Jesse Owens var den første afro-amerikanske atlet, der blev sponsoreret under de Olympiske Lege. Grundlæggeren af Adidas, Adi Dassler, overtalte nemlig atleten til at have sko på fra sko-fabrikken Gebrüder Dassler. 

© Wikipedia & Xingjian Ma

OL i Berlin var kynisk propaganda

Hitler brugte OL i Berlin til at male et lyserødt billede af Nazityskland. Egentlig brød Føreren sig slet ikke om OL og sportskonkurrencer, men han indså efterhånden legenes propagandapotentiale. Atleter, publikum og journalister fra hele verden købte historien og rapportede begejstrede hjem.

4. maj 2018 af Else Christensen

“Åbningen af De Olympiske Lege har overgået alle høje forventninger. Alt tegner til, at legene vil opnå det, som Tysklands herskere åbenlyst har ønsket, at de skulle; nemlig at give verden et nyt udsigtspunkt, hvorfra de kan betragte Det Tredje Rige”. 

Så højstemt skrev den amerikanske New York Times-journalist Frederick Birchall om åbningen af OL i Berlin den 1. august 1936.

Skuet havde overvældet ham. Under vajende faner marcherede unge sportstrænede mænd og kvinder ind på det enorme, nyopførte stadion og forbi Hitler, der fra sin æresloge betragtede alskens nationer og hudfarver defilere forbi. 

Da den sidste af de 3.956 atleter fra i alt 49 nationer var kommet ind på stadion, trådte Hitler frem foran mikrofonen. Væk var hans sædvanlige hårde tonefald og skarpe retorik. Nu talte han dæmpet og formelt.

“Jeg erklærer hermed De Olympiske Lege i Berlin for åbne, den 11. olympiade i vor tid”, sagde han blot, inden en flok hvide duer blev sluppet løs og fløj mod den blygrå himmel. 

Som afslutning på den formelle åbning tændte en løber den olympiske ild, og Hitler fik overrakt en olivengren som gave fra Grækenland, de oprindelige leges hjemland.

Som han stod der mellem fredsduer og olivengrene, kunne ingen se, at diktatoren oprindeligt havde udtrykt sin dybeste foragt for De Olympiske Lege.

Berlin havde fået værtskabet allerede i 1931, og det fulgte med, da Hitler i januar 1933 overtog magten. Rollen som OL-vært passede ikke Hitler. Han mente, at legene og idealerne om folkefællesskab og ædel kappestrid var “en opfindelse, som jøder og frimurere har gjort”, og som “ikke på nogen måde kan opføres i et rige, der regeres af nationalsocialister”.

Sport var ganske vist tiltænkt en stor plads i det nazistiske rige, og området havde endog fået sin egen minister, SA-obersten Hans von Tschammer und Osten. Formålet var dog alene forberedelse til krig – eller som propagandaminister Joseph Goebbels udtrykte det:

“At styrke det tyske folks karakter og indgyde det den kamp- og holdånd, som er nødvendig i kampen for overlevelse”. 

Fakkelløbet: Traditionen blev opfundet af Carl Diem, den tyske olympiske komites generalsekretær. Påfundet faldt i god jord hos nazisterne, der ofte brugte fakkeltog til marcher og massemøder. Fakkelløbet bruges nu fast til at indlede OL.

© Scala/Bpk

Skurede Berlin ren

Gradvist kom Hitler dog på andre tanker. Han vidste, at store dele af verden så med skepsis på ham og det nazistiske parti. Ved OL, hvor han ville have hele verdens bevågenhed, kunne han få Tyskland til at fremstå, som det virkelig var. 

Eller rettere, som Hitler gerne ville have, at verden skulle opfatte det. Med stor ildhu gik han og hans nærmeste rådgivere i gang med at skabe en kulisse, som skulle vise et renskuret, åbent og fredeligt Tyskland. Allerede før legene gik i gang, var målet nået, da den amerikanske olympiske komite besigtigede Berlin i efteråret 1935.

Hitlers Tyskland var berygtet for jødeforfølgelser; en ubehagelig kendsgerning, som hverken storslåede autobahn-byggerier eller et imponerende økonomisk opsving kunne få verden til at glemme. 

Den Internationale Olympiske Komite var derfor fra begyndelsen opmærksom på, om jøder og ikke-hvide blev diskrimineret – og ikke ikke uden grund. Hitler havde allerede udelukket jøder fra de tyske sportsklubber og fra offentlige svømmehaller, hvilket fik mange jødiske talenter til enten at opgive eller fortsætte karrieren i udlandet.

Denne udvikling bekymrede ikke mindst USA, der stillede med det største olympiske hold.

“Selve grundlaget for de moderne olympiske lege vil blive undermineret, hvis de enkelte lande får lov til at begrænse atleternes deltagelse på grundlag af klasse, tro eller race”, fastslog Avery Brundage, præsident for USA's olympiske komite.

Efter at han i 1934 havde besøgt Tyskland, tæt fulgt af nazistiske repræsentanter, kunne han dog konkludere, at jødiske atleter blev behandlet fuldt ud retfærdigt, og at en boykot var unødvendig. 

Sport og politik skulle holdes adskilt, og amerikanske atleter afholde sig fra at blande sig i “det aktuelle skænderi mellem nazister og jøder”, mente Avery Brundage.

Snyd: Tyske Dora Ratjen stillede op i kvindernes højdespring, selvom hun var en mand.

© Scanpix/AGK-Images & Scala/BKP

Jødisk højdespringer blev udelukket

Nazisterne balancerede hårfint mellem at holde masken udadtil og stædigt fastholde udstødelsen af jøderne indadtil. For at imødekomme den udenlandske kritik, der rungede til det sidste, forsøgte nazisterne at få den jødiske højdespringer Gretel Bergmann til at stille op for Tyskland.

Bergmann, som havde slået sig ned i England, blev i 1934 hentet hjem af sin far, der af styret havde fået besked på at få hende til at stille op for Tyskland ved OL. 

Myndighederne havde over for faderen ladet forstå, at familien ellers ville blive straffet, og som Bergmann senere skulle bemærke “i datidens Tyskland var en antydning mere end nok”.

Modvilligt rejste Bergmann tilbage til Tyskland, hvor hun med et spring på 1,60 m straks slog den nationale rekord. Dette blev dog nazisterne for meget. De strøg Bergmanns resultat fra optegnelserne og erklærede, at hun alligevel ikke var god nok til at deltage i legene.

I stedet for Bergmann stillede Dora Ratjen op i kvindernes højdespring og sluttede på en fjerdeplads. Først efter OL kom det frem, at Ratjen i virkeligheden var en mand, og alle “hendes” resultater blev slettet.

Til naziregimets forberedelser hørte også en kosmetisk ændring af holdningen til legenes jødiske gæster. Det antisemitiske blad Der Stürmer, som sædvanligvis blev kunne læses i glasmontrer overalt i Berlin, blev midlertidig lukket, og berlinerne formanet om, at gæstende jøder “skulle behandles lige så høfligt som ariere”.

Også skiltene med teksten “Jøder uønskede” eller “Jøder og hunde ingen adgang”, som hang i Berlins parker og offentlige faciliteter, blev pillet ned og gemt væk til efter legene.

For at være sikre på, at det ikke blev en vane med al denne civiliserede høflighed, tilføjede myndighederne dog, at “det tyske folks grundlæggende holdning til judaisme er uforandret”.

Imens blev gader og veje forskønnet. Forladte bygninger blev lejet ud til en billig pris, og beboerne fik strenge ordrer om at holde deres forhaver nydelige. På samme måde blev lokale nazistiske ledere formanet om at sørge for, at alle de større gader forblev rene og pæne.

Uønskede personer blev også fjernet: Prostituerede blev arresteret, tiggere fordrevet, og sintier og romaer anbragt i en speciel “sigøjnerlejr”.

Fanger blev sendt til steder, hvor de ikke var synlige, mens indsatte i kz-lejrene, der på dette tidspunkt endnu ikke blev brugt til udryddelse, blev holdt inden døre i stedet for at knokle i markerne, som de plejede. 

Citater fra samtiden

“Frederick W. Rubien, sekretær for den amerikanske olympiske komite, erklærede ved hjemkomsten fra Tyskland i går, at der 'absolut ingen' diskrimination fandt sted, hverken mod jøderne eller nogen som helst andre”.
- New York Times, 10.september 1935.

“Fra hver stang vajer et banner. De bærer alene to symboler – de fem forbundne ringe, der symboliserer De Olympiske Lege, og nazisternes hagekors. Det organisationstalent, den tyske nation besidder, har aldrig været så tydeligt”.
- Daily Express, 1. august 1936.

“Hitler havde en bestemt tid, hvor han ankom til stadion, og en bestemt tid, hvor han gik igen. Tilfældigvis skulle han gå lige før sejrsceremonien efter l00-meterløbet... Jeg finder det dårlig smag at kritisere hovedpersonen i et andet land”.
- Jesse Owens-interview efter hjemkomsten til USA, Pittsburgh Gazette 24. august 1936 

“Hitler er en af de største – hvis ikke den største – politiske leder i verden, og tyskerne selv er et meget misforstået, gæstfrit og fuldstændig fredeligt folk”.
- New York Times 16. august 1936

Nazisterne optimerede OL-byen

Ved tidligere OL havde deltagerne boet under kummerlige forhold. I bedste fald kunne de få lov at opholde sig i hastigt opførte barakker tæt på stadion, men de fleste var henvist til billige og uhumske hoteller, milevidt fra stadion.

Los Angeles var vært for de 10. olympiske lege i 1932 og havde eksperimenteret med tilbyde atleterne indkvartering i en by opført tæt ved stadion. Landsbyen, som indkvarteringen fremover blev kaldt, indeholdt beboelse og servicefaciliteter som fx postkontor, politistation og en lille biograf.

Nyskabelsen blev rost til skyerne, og fire år senere optimerede nazisterne konceptet nær landsbyen Elstal 20 km vest for det olympiske stadion. Værnemagtssoldater under ledelse af kaptajn Wolfgang Fürstner flyttede adskillige tons sand og mudder for at udjævne terrænet og udryddede samtlige myg i det fugtige område.

Fürstner passede perfekt ind i tyskernes propaganda. Ud over at være indehaver af jernkorset af første grad for sin tjeneste under 1. verdenskrig var han også halvt jødisk. 

Hitler var opsat på at vise, at hans Tyskland ikke dømte på race, men efter fortjeneste, og valgte bevidst Fürstner til at stå for OL-byen.

Men Hitler formåede dog ikke helt at føre sit spil for galleriet til ende. I midten af juni, efter at omkring 370.000 personer, herunder pressen, havde beundret landsbyen, blev Fürstner degraderet til næstkommanderende på projektet. 

Det skyldtes angiveligt, at han ikke havde imødekommet den slitage, de mange besøgende forvoldte på byen.

Fürstner gjorde gode miner til slet spil indtil tre dage efter OL's slutning. Da han havde fået tildelt den olympiske medalje af første grad og fejret sin efterfølger ved en strålende banket, skød han sig. 

For ikke at sætte deres nyvundne propaganda-sejr over styr påstod nazisterne, at Fürstner var omkommet i en trafikulykke, og begravede ham derefter med fuld militær honnør på Invalidenfriedhof i Berlin sammen med de faldne fra 1. verdenskrig. 

Sieg Heil! Selv om USA gjorde rent bord i 10-kampen, heilede publikum under afspilningen af nationalmelodien. 

© Scala/BKP

Hitler nægtede at give hånd

Sportsligt var legene en succes, og de 16 sommerdage i Berlin bød på bemærkelsesværdige bedrifter. Blandt de mest mindeværdige var den amerikanske topatlet Jesse Owens'.

Owens, som var født ind i en familie af fattige landarbejdere i sydstaten Alabama, blev i Tyskland mødt af en nærmest hysterisk beundring. Få tyskere havde i 1936 med egne øjne set en sort mand, og Jesse Owens' hudfarve og toptrænede, atletiske fremtoning gjorde ham til midtpunkt i ethvert selskab.

Beundringen nåede nye højder den 3. august, da amerikaneren vandt guld i 100-meterløbet. Owens løb, “så det så ud, som om de andre deltagere spadserede”, som en kommentator åndeløst formulerede det. Tilskuerne jublede, men Hitler var ingen steder at se.

I minutterne efter Owens' sejr forlod han hastigt sin plads. Kort tid efter udsendte de nazistiske myndigheder en erklæring om, at Hitler fremover ikke ville trykke de sejrende atleter i hånden, som han ellers havde gjort de foregående dage.

Den britiske avis The Daily Express trådte til og citerede kilder tæt på Hitler for at sige, at kansleren blot ønskede at “undgå at give indtryk af diskriminering, da det ville være en umulighed for ham at være på stadion ofte nok til at hilse på alle vindere. Således var det ikke blot den amerikanske neger Jesse Owens, men ligeledes de tyske vindere i hammerkast, der ikke blev modtaget hos Herr Hitler”.

Påstanden var ikke sand. Hitler havde ganske vist ikke offentligt lykønsket de tyske hammerkastere, men havde inviteret dem til audiens i sin loge. 

Baldur von Schirach, leder af den nazistiske ungdomsorganisation Hitlerjugend, befandt sig tilfældigvis i logen, da Owens vandt. Han fortalte siden, at sportsminister von Tschammer und Osten forsøgte at overtale Hitler til at lykønske Owens, men Føreren var urokkelig:

“Amerikanerne burde skamme sig, at de lader negerne vinde deres medaljer for dem. Jeg skal ikke trykke en neger i hånden”, fastslog han.

Ifølge den senere rustningsminister Albert Speer udtalte Hitler, at “mennesker, hvis forfædre kom fra junglen”, havde en stærkere fysik og derfor skulle udelukkes fra kommende olympiske lege. Owens var da også ganske suveræn, og guldmedaljerne i 100-meterløb, længdespring, 200-meterløb og 4 x 100-meterløb blev først overgået af landsmanden Carl Lewis ved OL i Los Angeles i 1984.

Tilliden til Tysklands fredelige hensigter var stor i det internationale pressekorps og et vidnesbyrd om Hitlers evner som folkeforfører. Og det til trods for, at De Olympiske Lege i Berlin fra først til sidst var en demonstration af militære muskler. 

Hitler og de andre topnazister sad hver dag i æreslogen på stadion iført fuld uniform, mens 28.000 medlemmer af Hitlerjugend på legenes første dag var opmarcheret for at følge den olympiske ild gennem Berlin.

Da den amerikanske basketball-spiller Francis Johnson spurgte, hvem de unge marcherende mænd var, fik han at vide, at de var en slags spejdere. 

På samme måde optrådte uniformerede SS'ere som kavalerer for kvindelige atleter i den olympiske landsby “med hælklik og det hele”, som den australske svømmer Pat Norton husker det.

Den 13. august diskede de tyske værter op med en regulær militærparade på det olympiske stadion.

Til pompøse toner af Wagner, Hitlers yndlingskomponist, blev stadion mørklagt bortset fra fire store projektører, som oplyste den olympiske fane, de smældende naziflag og Hitlers personlige fane, som stod ved hans loge. Herefter trampede soldater fra de tre værn ind på stadion med blafrende fakler i hænderne.

To dage senere rungede fem kanonskud ud over det olympiske stadion. Pointtavlens opremsninger af nationer og tal blev afløst af store bogstaver, der forkyndte, at “DET SIDSTE SKUD ER AFFYRET”. 

Hitlers mål var nået – de 16 prægtige propagandadage havde forført hele verden. 

Sådan blev vejen banet for nazismen, der fik stor indflydelse på de kommende år og den krig, der ændrede verden for altid. Det kan du læse meget mere om i vores magasin, der udkommer hver tredje uge, og som du lige nu kan få til spotpris. 

Læs mere

Christopher Hilton: Hitler's Olympics – The 1936 Olympic Games. Sutton Publishing, 2006. Guy Walters: Berlin Games – How Hitler stole the Olympic Dream, John Murray, 2006. 
Jeremy Schaap: Triumph – The Untold Story of Jesse Owens and Hitler's Olympics, Houghton Mifflin, 2007. 

  • https://www.feldgrau.com/Olympic-Games-Berlin-Germany-1936

Måske er du interesseret i...

Læs også