Majestætisk duver Hermann Görings Mercedes-Benz gennem de østrigske Alper.
Bag de skudsikre ruder troner rigsmarskallen – iklædt sølvgrå uniform og behængt med sine ordner, Jernkorsets storkors og Pour le Mérite, Tysklands fornemste hædersbevisninger.
Bag ham følger en hale af Luftwaffes lastbiler.
Datoen er 7. maj 1945. Tyskland er bombet sønder og sammen, befolkningen sulter, Hitler har begået selvmord, og naziregimet er kollapset.
Men Göring, Hitlers førstemand, mener stadig, at han har en betydningsfuld rolle at spille.
I erkendelse af Tysklands uundgåelige nederlag har han kontaktet general Dwight D. Eisenhower, de allieredes øverstkommanderende i Europa, for at forhandle afslutningen på krigen.
Nu kører han af sted mod slottet Fischhorn ved Zell am See, overbevist om, at han skal møde generalen.
Göring kommer aldrig til at møde Eisenhower. I stedet bliver hans kortege stoppet af den amerikanske brigadegeneral Robert I. Stack og hans soldater fra den 36. infanteridivision. Med afmålt honnør vinker han Göring ud af bilen.
Stacks adjudant besvarer spørgsmålet i de unge tyske soldaters blikke, mens Göring bliver ført over til amerikanernes kortege.
“Jeres rigsmarskal er kaput”, konstaterer han.
De kommende dage er forvirrende for Göring. I hans forestillingsverden er han stadig rigsmarskal, chef for Luftwaffe og Førerens betroede mand.
Han oplever oven i købet et sus af fortidens storhed og berømmelse, da Stack giver ham lov til at holde pressekonference og – stadig uniformeret – give sin udlægning af krigens gang og Tysklands fremtid.
Først da Göring den 20. maj bliver sendt til et fængsel indrettet på et tidligere kurhotel i Bad Mondorf i Luxembourg, går situationens alvor op for ham.
Mødet med hotellet, der er ribbet for sit oprindelige inventar og i stedet indrettet med enkle celler forsynet med stråmadrasser, fratager ham enhver illusion om, at han stadig er betydningsfuld.
Som de andre topnazister, der er indsat her, mens de allierede forbereder retssagen mod dem, er han nu kun en gemen krigsforbryder.
Og om mindre end 18 måneder vil han møde sit endeligt.
Krigsforbrydelser: Nazisterne blev dømt for deres behandling af krigsfanger, som ofte blev henrettet uden rettergang eller anbragt i lejre, hvor de døde af sult og sygdomme.
Göring vil sikre sit eftermæle
Straks efter tilfangetagelsen bliver Görings bagage – 16 kufferter forsynet med monogram, en rød hatteæske og en stor samling ringe, ure og manchetknapper – taget fra ham.
I toilettasken finder Görings vogtere et stort antal kodeintabletter.
Pillerne er en mildere erstatning for den morfin, Göring er blevet afhængig af på grund af smerter fra et skudsår, han fik i forbindelse med nazisternes fejlslagne ølstuekup i 1923.
Pillerne bliver konfiskeret, og den tidligere rigsmarskal sættes på afvænning.
Fratagelsen af medicinen og en snigende erkendelse af, at spillet er tabt, gør Göring nærmest panisk.
En aften under et tordenvejr får han et hjerteanfald af skræk. “Jeg var alene, da det blev tordenvejr. Det gjorde mig bekymret”, klynker den tidligere rigsmarskal.
Afvænningen, motionen i fængslets gård og den spartanske diæt gør imidlertid Göring godt. Da han blev pågrebet, var han stærkt overvægtig, med 104 kg fordelt på sine kun 170 cm.
Ifølge den amerikanske militærlæge, der undersøgte ham, var han “så fed, at det virkede grotesk, en blævrende masse”. Nu rasler kiloene af.
Efter to måneder må de grå uniformsbukser syes ind med 15 centimeter, og da Göring den 12. august med et amerikansk transportfly ankommer til Nürnberg, hvor retssagen skal foregå, er han et helt nyt menneske.
En simpel plan
Også psykologisk er der sket en forandring. I krigens sidste tid havde Göring været nedbøjet og resigneret.
Han var tynget af krigens gang og ødelæggelsen af det luftvåben, han selv havde bygget op fra grunden.
Skuffelserne havde han dulmet med piller og stadig mere prangende uniformer. Nu hvor alt dette er taget fra ham, har blikket fået en ny klarhed.
Advokaten Airey Neave, der assisterer Göring juridisk op til retssagen, ser straks forandringen, da han den 19. oktober ankommer til Görings celle for at aflevere anklagen.
Han bliver hilst med et smil og et buk, og Göring er tilsyneladende ubekymret, selvom han er blevet tiltalt for alle fire anklagepunkter: sammensværgelse med henblik på at begå forbrydelser mod freden, forbrydelser mod freden, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Han kvitterer blot med et stramt “Jawohl”. “Nu styrede han scenen igen”, skrev Neave senere.
Forklaringen på Görings sindsro er enkel, betror han den amerikanske retspsykiater Douglas M. Kelley.
Han har en plan. Efter ølstuekuppet var nazistpartiet blevet forbudt, men Hitler og hans mænd blev ved med at agitere og vandt til sidst tyskerne for deres sag. Nu vil Göring gøre det samme.
“Hvis jeg ikke kan overbevise retssalen, så vil jeg da i det mindste overbevise det tyske folk om, at alt, hvad jeg har gjort, er gjort for riget.
Om halvtreds eller tres år vil der være mindesmærker for Hermann Göring i Tyskland”, betror han fængselspsykiateren.
Forbrydelser mod freden: Internationale traktater har sat regler for krigsførelse. Nazisternes aggressive krig, fx angrebet på Polen, forbrød sig mod dem.
Retten er sat
Hædrende mindesmærker er imidlertid ikke det, de allierede har i tankerne, da dørene om morgenen den 20. november 1945 bliver slået op til en tætpakket retssal i Nürnbergs justitspalads.
Med blikke, der lyser af foragt og nysgerrighed, strækker alle hals, da de 22 anklagede – naziregimets spidser som Göring, udenrigsminister Joachim von Ribbentrop og Hitlers tidligere stedfortræder Rudolf Hess – gør deres entré og finder vej til de anklagedes bænkerækker.
Dette er øjeblikket, de allierede har ventet på. Nu skal de vise, hvordan civiliserede sejrherrer behandler et totalitært og modbydeligt styres ledere.
I Nürnberg skal en ny tid grundlægges; en tid uden summariske henrettelser, gaskamre og folkemord.
De allierede anklagere er bevæbnet til tænderne. Mens Den Røde Hær inledte det endelige angreb på Berlin, udgik der ordrer fra Tysklands regering om, at alle dokumenter skulle destrueres. Intet måtte falde i fjendens hænder.
De færreste arkivarer fulgte imidlertid den ordre, men valgte at handle, som de altid havde gjort; de beholdt arkivalierne i deres varetægt for eftertiden.
En stor del af dokumenterne forblev derfor, hvor de var, eller blev hastigt gemt væk.
En stor samling mikrofilm fra udenrigsministeriet blev fundet i Thuringer Wald begravet i en metalkasse, omrullet med en gammel regnfrakke.
Resultatet er hundreder af ton dokumenter, mange af dem spækket med fortrolige oplysninger fra regimets indercirkel.
Den amerikanske anklager Robert H. Jackson gør flittigt brug af de tyske dokumenter, mens han de følgende dage opruller nazisternes ugerninger.
Dette anfægter ikke Göring – han fortrækker ikke en mine.
“Sejrherren vil altid være dommer, og den besejrede altid den anklagede”, noterer han, mens anklageskriftet opremser hans synder: medskyld i jødeforfølgelserne, udbytning af de besatte områder og plyndring af værdier og kunstskatte for millioner, som endte i Görings private hjem.
Göring er upåvirket af massedrab
Da anklageren er færdig, erklærer Göring sig uskyldig, “i den forstand tiltalen er udformet”.
Han har forberedt en længere tale, hvor han vil forklare, at han vedkender sig, hvad han har gjort, at alt var sket til det tyske folks bedste, og at han ikke betragter sig selv som kriminel.
Den tale forbyder retsformanden ham at holde.
Også de følgende dage går begivenhederne Göring imod.
Et notat, der viser, at Hitler åbenlyst kalkulerede med, at flere millioner russere ville dø af sult som følge af Tysklands invasion i juni 1941, vækker direkte bestyrtelse blandt de tiltalte.
“Koncentreret politisk vanvid”, udbryder den tidligere Hitler Jugend-leder Baldur Von Schirach, mens en af de andre anklagede fastslår, at han aldrig ville have støttet Hitler, hvis han kendte til de udtalelser.
Indigneret vender Göring sig mod sine tidligere kampfæller.
“Hvad så da amerikanerne ragede Californien og Texas til sig? Det var også aggressiv krigsførelse”, raser han med slet skjult adresse til den amerikanske chefanklager.
Helt galt går det om eftermiddagen, da anklagerne viser en film, som de allierede har optaget ved befrielsen af koncentrationslejrene. Ingen, der ser filmen, kommer til at glemme den.
“...En endeløs flod af blege lig flyder hen over lærredet, lig med ribben, der stikker ud gennem brystet, lig, der bliver skubbet rundt af store bulldozere, som var de skidt. Lig der slet ikke er lig, men svedne rester af kød og knogler”, berettede en tilskuer senere.
De anklagede er tydeligt berørte. Flere dækker ansigtet i rædsel og skam, og general Wilhelm Keitel, øverstkommanderende for Nazitysklands væbnede styrker, tørrer febrilsk sine øjne med et lommetørklæde på sin plads på anklagebænken.
Kun Göring forholder sig upåvirket på trods af, at han oprettede flere af de lejre, der senere blev koncentrationslejre.
Selvom lejrene ikke oprindelig var udryddelseslejre, var volden og menneskeforagten indbygget i systemet fra første færd, og dødeligheden blandt fangerne var enorm.
Også Gestapo, som sørgede for en lind strøm af fanger til lejrene, var Görings værk.
Alligevel er det kun, når han af og til gnider sig i hænderne som for at fordele sveden, at hans adfærd signalerer et medansvar for det mareridt, som flimrer forbi på skærmen.
Deltagelse i forbryderisk sammensværgelse: En paragraf, der betød, at medlemmer af en organisation, som begik forbrydelser for at nå sit mål, som fx nazistpartiet, kunne dømmes for disse forbrydelser, selvom de ikke selv havde begået dem.
Göring holdt hof i frokoststuen
Da filmen er forbi, sidder alle i salen som forstenet. Retsformanden kan end ikke samle sig til formelt at hæve retten.
I stilheden lyder en amerikansk soldats lavmælte mumlen “Åh, Gud, det giver mig lyst til at skyde den første tysker, jeg møder”.
Så skærer Rudolf Hess' stemme igennem. “Jeg tror ikke på det”, siger han højt og tydeligt. Göring beder ham holde mund, og Hess tier.
I ugerne op til jul står den ene højt placerede nazist efter den anden frem.
I et forsøg på at redde deres eget skind angriber de nu de mænd og de idealer, de indtil for nylig har bøjet sig i støvet for. Göring raser.
Da SS-general Erich von dem Bach-Zelewski, én af de mest hårdkogte officerer på østfronten, indtager vidneskranken, kan Göring ikke længere tøjle sit raseri.
Bach-Zelewski har opnået straffrihed mod at vidne mod sine tidligere overordnede og påstår i vidneskranken, at han kun blev på sin post for at forhindre, at en anden og mere brutal mand fik pladsen, og at grusomhederne i øvrigt var “en logisk konsekvens af vor ideologi”.
Göring eksploderer. “Svinehund. Forbandede forræder”, brøler han, mens spyttet står ham om munden.
Udbruddet koster ham en uges tobaksration, men det får ham ikke til at holde sine meninger for sig selv.
Privat kan Göring ikke påvirke sine medfanger, for de anklagede bliver holdt strengt adskilt.
I fængslet, som er tilknyttet justitspaladset, bor de i eneceller med stengulv og en stol, et vakkelvornt bord og en briks.
Gennem et kighul i døren holder en vagt konstant øje med enhver af fangernes bevægelser, og natten igennem fejer et skarpt projektørlys gennem cellen.
Mad og drikke serveres gennem en luge, og når fangerne skal på toilettet, foregår det i et hjørne af rummet – det eneste sted, der ikke kan ses fra kighullet i døren.
Kun i retsbygningens frokoststue kan de anklagede tale frit, og her sætter Göring ind for at få de andre til at optræde lige så heroisk som han selv.
Opgaven er ikke let, for alle kan se, hvor det bærer hen, men Göring skiftevis truer, lokker og fremmaner billeder af helte, der dør for det, de tror på.
De, som er bange, lover han beskyttelse.
“Jeg siger, at I handlede på ordre fra mig”, siger han beroligende til de skræmte medfanger.
De, som har givet op, prøver han at muntre op med forestillinger om deres martyrium. En dag vil det tyske folk grave deres jordiske rester op og genbegrave dem i en marmorsarkofag, forsikrer han højstemt.
Anklagemyndigheden betragter Görings magt over sine medtiltalte med bekymring. Flere af nazisterne havde indvilget i at samarbejde, da de kom til Nürnberg.
Fx Baldur von Schirach, som havde været klar til at afgive en skriftlig fordømmelse af “Hitlers svigt af den tyske ungdom”.
Under Görings indflydelse er han og andre begyndt at genvinde fortidens fanatisme.
Kun rustningsminister Albert Speer lader fortsat til at ville tage afstand fra Hitler og hans regime.
Da han den 3. januar 1946 gennem sin advokat meddeler, at han på et tidspunkt af samvittighedsgrunde har forsøgt at myrde Hitler, føler anklagerne, at de står over for et gennembrud.
Dette skal Göring ikke få lov til at forpurre. Efter en svada mod Speer, hvor han proklamerer, at han er “ved at dø af skam” over, at “en tysker kan være så gemen for at forlænge sit arme liv”, bliver Göring flyttet ind i et lokale for sig selv.
Fra nu af må den tidligere rigsmarskal spise alene.
Anklageren mister fatningen
Alle holder vejret, da Göring den 13. marts om eftermiddagen – iført lange støvler og bukser, der hænger om ham – indtager vidneskranken.
“Vi nærmest rystede af forventning”, husker en korrespondent fra The Times.
Uden at blinke vedkender Göring sig sin fortid og sit ansvar, inklusive lovene imod jøderne:
“Jeg udstedte dem, og derfor er jeg ansvarlig for dem. Jeg har ikke til hensigt at dække mig ind under, at det var Førerens ordrer”, fastslår han.
“Jeg havde ansvaret for oprustningen, for træningen og for styrkelsen af moralen i Luftwaffe. Ikke så meget Føreren som jeg personligt bærer det fulde og hele ansvar for alt, hvad der skete”.
Sine medanklagede tager Göring i forsvar, omend ikke altid på en måde, der sætter dem i det bedste lys.
Udenrigsminister Ribbentrop degraderer han fx til ikke at have været betydningsfuld nok til at have haft noget at sige i udenrigspolitikken.
Göring alene havde fuld adgang til Hitler som han også af og til – påstår han – mødtes med privat.
“Højst kan Føreren og jeg have haft en sammensværgelse”, siger han til anklagerens påstand om, at regimet har været én stor sammensværgelse.
I 12 timer taler Göring, uden at retten afbryder ham.
Hans medanklagede er begejstrede og hilser Göring, som var han en skoledreng, der lige havde snakket sig fra en velfortjent eftersidning på hele klassens vegne, og gamle fraktioner er glemt.
Selv Speer kalder Görings forsvar “gribende”.
Anklageren Jackson skumler derimod over den uhørte taletid, retten har givet Göring. I det krydsforhør, der følger, kaster han sig over rigsmarskallen.
Göring imødegår ham. Afslappet, fremadlænet med en hånd på knæet, årvågne øjne og det brune hår sirligt tilbagestrøget parerer han alle Jacksons angreb.
Gang på gang korrigerer han den amerikanske anklager, der åbenlyst er på glatis.
Jackson fejloversætter vigtige ord og tager fejl af stedbestemmelser, så Rhinen bliver til Rhinlandet, og refererer til møder, som aldrig er blevet holdt.
Til sidst vifter han med sit papir og vrisser, at det i det mindste viser, at her er tale om planlægning, der “skulle være holdt absolut hemmelig for fremmede magter”.
Men det er i sig selv ikke kriminelt, et faktum Göring, prompte gør opmærksom på.
“Jeg mener ikke at huske, at USA har offentliggjort sine invasionsplaner på forhånd”, bemærker han køligt.
Jackson har fået nok.
Han vender sig mod dommerne og kaster sig ud i en tirade mod Göring, der “ikke viser den mindste smule imødekommenhed mod det tribunal, som gav ham den retssag, som han aldrig selv gav til en levende sjæl”.
Herefter bliver Jackson så højrøstet og usammenhængende, at retsformanden kommer ham til undsætning og erklærer, at retten er hævet for den dag.
Heller ikke senere krydsforhør får Göring til at miste fatningen. Behændigt styrer han igennem alle spørgsmål.
Da han er færdig, er han yderst tilfreds med sig selv.
“Jeg gjorde vist ikke en ussel figur, gjorde jeg? Glem ikke, at jeg havde de bedste hjerner fra England, Amerika, Rusland og Frankrig stillet op imod mig med hele deres juridiske maskine – og dér var jeg, helt alene”, siger han efter forhøret.
Offentligheden er enig med ham.
“Hvis intet andet end hans skarphed og evne til at argumentere talte, ville Göring have forladt skranken som en meget større mand, end da han indtog den”, skriver The Times efterfølgende.
Forbrydelser mod menneskeheden: Det statsligt organiserede massemord på jøder og andre befolkningsgrupper blev defineret som en forbrydelse, der var så grusom, at den ikke alene forbrød sig mod ofrene, men mod hele menneskeheden.
Stjal scenen selv i døden
Uheldigvis for Göring er det ikke ord, men gerninger, han står til regnskab for. Og dommerne er ikke i tvivl, da de den 1. oktober afsiger dommen.
Göring er så skyldig, som nogen kan være. Han var, fastslår dommen, “næsten altid den drivende kraft, og han stod kun under sin fører.
Han var den ledende personlighed bag angrebskrigen og såvel politisk som militær fører.
Han var leder af slavearbejdet og ophavsmand til undertrykkelsesprogrammet mod jøderne og mod andre racer i ind- og udland.
For denne mand lader der sig i hele processtoffet ikke finde nogen undskyldning”.
Da dommen bliver læst op, er Görings ansigt lagt i de sædvanlige ligegyldige folder.
Han står helt stille, indtil den sidste del af oversættelsen – “Tod durch den Strang” – “døden ved hængning”– når ham gennem hovedtelefonerne.
Uden at ændre ansigtsudtryk lægger han hovedtelefonerne, drejer om på hælen og forlader retslokalet.
I de følgende dage forsøger han uden held at få ændret dommen, så han i stedet for at blive hængt kan blive skudt, en henrettelsesform, som han finder mere passende for en soldat.
Anmodningen bliver blankt afvist.
Om aftenen den 15. oktober begynder fængselsfolkene i al hemmelighed at forberede henrettelserne.
De dømte ved ikke, at de kort tid efter midnat vil blive ført til de hastigt opførte galger i fængslets gymnastiksal.
Klokken 22.45 lyder et råb fra vagten uden for Görings celle. Göring, der indtil nu har ligget fredeligt i sin seng, kaster sig rundt i kramper.
Tililende forsøger at finde årsagen, mens Göring bliver blå i ansigtet, før han til sidst udånder. Fængselslægen åbner hans mund og piller et stykke glas ud – resterne af en kapsel med cyanid.
På et pressemøde den følgende morgen kl. 6.25 – programsat, så de allierede kan annoncere, at krigsforbryderne nu er blevet henrettet – stjæler Göring scenen for sidste gang.
Da nyheden når Nürnbergs gader, breder en stemning af lettelse og noget, der ligner triumf, sig blandt tyskerne.
“Godt gået, Göring”, siger en, “han var altid lidt foran de andre”. “Typisk”, siger en anden. “Han skulle altid være i rampelyset”.
Tyskerne dunker hinanden i ryggen og ler.
Selv den amerikanske fængselspsykiater, som Göring har betroet sig til, kalder selvmordet “en dygtig, endda brillant afslutning”.
I 2005 indrømmede en tidligere amerikansk fangevogter, at han var blevet narret til at give Göring cyanid-kapslen af en smuk tysk kvinde, der påstod, at den indeholdt livsvigtig medicin.
En forklaring, de fleste historikere betragter som plausibel, men umulig at bevise.
Hemmeligheden om, hvad der skete med Görings lig, er stadig velbevaret, ud over at han blev “kremeret, og asken skaffet af vejen”.
En marmorsarkofag fik Göring og hans medskyldige aldrig.