Himlen over koncentrationslejren Theresienstadt var blå og skyfri. Lejrens torv var forvandlet til en festplads. Foran en café spillede et jødisk orkester svingende jazz, mens små børn i nyt tøj morede sig i en karrusel.
“De vil se livet i en normal by,” indledte lejrens jødiske “leder”, da han bød repræsentanter fra Røde Kors velkommen til Theresienstadt.
Tilsyneladende havde han ret. De besøgende fik lov til at undersøge lejren på egen hånd, og i otte timer kunne de tale med de internerede jøder og undersøge alt på deres rute, uden at der på noget tidspunkt blev grebet ind.
Butikker, parker, hospitaler og private hjem så ud til at være i fineste orden. Husene var nymalede, og overalt var der blomsterbede.
Repræsentanterne var imponeret over den rene by, sundhedsvæsnet og fritidsfaciliteterne. Turens højdepunkt var opførelsen af en børneopera, skrevet af en af fangerne.
Røde Kors var ankommet til Theresienstadt den 23. juni 1944 for at undersøge forholdene for de internerede. Efter lange forhandlinger med nazisterne var besøget endelig kommet på plads. For tyskernes vedkommende skulle besøget mane alle rygter om jødeudryddelse i jorden.
De havde derfor valgt Theresienstadt, der ikke var en dødslejr. Den fungerede snarere som en slags ghetto til internering af særligt privilegerede jøder – for eksempel videnskabsmænd og kulturpersonligheder.
Lejren havde et omfattende kulturliv med koncerter og foredrag. Men dødeligheden var tårnhøj, arbejdet nedslidende, og sulten allestedsnærværende. Derfor gjorde nazisterne sig store anstrengelser for at imponere Røde Kors.
De fysiske forhold var bedre i Theresienstadt end i dødslejrene. Alligevel døde en fjerdedel af fangerne af sult og sygdomme.
Lejren skulle imponere
En storstilet forskønnelse var gået forud for besøget. Gaderne fik navne i stedet for numre, lejrens indsatte blev sat til at male husene og vaske vejene med sæbevand.
Hospitalet fik nyt udstyr – det fungerede ikke, men det så overbevisende ud. Der blev anlagt parker og lavet butikker – eller: butiksvinduer, for der var intet bag facaden.
Tidspunktet for besøget var nøje overvejet: Det skulle være om sommeren, så naturen viste sig fra sin bedste side.
Forberedelserne gik videre end det.
Theresienstadt var overbefolket, så inden besøget blev flere tusinde jøder sendt til dødslejrene. De tilbageværende blev instrueret i, hvad de skulle sige til Røde Kors. Kritik af forholdene ville blive straffet med døden.
Nazisternes anstrengelser bar frugt. “Byen gør et lyst og venligt indtryk,” skrev en af de besøgende i sin rapport og vurderede, at det største problem for de internerede jøder var den hjemve, som visse af dem gav udtryk for.
De delegerede fastholdt efter krigen, at nazisternes bedrag var så overbevisende, at ingen kunne have gennemskuet det.
De fleste af de jøder, som havde spillet en rolle i bedraget, blev efter Røde Kors' besøg sendt til dødslejrene.
I løbet af 2. verdenskrig døde omkring 34.000 jøder i Theresienstadt. En del af området blev efter krigen lavet om til gravplads for de døde.
Fort blev til fængsel
Theresienstadt blev oprindelig bygget som fort og garnisonsby i slutningen af 1700-tallet. Anlægget ligger ca. 60 kilometer nord for Prag og var en del af Østrig-Ungarns forsvarsværker. Fortet fik dog aldrig nogen militær betydning, men det blev senere brugt som fængsel.
Under 1. verdenskrig fungerede Theresienstadt som krigsfangelejr og husede blandt andre Gavrilo Princip, som havde udløst krigen ved at skyde den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand.
I 1940 overtog nazisterne anlægget og brugte en del af det som fængsel og fra slutningen af 1941 til maj 1945 som koncentrationslejr.
Efter krigen blev fortet en tid brugt af de allierede til at internere tyske og østrigske krigsfanger, men i dag er det indrettet som museum. Den nærliggende garnisonsby er nu en civil landsby.