Spionen Adolf taler sig til tops

Krigen gjorde Hitler bitter

Den østrigsk-fødte Hitler, der i 1913 flyttede til München, meldte sig året efter som frivillig til den tyske hær. Her opnåede han rang af underkorporal, modtog to Jernkors og blev midlertidigt blind under et gasangreb kort før krigens afslutning. Hans følelser for Det Tyske Rige voksede sig så stærke, at han betragtede Tyskland som sit nye fædreland.

Tilbage i München piner nederlaget Hitler, der er bitter over, at tyskerne overgav sig. Mismodet bliver endnu større, da han ser de kaotiske tilstande, der hersker i landet efter krigen. Revolutionære tilstande bringer magthaverne til fald i flere byer, og Tyskland er kastet ud i en dyb splittelse, ikke mindst i München.

Arbejdsløsheden er høj, men Hitler er heldig at kunne fortsætte som soldat i Bayerns rigsværn – en regional afdeling af den hær, som nu udgør Tysklands begrænsede forsvarsstyrke. Han står vagt ved Münchens hovedbanegård, inden han i maj 1919 bliver en del af rigsværnets informationsafdeling, en indenrigsspiontjeneste.

“Han var som en træt, herreløs hund, der ledte efter en herre – klar til at gøre fælles sag med enhver, der bare ville vise ham en smule venlighed”, skrev informationsafdelingens chef, kaptajn Karl Mayr, senere.

Rigsværnets ledelse er stærkt nationalistisk og anti-kommunistisk, og Mayr har fået midler til at opbygge et netværk af agenter og informanter, som skal få soldater og borgere til at støtte værnets synspunkter. Mayr ser et potentiale i Hitler, fordi han udviser en klar foragt for bolsjevismen.

I sommeren 1919 giver Hitler forelæsninger for rigsværnets soldater for at fremme deres nationalisme, og i efteråret sætter Mayr ham til at overvåge DAP. En af informationsafdelingens opgaver er at indsamle viden om det mylder af højreorienterede grupper, der skyder op i München i 1919, fordi grupperne muligvis kan bruges til at styrke nationalismen i Tyskland.

Da Hitler den 12. september tager ordet på DAP’s møde i Sterneckerbräu, er det dog ikke planlagt. Men hans indslag har imponeret Anton Drexler.

Hitler er givetvis smigret over partiformandens ros, og nogle dage efter melder han sig ind i DAP. Officielt er han medlem nr. 555 – men de første 500 er opdigtede for at få partiet til at virke større, end det er.

Talegaver giver stjernestatus

Hitlers retoriske evner giver ham hurtigt en plads i DAP’s ledelse, hvor han får ansvaret for partiets propaganda. Sammen med Drexler arrangerer det nye medlem i februar 1920 partiets første massemøde i Hofbräuhaus.

Her vil de præsentere det nye partiprogram, som makkerparret selv har formuleret – nu under partinavnet Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP). Blandt hovedpunkterne er et krav om et Stortyskland med en stærk centralmagt samt et opgør med jøderne og alle andre, der har udnyttet krigen til personlig profit.

“De skal ha’ pisk! De skal op at hænge!” råber folk bifaldende, da Hitler i en skarp tone angriber dem, som har tjent penge på Tysklands nederlag.

Det nye partimedlem overskygger alle de andre ledere med sin ligefremme stil og sit udtryksfulde sprog.

“Vores motto er alene kampen. Vi vil ufortrødent forfølge vores mål!” dundrer Hitler fra talerstolen til stor jubel fra de 2.000 fremmødte.

Hitler er efter succesen ikke i tvivl om, at hans fremtid ligger i politik. Han stopper derfor som agent for rigsværnet i marts.

Fra foråret 1920 knokler Hitler som fuldtidspolitiker, og han er overbevist om, at massemøder er vejen frem for NSDAP. Han turnerer rundt mellem de mange ølhaller i München og omegn, hvor han taler i timevis.

Et evigt tilbagevendende punkt i talerne er tilsmudsningen af den nye Weimarrepublik. Gang på gang tordner han mod politikerne i Berlin, som i 1919 har underskrevet fredsaftalen i Versailles, hvor Tyskland bliver straffet hårdt for 1. verdenskrig.

Den 7. juli 1920 holder Hitler et oplæg om “Versailles’ skamfulde fred” foran 2.400 mennesker, der lytter nærmest hypnotiseret til ham. Blandt dem er den 20-årige Hans Frank, der senere bliver et ledende partimedlem og nazistisk generalguvernør i Polen:

“Jeg blev stærkt betaget. Alting kom fra hjertet. Fra denne aften var jeg, selvom jeg ikke var medlem af partiet, overbevist om, at hvis nogen kunne ændre Tysklands skæbne, var det Hitler”.

Hitler bliver diktator i NSDAP

I takt med Hitlers optrædener stiger medlemstallet i NSDAP. Fra de 55 medlemmer i september 1919 tæller partiet i begyndelsen af 1921 ca. 2.000. Alligevel begynder flere i partitoppen at flirte med andre højrenationale partier med henblik på at slå sig sammen.

Tanken om en fusion gør Hitler rasende, fordi planerne indebærer at flytte partihovedkvarteret til Berlin. Dermed vil hans egen position i partiet være i fare.

“Jeg hverken kan eller vil længere være medlem”, lyder det fra propagandachefen den 11. juli 1921, da han melder sig ud af partiet.

Tabet af stjernetaleren kan blive en katastrofe for NSDAP, og flere i ledelsen frygter, at Hitlers afgang vil splitte partiet. Derfor kontakter Drexler to dage senere Hitler for at høre, om han ikke kan overtales til at vende tilbage.

Hitlers krav er klart og kontant: “Formandsposten med diktatoriske beføjelser”.

Han vil sikre sig, at partiet ikke fremover kan trues af pludselige indfald fra de øvrige ledere.

Næste dag svarer partibestyrelsen, at den pga. Hitlers “umådelige viden” og hans “usædvanlige talent som taler” vil give ham formandsposten på de betingelser, han har stillet.

I en alder af 32 år er Hitler NSDAP’s enevældige leder – nu med medlemsnummer 3.680.

Lederen gør brug af bøllehær

Som partileder bliver Hitler et stadig mere kendt ansigt i München, hvor han ynder at sidde på stamcaféen i Galeriestrasse. Her er han altid i følgeskab med flere af sine partikammerater.

Mændene agerer livvagter for Hitler, når han begiver sig hjem iført lang, sort frakke og blød filthat og med en ridepisk ved hånden. Formanden og hans partifæller ender nemlig ofte i klammeri med socialdemokrater og kommunister. Til Hitlers glæde sikrer balladen partiet omtale:

“Det betyder ikke noget, om de ler ad os eller gør nar ad os, om de fremstiller os som klovne eller kriminelle – hovedårsagen er, at de omtaler os og beskæftiger sig med os igen og igen”.

I august 1921 bliver Hitlers bøllehær organiseret i gruppen Sturmabteilung (Stormafdeling, forkortet SA). Iført deres brune skjorter står medlemmerne vagt på partiets møder, de tæver løs på politiske modstandere på gaden, og de overfalder deltagere ved andre partiers møder.

Også under sine egne taler får Hitler “brunskjorterne” til at gå løs på de politiske modstandere, der ofte dukker op – fx i Hofbräuhaus i november 1921.

“Som ulve styrtede de i grupper på 8 eller 10 mand sig over modstanderne og fik dem bogstavelig talt pryglet ud af salen”, skrev Hitler i sin bog “Mein Kampf”.

Efter endnu et voldsomt sammenstød i januar 1922 må Hitler selv afsone fire ugers fængsel, fordi han har været med til at gennembanke ingeniøren Otto Ballerstedt, leder af det bayerske separatistparti.

Men den voldelige strategi virker. Flere og flere tyske mænd melder sig ind i SA, der efterhånden tager form af en paramilitær kamporganisation. Hitler forventer, at hans politiske børster vil følge hans taktstok – også selvom det i fremtiden vil koste mere end en blodtud.

“Kun de skal melde sig, som vil være lydige over for førerne og, om nødvendigt, gå i døden!” erklærer Hitler ifølge en politirapport den 6. december 1922.

NSDAP runder 55.000 medlemmer

Med et personligt tæskehold i ryggen og et medlemstal på over 55.000 i partiet føler Hitler i efteråret 1923, at tiden er inde.

De demokratiske spilleregler i Weimarrepublikken har Hitler ingen respekt for, og han begynder at overveje, hvordan han kan gribe magten. Først i Bayern – så i hele Tyskland.

Hitler føler sig nu overbevist om, at han er manden, der kan genrejse det ydmygede Tyskland.