Nazi-bygninger: Hitlers visioner står endnu

De nazistiske bygningsværker skulle indgyde respekt og emme af tusindårsrigets position som stormagt.

Hitler ansatte tidligt i sin regeringsperiode Albert Speer som chefarkitekt. De var begge kraftigt inspireret af oldtidens græske og romerske arkitektur, hvilket er meget tydeligt på flere af de bygningsværker, der overlevede krigen. F.eks Olympia Stadion i Berlin.

Til gengæld var Hitler ikke synderligt imponeret af tidens store arkitektoniske trend ”Avant Garde” som han anså for at være degenereret.

Ørnereden

I april 1937 fik Martin Bormann, en af Hitlers nærmeste medarbejdere en lys idé. Han ville som gave til Hitler bygge et “tehus” på toppen af Kehlstein-bjerget i Obersalzberg-området i de bayriske Alper. Tehusets placering i 1,834 kilometers højde fik senere de allierede styrker til at navngive det lille tehus “Ørnereden”.

Projektet blev gennemført på rekordtid. Der blev arbejdet hele vinteren – trods snefald og laviner – og i september 1938 stod Kehlsteinhaus klar til at tage imod gæster. Hitler var imponeret, men ikke begejstret for huset. Han led nemlig af svimmelhed og højdeskræk og tålte dårligt den tynde bjergluft

Alt i alt aflagde Hitler kun 14 officielle besøg i Kehlsteinhaus, det sidste i oktober 1940. Hvor mange gange han var der uofficielt, vides ikke, men det var ikke mange.

I slutningen af krigen frygtede de allierede, at Hitler ville forsøge en sidste forsvarskamp i en “Alpefæstning” i Obersalzberg-området. Komplekset blev derfor bombet af Royal Air Force 25. april 1945. Ørnereden skulle også have været bombet, men det lykkedes ikke de allierede at ramme den.

Kehlsteinhaus er i dag et populært turistmål med restaurant og ølstue.

Keroman ubådsbase

I 1940 ønskede storadmiral Karl Dönitz sig en base, hvorfra han kunne styre slagets gang i Atlanten og Nordsøen.

Løsningen blev den umådeligt store og uhyre solide betonklods på halvøen Keroman ud for Lorient på den franske vestkyst.

Byggeriet begyndte i 1941 og stod færdig allerede året efter.

Hele 30 ubåde kunne i ly af betonhvælvingerne serviceres, optankes og bevæbnes, inden de blev sendt på togt for at sænke de allieredes forsyningsskibe.

Da amerikanske styrker i 1945 nåede til Lorient og lynhurtigt indtog byen, nægtede de tyske soldater på Keroman-basen at overgive sig.

Ethvert forsøg på at bombe basens betonmure viste sig frugtesløse, og amerikanerne måtte i sidste ende sulte tyskerne ud.

Basen gjorde militær tjeneste for den franske marine indtil 1997. I dag er den museum.

Prora feriecenter

I 1930’erne var den statslige tyske turistorganisation ”Kraft Durch Freude” verdens største af sin art. Og det enorme feriecenter Prora på øen Rugen var prestigebyggeriet over dem alle.

Prora kunne huse 20.000 feriegæster på én gang. Hovedbygningen alene var 4,5 kilometer lang og var prominent placeret blot 150 meter fra kysten.

Dertil kom syv andre beboelsesblokke, swimmingpools, biografer og i øvrigt alt, hvad den tyske kernefamilie på ferie kunne ønske sig.

Byggeriet var tegnet af Clemens Klotz og blev påbegyndt i 1936.

Prora blev aldrig taget i brug som ferieby. Det næsten færdige byggeri blev stoppet i 1939, og ressourcerne blev overført til militæret, som havde brug for alle de ingeniører og bygningsarbejdere, man kunne støve op.

Under krigen fungerede Prora som flygtningecenter. Da støvet efter 2. verdenskrig havde lagt sig, var Prora havnet på østsiden af jerntæppet, hvor det indtil 1956 husede sovjetiske tropper. Herefter blev det overtaget af det østtyske militær. Prora blev endelig forladt ved Tysklands genforening i 1989.

I dag står det gamle feriecenter ubenyttet hen, men er stadig i relativt god stand.

Flaktårnene

Smag er naturligvis individuelt, men hvad man end synes om de nazistiske bygningsværker, kan man ikke komme uden om én ting: De var solide!

Hitlers flaktårne er endnu et bevis på dette. De blev, som navnet antyder, opført til at huse antiluftskyts-batterier. De nedre dele fungerede som beskyttelsesrum for civile.

Tre blev opført i Berlin, tre i Wien og tre i Hamborg. Adskillige af dem står helt eller delvist endnu trods ihærdige engelske forsøg på at bombe dem i smadder. Dels for at minde om en mørkere tid i Europa, dels fordi de har vist sig lige så besværlige at ødelægge med entreprenørmaskiner som med bomber.

De to tilbageværende i Wien huser restauranter og natklubber.

Det Olympiske Stadion i Berlin

OL i 1916 skulle efter planen have været afholdt i Berlin. Legene blev dog udskudt i 20 år som følge af 1. verdenskrig.

Dermed skulle Berlin være vært for verdens største idrætsbegivenhed i 1936.

Med hele verdens øjne rettet mod Berlin, greb Adolf Hitler chancen for at gøre legene til et gigantisk stykke propaganda for Tyskland og nazismen.

Tyske atleter skulle vinde mere end nogensinde før, og legene skulle huses i de mest pompøse omgivelser, verden endnu havde set.

Med dette beskedne krav startede byggeriet i 1934. Koncessionen på byggeriet gik til brødrene Walter og Werner March. Sønner af arkitekt Otto March, som gik glip af byggeriet i 1916.

Resultatet må have levet op til selv de vildeste forventninger. Det storladne stadion i Grunewald lidt uden for Berlin fylder 1,3 km2. Det smukke atletikstadion Maifeld havde plads til 50.000 tilskuere og amfiteateret Waldbühne just ved siden af 25.000.

Desuden indeholdt anlægget et svømmestadion, et fodboldstadion og en skøjtehal til Ishockey.

I dag har fodboldklubben Hertha Berlin til huse i anlægget, og det gamle atletikstadion gør trofast tjeneste som hjemmebane for den tyske hovedstads traditionsrige fodboldklub og dens tilhængere.