Nazi-bødler endte selv i galgen

Joachim von Ribbentrop var den første

Von Ribbentrop havde været Nazitysklands udenrigsminister. Nu skulle han dø for sin planlægning af angrebet på Polen og sit kendskab til udryddelsen af krigs­­fan­g­er.

Seancen foregik i en gymnastiksal ved fængslet i Nürnberg. I salens ene ende stod tre galger.

De to blev brugt skiftevis, den tredje var i reserve. Eksekutionerne blev overværet af 30 vidner, bl.a. Howard K. Smith, der rapporterede:

“Von Ribbentrop var den første af de dømte, der blev henrettet. Hermann Göring skulle have været før ham, men Hitlers stedfortræder kom bødlen i forkøbet og slugte en cyanidpille, to timer før hans dom skulle eksekveres.

Von Ribbentrop bevarede en stoisk ro til det sidste. Han spadserede roligt hen til skafottet, men til at begynde med ­svarede han ikke, da den officer, der stod ved foden af galgen, formelt spurgte ham om hans navn.

Da spørgsmålet blev ­gentaget, nærmest råbte han: “Joachim von ­Ribbentrop!”

Så besteg han uden den mindste tøven skafottet. Da han blev drejet rundt oppe på platformen, så han havde ansigtet mod vidnerne, bed han tilsyneladende tænderne sammen og løftede hovedet med sin fordums arrogance.

Da han blev spurgt, om han havde et sidste ord, ud­brød han, “Gud beskytte Tyskland”, og tilføjede så, “Må jeg sige noget mere?”

Tolken nikkede, og naziregimets diplomatiske troldmand udtalte sine sidste ord med kraftig, fast stemme:

“Mit sidste ønske er, at Tyskland må erkende sit eget væsen, og at der opnås en forståelse mellem øst og vest. Jeg ønsker verden fred”.

Mens den sorte hætte blev trukket ned over hovedet på ham, stirrede han ret frem for sig.

Så strammede bødlen rebet, trak i håndtaget, og von Ribbentrop styrtede ned for at møde sin skæbne”, berettede Howard K. Smith.

Wilhelm Keitel bad Gud om nåde

Keitel havde været chef for det tyske militærs overkommando og deltaget i planlægningen af krigen. Han havde også kendt planerne om at rydde Polen for jøder og beordret kommunister dræbt.

Under retssagen påstod han som flere andre anklagede, at han blot havde adlydt Førerens ordrer, men det godtog dommerne ikke. Howard K. Smith:

“Wilhelm Keitel trådte ind i lokalet, to minutter efter at faldlemmen havde åbnet sig under von Ribbentrop, som stadig hang for enden af sit reb.

Von Ribbentrops lig var skjult inde i det første skafot. Kun det stramme reb kunne ses. Keitel virkede ikke så anspændt som von Ribbentrop.

Han knejsede med ­­nak­ken, da hans hænder blev bundet, og gik rank hen mod galgen, som en militær­mand ville gøre.

Da han blev spurgt om sit navn, svarede Keitel med det samme højt og tydeligt, og han besteg skafottet, som ­havde det været en tribune, hvorfra han skulle modtage de tyske arméers hyldest.

Da han vendte sig, så han ud over forsamlingen med en preussisk officers urokkelige arrogance.

Hans sidste ord, der blev udtalt med klar, kraftig stemme, var: “Jeg beder den ­al­mægtige Gud vise det tyske folk nåde. To millioner tyske soldater gik i døden for deres fædreland før mig. Jeg følger nu mine sønner. Alt for Tyskland!”

Ernst Kaltenbrunner virkede skræmt

Kaltenbrunner var øverste chef for både Gestapo og Sicherheitsdienst – nazisternes sikkerheds­politi – og øverstansvarlig for koncentrationslejrene.

Han blev dømt for at være en af arkitekterne bag planen om at udrydde det jødiske folk og for at have givet ordre til at slå over fire millioner jøder ihjel i lejrene. Howard K. Smith:

“Den næste var Ernst Kaltenbrunner. Han trådte ind i henrettelseslokalet klokken 01.36 iført en sweater under sin blå, dobbeltradede jakke.

Hans magre, hærgede ansigt var furet af gamle duel-ar. Han så nærmest forskræmt ud, mens han kiggede sig omkring i lokalet.

Han fugtede nervøst læberne, da han vendte sig for at stige op til galgen, men hans skridt var faste. Han opgav sit navn med rolig, lav stemme. Da han blev tilbudt at komme med en sidste udtalelse, sagde han:

“Jeg har elsket mit tyske folk og mit fædreland af et varmt hjerte. Jeg har gjort min pligt i henhold til mit folks love, og jeg beklager, at mit folk denne gang blev ledet af mænd, der ikke var soldater, og at der blev begået forbrydelser, som jeg ikke kendte til”.

Da den sorte hætte blev trukket ned over hans hoved, talte han stadigvæk lavmælt. Tolken oversatte hans ord til:

“Tyskland, held og lykke”.

Præst fulgte Alfred Rosenberg

Rosenberg var ophavsmanden til naziregimets raceideologi. Han kendte til udryddelsen af jøder og var minister for de besatte østlige områder, hvor han etablerede en lang række ghettoer.

“Alfred Rosenberg så sløv og indsunket ud, da han så sig om i lokalet. Hans ansigt var blegt, men han virkede ikke nervøs og gik med sikre skridt hen til skafottet og op til galgen.

Ud over at opgive sit navn og svare nej til, om han havde noget at sige, mælede han ikke et ord.

Trods sin udtalte ateisme blev han ledsaget af en præst. Rosenberg kiggede udtryksløst på præsten en enkelt gang.

90 sekunder efter hang han og dinglede for enden af bødlens reb. Hans henrettelse var den hurtigste af samtlige 10.

Hans Frank havde et smil på læben

Hans Frank – “Polens Slagter” – var en af hjernerne bag invasionen af Polen.

Han blev generalguvernør i Polen i 1939, og det var på hans direkte ordre, at de første jødiske ghettoer blev oprettet.

“Hans Frank var den næste i dødsparaden. Han var den eneste af de dødsdømte, der trådte ind i salen med et smil på læben.

Selvom han var nervøs og hyppigt sank en klump, gav denne mand, der var konverteret til katolicismen efter sin arrestation, indtryk af at være lettet over udsigten til at skulle sone sine gerninger.

Han opgav stille sit navn, og da han blev spurgt, om han havde et sidste ord, svarede han nærmest med en hvisken:

“Jeg er taknemmelig for den behandling, jeg har fået under mit fangenskab, og jeg beder Gud om at tage nådigt imod mig”.

Hans Frank lukkede sine øjne, da den sorte hætte blev trukket ned over hans hoved.

Wilhelm Frick mistede fodfæstet

Som Hitlers indenrigsminister kendte Frick til krigsplanerne og godkendte ulovligheder mod flere lande og folk.

Han havde bl.a. underskrevet en lov, der befalede udryddelsen af det jødiske folk. Desuden vidste han, at patienter på hospitaler, institutioner og plejehjem blev udsat for tortur.

“Den sjette mand, der forlod sin celle og trådte ind i dødens hus iført håndjern, var den 69-årige Wilhelm Frick.

Han trådte ind i henrettelsessalen klokken 02.05, seks minutter efter at Rosenberg var erklæret død.

Han var den hidtil mindst rolige og snublede på det 13. trin op til galgen.

Hans ord var: ­“Længe leve det evige Tyskland”. Så fik han ­hætten på, og lemmen åbnede sig.

Hitler fik en sidste hilsen fra Julius Streicher

Streicher var en fanatisk antisemit, der til det sidste talte for udryddelsen af alle jøder.

Han grundlagde tilbage i 1923 det antisemitiske kampskrift “Der Stürmer”, og det opblussende jødehad i Tyskland i 20’erne og 30’erne kan i høj grad tilskrives Streichers massive propaganda.

På skafottet henviste Streicher til “purim”, der er en jødisk forårsfest, som markerer henrettelsen af jøde­forfølgeren Haman, der er beskrevet i Det gamle testamente.

“Julius Streicher gjorde sin melo­dra­matiske entré klokken 02.12.

Da hans håndjern blev fjernet og hans bare ­hænder bundet, så denne grimme, ­lille mand, der var iført et slidt jakkesæt og en blålig skjorte, der var knappet helt op i halsen, hen på de tre stilladser, der tårnede sig truende op foran ham.

Så kiggede han rundt i lokalet og lod øjnene hvile kort på den lille gruppe vidner.

Nu var hans hænder solidt bundet på ryggen. De to vagter greb ham i armene og førte ham hen til galge nummer ét til venstre for indgangen.

Han gik roligt de få meter hen til det første trappetrin op til galgen, men hans ansigt fortrak sig.

Da vagterne stoppede ham ved foden af trappen for formelt at spørge om hans identitet, udstødte han et gennemtrængende skrig: “Heil Hitler!”

Da ekkoet var døet bort, sagde den amerikanske oberst, der stod henne ved trappen, skarpt: “Spørg manden om hans navn”.

Som svar på tolkens spørgsmål råbte Streicher: “De kender udmærket mit navn!” Tolken gentog sit spørgsmål, og den dømte råbte: “Julius Streicher!”

Da Streicher var nået op på plat­­­for­men, råbte han: “I Guds vold!” Han blev skubbet de sidste to skridt hen mod den dødelige plet under bødlens reb.

Streicher blev snurret rundt mod vidnerne og stirrede på dem. Pludselig skreg han: “Purim-fest 1946!”

Den amerikanske officer, der stod ved skafottet, sagde: “Spørg manden, om han har et sidste ord”.

Da tolken havde­ oversat, råbte Streicher: “En dag hænger bolsjevikkerne dig!” Da den sorte hætte blev trukket ned over hans ansigt, kunne man høre hans dæmpede stemme sige: “Adele, min kære hustru”.

I det øjeblik åbnede faldlemmen sig med et højt brag. Han sprællede, da ­han faldt. Da rebet blev stramt, svingede kroppen vildt frem og tilbage, og en stønnen kunne høres inde fra ­ska­fottets til­dækkede indre.

Til sidst gik bødlen ned fra platformen og ind bag det sorte forhæng. Der skete et eller andet, der stoppede Streichers stønnen og fik rebet til at hænge stille.

Da det hele var over­stået, var jeg ikke i humør til at ­spørge bødlen, hvad han havde gjort, men jeg antager, at han greb fat i den svingende krop og trak til. Vi tænkte alle, at Streicher endelig var blevet kvalt.

Fritz Sauckel bedyrede sin udskyld

Sauckel stod for at fremskaffe arbejdskraft og tvang millioner af arbejdere i de besatte områder til at trælle for Hitlers regime.

Han proklamerede stolt, at “af de fem millioner fremmede arbejdere, der er kommet til Tyskland, er ikke engang 200.000 kommet frivilligt”.

“Så blev Fritz Sauckel ført ind. Han var iført sweater, men ingen jakke, og havde et vildt udtryk i øjnene. Næst efter ­Streicher skulle han vise sig at være den mest trodsige.

Her stod manden, som ­havde sendt millioner af mennesker ud i et slaveri, der ikke havde set sin lige siden før kristendommens indførelse.

Han så sig om fra galgeplatformen og råbte så pludselig: “Jeg dør uskyldig! Dommen ­er forkert! Gud bevare Tyskland og gøre Tyskland stort igen! Længe leve Tyskland! Gud beskytte min familie!”

Faldlemmen åbnede sig klokken 02.26, og som det også havde været til­fæl­det med Streicher, lød der en høj stønnen inde fra skafottet, da løkken strammede til under vægten af hans krop.

Uniformsklædt gik Alfred Jodl til skafottet

Jodls forbrydelse bestod i, at han havde været en af Hitlers nærmeste militære rådgivere.

Nürnberg-dommerne var ikke i tvivl om, at generalobersten skulle dø for sine handling­er, men syv år efter henrettelsen blev dødsdommen omstødt af en tysk domstol, fordi retten mente, at Jodl udelukkende havde rådgivet i rent operative spørgsmål.

“Den niende i dødsprocessionen var Alfred Jodl. Kraven på hans Wehrmacht-uniform strittede op i nakken, som om han havde taget den på i en fart, og han trådte mærkbart nervøs ind i dødshuset.

Han vædede konstant læberne, og hans ansigt var fortrukket og plaget, da han med langt mindre faste skridt end Keitel begav sig op ad trinene til galgen.

Men hans stemme var rolig, da han udtalte sine fem sidste ord i verden: “Jeg hilser dig, mit Tyskland”.

Klokken 02.34 styrtede Jodl ned i skafottets sorte hul.

Arthur Seyss-Inquart blev sidste mand i galgen

Seyss-Inquart var den sidste mand på skafottet. Han havde tjent som østrigsk indenrigsminister og senere rigskommissær i Holland.

Han havde haft ansvaret for jødepogromer og sendt hollændere til slavearbejdslejre i Tyskland.

“Den tjekkoslovakiskfødte Arthur Seyss-­Inquart, som Hitler havde gjort til hersker over Holland og Østrig, var den sidste aktør i dette skuespil uden sidestykke.

Han trådte ind i salen klokken 02.38 iført de briller, der gjorde det let at karikere hans ansigt.

Han så sig bekymret omkring, da han på sin venstre klumpfod humpede hen til galgen. Han besteg skafottet langsomt, mens vagterne hjalp ham.

Da han sagde sine sidste ord, var hans stemme svag, men intens: “Jeg håber, at denne henrettelse er sidste akt i den ­tragedie, der er den 2. verdenskrig, og at lektien, man kan lære, er, at fred og for­ståelse bør herske mellem folke­slagene. Jeg tror på Tyskland”.

Seyss-Inquart styrtede i døden klokken 02.45.

Hermann Görings lig blev fremvist

Til sidst blev Görings lig bragt ind i salen. Howard Kingsbury Smith og de øvrige vidner skulle se, at han rent faktisk var død.

Fange­vogternes forsøg på at vække ham med koldt vand havde gennemblødt hans pyjamas, og hans ansigt var stadig fortrukket i den smerte, selvmordskapslen havde påført ham.

Hans lig blev hurtigt dækket til og ført ud bagved. Dermed sluttede dagens makabre begivenheder. Seancen havde varet blot halvanden time og satte punktum for nazismens rædselsregime.