Nazisterne knuste de homoseksuelles paradis

Ved nummerets afslutning river Hansi Sturm sine kunstige bryster af og kaster dem ud til publikum. Tilskuerne kvitterer med et ekstatisk bifald.

Hansi Sturm modtager prisen som “Miss Eldorado”, og med cocktails og kabaret fester barens gæster igennem til den lyse morgen.

Men festen for de seksuelle minoriteter i Tyskland nærmer sig sin afslutning. I kulissen lurer nazisterne. De betragter homoseksualitet som en sygdom, der skal bekæmpes med alle midler.

Homoseksuelle trivedes i Berlin

“Eldorado” var langtfra det eneste homoseksuelle fristed i 1920’ernes Tyskland. Ifølge den tyske læge og sexolog Magnus Hirschfeld (1868-1935) eksisterede der i 1923 mellem 90 og 100 homobarer alene i Berlin.

I andre tyske storbyer som Hamborg og Hannover var der også rig mulighed for at frekventere homobarer og transvestitklubber.

Magnus Hirschfeld spillede selv en vigtig rolle i kampen for rettigheder til homoseksuelle i Tyskland. I 1897 grundlagde Hirschfeld Det Videnskabelige Humanitære Udvalg – et forum, der skulle samle personer fra hele verden, som beskæftigede sig med forskning i seksualitet.

Formålet var at bekæmpe fordomme – og i sidste ende få afskaffet paragraf 175 i den tyske straffelov, der kriminaliserede homoseksualitet. Selvom det på papiret var ulovligt at være homoseksuel, blev særligt Berlin verdenskendt for sin tolerance over for de “seksuelle afvigere”.

Den første homobar i Berlin åbnede i 1880, og frem til begyndelsen på 1. verdenskrig i 1914 skød intet mindre end 40 homobarer op i den tyske hovedstad.

Efter krigens afslutning i 1918 gik Tyskland fra monarki til demokrati med grundlæggelsen af Weimarrepublikken. Frem til nazisternes magtovertagelse i 1933 voksede frisindet i det unge demokrati, og Berlin blev centrum for en ekstravagant festkultur – kendetegnet ved rigelige mængder sprut, stoffer og frisind.

Weimarrepublikken havde afskaffet censur, hvilket fik publikationen af magasiner og tidsskrifter henvendt til bøsser og lesbiske til at eksplodere. Det mest succesfulde magasin hed “Die Freundschaft” (Venskabet) og udkom første gang i august 1919. Fire år senere var oplaget fordoblet fra 20.000 til 40.000 eksemplarer.

Samme år som “Die Freundschaft” udkom første gang, åbnede lægen Magnus Hirschfeld verdens første Institut for Seksualvidenskab i Berlin. Instituttet forskede i homoseksualitet og transseksualitet – og Hirschfelds arbejde gjorde ham både berømt og berygtet i hele Europa.

Instituttets opgave var at søge videnskabelige beviser for, at homoseksualitet og transseksualitet ikke skyldes et fordærvet sind – hvilket mange i samtiden mente – men snarere er biologisk betinget. Som Magnus Hirschfeld formulerede det i 1919:

“Snart kommer dagen, hvor videnskab vil sejre over fejl, retfærdighed vil sejre over uretfærdighed, og menneskets kærlighed vil sejre over menneskets had og uvidenhed”.

Magnus Hirschfeld tog gruelig fejl.

Den homoseksuelle topnazist

Langtfra alle i det tyske samfund hilste den homoseksuelle opblomstring velkommen. I 1928 udtalte nazistpartiet sig officielt om homoseksualitet, og her var der hverken kærlighed eller tolerance at spore:

“Fri kærlighed og afvigelse er udisciplineret. Derfor afviser vi den homoseksuelle, ligesom vi afviser alt andet, som skader vores nation. Enhver, der tænker på homoseksuel kærlighed, er vores fjende”.

Da Adolf Hitler kom til magten i 1933, slog han hårdt ned på de “seksuelt afvigende elementer” i samfundet. Magnus Hirschfeld, som selv var både homoseksuel og jøde, var en gigantisk torn i øjet på Føreren. Den 6. maj 1933 blev Hirschfelds Institut for Seksualvidenskab derfor vandaliseret og plyndret af nazisterne.

Alle data og alt forskningsarbejde blev brændt, og Magnus Hirschfeld flygtede først til Schweiz og dernæst til Paris, hvor han uden held forsøgte at genetablere sit institut. Han døde af et hjerteanfald i byen Nice den 14. maj 1935.

På det tidspunkt havde Hitler og hans håndlangere for alvor sat diskriminationen af de seksuelle mindretal i system. I 1933 begyndte nazisterne systematisk at lukke homobarerne i Berlin og de andre tyske storbyer.

Mange homoseksuelle mærkede den truende fare og flygtede ud af landet, men en stor del blev i Tyskland.

En del af de tilbageblivende sluttede sig til nazisternes paramilitære gruppe Sturmabteilung (forkortet SA). De håbede, at gruppens leder, Ernst Röhm, ville holde hånden over dem. Röhm var selv homoseksuel, hvilket blev alment kendt, da en socialdemokratisk avis outede ham i 1931 for hans “hårrejsende depraverede opførsel”.

Hitler fredede ham. Men ud over at Ernst Röhms homoseksualitet mildest talt ikke svarede til nazisternes idealer, blev hans bøllehær af SA-mænd også en trussel. Hitler frygtede, at Ernst Röhm pønsede på en socialistisk revolution, der ville afsætte ham som enehersker.

Hitler iværksatte derfor en udrensning af Ernst Röhm og en lang række andre politiske modstandere internt i nazistpartiet. Udrensningen blev kendt som “de lange knives nat” og blev udført den 30. juni 1934 af elitekorpset SS og det hemmelige politi Gestapo.

Med Ernst Röhm ryddet af vejen begyndte nazisterne at slå endnu hårdere ned på de homoseksuelle. I 1934 udsendte Gestapo en ordre til politistationerne i Tysklands større byer med krav om, at de udarbejdede en liste over mænd, som var kendt af myndighederne for at praktisere homoseksualitet.

Året efter skærpede nazisterne desuden paragraf 175, der forbød homoseksualitet. Nu blev det ikke blot langt lettere at anholde personer for “homoseksuel adfærd”, straffen blev også langt hårdere. Hvor homoseksuelle før skærpelsen risikerede en dom på mellem én dag og fem års fængsel, gik straframmen nu fra tre måneder op til 10 år.

Disse tiltag fik antallet af arrestationer af homoseksuelle til at eksplodere. I 1936 blev over 5.000 personer anholdt for at overtræde paragraf 175 – det svarede til mere end en femdobling i forhold til to år før.

Himmler afskyede homoseksuelle

Homoseksuelle har oplevet forfølgelse i Europa i årtusinder, så Tyskland var ikke noget særtilfælde. Men hvor andre lande gradvist fik en mere liberal holdning, fandt nazisterne grunde til at skærpe forfølgelsen af mændene.

For det første var det en udbredt holdning blandt videnskabsfolk, at homoseksualitet var uløseligt forbundet med kriminalitet – fx prostitution og mord.

For det andet anså nazisterne, og i særdeleshed SS-lederen Heinrich Himmler, homoseksuelle mænd som en trussel mod det tyske folks overlevelse.

Himmler ønskede, at der skulle fødes så mange ariske børn som muligt – og den ambition stod de homoseksuelle i vejen for.

“7-8 pct. af Tysklands mænd er homoseksuelle. Hvis det bliver ved på den måde, falder vores nation fra hinanden pga. denne pest. De, der dyrker homoseksualitet, snyder Tyskland for de børn, de skylder hende”, sagde han under en tale i 1937.

Tre år senere bestemte Himmler, at alle homoseksuelle mænd skulle sendes i kz-lejr, når deres fængselsstraf var afsonet. Her skulle de genopdrages til heteroseksualitet gennem hårdt arbejde.

Homoseksuelle kvinder havde Himmler tilsyneladende ingen nævneværdige problemer med. Deres barer og magasinet “Die Freundin” (Veninden) blev lukket i 1933, men kvinderne gik fri for straf. Muligvis mente Himmler, at lesbiske nemt kunne overtales eller tvinges til at føde børn.

Paragraf 175 blev fastholdt

De homoseksuelle fanger i kz-lejrene bar en lyserød trekant som kendetegn. Og selvom de ikke blev systematisk udryddet som jøderne, var det langtfra sikkert, at de slap ud af lejrene i live.

Optællinger fra kz-lejre med mange homoseksuelle indsatte – fx Sachsenhausen – viser, at dødeligheden for homoseksuelle lå på op mod 60 pct. Mange døde af udmattelse pga. det hårde arbejde, andre bukkede under for sygdomme som diarré og dysenteri.

Tortur og mishandling var også en udbredt årsag til dødsfald blandt de homoseksuelle fanger. Kastrering og forskellige medicinske eksperimenter skulle kurere fangerne for deres “sygdom”, men behandlingerne endte ofte med at koste patienterne livet.

Mindst 100.000 homoseksuelle blev anholdt under nazisternes rædselsregime. 50.000 af dem blev dømt, og op mod 15.000 endte i kz-lejre, hvor knap to tredjedele omkom.

Selvom diskriminationen aftog i efterkrigstiden, var de homoseksuelle i Tyskland stadig et jaget mindretal. Paragraf 175, som siden 1871 havde kriminaliseret homoseksualitet, blev nemlig håndhævet til 1967 i DDR og i Vesttyskland indtil 1969.