De mandlige kolleger så ned på kvinderne. Stalin mente dog, at de var god reklame.

© Polfoto/RIA Novosti & Mary Evans

Nazisterne frygtede Stalins flyvende nathekse

Stalin er desperat. Nazisterne står få km fra Moskva, og en stor del af de sovjetiske kamppiloter har han elimineret i at anfald af paranoia. Helt uhørt beslutter han derfor at bruge kvindelige piloter – kaldet nathekse.

21. juni 2018 af Natasja Broström

Marina Raskova tager en dyb indånding og trykker dørhåndtaget i bund. Hun træder ind foran skrivebordet og ser Sovjetunionens leder, Josef Stalin, i øjnene. Raskova forelægger sin sag: Hun og mange andre kvinder brænder efter at blive kamppiloter og forsvare fædrelandet.

“Ser De, kvinderne stikker alligevel af til fronten. De tager tingene i egen hånd, og det vil være værre, hvis de stjæler et fly for at nå frem”, siger Ras-kova med henvisning til en nylig hændelse, hvor to uerfarne kvinder styrtede i døden med et stjålet fly.

Stalin sukker. Siden Nazitysklands invasion fem måneder tidligere har Ras-kova løbet det sovjetiske militær på dørene. Hverken forsvarsministeriet eller partispidserne har kunnet slippe af med den 29-årige kvinde. 

Hun er landskendt som en dristig langdistanceflyver med flere rekorder. Med sin stærke vilje har kendissen møvet sig gennem bureaukratiet og nået selveste Stalin. 

Den kommunistiske leder tøver, men giver kort efter sin støtte med en formaning til Raskova:

“De forstår, at kommende generationer ikke vil tilgive os tabet af piger”.

Titusinder søger om optagelse

Et par dage efter – den 8. oktober 1941 – udsteder Stalin Ordre 0099, som giver tilladelse til etableringen af Flyvergruppe 122, som udelukkende skal bestå af kvindelige kamppiloter.

Opfordringen om at melde sig sendes via Radio Moskva og i telegrammer til de tekniske universiteter, flyveklubberne og ungdomsorganisationen Komsomol. 

Raskova skal bruge 300 frivillige, men postsæk efter postsæk vælter ind på hendes kontor i Moskva, mens titusinder melder sig på de lokale hvervekontorer. 2.000 ansøgere med teknisk eller praktisk erfaring udvælges til interview. 

Én af dem er 17-årige Nadja Popova, som har fløjet i amatørklub i et år. Under samtalen tester den nyudnævnte major Raskova hende på alle tænkelige måder:

“Du er sikkert ikke så heldig at blive dræbt. Du bliver måske så forbrændt, at ikke engang din mor kan genkende dig. Du kan blive blind, miste en arm eller et ben. Er det virkelig det, du vil?”

Nadia nikker bestemt, hvorefter Ras-kova smiler og siger “velkommen”.

Lidija Litvjak blev kendt som “Stalingrads Rose”. Den smukke jagerpilot satte adskillige mandlige piloter til vægs, men hendes opsigtsvækkende fly blev hendes død.

© All Over Press

Kvinderne får intens træning

Fire dage senere samles de 300 udvalgte kvinder på Sjukovskijs militærakademi for luftvåbnets ingeniører i Moskva. Her får de udleveret uniformer og støvler i mandestørrelse. 

Støvlerne udstoppes i snuden med avissider fra Pravda og Isvestija, mens kvinderne indtil videre må leve med uldne trøjer, der når til knæene, og bukser, som kan trækkes op over brystet. Lyden af hysterisk kvindelatter kan høres over hele matriklen.

Dagen efter går turen med tog til træningslejren i Engels i det sydvestlige Rusland. Jernbanenettet er tæt på at bryde sammen pga. tyskernes bomber, og toget må ofte vente på et sidespor, når et modkørende tog skal forbi.

Til tider strander deres vogn på sidesporet, og major Raskova må med de officielle papirer i hånden skaffe transport med biler eller lastvogne til den næste station. 

Men vejene er fyldt med flygtninge, soldater og militære køretøjer, og den 700 km lange rejse fra Moskva tager derfor en hel uge. Raskova bruger tiden på at forberede kvinderne på de kommende strabadser:

“Slap af, og sov. Sørg for at få så meget søvn som muligt. I får brug for det”.

I Engels skal de 300 kvinder på et halvt år lære, hvad flyveraspiranter normalt skal bruge to-tre år på.

På kasernen forløber dagene efter et fast skema: først gymnastik og march i en time, så morgenmad. Efterfølgende bliver kvinderne undervist – eller indoktrineret – i det rette kommunistiske sindelag af en kommisær fra partiet. 

Flyvelektionerne varer op til 14 timer. Derudover skal de også lære at skyde og modtage undervisning i teori og luftkampstaktik samt i fly- og motorlære.

I april 1942 opslår major Raskova en navneliste: Kun en tredjedel af de 300 håbefulde kvinder har fået opfyldt drømmen om at blive jagerpilot. Resten bliver bombepiloter, navigatører, radiotelegrafister eller mekanikere.

Nadias veninde Larissa Rasanova må “nøjes” med titlen navigatør:

“Jeg var pilot med megen erfaring. Alligevel endte jeg med det mest usle job. Jeg følte mig totalt ydmyget”.

Alle skulle klippes som mænd

Raskova omdanner flyvergruppen til tre eskadriller: Jagerregiment 586 får det moderne Jak-1-jagerfly stillet til rådighed. Bomberegiment 587 skal flyve bombemaskinen Pe-2, mens Natbomberegiment 588 kommer til at sætte livet på spil i veteranflyet Po-2. 

Selv om den udtjente model maksimalt kan flyve ca. 150 km/t. – den samme hastighed som de fleste fly under 1. verdenskrig – er det lavtgående biplan perfekt til natlige togter, hvor det kan flyve helt tæt på jorden og under de tyske radarer.

Da eskadrillerne i foråret 1942 er klar til kamp, indløber en, for mange af kvinderne foruroligende, ordre fra lejrkommandanten: De skal klippes.

En af mekanikerne har langt korngult hår til livet, og om aftenen sidder hun og reder sit hår igen og igen. Ingen tør nærme sig hende med en saks.

Med Raskovas tilladelse gemmer kvinden sit hår under baretten.

To dage senere dukker en general op på en uventet inspektion. Han stopper foran mekanikeren, stirrer hende i øjnene og fjerner hendes baret. Det lange, gyldne hår vælter ned. Kvinderne holder vejret, men generalen slår blot en latter op og vinker major Raskova til sig:

“Hvorfor har ikke alle pigerne deres hår sådan? Bortset fra hende her ligner de alle drenge. En kvinde uden hår er som en hest uden manke”.

Kvinderne måtte bo i en kostald

Kort efter bliver de tre eskadriller sendt til forskellige afsnit af fronten. Natbomberegiment 588 skal under ledelse af major Jevdokija Bersjanskaja gøre tjeneste i det sydlige Kaukasus.

Vejret er smukt og vindstille, da kvinderne fra 588 flyver i V-formation mod deres nye base. Pludselig dukker et par fjendtlige fly op. 

I panik bryder flere formationen og nødlander i en nærliggende birkeskov. De fjendtlige fly åbner heldigvis ikke ild og flyver blot forbi.

Efter et stykke tid vover de noget rystede kvinder at fortsætte. Ved ankomsten forstår de dog, hvorfor flyene ikke skød. De var slet ikke tyske. Deres mandlige kolleger i Den Røde Hær ville bare lige “byde dem velkommen”.

Ydmygelsen svier, og indkvarteringen gør kun stemningen værre: Kvinderne skal bo i en nedlagt kostald. Trods skrubben og skuren forsvinder staldlugten aldrig, og mændene døber derfor kvindernes kvarter “Den Flyvende Ko”.

Ankomsten medfører også, at kommandanten på basen ikke anser kvinderne for at være kampklare. Til Bersjanskajas store fortrydelse må de derfor blive på jorden den første lange tid. Moralen er i bund.

Nadja Popova var en af de første kvinder, der meldte sig til krigstjeneste i flyvevåbnet. Hun overlevede krigen.

© Polfoto/RIA Novosti

Ildkamp kræver de første ofre

En juninat får kvinderne i Natbomberegiment 588 langt om længe chancen. Tre Po-2-maskiner sætter kursen mod en tysk base i Dnepropetrovsk, Ukraine. 

Under vingerne på hvert af de spinkle fly af træ og sejldug sidder to bomber, som tilsammen vejer 400 kg. Alle er anspændte. Dette er prøven, som de så længe har ventet på.

Med en lygte i hånden beregner navigatøren afstanden til målet ved hjælp af kort og stopur og informerer piloten undervejs. Umiddelbart før målet signalerer navigatøren, og piloten sætter motoren i tomgang, så flyet kan svæve næs-ten lydløst nedad i mørket.

Første fly kaster et par faldskærmsblus, som oplyser landskabet. Herefter trækker piloten i udløsersnoren, og bomberne falder. De efterfølgende eksplosioner får flyet til at ryste.

Operationen skal gennemføres, før flyene fanges af tyskernes lyskastere. I projektørernes blændende lys kan piloten miste orienteringen, og det lavt-gående fly vil blive et let bytte for antiluftskytset. 

Flyene dykker derfor under projektørernes lyskegle, inden de styrer hjemad. Under dem står flere vitale bygninger i flammer.

På basen fejrer kvinderne deres ilddåb, og major Bersjanskaja er glad:

“Dette viste virkelig mændene, hvad vi er lavet af”.

Begejstringen kølnes dog, da det sidste fly ikke dukker op. Først efter krigen opklarer kvinderne dets skæbne: Indbyggerne i en landsby fandt et nødlandet fly på en mark. Indeni sad to kvinder, forblødt til døde. Tyskernes antiluftskytsprojektiler var gået lige gennem flyets tynde sejldug.

Kvinderne kaldes nathekse

På trods af kvindernes udtjente fly lærer tyskerne snart at frygte deres natlige angreb. For bombeflyene kommer helt lydløst, hvilket gør, at tyskerne aldrig kan vide sig sikre.

En sideeffekt er, at de tyske soldaters selvtillid får ridser i lakken, når nedskudte fly afslører en besætning af simple “husmødre”.

Tyskerne begynder at kalde de kvindelige piloter, der konstant forstyrrer deres søvn, for nathekse. De mener også at vide, at kvinderne har fået kemiske indsprøjtninger, så de kan se i mørke.

Natheksene flyver op til 18 gange hver nat, fordi flyene kun kan medbringe to bomber per togt. Prisen for det er høj. Mange ser kammerater styrte brændende mod jorden. 

For at gøre ondt værre medbringer piloterne signalraketter, som eksploderer i flammerne og forvandler cockpittet til et dødeligt inferno af røde og grønne lys. I de tilfælde kan piloterne kun håbe på en hurtig død.

Rygterne om nazisternes tortur og voldtægter får kvinderne til at frygte nødlandinger bag fjendens linjer. Flere gemmer den sidste kugle i deres medbragte pistol til sig selv, mens andre med deres navigatør sværger at styrte i døden sammen.

Efter otte måneder i kamp får Bomberegiment 588 den udmærkelse, kvinderne har sukket efter.

Nadja Popova jubler sammen med de andre, da hendes eskadrille udnævnes til 46. Garderegiment. En ære, som placerer dem blandt eliten. Men glæden blandes med malurt, da major Raskova samme år styrter ned under en rutineflyvning i dårligt vejr.

Med “heksenes” hjælp bliver Krim og Hviderusland befriet i 1944, og i maj året efter bomber eskadrillen de sidste modstandslommer omkring Berlin. Da de en dag hviler i et bondehus, går døren op, og en mekaniker råber: “Sejr, piger! Sejr! Krigen er ovre!”

Kvinderne i Natbomberegiment 588 udførte mere end 23.000 missioner og kastede over 3.000 tons bomber.

Da regimentet var størst, bestod det af 80 piloter og navigatører. 23 fik hæderstitlen Sovjetunionens Helt, mens 30 døde i kamp. “Natheksene” blev en af krigens højst dekorerede enheder i Den Røde Hær.

Kvinderne i Natbomberegiment 588 spillede en stor rolle for Sovjetunionen, men i 2. verdenskrig var de kun en lille brik i det store puslespil. Du kan samle alle brikkerne med et abonnement på HISTORIE - for vi giver dig de største dramaer og de mest overraskende detaljer fra krigen i hvert eneste nummer.

Køb et abonnement her - eller giv et gavekort til en, du holder af.   

Læs mere

Anna Krylova: Soviet Women in Combat, Cambridge University Press, 2010. Bruce Myles: Night Witches, Mainstream Publishing, 1981. Amy Goodpaster Strebe: Flying for her Country, Praeger, 2007. Reina Pennington: Wings, Woman & War, University Press of Kansas, 2001.

Måske er du interesseret i...

Læs også