Den 15. september 1935 nærmer nazistpartiets ugelange fejring af sig selv i byen Nürnberg sin afslutning. I den store sal i byens kulturforeningshus sidder medlemmerne af Tysklands rigsdag og venter utålmodigt.
De er alle ekstraordinært blevet hidkaldt til Nürnberg af Tysklands diktator Adolf Hitler. Han vil have dem til at godkende en række lovudkast, han har forfattet natten i forvejen. Lovene omhandler de tyske jøder – nazisternes største fjende.
“Fra talløse steder er klager indløbet om provokerende opførsel blandt individer fra dette folkeslag”, raser Føreren fra talerstolen og fortsætter: “Den eneste måde at løse problemet er via lovgivning”.
Da talen er forbi, bryder salen ud i jubel. “Heil Hitler, Heil Hitler, Heil Hitler”, lyder det taktfast. De nye love – senere kendt som Nürnberg-lovene – skal beskytte Tysklands ariske befolkning mod jøderne.
Fra nu af skal en tysk statsborger være af tysk eller beslægtet blod. Alle jøder i Tyskland mister derfor deres statsborgerskab, og samtidig forbydes ægteskab og seksuelle relationer mellem jøder og tyskere.
Med lovene indleder Nazityskland officielt sin kamp imod Europas jøder – en kamp, som få år senere kulminerer i udryddelsen af seks mio. mennesker.
Nürnberg-lovene betød, at ægteskaber mellem tyskere og jøder var strengt forbudt.
Tysk blod: Fire tyske bedsteforældre betød, at en person var fuldblodstysker. Ægteskab og seksuelt samkvem med jøder eller halvjøder var forbudt. Ægteskab mellem fuldblodstyskere og kvartjøder var dog tilladt, da deres børn kun ville blive 1/8 jøder.
Kvartjøder: En kvartjøde havde kun én jødisk bedsteforælder og måtte gifte sig med tyskere. Ægteskab med andre kvartjøder var forbudt, for så forblev deres barn kvartjøde.
Halvjøder: En halvjøde var en person med to jødiske bedsteforældre. Halvjøder skulle søge om særlig tilladelse for at indgå ægteskab og fik ofte kun lov til at gifte sig med jøder eller andre halvjøder.
Jøder: Personer med tre eller fire jødiske besteforeldre ble regnet som fullblods jøder, uansett religiøs overbevisning. Fullblods jøder fikk verken gifte seg eller ha seksuelt samkvem med ikke-jøder.
Kun én procent af tyskerne var jøder
Da Nürnberg-lovene blev vedtaget i 1935, havde Tyskland omkring 500.000 jøder, der officielt bekendte sig til jødedommen. Det svarede til mindre end én procent af den tyske befolkning.
Ikke desto mindre mente nazisterne med Hitler i spidsen, at jødernes tilstedeværelse i Tyskland truede selve det tyske folks eksistens:
“Den sorthårede jødiske yngling ligger og venter i timevis, med et djævelsk blik i øjnene, gloende og spionerende på den uforberedte pige, som han planlægger at forføre, hvorved han besudler hendes blod og røver hende fra hendes eget folk”, skrev Hitler i sin bog “Mein Kampf”.
Ifølge Hitler arbejdede jøderne i al hemmelighed for at erobre verdensherredømmet og stod bag alt fra bolsjevismen og international kapitalisme til USA's regering. Nazisterne ønskede derfor at gøre forholdene for jøderne så uudholdelige, at de forlod Tyskland.
Da nazisterne i 1933 fik magten i Tyskland, beordrede partiet alle jødiske embedsmænd tvangspensioneret, og snart efter blev de også udelukket fra at arbejde som instruktører, skuespillere og andre stillinger inden for tysk kulturliv.
En del partimedlemmer mente imidlertid, at partiet var for blødsødent over for jøderne, og stod i sommeren 1935 bag en bølge af voldelige overfald og racistisk gadeuro.
Det bekymrede Hitler, som ønskede at fremstå som en statsmand, ikke som leder af en samling bøller, ikke mindst med tanke på, at Tyskland i 1936 skulle være vært for de olympiske lege.
Nürnberg-lovene tilfredsstillede i et vist omfang den åbenlyst voldelige gruppe af nazister, og antallet af voldsepisoder faldt efter vedtagelsen.
Af samme grund betragtede en del jøder også racelovene som det mindste af to onder. Det varede ikke ved.
Victor Klemperers dagbogs-notater blev først offentliggjort 35 år efter hans død i 1960.
Jødisk professor nægtede at flygte
I 1995 blev en af 2. verdenskrigs måske vigtigste dagbøger udgivet i Tyskland. Dagbogen var skrevet af den jødiske litteraturprofessor Victor Klemperer, der i årene 1933-45 nedskrev sit vidnesbyrd om, hvordan det var at leve som jøde i Nazityskland.
Klemperer, der boede i en forstad til Dresden, var 54 år, da Nürnberg-lovene blev vedtaget i 1935. Han havde kæmpet i den tyske hær under 1. verdenskrig og var konverteret til kristendommen, da han giftede sig med sin tyske hustru.
Klemperer nægtede derfor at flygte – Tyskland var hans hjem, mente han: “Vi må blive her og klare os, så godt vi kan”, skrev han i 1935.
Hans dagbog beskriver i detaljer, hvordan nazisterne først udelukkede jøderne fra samfundet og senere gjorde alt for at udrydde dem.
Klemperer overlevede mod egen forventning krigen og flyttede tilbage til Dresden, hvor han tilbragte resten af sit liv.
Jøderne lukkes ude af samfundet
Nürnberg-lovene gjorde jødiskhed til et spørgsmål om antallet af jødiske bedsteforældre. En eller to jødiske bedsteforældre betød, at man var mischling – “en blanding” – med færre rettigheder, end det nazisterne betegnede som “tyskere af blodet”.
Mischlinge havde dog stadig mulig-heder for at få lov til for eksempel at uddanne sig og få job i det offentlige. Tre eller fire jødiske bedsteforældre betød til gengæld klassifikation som heljøde med yderst begrænsede rettigheder, der hele tiden blev færre.
“Jeg er ikke længere tysker eller arier, men jøde og skal være taknemmelig, hvis man lader mig være i live”, skrev den jødiske professor Victor Klemperer, der i 1935 blev tvangspensioneret fra Dresdens tekniske universitet.
Med henvisning til “folkets sunde retsfølelse” lukkede nazisterne for jøders adgang til uddannelse, biblioteker, offentlige transportmidler og parker. Intet var for småt til at blive reguleret, så det generede jøderne mest muligt.
“Det er ikke de store ting, der er vigtige for mig, men dagligdagens tyranni. 1000 myggestik er værre end ét slag i hovedet. Jeg observerer og noterer myggestikkene”, skrev Klemperer.
I oktober 1936 fik han besked på, at han ikke længere kunne bruge bibliotekets læsesal. To måneder senere blev han også tvunget til at lukke sin telefon.
I mellemtiden havde Hitler skruet op for propagandaen mod jøderne i sine taler, hvor han advarede mod jødernes forsøg på at omvælte den tyske stat.
“Jøderne skal ud af Tyskland, faktisk helt ud af Europa. Chefen (Hitler, red.) er fast besluttet på det”, skrev Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, i september 1937.
Langsomt, men sikkert blev jøderne degraderet til dyr, der end ikke tilhørte menneskeracen: “Overalt på min vej står skilte: Jøder ikke velkomne!, og nu piskes jødehadet op på ny. Jøderne myrder Spanien, jøderne er et folk af forbrydere, alle forbrydelser kan føres tilbage til jøden”, forklarer Klemperer.
En tysk kvinde har fået et skilt om halsen med en tekst, der fortæller, at hun er et “svin, der kun ligger i med jøder”.
Nazisterne frygtede den jødiske mand
Mere end noget andet frygtede nazisterne, at jøderne skulle “ødelægge” det tyske blod. Det var en udbredt tro, at blot en enkelt jødisk sædcelle kunne ødelægge den tyske kvindekrop permanent, så hun fremover fødte jødisk udseende børn – selv hvis faren var tysk.
Derfor forbød nazisterne med Nürnberg-lovene alle ægteskaber og seksuelle relationer mellem tyskere og jøder.
Med forbuddet fulgte en lind strøm af anonyme og oftest løgnagtige anklager om, at jøder havde haft forbudte seksuelle forhold.
En sådan anklage var svær at forsvare sig imod, medmindre den anklagede var lige så heldig som fx Salomon Rothschild.
Da han blev anklaget for at have haft et forhold til en ung, tysk kvinde, gik hun til en læge-undersøgelse, der beviste, at hun stadig var jomfru.
Rothschild slap for fængsel, men mistede alligevel sit firma og fik efterfølgende kun en beskeden erstatning.
Hundreder myrdes i gaderne
I august 1938 blev alle jøder ved lov tvunget til at tilføje “Israel” eller “Sarah” til deres navn: “Det var til at grine ad, hvis ikke det lige var, fordi man kunne miste forstanden af det”, forklarer Klemperer.
Hitlers offensiv kulminerede 9. november 1938 med den såkaldte krystalnat, hvor jødiske synagoger og butikker blev ødelagt og hundrede mennesker myrdet.
Bagefter blev de tyske jøder pålagt at betale for de materielle skader, volden havde forårsaget. Lovenes, chikanens og voldens vigtigste formål var at gøre tyske jøders liv så utåleligt, at de foretrak at forlade landet.
Og det virkede – også selv om nazisterne krævede store beløb for at give udrejsetilladelser. Nok skulle jøderne ud, men deres værdier måtte ikke forlade Tyskland.
Omkring 70.000 jøder forlod Tyskland, kort efter Hitler kom til magten i 1933. Herefter gik udvandringen lidt langsommere indtil krystalnattens voldsorgie, der fik titusinder af jøder til at flygte ud af landet.
Også Victor Klemperer overvejede at flygte og søgte råd hos en tysk embedsmand, der sad i rådgivningen for udvandrere: “Det fremgik af hans forklaringer, at de faktisk kun ville slippe os ud, når vi var ribbet for alt”.
Han opgav derfor sin plan. Men mange andre var villige til at efterlade deres værdier. I 1939 forlod hele 77.000 jøder Tyskland på trods af store vanskeligheder med at finde et land, der ville tage imod dem.
Bl.a. fik 10.000 uledsagede børn kun lov til at komme til Storbritannien mod en betydelig kaution til den britiske stat.
Borgere i byen Leissling klæder sig ud som jøder med falske næser for at fejre jødernes fordrivelse.
Krigen bryder ud
I 1939 var den nazistiske drøm om et “jødefrit” Tyskland på vej til at blive en realitet. Da 2. verdenskrig brød ud i september 1939, var omkring 282.000 af Tysklands oprindeligt cirka 500.000 jøder og 117.000 af Østrigs 174.000 jøder emigreret.
Blandt dem var den tyske fysiker Albert Einstein og den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud, som begge tog til USA. Men den tyske invasion af Polen ændrede billedet radikalt.
Pludselig levede flere millioner jøder under nazistisk styre. Og flere kom til, efterhånden som de tyske hære underlagde sig det meste af Europa.
Nazisternes løsning på det, de betegnede som “jødeproblemet” i de nyerobrede territorier, var indtil videre at samle jøderne i enorme ghettoer, hvor de blev brugt som slavearbejdere.
Også i selve Tyskland besluttede nazisterne sig for at samle jøderne i særlige områder. I maj 1940 blev Victor Klemperer tvunget til at opgive sit hus og i stedet flytte ind i en lejlighed i et såkaldt “jødehus” – et af mange, som myndighederne brugte til at samle jøder i.
“Endnu kan vi ikke overskue, om vi kan skabe os en udholdelig tilværelse”, beretter Klemperer i sin dagbog. Samtidig blev jødernes muligheder færre og færre.
I 1941 blev det forbudt jøder at få leveret mælk, at ryge og bruge offentlige telefoner. De skulle desuden bære en synlig gul jødestjerne på tøjet.
Samme år blev det helt forbudt for jøder at forlade Tyskland, og flere og flere blev sendt i kz-lejre: “Anholdelser for enhver kriminalitet – hvor lille den så end er – er lig med en dødsdom. Ingen vender tilbage”, skrev Klemperer.
En uge efter at en af hans venner fra jødehuset var blevet anholdt, fik Klemperer og de andre jøder besked om, at han var død af et hjerteanfald.
Forklaringen blev kort efter ændret til, at han havde hængt sig i sin celle. Alle i huset var dog klar over, at han i virkeligheden var blevet henrettet.
Nazisterne opfandt nye udtryk for alt fra deportation til masseudryddelse.
Nazisterne opfandt nye ord for mord
I sin dagbog gør jøden Victor Klemperer sig en masse tanker om den særlige nazistiske sprogbrug. Fx nævner han ordet “mord”, som af nazisterne bliver omskrevet til det uskyldigt klingende “Sonderbehandlung”
– særbehandling, mens “tortur” bliver til “Verschärfte Vernehmung” – skærpet forhør.
Samtidig bliver jøder og romaer af nazisterne konsekvent omtalt som “undermennesker”. Ifølge Klemperer er den særlige sprogbrug grundlaget for udstødelsen af jøderne fra samfundet:
”Ord kan være som små doser arsenik: Man sluger dem uden at bemærke det, og det virker, som om de ikke har nogen effekt, men efter et stykke tid sætter den giftige virkning ind”, skriver han.
Den endelige løsning
På Wannsee-konferencen i januar 1942 besluttede nazisterne, at Europas jøder – trods deres arbejdskraft – skulle udryddes. Østeuropæiske halvjøder blev sidestillet med heljøder.
Østeuropæiske kvartjøder blev sidestillet med ikke-jøder – medmindre de havde et “særligt racemæssigt ugunstigt udseende”, som det stod skrevet i referatet fra konferencen.
I 1943 blev de tilbageværende tyske jøder frataget deres sidste rettigheder og blev herefter gradvist deporteret til udryddelseslejrene.
Én efter én forsvandt Klemperers venner fra jødehuset: “Så mange falder omkring mig, men jeg er stadig i live. Måske er det min skæbne at overleve og bære vidnesbyrd”, skrev han.
Klemperers store chance kom i februar 1945, da de allierede bombede hans hjemby, Dresden. De mange tusinde brandbomber udslettede store dele af byen, men ved et lykketræf overlevede Klemperer og hans hustru.
I de sidste måneder af krigen var de på flugt og endte til sidst i München, som kort efter blev erobret af amerikanerne.
Af de 4675 jøder, som boede i Dresden før 1933, og af de 1265, der fortsat var i byen i 1941, overlevede kun en håndfuld krigen. Den 29. april 1945 begik manden, der udtænkte Nürnberg-lovene, Adolf Hitler, selvmord.
I sit politiske testamente skrev han: “Frem for alt forpligter jeg nationens ledelse til overholdelse af racelovene og til ubarmhjertig modstand mod verdensforgifteren af alle folkeslag, den internationale jødedom”.
I 1939 fik 930 tyske jøder tilladelse af den tyske stat til at flygte til Cuba med skib, men endte med at måtte vende tilbage til Europa.
Ingen ville frelse skib med forfulgte jøder om bord
Kun de færreste lande havde lyst til at tage imod de titusinder af jøder, der flygtede fra Tyskland på flugt fra nazisternes terror.
Hovedformålet med nazisternes chikane af tyske jøder var at gøre deres liv så utåleligt, at de forlod landet. Kun få lande havde imidlertid lyst til at tage imod flygtningene.
En del rejste til Palæstina, som var under britisk kontrol med stramme kvoter for, hvor mange jødiske emigranter der måtte komme ind. USA og Vesteuropa havde også strikse regler for, hvor mange flygtninge de ville tage imod.
I maj 1939 nåede 930 jødiske flygtninge om bord på passager-skibet MS St. Louis til Cuba, men her krævede myndighederne 500 dollars af hver for at lukke dem ind. Kun 29 jøder kunne opfylde det krav.
Skibet fortsatte derfor til USA og Canada, men begge lande nægtede at tage imod flygtningene. Tilsidst måtte skibet returnere til Europa, hvor jøderne blev fordelt mellem Storbritannien, Frankrig, Holland og Belgien.
Omkring 250 af dem mistede livet, da Nazityskland efterfølgende erobrede de tre sidstnævnte lande.