SS-soldater lærer om runer i 1934.

© Scherl/Süddeutsche Zeitung/Ritzau/Scanpix

Nazister på jagt efter ariernes ophav i Norden

Ifølge den nazistiske ideologi nedstammede al kultur og civilisation fra de ariske germanere. I 1930’erne sendte organisationen SS Ahnenerbe sine agenter fra Nazityskland til Norden for at finde spor efter germanernes ophav.

12. juni 2019 af Jan Ingar Thon

I efteråret 1934 beskrev avisen Ny Tid et mærkværdigt fænomen i Sverige. »Mange tyske turister er for tiden ved at oversvømme Bohuslän for at studere helleristninger. Nazisterne har nemlig besluttet sig for, at det tyske blandingsfolk nu kun skal være germansk, og at man derfor vil studere de germanske helleristninger. Hvad der er årsag til dette, har en tysk professor oppe i Munkedal forklaret ved, at han aldrig har følt sig så ærbødig, som da han stod deroppe foran helleristningerne.»

Professoren hed Herman Wirth og var hollænder, men han var blevet smigret da han læste, at avisen beskrev ham som tysk. Wirth var hengiven nazist og hævdede, at alle germanske folkeslag, såvel tyskere og hollændere som skandinaver, tilhørte samme race og havde samme historiske ophav. Han påstod også, at alle verdens kulturer var udsprunget fra en germansk civilisation, der opstod nord for polarcirklen for millioner af år siden. Derfra havde urgermanerne spredt sig til alle verdens afkroge.

SS Ahnenerbe ledte efter ariernes ophav

For omkring 100 000 år siden var denne civilisation gået under, men der var stadig bevaret nogle spor efter den. Vigtigst af disse, mente Wirth, var de skandinaviske helleristninger. Han så disse som levn fra ariernes urgamle religion og alfabet og var rejst til Sverige for at finde bevis for sine teorier.

Idéen om, at verdens ældste civilisation var germansk, og ikke fra Egypten eller Mesopotamien, stemte godt overens med nazisternes raceteorier. I 1935 blev Herman Wirth udnævnt af Heinrich Himmler til leder af det nystartede SS Ahnenerbe institut. Målet var at udforske den germanske races ophav, historie og kultur. Himmler forventede, at forskerne skulle bevise den nazistiske teori om, at den ariske eller germanske race var alle andre overlegen.

Wirth fik alle de ressourcer, han ønskede, stillet til rådighed. I sommeren 1936 gennemførte han sin første ekspeditionsrejse til Bohuslän for at lave afstøbninger af områdets helleristninger. 

Den tyske ekspedition ved helleristningerne i Tanum 1935.

© Herman Wirth/Svenskt Hällristnings Forsknings Arkiv

Yrjö Grönhagens finske teori

På samme tid befandt den finske antropologistuderende Yrjö Grönhagen sig på en vandretur gennem Europa. Han kom fra en familie med stærkt konservative og antikommunistiske holdninger og en stor sympati for nazismen. I Tyskland lykkedes det Grönhagen at træffe Himmler for at forklare sin yndlingsteori. Han hævdede, at finnerne, trods deres sproglige afvigelse, havde samme ophav som de germanske folk. »Finnernes ydre afslører deres ophav. De er høje og blonde, med blå eller grå øjne. Racemæssigt hører de helt klart hjemme i Vest- og Nordeuropa,» påpegede Grönhagen.

Himmler ville have finske kulter

Himmler lod sig overtale af den unge og karismatiske finne. SS-lederen var især interesseret i Karelen, som Grönhagen beskrev som et område i Finland, hvor »bøndernes liv fortsat er præget af hedenske traditioner, magi og sange.» Himmler ville gerne erstatte kristendommen med en germansk, hedensk religion. Han var allerede i gang med at udarbejde ritualer til en kult. Nu fik Grönhagen til opgave at bidrage ved at dokumentere finnernes urhedenskab.

Timo Lipitsä, her med en kantele, var en af dem, som Yrjö von Grönhagen optog i Finland.

© Museiverket, Musketti

I byen Suistamo mødte Grönhagen den gamle sanger Timo Lipitsä. Han havde aldrig gået i skole, kunne hverken læse eller skrive og vidste ingenting om den moderne verden. Da Grönhagen bad Liptisä synge noget fra det finske nationalepos Kalevala, svarede han, at det havde han aldrig hørt om før.

Gennem hele sommeren i 1936 dokumenterede Grönhagen de karelske traditioner gennem fotografier og lydoptagelser. I efteråret rejste han til Berlin med hundredvis af dokumenterede sange og ritualer.

En fornøjet Himmler udnævnte ham herefter til chef for et nyt departement for Finsk-germanske studier. På sit kontor hængte Himmler et stort fotografi af sangeren Timo Lipitsä op.

Sverige forbød afstøbninger

I sommeren 1936 startede Wirth en ny ekspedition, men nu havde de svenske myndigheder fået nok. Man opdagede, at Wirth havde skadet flere vigtige fortidsminder og havde efterladt flere gipsforme fra den foregående sommers ekspedition. De svenske myndigheder forbød til sidst Wirth at lave nye afstøbninger, men Wirth var alligevel ganske tilfreds, da han vendte hjem til Berlin i oktober 1936 med sine 221 afstøbninger. 

Han skrev til Himmler: »Dette er en samling, hvis lige verden aldrig tidligere har set. Den som vil studere den nordiske race og disse helleristninger bliver nødt til at rejse til Deutsches Ahnenerbe i Tyskland. Det er her de vigtigste monumenter bliver samlet.»

Herman Wirth i Sverige på jagt efter den germanske races ophavssted.

© Carl Amunder/Svenskt Hällristnings Forsknings Arkiv

Wirth havnede i unåde

Hjemkomsten til Berlin blev dog et chok for Wirth. Adolf Hitler havde offentligt fordømt hans forskning som »en samling rygter og sagn» og »vage nordiske forestillinger." Også Himmler var blevet træt af Wirths evindelige budgetoverskridelser: »Jeg vil ikke deltage i sådanne politiske fjollerier, som også ruinerer os økonomisk! Det må gøres klart overfor professor Wirth, at hvis ikke SS havde beskyttet ham, bør han vide at han var havnet i et fængsel eller en arbejdslejr.»

Himmlers nye favorit indenfor Ahnenerbe blev den tyske arkæolog Herbert Jankuhn. Han ledte udgravningerne af Dannevirke og den gamle danske bosættelse Hedeby i Slesvig. Det var et prestigeprojekt, som stod under Himmlers personlige beskyttelse. 

Jankuhn publicerede flere populærhistoriske artikler om sine fund, og han fremstillede fortidens germanere som primært fredelige overmennesker. Men han hævdede også, at have fundet bevis for, at de var dygtige krigere, når de blev tvunget til at forsvare sig eller måtte erobre nyt land til deres folk. Hitler anvendte næsten de samme argumenter til at retfærdiggøre sin erobringskrig.

I 1941 krævede norske nazister, at de skulle have Snartemosværdet, så de kunne overrække det til Himmler under hans besøg i landet. Ingen ved universitetets oldtidssamling ville afsløre, hvor det lå gemt på trods af, at to professorer og universitetets rektor blev anholdt.

© Eirik Irgens Johnsen/Kulturhistorisk museum

Efter 2. verdenskrigs udbrud fik Jankuhn et særligt ansvar for germanske fortidsminder. Ofte handlede det om en regulær plyndring af kulturskatte i besatte lande. I 1940 dukkede Jankuhn op i Oslo, som han tidligere havde besøgt under arkæologiske kongresser, men nu bar han en sort SS-uniform og forklarede højtideligt, at alle fortidsminder og arkæologiske udgravninger nu stod under hans beskyttelse.

Snartemosværdet i Norge

Det blev starten på en fem år lang kamp mellem nazister og norske arkæologer. Særligt bitter blev kampen om Snartemosværdet, et jernaldersværd fra 500-tallet, der var blevet fundet i det sydlige Norge i 1933. Sværdet var dekoreret med en slags hagekors, hvilket gjorde det attraktivt for nazisterne.

Wirths afstøbninger af helleristningerne lå hengemt i en kælder i Berlin, efter at han var raget uklart med Himmler. Først i 1990’erne blev de udstillet på et museum i byen Spital am Pyhrn i Østrig. Udstillingen blev indviet af en af Ahnererbes gamle medarbejdere. Det som blev vist der, var alt, hvad der var tilbage af SS’ernes jagt på den ariske races ophav i norden. l

Måske er du interesseret i...

Læs også