Der var få kilometer til Antarktis' pakis. Ekspeditionsleder Alfred Ritscher stod på dækket af skibet M/S Schwabenland og hørte en matros råbe gennem den frostklare morgenluft:
“Eis voraus” (is forude). Datoen var den 19. januar 1939.
Nazisterne døbte det territorium, de udforskede på Sydpolen, Neu Schwabenland (området er omtrentlig markeret med flaget).
Antarktis/1938-1939
Tyskland sendte i 1901 og 1911 ekspeditioner af sted til Antarktis. De var begge videnskabelige og skulle fastslå, hvorvidt kontinentet var ét stykke land, ved at forsøge at krydse isørkenen. Ekspeditionen i 1938-1939 var derimod motiveret af ønsket om et større imperium og de ressourcer, som havet kunne tilbyde den snart krigsførende nation.
Sejlturen fra Hamborg havde taget en måned, og inden da havde Ritscher brugt et halvt år på at forberede polarekspeditionen, der med et budget på tre mio. rigsmark var sat i værk af selveste Hermann Göring, Luftwaffes øverste leder.
Hvalkød, forskning og mineraler
Der var gået 27 år siden den sidste officielle tyske Antarktis-ekspedition. I 1912 havde den tyske geofysiker Wilhelm Filchner nået samme kontinent, som nu bredte sig ud foran stævnen på M/S Schwabenland.
I de knap tre årtier, der var forløbet siden da, havde Storbritannien, Rusland, Frankrig og Norge gjort territorialkrav på Antarktis.
Det var ikke mindst hvalfangsten, der trak stor interesse, også i Tyskland, hvor 80 mio. indbyggere skulle brødfødes – og der var krig på vej.
Vedligeholdelsen af de tyske fødevarelagre var Görings mest tungtvejende argument for Tysklands fireårsplan (1938-1942), der skulle sikre erobring af kyst og land på Antarktis.
Invasion uden våben
Han gik 210 km i minus 30 grader
Projektet krævede en leder, som ikke blot kunne manøvrere et skib mellem isbjerge. Han skulle også kunne flyve et fly. I 1938 var Alfred Ritscher en erfaren 60-årig, som havde erhvervet sig pilotcertifikat i Luftwaffes tjeneste. Han havde desuden deltaget i en ekspedition igennem Nordøst–passagen, hvor han redede besætningen ved at vandre 210 km tværs over Svalbard i 30 graders frost, efter at skibet frøs fast i isen.
Tusinder af flyfotos
Der blev taget 11.000 billeder af cirka 350.000 km2. Det krævede erfarne fotografer med kendskab til kortlægning samt stabile kameraer med film, der kunne holde til kulden. Flyselskabet Lufthansa stiftede i 1926 Hansa Luftbild, som deltog i ekspeditionen. Selskabet opererer stadig i hele verden.
33 mand skulle forsyne riget med sæbe og margarine
Da ekspeditionen sejlede fra Hamborg den 17. december 1938, var der 33 mand om bord. Officerer, matroser, videnskabsfolk, fotografer og piloter skulle sammen sikre en sejr til Det Tredje Rige. Oceanografer, geofysikere, meterologer og især havbiologer fra “Institut for Hvalforskning” tog med på togtet. Hvalfangst i området kunne spare Det Tredje Rige for store valutaudgifter til især Norge, som årligt leverede 200.000 tons hvalolie til Tysklands produktion af sæbe og margarine.
Ud over hvalfangst og fiskeri var Göring lydhør for, at polarforskningen var et forsømt område på tyske universiteter. Desuden håbede lederne i Det Tredje Rige på at finde værdifulde ædelmetaller og andre mineraler under den tykke is.
Men især olie ville gøre det nemmere for Hitlerog hans generaler at planlægge fremtidens store felttog. Ingen kendte dog noget til omfanget af naturressourcer på Antarktis, og slet ikke til, hvad det krævede at udvinde dem.
En væsentlig gulerod for nazisternes ledere var propagandaværdien. De havde brug for at vise deres storhed frem for folket og resten af verden.
“Lampen bliver tændt. I næste øjeblik slynges Boreas hen ad den korte katapult. Flyet er i luften”. Beskrivelse af affyringen af en af vandflyverne.
Både Østrig og Sudeterlandet var nu indlemmet i det tyske storrige, og en invasion af Polen lå lige om hjørnet. En erobring af en stor del af det ugæstfrie kontinent ville slå landets nyvundne status som stormagt fast.
Endelig havde muligheden for etablering af flådebaser en strategisk interesse. Herfra kunne tyskerne kontrollere skibstrafikken i ishavet.
I 1938 fandtes ingen reel international myndighed, og Tyskland havde desuden meldt sig ud af Folkeforbundet, der var forløberen til FN. Ingen kunne med loven i hånden afvise de tyske ambitioner.
To flyvere kortlægger Schwabenland
Den 19. januar 1939, efter en næsten problemfri sejlads, nåede M/S Schwabenland sin destination ved pakisen. Den første opgave var at overflyve og fotografere de store vidder til den kommende kortlægning.
Dertil var skibet lastet med to vandflyvere – Boreas og Passat – som kunne lette fra en katapult på dækket og lande på vandet for at blive hejst op igen af skibets kran. Nu var spørgsmålet blot, om katapulten fungerede i den kolde luft.
Vandflyverne Boreas og Passat var altafgørende i kortlægningen af Neu Schwabenland på Antarktis. De blev skudt af fra en rampe på skibets dæk og hejst om bord med kran.
Den tyske historiker Heinz Schön beskriver den første flyvning i sin bog “Myten om Neu-Schwabenland – På Sydpolen for Hitler”:
“Luftkaptajn Richard Heinrich Schirmacher klatrer ind i flyet, derefter følger flymekaniker Kurt Loesener, navigatør Erich Gruber og til sidst fotograf Siegfried Sautner. Dørene lukkes. Boreas er startklar. Ved katapulten står værkmesteren for startmandskabet, Herbert Bolle. Han venter på, at flyvelederen tænder signallampen og giver grønt lys. Lampen bliver tændt. I næste øjeblik slynges Boreas hen ad den korte katapult. Flyet er i luften”.
I de kommende to uger skulle de to Dornier-Wal-fly Boreas og Passat overflyve 600.000 km2 og med deres Zeiss-kameraer tage mere end 11.000 fotos. Ved en flyvehøjde på 3.000 meter skulle hvert enkelt fly – i teorien – være i stand til at overflyve 200.000 km2 på en fuld tank.
I praksis viste det sig kun muligt at dække maksimalt 65.000 km2 per flyvning.
Vandflyverne spillede en afgørende rolle i kortlægningen af Neu Schwabenland.
Det blev til i alt 15 flyvninger, men mandskabet kunne sandsynligvis have nået endnu flere, hvis ikke det var fordi, Passats motorer viste svaghedstegn under de ekstreme vejrforhold med kulde og stærk vind.
Ekspeditionens øvrige videnskabsfolk arbejdede intenst på at indsamle så mange data som overhovedet muligt inden hjemrejsen, der var planlagt til den 6. februar.
Oceanograferne målte dybdeforhold og saltindhold i vandet, mens biologerne brugte tiden på at studere Antarktis’ måske mest kuriøse beboere: pingvinerne. Enkelte af dem blev taget om bord og kom med tilbage til Europa.
Hagekors bliver spredt i tusindvis
Nu manglede ekspeditionen blot at sætte Det Tredje Riges spor i isen. Med i lasten havde Ritscher tusinder af flag med hagekors på metalspyd.
De blev kastet ud fra Boreas og Passat og stadfæstede grænsen omkring det godt 600.000 km2 store område, man havde “opdaget”.
Flyvende tallerkner er en del af de mange forestillinger om Neu Schwabenland.
Føreren flygtede til Antarktis!
I juli 1945 dukkede en tysk ubåd op i den argentinske havneby Mar del Plata. Besætningen på U-530 overgav sig hurtigt og blev afhørt. Hvorfor turen over Atlanten tog dem to måneder, gav de ikke noget svar på.
Ubådens ankomst gav næring til vilde rygter om, at Adolf Hitler forinden var blevet sejlet til Neu Schwabenland, hvor den tyske antarktis-ekspedition i 1938 kunne have anlagt en underjordisk base.
Rygtestormen blev ikke mindre af, at der efter 2. verdenskrig blev observeret “flyvende tallerkener”, der angiveligt kom fra Antarktis og anvendte en teknologi udviklet af tyske forskere på BMW-fabrikken i Prag.
Ritscher skriver:
“Billederne dækker et areal på over 350.000 km2 (...); derudover kan medregnes et randområde på 250.000 km2. Det samlede areal omfatter således mere end 600.000 km2. Det har fået navnet Neu Schwabenland. Arealet er på alle flyveruter blevet markeret med metalspyd med påhæftede hagekors og rigsflag. Ved denne kortlægning, markering og navngivelse af Neu Schwabenland har Tyskland nu taget det første skridt til at stadfæste sine rettigheder til dette område. Deraf følger, at riget som resultat af denne ekspedition har fuldgyldig medbestemmelsesret i opdelingen af Antarktis mellem de interesserede magter. Af allerstørste betydning for denne ekspedition er ligeledes retten til at deltage i hvalfangsten i de antarktiske vande”.
Det var store ord, ikke mindst taget i betragtning af at Norge forinden havde udforsket området og den 14. januar 1939 fremsat territoriale krav på “Dronning Mauds Land”, som nordmændene havde døbt området.
Ritscher havde endda medbragt norske kort, som hjælp til at udstikke flyveruterne over det “uudforskede” land.
Godt nok var kortene ikke helt så nøjagtige, som det kunne ønskes, men de var en god hjælp. Ritscher var trods alt stolt, og alle på ekspeditionen så frem til en jublende modtagelse i faderlandet.
Ekspeditionen får kølig modtagelse
Efter 65 dages sejlads anløb ekspeditionen havnen i Cuxhafen ved Hamborg.
Der var langt mellem klapsalverne på kajen, og togtet fik ingen rosende omtale i aviserne – bortset fra få notitser, som for det meste handlede om de store kongepingviner, man havde medbragt fra Antarktis. Ikke engang en pressekonference blev det til.
Alfred Ritscher (grinende mand tv.) og hans mænd tog en flok pingviner med hjem til Tyskland.
Ingen nationer anerkendte Nazitysklands krav om retten til Neu Schwabenland. Norge havde tidligere gjort krav på området og udsendte straks en officiel protest, der naturligvis blev afvist af Göring.
Han var dog travlt beskæftiget med at forberede en verdenskrig og tog ikke yderligere initiativer til at sikre retten til det store kontinent i syd.