Krystalnatten blev indledt med et skud
Paris kl. 09.30, 7. november
Vejret er usædvanligt mildt for årstiden, cirka 18 grader, så den 17-årige Herschel Grynszpan sveder i sin kakifarvede vinterfrakke, da han denne mandag morgen småløber op ad trappen fra metrostationen Solferino i Paris.
Oppe i dagslyset holder han en kort pause for at orientere sig, inden han målbevidst styrer mod Rue de Lille, der løber parallelt med Seinens venstre bred.
Herschel Grynszpan er jøde og desperat. Hans tanker er hos forældrene, der for få uger siden blev tvangsforflyttet fra hjemmet i Hannover i Tyskland til et fattigt område nær den polske grænse.
Ligesom 12.000 andre jøder er hans mor, far og to søskende blevet udvist af Tyskland. Endnu er det ikke lykkedes at skaffe indrejsetilladelse til Polen, forældrenes fødeland.
Den unge Herschel er på egen hånd flyttet til Frankrigs hovedstad, fordi han som jøde ikke kan finde arbejde i Tyskland. Han ved besked om familiens skæbne.
Fire dage tidligere modtog han et postkort fra sin søster Berta, der fortæller, at familien hutler sig igennem dagene og ingen penge har til mad.
Postkortet ligger i hans pung, det nærmest brænder i lommen, og tanken om familiens ulykkelige skæbne får endnu en gang en bølge af vrede, sorg og hævntørst til at skylle igennem ham.
Selv om klokken kun er halv ti om morgenen, er de fleste borde allerede optaget på fortovscafeerne, men det bemærker den mørkhårede og spinkle Herschel Grynszpan ikke.
Læs med og bliv klogere på begivenhederne før, under og efter Krystalnatten.
Efter voldsorgiet på Krystalnatten erklærede Goebbels, at de blodige aktioner var et kærkomment slag mod “verdensjødedommen”.
I raskt tempo kæmper han sig igennem menneskemylderet, mens han nu og da stikker hånden i inderlommen for at sikre sig, at han stadig har den nyindkøbte revolver på sig.
Få minutter senere får han øje på det tyske hagekorsflag, der vajer over en monstrøs fireetagers bygning i Rue de Lille nr. 78.
Her ligger den tyske ambassade, men Herschel kan ikke umiddelbart finde indgangen.
Han henvender sig til en politibetjent, der holder vagt udenfor, og bliver vist hen til en portner, der spørger om hans ærinde.
“Jeg har et vigtigt dokument, som jeg skal aflevere til den tyske ambassadør”, svarer Herschel på fransk.
Portneren fører den unge mand op ad trappen til anden sal, hvor en tysk receptionist tager imod. Herschel gentager, denne gang på tysk, at han medbringer et vigtigt dokument, som han ønsker at overrække ambassadøren personligt.
Men ambassadøren er ikke til stede, så Herschel bliver vist ind til diplomat Ernst vom Rath, der sidder bag sit skrivebord i det lille kontor. Den 29-årige vom Rath er i gang med at åbne dagens post og beder Herschel tage plads i en læderstol overfor.
“Var der noget med, at De havde nogle vigtige dokumenter til mig?” spørger vom Rath.
Herschel Grynszpan svarer ikke, men fisker sin revolver frem fra lommen.
“Du er en beskidt tysker, og her, på vegne af 12.000 forfulgte jøder, er dit dokument”, råber han.
Vom Rath rejser sig halvvejs fra stolen, men segner ind over skrivebordet, da en kugle borer sig ind i hans mave.
Herschel Grynszpan affyrer endnu fire skud på klos hold, men kun ét af dem rammer vom Rath.
Han kæmper sig på benene og råber på hjælp, mens han med begge hænder tager sig til maven, hvor blodet pibler ud gennem tøjet.
Receptionisten kommer stormende til, alarmeret af skuddene og vom Raths nødråb.
Hun finder den blødende diplomat på vej ud af sit kontor. Bag ham står den unge gæst, fattet og med våbnet i sin hånd.
Den hårdt sårede vom Rath bliver i al hast ført til nærmeste hospital, og Herschel Grynszpan bliver overmandet og lagt i håndjern.
“Ærgerligt, at han ikke døde”, mumler han, idet et par betjente fører ham ud af ambassaden.
På vejen ud vender han sig om og råber: “Beskidte tyskere”.
Roligt forklarer han kort efter politiet, at han skød for at hævne sine forældre, der lever i elendighed i Tyskland.
“I samme øjeblik, jeg læste min søsters postkort, besluttede jeg at dræbe den tyske ambassadør”.
Hævnaktioner mod tyske jøder
Paris & Tyskland tidlig morgen, 8. november
Dagen efter bryder helvede løs: Vom Rath kæmper stadig for sit liv, men i Tyskland udråber morgenaviserne hele den jødiske befolkning som mordere, der pønser på at bekæmpe nazisterne på blodig vis.
Lederskribenterne benytter lejligheden til at remse tidligere attentater op og minder blandt andet læserne om, at det kun er knap tre år siden, at en jøde skød og dræbte Wilhelm Gustloff, lederen af nazisternes udlandsafdeling i Schweiz.
Da meddelelsen om mordet på diplomaten indløb, var Hitler og resten af nazi-eliten i München for at markere nazismens “fødsel”.
Som tirsdagen går, opstår spontane hævnaktioner og demonstrationer rundt om i Tyskland.
I Bad Hersfeld i delstaten Hessen bliver en synagoge brændt ned, og i mange andre byer kaster rasende tyskere sten ind gennem vinduerne til jødiskejede butikker og overmaler facaderne med hadske udfald som “Raus mit den Juden”, “ud med jøderne”.
“For én gangs skyld skal jøderne få folkets vrede at føle. Lad partimedlemmerne slå sig løs”. Adolf Hitler
Umiddelbart efter attentatet har Adolf Hitler sendt to af sine bedste læger, Karl Brandt og Georg Magnus, til Paris, så de kan tilse den sårede diplomat. Om formiddagen den 8. november sender lægerne en pressemeddelelse ud, hvor de beskriver patientens helbred:
“vom Raths tilstand betragtes som alvorlig. Patienten har fået blodtransfusion efter massivt blodtab, forårsaget af en ødelagt milt. Takket være den fremragende kirurgiske og medicinske behandling, som professor Baumgarten i Paris har ydet, er der håb”.
Herschel Grynszpan (t.v.) led en ukendt skæbne. Han blev sandsynligvis henrettet efter seks-syv år i fængsel. Ernst vom Rath (t.h.) var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – et tilfældigt offer for Grynszpans vrede.
Attentatmanden kom aldrig for retten
Nazisterne havde ingen interesse i at stille Grynszpan for en dommer. En retssag ville have afsløret, at mordet var en enkelt mands gerning og ikke en forræderisk jødisk konspiration mod det tyske folk.
Efter attentatet mod Ernst vom Rath blev gerningsmanden, den 17-årige Herschel Grynszpan, sendt i fængsel i Paris.
Her opholdt han sig frem til juni 1940, hvor han efter Tysklands invasion af Frankrig formentlig blev udleveret til tyskerne og en usikker skæbne.
Grynszpan nåede aldrig at blive dømt for attentatet. Kort efter drabet blev han repræsenteret af den antifascistiske stjerneadvokat Vincent de Moro-Giafferi.
Franske domstole så generelt med mildere øjne på affektdrab end på politisk motiverede mord. Advokaten hævdede derfor, at Grynszpan og vom Rath havde haft et homoseksuelt forhold.
Grynzpans motiv til at skyde vom Rath var angiveligt, at vom Rath ikke som lovet havde hjulpet sin kæreste med at skaffe opholdstilladelse i Frankrig.
På grund af krigen nåede Herschel Grynszpan aldrig at komme for en domstol, men tilbragte resten af sine dage i tysk fangenskab.
Efter krigen opstod der ganske vist rygter om, at Grynszpan havde taget navneforandring og levede i bedste velgående i Paris.
Historiske dokumenter tyder dog på, at han blev henrettet af nazisterne i 1944 eller 1945.
Først langt senere, i juni 1960, blev han officielt erklæret død af de tyske myndigheder.
Både hans forældre og to søskende flygtede i 1939 til Sovjetunionen.
De overlevede holocaust.
Paris kl. 16.25, 9. november
Morgenen efter, onsdag den 9. november, er lægerne ikke længere optimistiske. Vom Raths tilstand er kritisk, og hen ad eftermiddagen går han i koma.
Lægerne kan nu kun magtesløst se til, mens livet ebber ud af den unge diplomat, og klokken 16.25 erklærer de ham for død.
Herschel Grynszpan er nu morder. Om få timer bliver den nærmest tilfældige forbrydelse forvandlet til en afgørende del i den nazistiske propagandamaskine.
Goebbels opildner til Krystalnatten
München kl. 20.45, 9. november
Hitler og resten af nazitoppen er forsamlet i München. De fejrer 15-årsdagen for det mislykkede forsøg på magtovertagelse, ølstuekuppet, i november 1923.
Nyheden om dødsfaldet når Føreren lidt før klokken ni samme aften. Han var ellers ved at gøre sig klar til en festtale for partiets gamle forkæmpere i salen på rådhuset i München.
Da en tjener har overrakt ham beskeden om vom Raths død, skubber Føreren sin tallerken væk og vender sig mod propagandaminister Joseph Goebbels, der sidder ved hans side.
I nogle minutter hvisker de to mænd intenst, og Goebbels orienterer Hitler om, at der allerede er brudt spontane antijødiske optøjer ud rundt om i Tyskland. Hitler slår fast, at demonstrationerne skal have lov at fortsætte, og at politiet skal trækkes tilbage.
“For én gangs skyld skal jøderne få folkets vrede at føle. Lad partimedlemmerne slå sig løs”, lyder Hitlers afskedsreplik. Så forlader han selskabet, uden som forventet at have holdt sin tale. I stedet rejser Goebbels sig og henvender sig til forsamlingen. Idet han vifter med et stykke papir, råber han ud i lokalet:
“Jeg har en nyhed til jer her i aften, en nyhed, der viser, hvad der sker med en god tysker, hvis han for bare en stund sænker paraderne.
Ernst vom Rath var en god tysker, en loyal tjener for riget, han arbejdede for folkets bedste i vores ambassade i Frankrig. Skal jeg fortælle, hvad der er sket med ham? Han blev skudt ned. Han er død nu”.
I nogle sekunder lader Goebbels budskabet trænge ind, inden han slår i bordet og hæver stemmen:
“Behøver jeg at fortælle jer racen på det beskidte svin, der står bag denne ugerning? En jøde! Her til aften ligger han i lænker i Paris og hævder, at han handlede på egen hånd, og at han ikke har nogen medsammensvorne. Men vi ved bedre. Gør vi ikke?” tordner Goebbels.
Nazister opfordrer tyskerne til ikke at købe varer af jøder. Banneret er hængt op i nærheden af synagogen i Fasanenstrasse, Berlin.
I rådhussalen udbryder vild opstandelse, og partimedlemmerne skriger på hævn. Joseph Goebbels tysser på forsamlingen og fortsætter:
“Kammerater, vi kan ikke sidde dette morderiske attentat overhørigt. Det skal fordømmes. Vi må fortælle vores folk om det, og deres reaktion skal være skånselsløs, direkte, sund. Jeg beder jer lytte til mig, og sammen må vi planlægge vores reaktion på det jødiske attentat, på den jødiske trussel mod vores glorværdige rige”.
Goebbels afslutter sin tale med at henstille til veteranerne, at de øjeblikkeligt sørger for at iværksætte “spontane demonstrationer”.
Klapsalverne brager løs i salen, og øjeblikket efter myldrer mødedeltagerne ud for at ringe til deres partiforeninger.
Overalt i Tyskland gløder telefonlinjerne, og fra München bliver lederne af de lokale naziafdelinger instrueret i, at man denne aften og nat skal gå til angreb mod synagoger, jødiske butikker og boliger.
Berlin kl. 22.55, 9. november
På ordre fra Gestapochefen Reinhard Heydrich sender hovedafdelingens leder Heinrich Müller telegrammer ud til alle landets politistationer:
“Inden for kort tid vil der blive iværksat demonstrationer mod jøder og deres synagoger”.
Han henstiller til, at politiet ikke griber ind, og beder desuden ordensmagten forberede sig på at arrestere 20.000 til 30.000 jøder, “fortrinsvis raske mænd”.
Afslutningsvis understreger Müller, at yderligere instrukser vil følge, og at “politiet må anvende de strengeste forholdsregler over for bevæbnede jøder”.
Krystalnatten er nu i gang
München kl. 23.59, 9. november
Brandstationen i München modtager det første alarmopkald. Demonstranter har smadret vinduerne i en jødiskejet stofbutik i Augustenstrasse og sat ild til varerne i udstillingsvinduet.
Blot tre minutter senere får stationen endnu et opkald: En af byens synagoger er omspændt af flammer. Fem brandbiler rykker ud og forsøger at slukke ilden, der truer med at sprede sig til den jødiske skole i naboejendommen.
Da SA, nazipartiets kampgrupper, opdager slukningsforsøget, skærer de slangerne over og hælder benzin på bålet.
Ingen bliver skånet under Krystalnatten
Leipzig & Lesum kl. 00.15, 10. november
Jødeforfølgelsen er nu for alvor skudt i gang. Torsdagen er ikke mange minutter gammel, før hævntørstige folkemasser i München og i over 1000 andre tyske byer hærger og hujer gennem natten.
I Leipzig, 160 km sydvest for Berlin, går nazister i gang med at smadre og plyndre jødiske butikker, og en 25-årig nattevandrer, den hollandske jøde Win van Leer, ser med gru, hvordan 20 mænd pludselig springer ud af en lastbil og begynder at stemme dørklokker i en jødisk beboelsesejendom.
Mændene tvinger sig adgang til ejendommen, og kort efter bliver vinduerne på tredje sal smækket op. En mand stikker hovedet ud og råber: “Alt godt kommer fra himlen”. Sekundet efter bliver et piano bugseret ud gennem vinduet og styrter til jorden med et øredøvende brag.
Også møbler og porcelæn bliver kylet ud, og da stormtropperne har gjort det af med inventaret, fanger de en otteårig dreng og skubber ham ud fra tredje sal.
Han brækker begge ben og bliver forbrændt og skåret, da han lander i en bunke af glasskår, smadret inventar og brændende senge.
På en landbrugsskole langt ude på landet, cirka 60 kilometer nord for Leipzig, bliver vinternattens stilhed afbrudt af larmen fra adskillige lastbiler, der kører ind på gårdspladsen.
Ophidsede mænd springer ned fra bilerne og stormer ind i skolens sovesal, hvor en gruppe jødiske teenagere intetanende ligger og sover.
Mændene tænder lyset, beordrer de bange børn udenfor og dræber en af drengene. Inden de forlader stedet, skærer de skolens hellige skrifter, torahrullerne, i småstykker, ødelægger børnenes tøj og ejendele og sætter ild til deres bønnebøger.
I Lesum i nærheden af Bremen bliver to jøder skudt kort efter midnat, ofrene er hr. og fru Goldberg, som ligger og sover, da de bliver dræbt.
Gerningsmændene er medlemmer af SA. Deres gruppefører har givet ordre om at tilintetgøre de få jøder, der bor i landsbyen. “Dræb dem”, lød Truppführer Seggermanns udtrykkelige ordre.
“Efter i nat må der ikke være nogen jøder tilbage i Tyskland”.
Intet var helligt. Overalt i Tyskland satte hærgende horder ild til synagoger under Krystalnatten. Mange brændte ned til grunden.
Jøderne måtte selv betale regningen
Rygende ruiner skæmmede bybilledet, og glasskår og inventar fra tusinder af butikker flød i gaderne. Nogen måtte betale.
Efter Krystalnatten måtte jøderne selv betale for at få fjernet glasskårene i gaderne og for at få ryddet brandtomterne, hvor synagogerne havde stået.
Den tyske regering konfiskerede forsikringsudbetalingerne til jøderne og pålagde yderligere de jødiske samfund en bøde på i alt en milliard Reichsmark.
Under aktionerne mod jøderne den 9. og 10. november 1938 blev cirka 7500 jødisk ejede forretninger og boliger ødelagt.
267 synagoger blev brændt – mange af dem til grunden. 91 jøder blev myrdet, et ukendt antal begik selvmord, og omkring 30.000 jødiske mænd mellem 18 og 60 år blev sendt i koncentrationslejr.
Især i Wien i Østrig, der i marts 1938 var blevet opslugt af Tyskland ved indmarchen i Østrig, den såkaldte Anschluss, var ødelæggelserne massive: Her blev cirka 500 jødiskejede butikker raseret, og 20 ud af byens 21 synagoger blev brændt.
Mindst otte jøder blev banket ihjel, og 21 begik selvmord – bl.a. den invalide professor Philip Freud, en slægtning til psykoanalysens skaber, Sigmund Freud.
Efter at være blevet banket i sin seng af nazisterne valgte Philip Freud at tage sit eget liv.
De eneste nazister, der blev dømt for Krystalnattens udskejelser, var de mænd, som havde voldtaget jødiske kvinder.
Dermed havde de overtrådt landets racelove.
Nazi-ordre bliver misforstået
Berlin & Aschaffenburg kl. 01.02, 10. november
Gestapolederen Reinhard Heydrich præciserer ordrerne til landets politistationer:
“Der må kun træffes foranstaltninger, som ikke bringer tysk liv og ejendom i fare. Det er desuden af yderste vigtighed, at ikke-jødiske virksomheder beskyttes mod ødelæggelser”, skriver han.
I samme telex understreger Heydrich, “at politiet skal sikre og beslaglægge alle arkiver fra synagoger og jødiske organisationer, og at politiet, så snart nattens begivenheder tillader det, skal arrestere så mange, især velhavende jøder, som der er plads til i fængslerne.
Efter arrestationerne skal regionens koncentrationslejre øjeblikkeligt kontaktes med henblik på hurtigst muligt at få overført jøderne til lejrene”, befaler Reinhard Heydrich.
Flere steder har de lokale nazister misforstået ordren fra oven og tror, at jøderne skal dræbes omgående. Midt om natten bryder to mænd ind i et hus i byen Aschaffenburg syd for Frankfurt og skyder husets ejer, Ludwig Lowenthal, der ligger i sin seng og sover.
Mens familien skræmt ser til, bliver hans svoger, Alfons Vogel, taget til fange og ført ud i en bil. Han bliver kørt ud i en skov, hvor han bliver bundet til et træ og brugt som skydeskive. Han dør.
Krystalnattens ødelæggelser blev brugt som eksempel på, at jøderne var “Tysklands ulykke”.
Krystalnatten når Berlin
Berlin kl. 02.00, 10. november
Optøjerne når til den tyske hovedstad, Berlin. Politipatruljer opstiller vejspærringer, så trafikken bliver ledt uden om de steder, hvor stormtropperne forventes at gå hårdest til værks.
Da bommene er på plads, giver politiet signal til, at voldsmændene kan indtage scenen. De får følgeskab af flokke af berusede værtshusgæster, der øjner en enestående chance for ustraffet at begå vold og hærværk.
Tusinder af jødiske butiksejere fik knust ruderne. Nazisterne døbte derfor begivenheden “Krystalnatten”.
Nazister ryger i totterne på hinanden
Düsseldorf & Köln kl. 04.00, 10. november
Med jernstænger og køller smadrer en flok SA-medlemmer sig vej gennem det jødiske sygehus i Düsseldorf. Under personalets højlydte protester beordrer nazisterne samtlige patienter ud af sengene. Efter ophidsede diskussioner får de nyopererede patienter lov at blive liggende, mens resten bliver sendt på gaden.
I Köln er urolighederne sat i system. Over politiradioen har SA's kampgrupper fået ordre om at følge en stram køreplan:
Klokken 04.00 skal alle byens synagoger og jødiske kapeller stå i brand, klokken 06.00 skal operationen udvides til at omfatte jødiske butikker og boliger i centrum, og klokken 08.00, når dagslyset bryder igennem, skal tropperne rykke videre ud i forstæderne og fortsætte arbejdet dér.
Politiet har desuden fået ordre om at forsyne kamptropperne og de tililende med våben, økser, køller og stiger – plus navne og adresser på de jøder, der skal straffes.
Den ellers velorganiserede operation går ikke helt efter planen: I centrum ryger hundreder af nazister i totterne på hinanden, fordi de er uenige om, hvordan de skal dele rovet fra de butikker, de har plyndret.
Som i de fleste andre byer ser almindelige borgere i Köln enten misbilligende eller passivt til, mens stormtropper og gemene ballademagere samt børn og unge fra Hitlerjugend går amok. Kun ganske få tør blande sig.
De, der gør det, slipper ikke godt fra det. I Köln bliver en kvinde gennembanket, fordi hun forsøger at stoppe en bande hærværksmænd, og en politibetjent bliver omgående suspenderet, da han vil forhindre en butik i at blive plyndret. Andre har større held med at hjælpe jøderne. Det gælder eksempelvis Georg Roth, et højtstående nazipartimedlem i byen Eichstätt.
Klokken fem om morgenen erfarer han, at SA planlægger at rense byen for jøder, en plan, han er stærk modstander af. Så da en skare på 20 mænd forsøger at bryde ind i et jødisk hus, får han overbevist politiet om at gribe ind og jage gerningsmændene væk.
I erkendelse af, at husets beboere stadig er i fare, beslutter Roth sig for personligt at køre dem i sikkerhed hos noget familie i nærheden af Augsburg, der ligger 100 kilometer væk. Den risikable redningsaktion lykkes.
Krystalnatten bliver til morgen
Baden-Baden kl. 07.00, 10. november
I de fleste byer når ødelæggelserne og menneskejagten et højdepunkt ud på de små timer. Men i Baden-Baden, en kurby med massevis af udenlandske turister, har de lokale myndigheder besluttet at udskyde straffeaktionen til om morgenen – så man ikke forstyrrer turisternes nattesøvn.
Først kl. 07.00 begynder nazisterne at indfinde sig på byens gader. Stadig af hensyn til turisterne undlader de at angribe butikker og private hjem. I stedet samler de alle jødiske mænd og fører dem hen i byens synagoge.
Her bliver de tvunget til at afsynge Horst Wessel-sangen, nazisternes partihymne. Bagefter bliver mændene truet til at læse højt af Hitlers Mein Kampf – læser de teksten sjusket, bliver de slået og sparket.
Før jøderne føres ud af synagogen, bliver de beordret til at tisse op ad væggene. Derefter går turen til jernbanestationen, hvor mændene bliver sat på et tog til kz-lejren i Dachau.
Jøderne i Baden-Baden er lige så forundrede som chokerede. De genkender mange af de terroriserende nazister.
Til hverdag er de naboer, kolleger, forretningsforbindelser og kunder. Også Charlotte Singer, der er gift med en læge og bor i Neisse, 150 km sydøst for Berlin, bliver angrebet af bekendte.
Hun er alene hjemme og bliver tidligt torsdag morgen vækket af en mand, der er trængt ind i hendes soveværelse.
Han var bevæbnet med en økse. Manden, Erich Brückner, er patient hos hendes mand og søn af en blikkenslager, som flere gange har udført reparationer hos Singer-familien.
Uden at ænse Charlotte Singer begynder han at hugge hendes møbler til pindebrænde, hvorefter han hælder blæk ud på gulvtæppet.
“Det bedste ville være at sætte ild til dette sted”, siger Brückner, da han forlader soveværelset og går i gang med at smadre resten af huset.
Lidt senere, mens hun er ved at feje skårene op, bliver fru Singer endnu en gang opsøgt af vrede tyskere, denne gang en gruppe kvinder.
Flere af dem kender hun i forvejen, men de lader som ingenting og søger ud i køkkenet, det eneste rum, der endnu er intakt.
Så fyger det gennem luften med potter og pander og porcelæn og glas, mens kvinderne hviner af begejstring.
Fru Singer ser grædende til og ånder lettet op, da kvinderne forlader huset uden at sætte det i brand.
Synagogen i Fasanenstrasse stod efter Krystalnatten ikke til at redde. Brandmændene mødte op, men havde fået ordre til ikke at slukke ilden.
Synagoger står i brand
Berlin daggry, 10. november
Ved solopgang står 12 af hovedstadens synagoger i flammer. Foran den største, synagogen i Fasanenstrasse, trygler en jøde brandvæsnet om at slukke ilden.
Brandmændene betragter det enorme bål, men nægter at åbne for hanerne. “Det er imod vores ordre. Vi er her kun for at beskytte nabobygningerne”, forklarer de.
Et andet sted i Berlin, ved synagogen i Prinzregentenstrasse, omkommer menighedens opsynsmand i flammerne sammen med sin familie.
Lige rundt om hjørnet jager en rasende folkemængde, bevæbnet med køller og jernstænger, to jøder op på anden sal i en boligejendom. Skrækslagne forsøger de to mænd at undslippe forfølgerne ved at springe ud af vinduet, men bliver dødeligt såret, da de rammer fortovet.
Også i Dahlem, en af byens mondæne forstæder, får jøderne besøg af hævngerrige nazister.
Dyre sofaer bliver sprættet op, kostbare malerier flænset, og mændene arresteret. I mindst 15 tilfælde bliver deres hustruer og døtre tvunget ind i soveværelset og voldtaget.
Berlin kl. 14.00, 10. november
I stormagasinet Israel, byens svar på det eksklusive varehus Harrods i London, tror den jødiske ejer, Wilfrid Israel, at ballademagerne vil skåne hans forretning.
Han har gode forbindelser langt oppe i systemet, og allerede ved åbningstid holder flere politipatruljer vagt ved indgangene, mens de tunge jerngitre foran vinduerne bliver trukket op.
Men så, klokken 14.00 torsdag eftermiddag, fordufter betjentene pludselig og overlader scenen til en flok unge mænd og uniformerede SS-folk, der baner sig vej ind i stormagasinet.
SS’erne arresterer det jødiske personale, og imens går de andre i gang med at flå hylder ned fra væggene og trampe tøj, smykker og andre varer i stykker.
Metodisk arbejder de sig gennem den ene etage efter den anden og ødelægger alt på deres vej. Skrivemaskiner bliver kylet ud gennem vinduerne, møbler ryger samme vej, hele varelageret og alt inventaret bliver reduceret til affald og pindebrænde. Bagefter ser det ud, som om en bombe har raseret varehuset.
Goebbels underspiller Krystalnattens brutaliteter
Tyskland kl. 17.00, 10. november
Ballademagerne taber pusten. Ødelæggelserne aftager, og propagandaminister Goebbels udsteder en ordre om at stoppe “demonstrationerne”, en meddelelse, han læser op i radioen.
Herefter går politiet i gang med at sende de udmattede demonstranter hjem. Endnu står adskillige synagoger i flammer, på gader og i stræder brænder bål, og glasskår og smadrede møbler og ejendele hober sig op overalt.
Hist og her forsøger chokerede jøder at redde stumperne, og rundt om i landet bliver tavse kolonner af jødiske mænd gennet ind i togvogne med kurs mod Dachau, Buchenwald og Sachsenhausen.
I en pressemeddelelse til de internationale medier forklarer Joseph Goebbels, at urolighederne var “det tyske folks retfærdige og forståelige reaktion på det feje attentat på en tysk diplomat”.
Han understreger, “at ikke et hår er blevet krummet på nogen jøde”, og at der “takket være det tyske folks enestående disciplin kun er blevet knust nogle få vinduer”.
Goebbels medgiver, at der i ganske få tilfælde kan have fundet plyndringer sted: “Måske var der nogle ældre kvinder, som tiltuskede sig nogle enkelte smykker eller lidt tøj til julegaver”.
I sin dagbog noterer propagandaministeren:
“Vores kære jøder vil fremover tænke sig om, inden de skyder tyske diplomater”.
Som om nattens frygtelige hændelser kun medførte knuste ruder, giver Goebbels natten det harmløst klingende navn “die Kristallnacht”, Krystalnatten.