Himlen over koncentrationslejren Theresienstadt var blå og skyfri. Lejrens torv var forvandlet til en festplads. Foran en café spillede et jødisk orkester svingende jazz, mens små børn i nyt tøj morede sig i en karrusel.
“De vil se livet i en normal by,” indledte lejrens jødiske “leder”, da han bød repræsentanter fra Røde Kors velkommen til Theresienstadt.
Tilsyneladende havde han ret. De besøgende fik lov til at undersøge lejren på egen hånd, og i otte timer kunne de tale med de internerede jøder og undersøge alt på deres rute, uden at der på noget tidspunkt blev grebet ind.
Butikker, parker, hospitaler og private hjem så ud til at være i fineste orden. Husene var nymalede, og overalt var der blomsterbede.
Repræsentanterne var imponeret over den rene by, sundhedsvæsnet og fritidsfaciliteterne. Turens højdepunkt var opførelsen af en børneopera, skrevet af en af fangerne.
Røde Kors var ankommet til Theresienstadt den 23. juni 1944 for at undersøge forholdene for de internerede. Efter lange forhandlinger med nazisterne var besøget endelig kommet på plads. For tyskernes vedkommende skulle besøget mane alle rygter om jødeudryddelse i jorden.
De havde derfor valgt Theresienstadt, der ikke var en dødslejr. Den fungerede snarere som en slags ghetto til internering af særligt privilegerede jøder – for eksempel videnskabsmænd og kulturpersonligheder.
Lejren havde et omfattende kulturliv med koncerter og foredrag. Men dødeligheden var tårnhøj, arbejdet nedslidende, og sulten allestedsnærværende. Derfor gjorde nazisterne sig store anstrengelser for at imponere Røde Kors.