Romer skrev nazisternes bibel

Hønseavler endte med at styre SS

Himmlers rolle som toneangivende i Tyskland lå ikke i kortene, da han i 1924 steg på toget i Landshut.

Kun to år ­forinden, i 1922, havde han færdiggjort sin uddannelse som agronom, men ­arbejde kunne han ikke finde.

Himmler havde endda forsøgt sig med ­hønseavl, men heller ikke det havde han succes med. I stedet kastede han sig over politik, hvor han hurtigt blev draget af det unge ­naziparti, som han meldte sig ind i i august 1923.

Himmler gjorde sig positivt bemærket med sin hengivenhed for nazisternes sag og blev hyret af Gregor Strasser, én af Hitlers håndgangne mænd og en talentfuld organisator.

Som Strassers assistent rejste Himmler nu Bayern tyndt for at hverve medlemmer for det ­voksende naziparti.

Under rejserne slugte ­Himmler den ene bog efter den anden, herunder “Germania”.

Imens steg han langsomt, men sikkert i graderne inden for nazipartiet, og i 1929 blev den tidligere hønseavler udnævnt til leder af SS, Schutzstaffel, der på dette tidspunkt fungerede som Adolf Hitlers korps af livvagter.

SS formet efter germanske krigere

Himmler havde ikke glemt “Germania”. Tværtimod. SS-korpset udgjorde, da Himmler overtog ledelsen, blot 300 mand samlet i en underafdeling af SA-korpset, de såkaldte brunskjorter, en landsdækkende bølle-organisation, der tyranniserede politiske modstandere.

Med Tacitus’ germanere som rettesnor begyndte Himmler at omforme SS-korpset til en eliteenhed.

Rigsføreren kunne ikke have fundet et bedre forbillede for sit krigerkorps, for stammerne, der for 2.000 år siden levede i Tyskland, var formidable krigere.

Selv det vældige Romerrige, som kontrollerede det meste af Europa, kunne ikke kue de krigeriske germanere.

Det stod klart, da ­romerne i år 9 e.Kr. forsøgte at indtage området og presse rigets grænser mod nord.

I et knusende slag i det nordvestlige Tyskland led hærføreren Varus nederlag.

Ifølge de romerske beretninger nåede han kun ind i Teutoburg-skoven, hvor hans 30.000 soldater blev omringet af germanske krigere anført af den lokale hærfører Hermann.

Germanernes styrke var blot halvt så stor som Varus’ hær, men de formåede at udslette de romerske styrker og standse Roms felttog.

Historien om germanernes overlegne sejr var populær hos nazisterne. Hermanns-mindesmærket, et monument rejst nær Bielefeld til minde om sejren, blev bl.a. besøgt af Hitler i 1926 og ofte brugt som mødested for ungdomsorganisationen Hitlerjugend og i den øvrige nazistiske propaganda.

SS-korpset skulle være den samme slags krigere som de stærke germanere, mente Himmler, der også havde be­mærket, at Tacitus beskrev, hvordan en stammeleder var “omgivet af en stor flok ungersvende”.

Det gav “anseelse og ­styrke” og var, skrev Tacitus, “i fredstid en udmærkelse og i krig en skjoldborg”.

Med sådan en flok i tankerne gik Himmler i gang med at rekruttere germanske mænd med nordisk beslutsomhed, udvalgt efter bestemte kriterier.

Himmler krævede troskab til døden

Himmler bestemte, at elitekrigerne ­skulle være frie, modige og lydige, sådan som Tacitus beskrev germanerne.

Den romerske forfatter slog bl.a. fast, at germanerne havde “kroppe, der var gode til stormløb”, og på slagmarken trodsede de alle farer, og fejhed blev straffet hårdt.

“At være løbet bort fra sit skjold er den største vanære”, som medfører forbud mod at deltage i ofringer og andre fællesaktiviteter, berettede den romerske forfatter.

For mange blev skammen så stor, at de til sidst valgte at gøre en “ende på deres æreløse liv med et reb”. Loyaliteten hos krigerne var i det hele taget stor: “Høvdingene kæmper for ­sejren, følgesvendene for høvdingen”.

Himmler satte alt ind på at overføre det germanske mod til sit korps. Kamptræningen og de fysiske krav blev skærpet, og på SS-uniformernes bæltespænder fik Himmler indgraveret mottoet “Meine Ehre heisst Treue” – troskab er min ære.

Desuden indførte han, at alle SS-rekrutter skulle sværge personligt troskab til Adolf Hitler “indtil døden”.

Og eftersom Tacitus beskrev germanerne som “et folk med blå øjne, lyst hår og en stor krop”, antog Himmler disse træk for den ariske race og idealet for en SS-mand.

Den isolerede stamme var stærk

“Germanias” indflydelse var ikke ­begrænset til SS. I takt med at Himmlers magt i det nazistiske parti voksede, blev tilslutningen til hans idéer om Germania også stærkere.

Her fandt Himmler bl.a. grundlag for teorien om racerenhed.

Ifølge Tacitus var et af germanernes særkender nemlig, at de holdt sig for sig selv og ikke “på nogen måde var blandet ved indvandring fra eller gensidige gæsteforbindelser med andre folkefærd”.

Hos Himmler og hans støtter udmundede dette i tanken om, at det tyske folk var blevet “forurenet” med træk fra andre folkeslag, og at dette var grunden til Tysklands problemer.

Kun ved at sikre sig, at tyskerne igen blev en ren race, kunne landet blive genrejst. Idéerne ­udmøntede sig i de såkaldte Nürnberg-love eller “Lov til beskyttelse af det tyske blod og ære” fra september 1935, der forbød ægteskab og seksuelt samkvem mellem de rene tyskere og landets jøder.

Manuskript skulle skabe fælles fortid

Racelovene åbnede for en strøm af love og bestemmelser, der havde til formål at udelukke jøder fra alle dele af det tyske samfundsliv og isolere dem fra det, nazist­erne kaldte “det tyske folk”.

Her havde nazisterne imidlertid et problem. Det tyske folk var nemlig ikke nogen helt entydig størrelse.

Som samlet nation var Tyskland kun 62 år gammelt. I århundrederne før Tysklands samling i 1871 havde landet ganske vist haft en kejser, men han regerede et kludetæppe af meget forskellige kongeriger og fyrstedømmer.

Rigerne delte sprog og til en vis grad kultur, men de lå i evig strid og førte jævnligt krige mod hinanden.

Tyskerne var en sammenbragt storfamilie, som Himmler forsøgte at få samling på gennem storstilede propaganda-fremstød.

Ved at udbrede kendskabet til “Germania” ville han give tyskerne en fælles fortid, som de kunne spejle sig i og blive inspireret af til fremtidig storhed.

En vigtig forudsætning for fremstødet var at få fat i Tacitus’ originale tekster, men alle kendte kopier var gået tabt efter Romerrigets fald i 500-tallet og i løbet af middelalderen.

I 1902 var der dog dukket en glemt kopi op – kaldet Aesinas-kodekset – i den italienske grev Aurelio Balleanis private bibliotek, hvor den havde forputtet sig mellem andre skatte som fx breve fra den legendariske kvindebedårer Casa­nova og skrifter fra den store romerske taler og politiker Cicero.

Himmler fik Hitler til at overtale fascist­lede­ren Benito Mussolini til at hjælpe nazisterne med at anskaffe manus­kriptet i 1936.

Begejstret forberedte Himmler en storstilet modtagelse i Nürnberg, hvor årets rigspartidage skulle holdes i september.

Her skulle skriftet hyldes i en specialindrettet hal, hvor væggene var forsynet med citater af ­Tacitus og Hitler.

Den italienske greve havde dog kun hån tilovers for opkomlingen Mussolini, og greven afviste blankt at udlevere familie­klenodiet til diktatoren.

Endelig – efter to års pres – gav greven sig en anelse og gav allernådigst tyskerne lov til at affotografere det gamle manuskript.

Germania gennemsyrede samfundet

Tyske forskere studerede det affotograferede skrift grundigt, og i 1943 dannede det grundlag for en ny udgave af “Ger­mania”, der var forsynet med et forord skrevet af SS-føreren selv.

På dette tidspunkt havde “Germania” sat sit præg på stort set alle dele af det tyske samfund; skriftet blev brugt til at tilskynde til racehad, krigslyst og blind ­lydighed over for nationens fører.

Selv de tyske børn skulle opdrages af Tacitus.

Håndbøgerne for den nazistiske ungdomsbevægelse Hitlerjugend blev for­synet med billeder af den romerske forfatter og beskrivelser af, hvordan unge germanske mænd for 2.000 år siden, når de blev erklæret “duelige til militær­tjeneste”, fik overrakt et skjold og et spyd af stammens ældre medlemmer.

Dette ritual blev i Hitlerjugend til en ceremoni, hvor den unge fik overrakt en dolk. Nu var det hans opgave lydigt og blindt at følge sin fører.

Også undertrykkelsen af homoseksuelle blev begrundet med “Germania”, som fortæller om germanerne, at “folk med unaturlige laster drukner de under en sammenfletning af grene”.

Himmler tog også dette element til sig, og gjorde det klart i en tale i 1937, at enhver SS-mand, som blev afsløret som homoseksuel, ville blive overført til en koncentrationslejr og skudt under et fingeret flugtforsøg.

På trods af nazisternes ihærdighed for at leve op til fortidens storhed begyndte Tysklands krigslykke at vende i 1943.

Efter de allieredes landgang på Sicilien og et oprør væltede Mussolini, sendte Hitler tropper ind i landet.

I håb om at hente det originale “Germania”-manuskript til Tyskland og dermed iværksætte et propagandafremstød, der skulle afstive tyskernes krigsmoral, beordrede Himmler en eliteenhed af SS-soldater ud for at endevende greve-familien Balleanis ejendom, Villa Fontedamo.

SS-soldaterne buldrede på døren, men ingen åbnede.

Til sidst brød de ind – blot for at opdage, at huset var forladt. “Germania” kunne de heller ikke finde.

Efter at have smadret malerier, freskoer og bøger i hævntørst og frustration drog soldaterne tomhændede videre.

Bogen lå tilbage i villaen – gemt i et hemmeligt rum, bag en skjult dør og begravet dybt nede i en kiste med vasketøj.

Forskere afslørede Himmlers løgn

Da forskere efter krigen kiggede nær­mere på manuskriptet, stod det klart, at Himmler mildt sagt havde været en selektiv, da han udlagde teksten for tyskerne.

Tacitus havde langtfra kun venlige ord tilovers for germanerne.

Nok roste han dem for at være gode til stormløb, men tilføjede samtidig, at de på ingen måde var “i ­besiddelse af evnen til at udholde slid eller anstrengende ­arbejde”.

Derudover var germanerne upræcise, drikfældige og uden smag.

Mest ødelæggende for Himmlers teorier var dog forskernes dom over ger­manernes herkomst.

De var ikke en samlet, isoleret stamme, men et virvar af stammer, der flyttede rundt og giftede sig både indbyrdes og med udefrakommende.

Nyheden nåede dog aldrig Himmler.

Han begik selvmord den 23. maj 1945, da han blev fanget af engelske styrker under et flugtforsøg, der langtfra levede op til “Germanias” æresbegreber.

Da var mere end 6 millioner tyskere døde i ­koncentrationslejre og på slagmarken i forsøget på at leve op til en fortid, der ­aldrig havde eksisteret.