flere gange truet med at sladre til Wiesenthal, og i 1964 førte han sin trussel ud i livet.

Østrig udstedte en officiel arrestordre på Franz Stangl i 1961, og da Wiesen-thal kunne informere de østrigske myndigheder om Stangls opholdssted, kom der skred i sagen. Eftersom Stangl var østriger, skulle Østrig anmode Brasilien om anholdelse og udlevering med henblik på retsforfølgelse i Vesttyskland. Men Wiesenthal var bekymret for, at der sad gamle nazister i Østrigs diplomatiske netværk, så han fik justitsministeriet i Wien til at sende papirerne til Brasilien med specialkurer.

Da Stangl sent den 28. februar 1967 kom hjem, efter at have været ude for at drikke et glas øl med sin datter Isolde, ventede brasiliansk politi på ham. De anholdt ham foran familiens hjem, og tre år senere modtog han sin dom ved retten i Düsseldorf: livsvarigt fængsel. Det blev kun til godt et år i fængsel. Stangl døde den 28. juni 1971.

Kritikere mente, at Simon Wiesen­thals arbejdsmetode var for langsom – blandt dem ægteparret Beate og Serge Klarsfeld. De havde indledt deres jagt på Gestapomanden Klaus Barbie og var allerede kendt for en stil, der adskilte sig væsentligt fra Wiesenthals.

Wiesenthal var ikke alene

Beate og Serge Klarsfeld gjorde det til deres livsværk at få stillet naziforbrydere for retten. Beate kom første gang i mediernes søgelys, da hun i 1968 overfaldt den vesttyske kansler Kurt Georg Kiesinger, der havde en fortid som medlem af nazi-partiet.

Wiesenthal var ikke alene Serge Klarsfeld er af rumænsk-jødisk oprindelse. I 1943 overværede han som 8-årig sin far blive anholdt af SS og deporteret fra hjemmet i det sydlige Frankrig til Auschwitz. Beate Klarsfeld er tysk. Hendes far var soldat i værnemagten, og hun fik øjnene op for de nazistiske krigsforbrydelser, mens hun studerede på Sorbonne-universitetet i Paris.

Serge og Beate mødte hinanden i 60'erne og stiftede hjem i Paris, da de giftede sig i 1963. Beate vakte første gang opmærksomhed, da hun i 1966 skaffede sig adgang til det konservative vesttyske CDU-partis landsmøde. Hun vidste, at partiets leder, Kurt Georg Kiesinger, der samtidig var kansler, havde meldt sig ind i nazistpartiet i 1933. Under krigen havde han en fremtrædende plads i Joseph Goebbels' propagandaministerium, og på CDU-landsmødet sneg Beate sig op bag Kiesinger og gav ham en lussing, mens hun højt råbte “Nazist! Nazist!”

Beate Klarsfeld blev anholdt og idømt et års betinget fængsel, men det afskrækkede hverken hende eller Serge. I begyndelsen af 1971 undersøgte parret Kurt Lischka, der i krigsårene havde været Gestapo-chef for jødiske anliggender i Frankrig. Ved krigens afslutning blev han anholdt af tjekkerne, men Frankrig begærede ham i første omgang ikke udleveret til retsforfølgelse, og i 1950 vendte han tilbage til Tyskland, hvor han slog sig ned i hjembyen, Köln.

To måneder senere idømte en fransk domstol ham livsvarigt fængsel in absentia. Men Tyskland afviste af tekniske grunde flere forsøg på at få ham udleveret til afsoning.
“Lykken smilede mere til bødlen end til hans utallige ofre”, kommenterede Beate Klarsfeld bittert.

Efter et par års forberedelse var Klarsfelderne igen klar til handling. Sammen med tre venner fra universitetet etablerede de deres egen lille kommandogruppe, den 22. marts 1971 klokken 12.45 på Maria Himmelfahrt Straße i Köln. De vidste, at Lischka hver dag stod af sporvognen her, og da den tidligere Gestapo-officer kom til syne, sprang gruppen på ham. Overfaldsmændene forsøgte at trække Lischka ind i den bil, som skulle bruges til at smugle ham over grænsen til Frankrig. Men deres offer var en kraftig mand, og han satte sig til modværge. Da forbipasserende borgere begyndte at stimle sammen, opgav gruppen.

Beate vendte tilbage til Tyskland et par måneder senere og blev anholdt. Angrebet på Lischka kunne koste hende et par års fængsel oven i straffen fra Kiesinger-sagen. Men Serge Klarsfeld fik forhenværende medlemmer af den franske modstandsbevægelse til at mødte op og forstyrre retshandlingerne ved at afsynge den franske nationalsang, Marseillaisen. Det skabte international presseopmærksomhed, som fik sagens nævninge til at frikende Beate. Lischka blev anholdt i 1980 og afsonede fem år i et tysk fængsel, inden han blev løsladt.

Fuld Barbie sang nazisange

Klaus Barbie blev genkendt på billeder og retsforfulgt i Frankrig. End ikke hans forsvarer forsøgte at bort­forklare hans ugerninger, og “slagteren fra Lyon” fik en livstidsdom.

Efter overfaldet på Lischka læste Beate Klarsfeld, at statsadvokaten i Bayern havde besluttet at lukke efterforskningen af Klaus Barbies aktiviteter under krigen. Han blev parrets næste mål. Barbie førte i en tilværelse i relativ offentlighed, men repræsenterede alligevel et problem for nazijægerne. Han var blevet en magtfuld mand og nød de sydamerikanske juntalederes beskyttelse.

Familien Barbie var i 1950'erne flyttet til Bolivias hovedstad, La Paz, uden midler og havde i begyndelsen kun råd til logi i det nedslidte “Pension Italia” i en fattig del af byen. Klaus begyndte med at reparere gasbrændere, og efter nogen tid fik han job som arbejdsleder på et savværk uden for byen. Ejeren var jødisk, men han var tilfreds med sin medarbejder, og i løbet af et par år blev Barbie partner i firmaet.

Da general René Barrientos overtog magten i Bolivia ved et kup i 1964, ejede Klaus Barbie en større tømmerhandel i La Paz, og den nye juntaleder tog gladelig imod tilbuddet om at bruge erhvervsmandens erfaringer fra Gestapo til at understøtte sit styre. Som modydelse fik Klaus Barbie indflydelse på statens finanser, og den brugte han til at berige sig selv. Bl.a. modtog han de siden så fatale 10.000 dollars fra det statslige mineselskab for transport af mineraler. Barbie indkasserede pengene, men transporten fandt aldrig sted.

En lang række lignende svindelnumre skabte ham fjender, så da general Barrientos omkom ved et helikopterstyrt i april 1969, fandt Barbie det klogest at fortrække til Lima i Peru. Her indgik han et samarbejde med en anden nazist, Friedrich Schwend, der under krigen havde ledet den store tyske falskmøntneroperation med kodenavnet Bernhard (se HISTORIE 12/2010). Schwend var nu våbenhandler, og sammen med Barbie ville han sælge falske efterretningsoplysninger til Perus regering.

Barbie levede i velstand og slørede kun sin fortid ved at benytte efternavnet Altmann. Den forhenværende Gestapoleder lagde ikke skjul på, at han havde deltaget i krigen, og både i Peru og Bolivia mødtes han i fuld offentlighed med andre flygtede nazister. Når han i venners lag havde fået en øl for meget, begyndte han som regel at synge gamle nazistiske kampsange, og det havde ikke fået konsekvenser. Både venner og myndighederne vidste, at han var Klaus Barbie, men officielt hed han Altmann.

Serge og Beate Klarsfeld satte sig for at bevise, at Altmann og Barbie var en og samme person. Men først måtte de have sagen genåbnet. Beate rejste til Tyskland sammen med den franske kvinde Fortunée Benguigui, der under krigen havde anbragt sine tre børn i “sikkerhed” på børnehjemmet i Izieu – før Barbie sendte alle børnene i døden. Klarsfeld og Benguigui indledte en sultestrejke foran domhuset i München, og statsadvokaten, Manfred Ludolph, gik med til at genåbne sagen.

Ludolph gav Klarsfeld nogle fotografier. Et par gamle af Gestapo-chefen Barbie og et af en gruppe forretningsmænd, fotograferet i La Paz i 1968. Ingen aviser havde turdet trykke billederne af frygt for sagsanlæg, hvis den mistænkte forretningsmand på La Paz-billedet viste sig ikke at være Barbie, men så tog avisen L’Aurore chancen. De bragte billedet med overskriften “Jean Moulins morder” – en henvisning til Barbies drab på den franske modstandsmand i 1943.

Det fik journalisten Herbert John til at stå frem. Et par år forinden var han blevet frasvindlet et større beløb af Altmann, som havde lovet at skaffe John et interview med en anden topnazist, Martin Bormann. Men da Altmann havde fået pengene, havde han fortalt de peruvianske myndigheder, at Herbert John var narkohandler, og John måtte flygte ud af landet uden sit interview.
Herbert John fortalte Beate Klarsfeld, at ingen af dem på billedet var Altmann, men at han selv havde taget et par nye billeder af nazisten, og en analyse af billederne på et laboratorium fastslog, at Altmann var Barbie.

Beate Klarsfeld havde nu dokumentation, der kunne holde i en retssal, og hun og Herbert John rejste til Peru. De afleverede kopier af materialet til den ene myndighed efter den anden, og hver gang fik de løfte om, at det ville blive bragt videre til den relevante minister, men intet skete. Barbie var rejst til Bolivia. Klarsfeld og John fulgte efter, men blev truet med anholdelse og udvisning, hvis ikke de forlod landet igen.

Bolivia havde fået en ny junta, der holdt hånden over Altmann. Juntalederen Hugo Banzer gjorde ham til boliviansk æresborger, og til gengæld stillede Barbie sig til rådighed med sine erfarigner fra Gestapo. Han forfinede den bolivianske brug af elektrisk tortur og demonstrerede, hvordan han tilbage i Frankrig havde fremmet et forhør ved at stikke lange nåle dybt ind i offerets brystkasse eller ved at sprøjte syre ind i et mandligt offers testikler.

Serge og Beate Klarsfeld ventede tålmodigt, og i 1981 løb Barbies held ud, da Bolivias diktator Luis García Meza Tejada blev væltet. Efter pres fra USA valgte landet en demokratisk kurs, og præsident Zuaro begyndte oprydningen. Beate Klarsfeld tog til Bolivia og fik myndighederne til at rejse sagen om de 10.000 dollars. Formelt var det en sag om gammel gæld, men reelt var det en metode til at få Barbie ud af landet.

Forsvarer anså Barbie for skyldig

Retssagen mod Barbie fandt sted i Lyon, og hans forsvarer Jacques Vergès var blottet for sympati med gamle nazister. Han betragtede Barbie som skyldig, men kaldte samtidig retssagen dobbeltmoralsk, for, som han sagde, var verden fuld af Barbie’er, lige fra USA's officerer i Vietnam til russere i Afghanistan.

“Fordi erindringen er knyttet til retfærdighed, betyder det, at børnene fra Izieu ikke vil dø i erindringen”, sagde Serge Klarsfeld, som var blandt de 39 advokater, der repræsenterede Barbies ofre. Barbie blev idømt fængsel på livstid og døde bag tremmer i 1991.

Måske er du interesseret i...

Læs også