Kampen mod nazi-besættelsen i 7 lande

2. Hemmelig hær indtog Antwerpens havn

Belgien 1940-44
Leder: Albert Marteaux

Belgien blev besat af Nazityskland i maj 1940. Bevægelsen engagerede flere og flere belgiere i takt med, at krigslykken begyndte at vende for tyskerne.

Den mere og mere hårdhændede besættelse og tvangsrekrutteringen af unge belgiske mænd til tyske arbejdsprojekter styrkede også modstandsviljen.

I marts 1941 grundlagde det belgiske kommunistparti Den Selvstændige Front.

Deres håb var, at være den eneste modstander i landet, men en konkurrerende organisation opstod omtrent samtidig og antog i 1943 navnet Den Hemmelige Hær. Denne organisation var loyal overfor den belgiske eksilregering i London og bestod især af soldater og officerer fra den belgiske hær.

Begge modstandsbevægelser, som havde titusinder af tilhængere, var i perioder nær ved at splintres og Den Hemmelige Hær havde et kompliceret forhold til eksilregeringen.

Flere syntes ikke, at beslutningerne skulle tages i London, men lokalt i Belgien.

Begge grupper gjorde en betydelig indsats, især med at samle efterretninger ind til de allierede. Oplysninger om tyske troppesamlinger blev sendt til London, og anvendt blandt andet ved den allierede offensiv i 1944. Man hjalp også piloter, hvis fly var skudt ned, til at flygte tilbage til Storbritan­nien via Frankrig og Spanien.

Desuden arrangerede de omfattende strejker i årene 1941–43.

Modstandsfolk i postvæsnet opfangede angiverbreve og reddede på den måde mange landsmænd fra Gestapo og jøder fra deportering til udryddelseslejre. Planerne om et nationalt oprør mod tyskerne blev aldrig realiseret.

Den belgiske modstandsbevægelse, især Den Hemmelige Hær, hjalp dog de allierede med at erobre den vigtige havn i Antwerpen i september 1944.

I oktober 1944 blev modstandsbevægelsen afvæbnet. Mange gik dog derfra over i regulære bataljoner, som fortsatte med at slås på vestfronten.

3. Mordet på Heydrich udløste hævn

Tjekkoslovakiet: 1939–45
Leder: Ján Golian

Dele af Tjekkoslovakiet blev annekteret af Nazityskland allerede i oktober 1938. Nogle måneder senere kom hele Tjekkiet under tysk besættelse, mens Slovakiet fik en vis autonomi.

Begge steder voksede modstandsgrupper gradvist frem. På trods af, at den nazityske okkupation var mildere end i fx Polen, blev også den tjekkiske opposition bekæmpet hårdt.

I november 1939 blev alle universiteter lukket, over tusind studenter blev sendt til kz-lejre og studenterledere, som havde anført demonstrationer mod besættelsesmagten, blev henrettet.

Behandlingen af studenterne øgede modstandsviljen.

I 1940 samledes flere mindre netværk i Den Centrale Ledelse For Hjemlandets Modstand. Denne ikke-kommunistiske bevægelses hovedhensigt var at fungere som skyggeregering, mens eksilregeringen befandt sig i London. De indsamlede også efterretninger, som blev sendt videre til Storbritannien.

Den tjekkoslovakiske modstandsbevægelses mest dramatiske aktioner var attentatet mod rigsprotektor Reinhard Heydrich i maj 1942 og oprøret i den slovakiske del i efteråret 1944.

Begge aktioner fremkaldte brutale repressalier fra tysk side. Som hævn for attentatet mod Heydrich blev to byer jævnet med jorden, hvoraf Lidice er den mest kendte.

Efter at oprøret i Slovakiet var slået ned, blev tusinder af civile henrettet.

Den ikke-kommunistisk orienterede modstand kom sig ikke ovenpå tyskernes brutale straffeaktioner. Da Den Røde Hær nærmede sig den tjekkoslovakiske grænse, var det derfor kommunisterne, der greb magten indenfor landets modstandsarbejde.

4. Knust modstand førte til borgerkrig

Grækenland: 1941–44
Leder: Napoleon Zervas, Ares Velouchiotis

I april 1941 blev Grækenland invaderet af tyske tropper, sendt dertil for at bistå italienerne i deres mislykkede angrebskrig mod nabolandet.

Efter nogle uger var hele Grækenland besat, men grækerne indledte en aktiv modstand, som tyskerne forsøgte at stække med brutale straffeaktioner.

Kommunistpartiet KKE grundlagde Den Nationale Befrielsesfront EAM sammen med flere mindre venstregrupper.

EAM's væbnede gren, Folkets Nationale Befrielseshær (ELAS), rekrutterede mindst 50 000 grækere.

Fra sommeren 1942 var flere partisanenheder under ELAS aktive fra baser i bjergområderne.

Foruden den kommunistdominerede modstandsbevægelse bekæmpede højreguerillaen Det Nationale Republikanske Græske Forbund (EDES), der havde mindst 12 000 mand, også besætterne.

Indledningsvis samarbejdede ELAS og EDES mod den fælles fjende.

Blandt andet gennemførte de, sammen med et britisk sabotageteam, i november 1942 en spektakulær sprængning af viadukten Gorgopotamos, hvilket standsede togtrafikken mellem Thessaloniki og Athen.

Snart overgik samarbejdet dog til en åben rivalisering mellem grupperne, som bekæmpede hinanden.

Briterne var først i tvivl om, hvilken af de to grupper de skulle støtte, men bestemte sig til slut for EDES.

I efteråret 1943 blussede en decideret borgerkrig mellem de to bevægelser op. Først i februar året efter indgik organisationerne en midlertidig fredsaftale.

Ved krigens afslutning fortsatte borgerkrigen, indtil EDES til slut besejrede kommunisterne med britisk støtte i 1949.

5. Warszawa-oprøret mislykkedes

Polen: 1939–44
Leder: Tadeusz Bor Komorowski.

I november 1939 grundlagdes For­bun­det For Væbnet Kamp, som skulle sam­ordne de modstandsgrupper, som var blevet dannet umiddelbart efter den polske hærs nederlag.

I februar 1942 fik forbundet i stedet navnet Hjemmehæren, der bestod af både civile afdelinger, som havde kontakt med eksil­regeringen, og en militær afdeling.

I alt var der over 300 000 soldater, mænd og kvinder, i disse geledder, og socialistiske og konservative modstandsgrupper adlød de samme befalinger. Den Kommunistiske Folkegarde og Nationale Væbnede Styrker stod dog udenfor Hjemmehæren.

Hjemmehærens militære afdeling gennemførte omfattende sabotage og attentater, men indsamlede også efterretninger, blandt andet om tyske V-2-raketter, troppeflytninger og om udryddelseslejre.

Det primære mål var dog et nationalt oprør, som skulle befri landet før Den Røde Hær ankom.

I foråret 1944 fik Hjemmehærens enheder i landets østlige del ordre om at befri områdets større byer og assistere Den Røde Hærs offensiv.

På trods af denne indsats, blev mange polske modstandsfolk dog arresteret og deporteret af den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD, der ikke omfattede dem som ven, men fjende.

Hjemmehærens største operation – opstanden i Warszawa i efteråret 1944 – blev samtidig organisationens største nederlag.

Titusindvis af soldater blev dræbt og over 250 000 civile døde i kampene eller blev dræbt af tyskerne.

I det kommunistiske Polen blev Hjemme­hæren senere stemplet som en fascistisk organisation, og dens medlemmer blev fængslet og sendt mod øst.

6. Partisanerne henrettede Mussolini

Italien: 1943–45
Leder: Raffaele Cadorna

Da tyskerne besatte Italien efter Mussolinis fald i 1943, forvandlede løse antifascistiske og antinazistiske grupperinger sig til organiserede bevægelser.

I bjergene var flere partisanenheder aktive, blandt andet den kommunistiske Garibaldi og den venstreliberale Retfærdighed Og Frihed, som var de største, men der var også mindre grupperinger, som den katolske Grønne Flamme.

Med tiden komme disse partisanforbund til at samle over 100 000 personer, og de fik allieret hjælp i form af fornødenheder og udrustning kastet ned fra fly.

Den italienske modstandsbevægelse, som formelt var underlagt de såkaldte Komitéer For National Befrielse, benyttede sig især af sabotage mod tyske kommunikationslinjer og forråd.

Det kuperede terræn lettede både kontrollen over deres eget territorium og aktioner mod besættelsesmagten.

I juni 1944 blev hele modstandsbevægelsen samlet under Det Frivillige Frihedskorps.

heldigvis for dem kørte den allierede offensiv fast udenfor Bologna, og tyskerne og deres fascistiske hjælpere kunne fokusere på at bekæmpe den italienske modstand.

Det Frivillige Frihedskorps’ tropper led store tab, men kæmpede hårdt, og fra februar 1945, da alt tydede på, at de allierede styrker avancerede mod nord, blev de italienske partisaner revitaliseret.

De deltog i befrielsen af flere byer i Norditalien, blandt andet Torino, og den flygtende Mussolini blev fanget af partisaner, og den 28. april blev han dømt til døden af en hastigt etableret standret og henrettet sammen med sin elskerinde.

7. Jødisk kamp i skove og ghettoer

Warszawa og Vilnius: 1941–44
Leder: Mordechai Anielewicz, Paweł Frenkel

Da de store deportationer af jøder til udryddelseslejre blev indledt i 1942, blev der grundlagt forsvarsgrupper i Vilnius’ og Warszawas ghettoer.

Dem som organiserede sig bedst, var to grupper i Warszawas ghetto, Den Jødiske Kamporganisation og Det Jødiske Militære Forbund.

Deres mål var at modsætte sig kommende deportationer. I foråret 1943 iscenesatte de et stort oprør i ghettoen.

Der blev også lavet jødiske kampgrupper i det østlige Polen, det vestlige Hviderusland og det vestlige Ukraine, hvor der fandtes vidtstrakte skovområder, som tyskerne og deres lokale kollaboratører ikke havde mulighed for at overvåge.

En jødisk partisangruppe, som det lykkedes at redde over tusind personer, blev ledet af brødrene Bielski.

Jødiske forsvarsgrupper var for det meste meget selvstændige og især fokuseret på overlevelse. Men det skete, at de samarbejdede med sovjetiske partisaner eller den polske Hjemmehær.

Ingen ved, hvor mange jøder der organiserede sig i modstandsgrupper og reddede deres liv ved at søge ind i skovene, men sandsynligvis handler det om mindst 10 000.