1. Hitler tjente tykt på “Mein Kampf” – skattefrit
Da Hitler kom til magten i 1933, slæbte han rundt på en kæmpe skattegæld, som især skyldtes salget af hans populære værk “Mein Kampf”.
Gælden fik han strøget ved at lægge pres på de skattefolk, der sad med hans sag, samt bestikke afdelingens chef. Rigskansleren fik ovenikøbet arrangeret, at han heller ikke skulle betale skat i fremtiden.
Derfor kunne Hitler stikke alle pengene i lommen fra salget af de mere end 10 mio. eksemplarer af “Mein Kampf”, der blev solgt frem til krigens afslutning.
2. Frontforsyninger solgt på det sorte marked
Flere tyske embedsmænd sørgede for at omdirigere forsyninger af mad og benzin, så varerne ikke nåede frem til fronten, men derimod til det sorte marked.
Efter D-dagen i 1944 måtte den tyske hær pga. benzinmangel efterlade kampvogne i Normandiet, mens det sorte marked i Paris flød over med benzin.
3. Officerer gik på rov i jødernes lejligheder
Når jøderne blev tvangsflyttet til ghettoer eller sendt i kz-lejre, skulle de tomme lejligheder officielt forsegles, indtil indboet kunne komme på auktion.
I praksis kom nazistiske embedsmænd eller officerer ofte forbi og tømte lejlighederne for værdier inden auktionerne.
En jødisk læge har fortalt, hvordan han måtte vise en officer rundt i sin søsters lejlighed, efter hun var blevet deporteret.
Officeren var meget begejstret og udbrød: “Hele mit liv har jeg drømt om sådan nogle møbler her”. Dagen efter blev møblerne hentet.

Topnazisterne kørte i luksusbiler. Især Mercedes-Benz 770 var populær.
4. Fanger blev lejet ud for cigaretter
I arbejdslejrene, der husede tvangsarbejdere fra øst, tjente kommandanterne penge på at leje fangerne ud som arbejdskraft. Det kunne fx være til folk, som skulle bruge hjælp til at genopbygge deres ødelagte huse efter bombeangreb.
Efterhånden som krigen skred frem, blev penge erstattet af flæsk og cigaretter som betalingsmiddel. Fx kostede en mandlig fange én pakke cigaretter pr. dag, og en kvindelig fange en halv pakke pr. dag.
5. Göring fik toplønninger for indholdsløse job
Rigsmarskal Hermann Göring havde et hav af job, hvoraf en del blot var titler uden noget arbejde involveret, men med en klækkelig løn.
Han var minister for Preussen, økonomisk kommissær, formand for rigsdagen, luftfartsminister, generaljagtmester og chef for Luftwaffe for bare at nævne nogle af hans mange job.
Foruden disse mange årslønninger havde han bestyrelsesposter, store repræsentationskonti og modtog aktier i firmaer som Benz og BMW og selvfølgelig i de firmaer, der forsynede Luftwaffe med fly.
Desuden tiltuskede han sig en kolossal kunstsamling ved at plyndre gallerier og private hjem. Göring tjente mere end 1.250.000 rigsmark om året.
Til sammenligning tjente en almindelig arbejder mellem 2.000-5.000 rigsmark.
Alle vidste, at Hermann Göring var gennemkorrupt, men tilsyneladende blev hans popularitet ikke mindre af den grund. Da en tysk krigsfange blev spurgt, hvorfor der kun hang billeder af Göring og ikke af Hitler i alle officersmesserne i Frankrig, svarede han:
“Fordi Hitler er højt hævet over os. Han fortæller os, hvad vi skal gøre, og så gør vi det. Göring er derimod en af os. Han kan lide sin mad, sine kvinder og at svindle. Mest af alt kan han lide at svindle”.

Den tyske bådindustri gav Göring en yacht i bryllupsgave. Båden opkaldte han efter sin første hustru, Carin.
6. Filmstjerner slap for militærtjeneste
Tyske mænd blev høj som lav indkaldt til militærtjeneste, men de prominente havde mulighed for at slippe udenom.
Fx flere af Tysklands filmstjerner, der fik tilbud om at undgå at trække i trøjen, hvis de til gengæld påtog sig at spille roller i propagandafilm.
Da hovedrollen til den stærkt antisemitiske film “Jud Süss” skulle besættes, var skuespilleren Ferdinand Marian ikke meget for at tage den.
Han accepterede dog, efter Goebbels havde forklaret, at Marian ville miste sin fritagelse fra militærtjeneste, hvis han ikke spillede rollen.
Mange tyskere ville betale store summer for at slippe for især fronttjeneste. Det betød en kærkommen ekstra indkomst for de partifunktionærer, som stod for at udstede fritagelses-beviser.
7. Kz-kommandant gik over stregen
Koncentrationslejren Buchenwald blev i de første år ledet af kommandanten Karl-Otto Koch. Han var meget opfindsom, både når det kom til at mishandle fangerne og til at tjene penge på dem.
Koch opbyggede en formue på at leje fanger ud til private firmaer og sælge indsatte og vagters madrationer på det sorte marked.
Desuden beholdt Karl-Otto Koch selv de fleste af de penge, han beslaglagde fra de indsatte.
Kommandanten blev hurtigt så rig, at hans overordnede begyndte at skele misundeligt til ham. Derfor blev han nødt til løbende at bestikke dem til ikke at sladre til den øverste SS-ledelse.
Karl-Otto Koch holdt sig heller ikke tilbage for at lade arbejderne i koncentrationslejren bygge huse til sig selv og konen, Ilse Koch.
Fx fik han bygget en gigantisk ridehal til hende, hvor omkring 30 udsultede fanger døde under byggeriet. Han fik også anlagt en mini-zoologisk have i lejren med fugle, bjørne og aber til underholdning for vagterne og deres familier.
Til sidst begyndte nettet at strammes om Koch, der i første omgang blev forflyttet til Lublin i Polen, hvor han blev chef for lejren Majdanek.
Her fortsatte han sine indbringende aktiviteter, og da nazitoppen igen fik ham i kikkerten, reagerede Koch resolut. Han dræbte straks 40.000 jødiske fanger, da de kunne være potentielle vidner.
Kommandanten dræbte desuden en indsat læge og dennes medhjælpere, da han var bange for, at de ville sladre om at have behandlet ham for syfilis.
Karl-Otto Koch endte til sidst for retten og blev henrettet, kort før krigen sluttede, dømt for at have vanæret SS.

Kz-fanger i Buchenwald blev tvunget til at bygge et hus til kommandanten.
8. Familiemedlemmer fik de gode jobs
De tyske embedsmænd havde traditionelt haft et lavt niveau af korruption og nepotisme. Det ændrede sig brat, da nazisterne kom til magten. Fx var nepotisme udbredt i Goebbels' propagandaministerium.
Inden for ministeriets første leveår var 192 af de nyansatte i radiodelen i familie med nogen, der var ansat der i forvejen.
I det hele taget var det vigtigt at have forbindelserne i orden for at få et godt job. I 1933 fandt nazipartiet arbejde til 10.000 af de mest trofaste støtter.
9. Fagforeningsleder brugte arbejdernes penge
Da Hitler kom til magten, blev de eksisterende fagforeninger afskaffet og lagt ind under DAF, Deutsche Arbeitsfront, under ledelse af Robert Ley.
Stort set alle arbejdere i Tyskland betalte til organisationen, men det var bestemt ikke alle deres penge, der blev brugt til at sørge for bedre løn og arbejdsforhold.
DAF blev hurtigt kendt som en af de mest korrupte institutioner i Det Tredje Rige, og ikke mindst Robert Ley lod mange af pengene fra arbejdernes lommer gå ned i sin egen.
Først og fremmest beslaglagde han alle midlerne i de gamle fagforeninger og beholdt dem selv. Pengene brugte han på dyre huse og biler.
Også udgifterne til Leys ekstravagante livsførelse blev afholdt af den nazistiske fagforening.
Blandt andet betalte DAF for lederens store alkoholforbrug samt lønningerne til Leys personlige ansatte, der talte to barnepiger, en kok, en gartner og en hushjælp.
Alle personer omkring Hitler, som havde kendskab til, hvor slemt det stod til i DAF, blev behørigt bestukket, for at de ikke skulle sladre.