Ølstuekuppet: Nazisterne går efter magten

Hitler truer sine gidsler

Få minutter før Hitler udløser sit skud i Bürgerbräukeller, er fire lastbiler stoppet op foran ølhallen. En håndfuld politibetjente, der står for sikkerheden under arrangementet, ser målløst til, da omkring 100 uniformerede mænd springer ud og truer dem med maskinpistoler og bajonetter.

På under et minut er mændene fra Stoßtrupp-Hitler og Sturmabteilung (SA) – NSDAP’s partisoldater – på plads foran alle bygningens udgange.

Selv vinduerne bliver bevogtet, inden Hermann Göring med hævet sværd marcherer ind i ølstuen. Bag ham følger en gruppe mænd med et tungt maskingevær, som de stiller op i forhallen.

Omringningen af Bürgerbräukeller er signalet til Hitler om, at han skal gå i aktion og erklære, at revolutionen er brudt ud.

“Regeringerne i Bayern og Berlin er blevet væltet”, proklamerer Hitler.

Efter sit korte opråb befaler han Bayerns magtfulde trekløver – generalstatskommissær Gustav von Kahr, rigsværnskommandant Otto von Lossow og politichef Hans von Seißer – at gå med ham op på første sal.

“Ingen forlader dette lokale i live uden min tilladelse”, slår Hitler fast over for de bayerske ledere.

Tre SA-mænd med rifler og håndgranater flankerer Hitler, mens han redegør for sine planer: Der skal indsættes en ny regering i Tyskland med ham selv i spidsen. Krigshelten Erich Ludendorff skal være øverstbefalende for hæren og lede en march mod Berlin for at få kontrol med hovedstaden.

Kahr kan fortsætte som generalstatskommissæri Bayern, mens Lossow og Seißer vil få ministerposter for hhv. forsvaret og politiet.

Hitler forventer, at hans gidsler accepterer vilkårene og offentligt erklærer deres opbakning til at vælte Weimarrepublikkens regering og indsætte ham som statsleder.

“Jeg ved, at dette skridt falder d’herrer svært, men skridtet må tages”, forklarer Hitler.

Han giver dog ikke sine fanger noget valg:

“Hvis det går skævt, har jeg fire kugler i pistolen – tre til mine samarbejdspartnere, hvis de svigter mig, og den sidste kugle til mig selv”.

General ankommer til ølstuen

Hitler lader sine fanger på førstesalen tygge på kravene, mens han begiver sig ned ad trappen til salen, hvor stemningen er urolig.

Langt de fleste her er højreorienterede og ønsker Weimarrepublikken opløst, men de har svært ved at gennemskue, hvad der reelt sker for øjnene af dem. Hitler må nok en gang skyde op i loftet for at få ro.

“I morgen vil Tyskland enten have en tysk national regering, eller vi er døde!” dundrer Hitler og fortæller, at hans nye provisoriske regering vil “begynde marchen mod syndens Babel, Berlin, for at redde det tyske folk”.

Hitlers ord vækker jubel, og da han vender tilbage til Kahr, Lossow og Seißer, spørger han, om de “hørte klapsalverne i salen?”. Trekløveret tøver dog stadig med at give Hitler deres støtte, men de ændrer mening, da døren går op, og general Ludendorff træder ind.

Krigshelten fra 1. verdenskrig har sammen med Hitler drøftet at vælte Weimarrepublikken, men han er – hævder Ludendorff senere – først nu blevet præsenteret for Hitlers fordeling af embeder.

I situationen bakker han entydigt op om Hitler og beder Kahr, Lossow og Seißer om at samarbejde og være med til at skabe “en stor, national og folkelig bevægelse”.

General Ludendorffs autoritet får trekløveret til at følge ham og Hitler tilbage til salen, hvor de erklærer deres officielle støtte til den nye regering. Salen fyldes af højlydte “Heil Hitler”-råb, da rigets nye, selvudnævnte leder lover “et stort og mægtigt Tyskland”.

Planerne smuldrer

Med opbakningen fra Bayerns ledere i ryggen sender kupmagerne besked til SA-folkene, som er forsamlet på en anden ølstue i byen. Herfra sender kaptajn Ernst Röhm 2.000 mand ud i gaderne for at sikre kontrollen med flere strategiske positioner i München.

Mange af de uniformerede oprørere henter rifler og bajonetter fra skjulte steder i byen, og en gruppe under Röhm behøver blot at true med deres våben, før de har indtaget det bayerske krigsministerium.

Erobringen af ministeriet bliver dog aftenens eneste succes. 400 mand i den såkaldte Oberland-enhed fejler totalt, da de vil stjæle våben på ingeniørtroppernes kaserne nær hovedbanegården. Den vagthavende officer narrer mændene ind i eksercer-huset, hvor han låser dem inde.

Da Hitler hører om fadæsen på kasernen, iler han derhen for at overtale officeren til at frigive fangerne og give dem våben. Men for en gangs skyld virker Hitlers talegaver ikke.

Ved kuplederens tilbagekomst til Bürgerbräukeller venter endnu en grim overraskelse. Ludendorff har nemlig ladet Kahr, Lossow og Seißer forlade ølhallen mod, at de har lovet at møde ham i krigsministeriet senere på aftenen for at koordinere marchen mod Berlin.

At trekløveret er forsvundet, huer ikke Hitler, og hans mavefornemmelse bliver bekræftet senere. Inden midnat den 8. november trækker Kahr, Lossow og Seißer deres støtte-erklæringer tilbage.

Generalstatskommissær Kahr kundgør endda, at NSDAP og de andre paramilitære organisationer i det såkaldte Kampfbund med øjeblikkelig virkning er gjort ulovlige.

Hitler er blevet taget ved næsen. Men han har ét sidste håb – et demonstrationstog, som kan opildne Münchens borgere til oprør.

Ildkamp bryder ud i byen

Da Hitler og Ludendorff ved middagstid den 9. november forlader Bürgerbräukeller, følges de af 2.000 inkarnerede støtter. Størstedelen er mænd fra de nu forbudte Kampfbund-grupper.

Men Kahr, Lossow og Seißer har sendt det lokale politi ud i gaderne for at stoppe Hitlers forehavende. Allerede da NSDAP-lederens følge når Ludwigsbrücke, der fører over Isar-floden, mødes de af en stærk politikæde.

Göring skræmmer imidlertid betjentene, da han truer med at dræbe samtlige gidsler i form af journalister og politiske modstandere, der stadig er indespærret i ølstuen bag dem.

Opstemt marcherer Hitlers flok over broen og videre gennem Münchens gamle bydel, men da de nærmer sig Odeonsplatz ved byens store renæssancehave, blokerer en ny politistyrke på ca. 100 mand deres vej.

Hitlers mænd truer med rifler, pistoler og bajonetter, og situationen bliver yderst anspændt, da politiløjtnant Michael von Godin beordrer marchen opløst.

“Pludselig affyrede en Hitler-tilhænger, der stod et skridt halvvejs til venstre for mig, sin pistol mod mit hoved. Skuddet ramte forbi og dræbte sergent Hollweg bag mig. Før jeg kunne udstede ordrer, åbnede mine mænd ild”, forklarer Godin senere.

Kuglerne fyger, pladsen genlyder af råb og skrig. I kaosset tager mange af oprørerne flugten.

“Overalt faldt mennesker omkuld og vred sig i smerter, døende eller sårede, mens geværerne stadig skrattede død og mord ind midt i den flygtende mængde”, fortalte SA-føreren Joseph Berchtold efter kampene, der koster 16 Hitler-tilhængere og fire politifolk livet.

Blandt de mange sårede er Göring og Hitler. Mens SA-chefen rammes af kugler i både lår og lyske, bliver Hitler væltet omkuld, og hans skulder går af led.

Ved 15-tiden giver Lossow en opdatering til Kahr oven på det sidste døgns voldsomme begivenheder:

“Deres Excellence, Ludendorff-Hitler-kuppet er nedkæmpet”.

Kuppet øger Hitlers popularitet

Størstedelen af kupmagerne bliver i løbet af nogle dage arresteret og ført for retten i februar 1924 anklaget for højforræderi og medvirken til højforræderi.

Takket være sine talegaver formår Hitler dog at undgå en hård straf. Efter retssagen fremstår han endda som højrefløjens martyr, der med et slag er kendt og respekteret blandt nationalister i hver en tysk flække.

Hans popularitet er “kun blevet forøget”, noteres det i en bayersk politirapport. Ingen fornemmer bedre dette end Hitler selv. I 1925 er han igen en fri mand og kan indtræde som leder af NSDAP, som får lov til at genopstå.

“Det fejlslagne kup var måske mit livs største held”, erklærer Hitler i 1933, da han erobrer magten i Tyskland – denne gang på demokratisk vis.