Majsolen bager ned på Jozef Gabcik. I mere end en time har den 30-årige tjekkoslovak ventet utålmodigt ved et sporvognsstoppested i Prag-forstaden Lieben. Formiddagsheden er så bagende, at sveden pipler frem på Gabciks pande.
Alligevel har han taget en regnjakke med, som han bærer over armen. Under jakken skjuler Gabcik en maskinpistol.
Den engelskproducerede Sten Gun Mk II FF 209 skal bruges til at dræbe chefen for Gestapo, Reinhard Heydrich. I det sidste år har den forhadte topnazist styret Böhmen og Mähren – vore dages Tjekkiet – med kynisk brutalitet. I dag skal han dø.
På det modsatte fortov står den 28-årige Jan Kubis afslappet op ad en lygtepæl. I hånden bærer den 28-årige modstandsmand på en kuffert med to bomber.
For de to mænd er der ikke andet at gøre end at vente. Før eller siden må Heydrichs sorte Mercedes-cabriolet dukke op, for ifølge pålidelige efterretninger vil Hitlers håndlanger netop denne morgen køre her.
Denne solrige forårsdag i 1942 er Reinhard Heydrich på toppen af sin nazi-karriere. Som næstkommanderende i SS og øverste chef for efterretningstjenesterne SD og det hemmelige politi Gestapo har den 38-årige Heydrich på ti år tilkæmpet sig en central rolle i Det Tredje Riges topledelse.
Samtidig er han de facto enehersker i Böhmen og Mähren – det nuværende Tjekkiet – hvor han har installeret sig på den gamle kongeborg med udsigt over Prag.
Med ét skærer et lysglimt de to partisaner i øjnene: Det længe ventede signal kommer fra gaden længere fremme, hvor udkigsposten Josef Valciks den sidste time har spejdet efter Heydrich.
Klokken er 10.30 den 27. maj 1942, og med ét går alt pludselig meget hurtigt. Gabcik spurter over gaden til Kubis, netop som en sporvogn stopper for at læsse passagerer af.
Og så kommer den sorte Mercedes-cabriolet 320 med nummerpladen SS-3 til syne. Til modstandsmændenes lettelse befinder kun chaufføren og den høje, blonde Heydrich sig i Mercedes'en. Reinhard Heydrich sidder roligt på bilens bagsæde.
Den skarpe kurve, hvor Kubis og Gabcik befinder sig, tvinger chaufføren til at sagtne farten. Da bilen er kun tre meter fra Gabcik, kaster tjekken regnjakken væk, blotter sit maskingevær og trykker på aftrækkeren.
Men intet sker. Våbnet er stoppet til med stumper af grønsager, som Gabcik har haft i inderlommen.
Mens tjekken fumler febrilsk med sit våben, beordrer Reinhard Heydrich sin chauffør til at standse. Uden angst rejser han sig fra bagsædet af den åbne bil, trækker sin pistol og sigter direkte mod den tjekkiske modstandsmand.
Gestapo-chefen trykker på aftrækkeren, men intet sker. Kun et hult klik. Pistolen er ikke ladt.
Flåden forviser Reinhard Heydrich
Historien om “det blonde bæsts” vej til toppen af nazi-hierarkiet starter imidlertid langt fra den tjekkiske hovedstad, og med en markant mindre skråsikker Reinhard Heydrich.
I foråret 1931 er den dengang 27-årige tyskers tilværelse faldet fuldstændig fra hinanden. Flere dage i træk låser han sig inde på sit værelse i forældrenes hjem i den sydøsttyske by Halle, mens han græder af vrede og selvmedlidenhed over den uretfærdighed, han er blevet udsat for.
En kvinde påstår, at Heydrich har lovet hende ægteskab. Heydrich selv mener sig i sin gode ret til at have forladt kvinden til fordel for den purunge brændende nazist Lina von Osten.
Over for en militær æresret nægter Heydrich at have lovet den forladte kvinde noget som helst, og han erklærer arrogant sin totale mangel på forståelse for rettens indblanding i, hvad han som officer i flåden bør og ikke bør gøre.
Attituden huer ikke flådecheferne, og den unge søløjtnants drømme om en karriere på havet falder til jorden med et brag, da han bliver smidt ud af flåden.
Atmosfæren i forældrenes hjem gør kun den unge Heydrich endnu mere deprimeret. Den pæne borgerlige familie er hårdt ramt af den økonomiske krise.
Faderen er for syg til at arbejde, og hans engang så velrenommerede musikkonservatorium i Halle er i færd med at miste sin statslige autorisation.
Og helt uhørt må moderen selv gøre husarbejdet og samtidig forsørge familiens tre voksne børn ved at give klavertimer til borgerskabet.
Den iltre arbejdsnarkoman Heydrich fandt ro i sine to lidenskaber. Sabelfægtning og ensomme stunder med sin elskede violin. Heydrich var en af stjernerne på det tyske fægtelandshold.
Reinhard Heydrich bliver ansat i SS
I månedsvis grubler Reinhard Heydrich og Lina von Osten fortvivlet over deres videre skæbne. Løsningen kommer via Heydrichs mor, som er dybt bekymret over at se sin søn så deprimeret.
Gennem en veninde erfarer hun, at Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti søger en mand til Hitlers nyoprettede livvagt SS. En stilling, der – ikke uvæsentligt – vil give lille “Reini” mulighed for at iklæde sig en flot, sort SS-uniform til erstatning for det mistede flådeantræk.
Heydrich melder sig straks ind i nazistpartiet, en forudsætning for at kunne komme i betragtning til jobbet, og på Linas 20-års fødselsdag den 14. juni rejser han til München for at møde lederen af SS, Heinrich Himmler. Ifølge Lina er det “den mest strålende dag i mit liv, i vores liv”.
Himmler tager imod på sin lille fjerkræfarm i udkanten af München og lader sig straks imponere af den høje, blonde Heydrichs “ariske” fremtoning.
Han giver sin entusiastiske gæst et kvarter til at løse en opgave: Heydrich skal skrive ned, hvordan han forestiller sig, at partiets kommende efterretningstjeneste kan organiseres.
Først her går det op for Heydrich, hvad den opslåede stilling egentlig går ud på, men han kaster sig straks over opgaven og parrer sin erfaring fra flåden med de efterretningsmetoder, han ofte har læst om i sine elskede britiske spion-romaner.
Resultatet vækker stor tilfredshed hos Heinrich Himmler: “Godt, jeg tager Dem”, lyder den 30-årige SS-chefs kortfattede anerkendelse. Og de to mænd bliver enige om en beskeden startløn på 120 rigsmark.
Reinhard Heydrich samler oplysninger om alle top-nazister
Her i begyndelsen af 1930'erne er Hitlers parti plaget af interne magtkampe, som Heydrich hurtigt forstår at udnytte til sin egen fordel.
Fra sit beskedne kontor i partihovedkvarteret i München, hvor han de første måneder må dele skrivemaskine med en anden partifunktionær, indsamler han utrætteligt brugbare oplysninger om nazi-partiets venner og fjender.
I begyndelsen er Heydrichs samling blot nogle få papirskort i en cigaræske med efterretninger om udvalgte personer, men på tre år vokser den til et enormt og velorganiseret kartotek, der i 1934 gør Heydrich til den mest velorienterede mand i nazi-systemet.
Han kender de mest ubehagelige, personlige episoder fra Hitlers ungdom. Han ved besked om Goebbels’ seksuelle udskejelser, om Görings morfin-misbrug og om de mavekramper, Himmler forsøger at skjule i forsøget på at fremstå som en usårlig og stærk germaner.
Heydrich besidder kompromitterende oplysninger om næsten alle, som om nødvendigt kan bruges ved en senere lejlighed. Første gang, Heydrichs kartotek for alvor kommer i brug, er kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933.
Heydrichs sikkerhedstjeneste SD (Sicherheitsdienst) skaber nazisternes første koncentrationslejr i Dachau, hvor kommunister, socialister, intellektuelle og kritiske kunstnere bliver blandt de første indsatte.
Reinhard Heydrich mestrer sit svendestykke
Som anerkendelse for sin indsats avancerer Heydrich i april 1934 fra chef for SD til også at blive chef for det hemmelige politi, Gestapo.
Og senere samme år leverer han sit svendestykke i forbindelse med de lange knives nat, hvor Adolf Hitler beslutter at sætte sine egne stormtropper i SA ud af spillet.
Føreren er begyndt at opfatte den brunklædte SA-hær af gadekæmpende bøller som en klods om benet og en potentiel trussel i spillet om magten.
Heydrich byder sig straks til: Fra sin samling på efterhånden flere tusinde kartotekskort udarbejder han lynhurtigt en liste over de SA-ledere, som det vil være mest fordelagtigt at likvidere.
Og mens Hitler og Himmler udvælger de primære mål, holder Heydrich selv sig heller ikke tilbage med at underskrive henrettelsesordrer. I alt 89 personer bliver dræbt mellem 30. juni og 2. juli, alle uden skyggen af en rettergang.
Blandt de henrettede er den tidligere partiorganisator Gregor Strasser, som bliver hevet ind i Gestapo-hovedkvarteret i Berlin og skudt for øjnene af Reinhard Heydrich. De andre fanger hører Gestapo-chefen udbryde: “Er han ikke død endnu? Lad svinet bløde!”
Med de ord efterlader Heydrich sin tidligere partikammerat dødeligt såret i en celle i fængselskælderen for at dø.
SS-chefen Heinrich Himmler frygtede sin lynende intelligente næstkommanderende, men Heydrichs resultater og ideer var uundværlige for nazisterne.
Reinhard Heydrich var frygtet og venneløs
Situationen er typisk for Heydrich, der ikke gør karriere ved at skabe personlige relationer. I stedet stryger han til tops gennem sin umådeligt store arbejdsindsats.
Altid sørger han for at være et skridt foran – særligt i forhold til Himmler, som han gang på gang sætter skakmat med sin velforberedte og knivskarpe argumentation, så SS-chefen knap kan gøre andet end at følge sin næstkommanderendes råd.
“Heydrich er utvivlsomt Himmler langt overlegen. Dette er han udmærket selv klar over, og han udtrykker sin overlegenhed med sine elegante rapporter.
Himmler er simpelthen ude af stand til at matche ham”, noterer Himmlers massør, der ofte har mulighed for at iagttage de to på nærmeste hold.
Konsekvent insisterer Heydrich på aldrig at tiltale Himmler med andet end “De” – den personlige omgangsform “du” frygter han vil sætte ham ude af stand til at gennemføre en overbevisende argumentation over for chefen.
Indimellem virker Himmler nærmest mentalt voldtaget efter en rapport fra Heydrich. Og af ren jalousi griber han ofte telefonen og får en underordnet til at fortælle Reinhard Heydrich, at Himmler alligevel ikke vil autorisere de gennemarbejdede og allerede besluttede forslag – og hver gang bruger han undskyldningen, at “det er en fører-ordre”.
Heydrich udtænker Holocaust
Selv SS' øverste chef, Heinrich Himmler, undgår altså helst direkte konfrontationer med sin nærmeste underordnede, og af sine egne ansatte er Heydrich endnu mere frygtet.
Han agerer iskoldt og målrettet og har blikket stift rettet mod målet: at bane vejen for Førerens vision om et storgermansk rige.
Som en af de første bliver Heydrich allerede i slutningen af 1930'erne overbevist om, at en naturlig konsekvens af Storgermanien er, at Europas jøder må ryddes af vejen.
Om de skal deporteres til Madagaskar eller Sibirien, skydes i hobetal eller gasses – alle muligheder, som Heydrich har oppe at vende – er mindre vigtigt.
Det vigtigste er, at planen er effektiv. Længe barsler han med de logistiske problemer ved udryddelsen, og endelig, i januar 1942, kan han stolt præsentere “den endelige løsning” på jødespørgsmålet i en villa i den berlinske bydel Wannsee.
Den såkaldte Wannsee-konference bliver for nazisten Heydrich hans største øjeblik. Det kyniske hjemmearbejde er udført til perfektion. Europas jøder er talt op, og kz-lejrene klar.
Jernbanenettet er velfungerende, og Zyklon-B-gassen har vist sig umådeligt effektiv. Med det blå stempel fra Hitler og Himmler kan Heydrich sætte Holocaust i værk.
Samtidig er Heydrich blevet personligt udvalgt af Hitler til at få styr på det urolige protektorat Böhmen og Mähren (vore dages Tjekkiet).
På grund af den omfattende våbenproduktion i Böhmen er området særlig vigtigt for Føreren at holde styr på, og Heydrichs forgænger er sendt på sygeorlov, fordi han ikke har holdt tjekkerne i tilstrækkelig kort snor.
I 1941 lagde nazi-ledelsen en plan for jødernes udryddelse. Heydrich skabte fundamentet, bl.a. med et overslag over antallet af europæiske jøder – 11 millioner i alt.
Reinhard Heydrich bliver Prags brutale hersker
Heydrich går til opgaven med målrettet hårdhed. Under en tale for sine ansatte i forbindelse med sin tiltrædelse forklarer han, hvordan tjekkerne groft sagt kan inddeles i to grupper:
Den ene halvdel kan germaniseres – gøres til tyskere – mens den anden halvdel for hans skyld kan deporteres til Sibirien, når først Sovjetunionen er annekteret af Riget.
For at skille de “gode” tjekker fra de “dårlige” styrer Heydrich fra begyndelsen sit protektorat med en velkalkuleret blanding af pisk og gulerod: Straks erklærer han undtagelsestilstand og slår hårdt ned på den veletablerede tjekkiske modstandsbevægelse:
404 personer bliver henrettet, og mere end 4000 må en tur forbi Gestapos torturkældre, alt imens deporteringen af Prags jøder begynder.
Den tjekkiske premierminister bliver arresteret få timer efter Heydrichs ankomst, og i løbet af en uge er ministeren både stillet for retten og dømt til døden for samarbejde med englænderne.
For at mildne folkestemningen øger Heydrich samtidig madrationerne, etablerer suppekøkkener for de fattige, letter adgangen til tobak og indleder en intensiv jagt på sortbørshandlere, som er forhadte i befolkningen.
Den nye statholder modtager også repræsentanter for arbejderne på Hradcany-slottet i Prag, kalder dem “kammerater” og lover at imødekomme deres krav.
Reinhard Heydrich frygter ingen
Strategien virker langt hen ad vejen – stemningen i den brede befolkning mildnes, mens modstandsbevægelsen bliver decimeret i løbet af få måneder: Dens ledere er sat ud af spillet, og befolkningen for skræmt til at støtte den.
Efter sin succesfulde indsats installerer Heydrich sig med familien på slottet Panenské Brežany nord for Prag.
Her indleder han en komfortabel tilværelse som tjekkernes germanske herre, mens han to gange om ugen pendler til Berlin for at passe sine pligter som øverste chef for rigets sikkerhedstjenester.
Stolt, æresbevidst og overbevist om sine tjekkiske undersåtters fulde respekt lader Heydrich sig altid transportere rundt i Prag uden beskyttelse. For som han selv ræsonnerer: “Hvorfor skulle mine tjekker dog skyde mig?”
Den nazistiske mønsterfamilie med hustruen Lina og børnene Silke, Heider og Klaus.
Døden i Prag
Da Reinhard Heydrich hæver pistolen i sit embedskøretøj på gadehjørnet i Prag og sigter på den tjekkiske partisan Jozef Gabcik, er koncentrationslejrenes gaskamre kun lige kommet i drift, og hans førers fantasi om et racerent storrige ser stadig ud til at ville blive en realitet.
Men Heydrich når aldrig at få vished om Det Tredje Riges endelige skæbne. Mens han trykker aftrækkeren på sin uladte pistol i bund, kaster Gabciks makker Jan Kubis en af sine bomber mod den sorte Mercedes.
Kastet er for kort, og bomben eksploderer nær bilens højre baghjul, men det viser sig alligevel at være nok: Heydrichs ryg gennembores ved eksplosionen af metalsplinter fra bilen og hestehår fra sædepolstringen.
Selvom Heydrich – ifølge myten – optager forfølgelsen af sine attentatmænd, falder han kort efter såret sammen på et gadehjørne. På det nærliggende Bulovka-hospital kommer Gestapo-chefen sig umiddelbart, men falder så i koma.
Reinhard Heydrich dør syv dage senere af blodforgiftning.
Klaus Heydrich (th.) på otte år og hans lillebror Heider på syv deltog i deres fars statsbegravelse. Klaus omkom i en trafikulykke året efter, mens Heider døde i juli 2007.