Udrensning i Tyskland: Nazismens rødder skulle rives op

Udenrigsminister Joachim von Ribbentrop rejser sig som den næste. “Døden ved hængning”. Chefen for Værnemagtens overkommando, Wilhelm Keitel. Døden. Lederen af nazisternes sikkerhedstjeneste, Ernst Kaltenbrunner. Døden. I alt 12 af topnazisterne skal henrettes.

Da dommene skal eksekveres den 16. oktober lige efter midnat, bliver de dømte – minus Hermann Göring, der forinden har begået selvmord – ført ind i Spandau-fængslets gymnastiksal, hvor galgen venter på dem. Det giver et ryk i skafottet, da de en efter en bliver hængt.

Topnazisterne bliver brændt – ligesom millioner af deres ofre – og asken bliver smidt i floden Isar.

Men kremeringen af nazilederne er kun en del af de allieredes planer i Tyskland. Hele nationen skal mærke konsekvensen af Hitlers blodsudgydelser, og tyskerne skal renses totalt for den nazistiske ideologi.

Nazistisk bacille skal udryddes

De allierede var ikke kun kommet til Tyskland i foråret 1945 for at befri tyskerne fra Hitler. De var kommet for at besætte landet og sikre, at Tyskland aldrig igen blev en trussel mod verdensfreden. Det krævede – foruden en total afmilitarisering af landet – at tyskerne blev afnazificeret. Alle nazister og nazi-sympatisører skulle findes og straffes.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var den nazistiske ideologi blevet mejslet ind i store dele af befolkningen gennem skolevæsenet, kulturtilbud, fritidsaktiviteter og massiv propaganda. Derfor vurderede amerikanerne, at alle tyskere måtte på anklagebænken – ingen var uskyldig, før det modsatte var bevist.

“Tyskerne kan ikke unddrage sig ansvaret”, hed det i et direktiv fra den amerikanske generalstab få dage efter besættelsen.

I alle fire besættelseszoner – den amerikanske, den britiske, den franske og den sovjetiske – begyndte afnazificeringen i sommeren 1945. Nazistpartiet, NSDAP, og alle nazistiske organisationer som Gestapo og SS blev opløst. De ledende nazister blev spærret inde, til retssagerne mod dem var afsluttet, og samtidig blev alle registrerede nazister fjernet fra deres poster i samfundet.

Blot det at besidde et job i det offentlige kunne føre til arrestation, og inden 1945 var omme, sad 160.000 tyskere i de tre vestlige besættelseszoner – primært den amerikanske – i interneringslejre. Yderligere godt 200.000 personer var blevet afskediget fra deres embede.

Særligt amerikanerne var optaget af at rense ud i skoler og på universiteter. I deres zone blev næsten 90 pct. af lærerkorpset afskediget. I stedet blev skolerne fyldt med ældre lærere, som nazisterne i sin tid havde fyret. Den kompromisløse udskiftning skulle sikre, at fremtidens unge tyskere aldrig blev præget af nazisternes ideologi.

Efter amerikanernes princip om, at tyskerne var kollektivt ansvarlige, var ingen fredet i afnazificerings-processen. Således blev det forlangt, at alle borgere over 18 år skulle udfylde et omfattende skema med 131 spørgsmål. Det såkaldte Fragebogen skulle afsløre, om udfylderen havde et nazistisk sindelag eller ej.

“Giv en kronologisk beskrivelse af dit arbejde og din militærtjeneste siden 1931”, lød et spørgsmål, mens andre af dem kredsede om bl.a. politisk engagement før og under krigen.

Da amerikanerne havde sikret sig NSDAP’s medlemsarkiv, kunne de i nogen grad kontrollere de personer, der forsøgte at lyve. Ud fra svarene blev de enkelte tyskere bedømt som enten “hovedskyldig”, “belastet”, “medløber” eller “ubelastet”.

Mens en hovedskyldig risikerede dødsstraf, kunne en ubelastet tysker ånde lettet op og leve frit i samfundet.

VIDEO: Se en amerikansk ugerevy fra 1948, der handler om afnazifizeringen af Tyskland

Russerne gør kort proces

Briterne og franskmændene anvendte en lignende metode i deres besættelseszoner, omend de var langt mindre systematiske end amerikanerne. Ganske hurtigt reducerede de to besættelsesmagter også omfanget af afnazificerings-processen, fordi de frygtede, at for mange afskedigelser ville føre til et kollaps af den tyske forvaltning i deres sektorer.

Den franske zone blev ligefrem kaldt et “eldorado for belastede”, fordi nazisterne her let slap under radaren.

Helt anderledes gik det for sig i den sovjetiske besættelseszone, hvor russerne effektivt skaffede sig af med de nazistiske elementer i samfundet.

Omkring 520.000 tidligere nazister blev hurtigt fjernet fra deres poster – heriblandt 80 pct. af dommerstanden. Den sovjetiske besættelsesmagt dømte i alt 90.000 tyskere som “fascister” og placerede dem i fx den gamle kz-lejr Sachsenhausen nord for Berlin, hvor 12.000 fanger mistede livet.

Til gengæld afstod russerne fra at straffe menige medlemmer af nazistpartiet, som ikke havde gjort sig skyldige i direkte forbrydelser. I Sovjetunionens besættelseszone skulle opgøret med nazismen især ske ved en hurtig samfundsændring, ikke vha. en langsommelig renselsesproces, som amerikanerne var i gang med.

Uenigheden breder sig

De allieredes enighed om behandlingen af Tyskland begyndte hurtigt at smuldre. Ud over en afmilitarisering og en afnazificering havde Truman, Churchill og Stalin på Potsdamkonferencen i sommeren 1945 aftalt, at Tyskland også skulle demokratiseres.

Men demokrati lå ikke russerne på sinde. For dem blev afnazificeringen snarere et redskab til at indføre et kommunistisk styre.

“Det skal se demokratisk ud, men vi skal have styr på det hele”, havde Walter Ulbricht sagt, da hans gruppe af eksiltyske kommunister fulgte i hælene på Den Røde Hær til Berlin i maj 1945.

Ulbrichts folk havde til opgave at sætte sig på centraladministrationen i den krigshærgede hovedstad.

Efter klassisk sovjetisk forbillede gennemførte russerne allerede i efteråret 1945 en jordreform i deres besættelseszone, og i den efterfølgende tid blev 10.000 private virksomheder nationaliseret – alt sammen skridt til indførelsen af kommunistisk planøkonomi.

For amerikanerne blev den hurtige udbredelse af kommunismen i det østlige Tyskland snart en trussel, fordi den brede befolkning her slap langt nemmere gennem retsopgøret – og efter et år med nidkær afnazificering sadlede USA om.

Afnazificeringen afløses af kold krig

I foråret 1946 valgte amerikanerne at lægge afnazificeringen i hænderne på tyskerne selv. Særlige undersøgelsesdomstole blev oprettet til at gennemgå den enorme mængde materiale – nogle dage indløb der 40.000 spørgeskemaer, som skulle vurderes.

Den midlertidige amerikanske militærregering indvilgede i, at tyskerne kunne fokusere mere på rehabilitering i stedet for på straf. Pludselig blev det muligt at forsvare sig mod beskyldninger, og tyskernes “individuelle ansvar og konkrete forseelser” kunne tages i betragtning, som det hed i en amerikansk skrivelse fra oktober 1946.

I månederne efter afslutningen af Nürnbergprocessen brød samarbejdet mellem USA og Sovjetunionen sammen. Da USA og Storbritannien efterfølgende lagde deres zoner sammen, så russerne beslutningen som en trussel, og konflikten mellem stormagterne eskalerede. I foråret 1947 blev begrebet “Den Kolde Krig” en fast betegnelse om den anspændte situation.

Amerikanerne stræbte nu efter at gøre den vestlige del af Tyskland til et demokrati og gøre området økonomisk stabilt vha. Marshall-hjælpen. Håbet var, at tyskerne med deres egne øjne ville erkende kapitalismens fordele og ikke følte sig fristede af kommunismen.

Kløften mellem vest og øst voksede måned for måned, og i 1949 opstod to tyske stater – Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik, DDR – der var knyttet til hver sin supermagt.

Med dannelsen af Forbundsrepublikken overlod amerikanerne helt afnazificeringen til vesttyskerne. Men den nye stats iver for at grave i fortiden var behersket, og undersøgelser af enkeltpersoner stoppede stort set prompte. Tilmed fik mange afskedigede nazister lov til at vende tilbage til deres stillinger.

Op imod 90 pct. af nazitidens offentligt ansatte vendte tilbage til deres jobs med begrundelsen, at de nu var “rehabiliterede”.

Set i forhold til amerikanernes oprindelige plan var afnazificeringen endt som en fiasko, eftersom den kollektive genopdragelse af det tyske folk udeblev. Til gengæld blev målet om at sætte nazismen uden for politisk indflydelse indfriet.

Ud af en samlet tysk befolkning på ca. 60 millioner blev godt seks millioner personer direkte berørt af afnazificeringen i de vestlige zoner. I den sovjetiske zone var tallet under en million.