Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Nødløsning blev tyskernes værste fjende

I 1941 ankom de første P-51 Mustanger fra USA, men jageren var en skuffelse. Britiske ingeniører gik i gang med at forvandle Mustangen til krigens mest afgørende våben.

Fine Art/Getty Images

På himlen forude tegner 21 pletter sig. Charles “Chuck” Yeager tænker, at det må være tyske Messerschmitt Bf 109-jagere, som er ved at indlede et angreb imod amerikanske bombefly, som i oktober 1944 nærmer sig deres mål.

Han smider derfor ekstra-tankene under sin Mustangs vinger, så jageren bliver mere aerodynamisk og kan angribe med 700 km/t.

Yeager og hans gruppe har solen i ryggen, og tyskerne ser ikke faren nærme sig.

“Det var nærmest komisk at score to hurtige sejre uden at affyre et eneste skud”.
Chuck Yeager, pilot under 2. verdenskrig

Først i sidste øjeblik får en pilot øje på Yeager, og han forsøger at undvige med et skarpt sving.

Manøvren får ham til at kollidere med en anden Messerschmitt, og begge tyskere må springe ud af deres ødelagte fly i faldskærm.

“Det var nærmest komisk at score to hurtige sejre uden at affyre et eneste skud”, skrev Yeager bagefter.

Han vender snuden mod et nyt bytte, som han skyder ned med en af de korte og præcise salver, kammeraterne i hans eskadrille beundrer ham for.

En fjerde tysk pilot angriber Yeager bagfra. Amerikaneren stiger brat, ruller rundt, så han kommer under sin forfølger, og derpå flår han Messerschmitten i stykker med en salve nedefra.

Kort efter skyder han sin femte modstander ned i et skarpt dyk.

Luftkampene gør Yeager til flyver-es i løbet af få minutter.

Efter hjemkomsten til basen i England beskylder kammeraterne ham muntert for at være grådig.

Han og de andre piloter fejrer, at de netop har bevist, hvor dødbringende P-51 Mustang kan være, når den har de rette mænd bag styrepinden.

Mere end to års finpudsning af jageren har givet resultater og får alle til at glemme de talrige mangler, som Mustangen havde, da den blev skabt under et dramatisk kapløb med tiden.

Briter hungrede efter fly

Ved 2. verdenskrigs udbrud producerede den californiske flyfabrik North American Aviation små træningsfly til piloter under uddannelse.

Krigsfly havde den ingen erfaringer med, men snart gav desperate britiske embedsmænd virksomheden et skub i den retning.

Stor­britanniens egne flyfabrikker kunne slet ikke levere jagere nok, i stedet måtte den amerikanske industri udfylde hullet.

Fabrikken North American Aviation producerede i alt 15.586 jagere af typen P-51 Mustang på sin fabrik i Californien. Flyene fik afgørende betydning for krigens udfald.

© Library of Congress/Getty Images

En britisk kommission fra forsvarsministe­riet begav sig derfor over Atlanten i begyndelsen af 1940.

Briterne var villige til at købe hvad som helst med vinger, men de interesserede sig især for den lovende nye Curtiss P-40 Warhawk.

Desværre kom de bag i køen af kunder, for USA oprustede også og havde netop bestilt over 500 P-40’ere.

"Hun er en P-51 Mustang, krigens bedste amerikanske jager. Hun kan måle sig med alt, hvad tyskerne kan sende imod hende".
Chuck Yeager, pilot under 2. verdenskrig

Curtiss-fabrikkerne kunne umuligt følge med efterspørgslen, så briterne udtænkte en løsning:

De spurgte North American Aviation, som havde ledig kapacitet, hvor hurtigt en licensproduktion af Warhawks kunne sættes i gang. Et overraskende tilbud kom retur.

“Vi kan designe og bygge et bedre fly”, lød det fra North Americans chef-designer, og fabrikken svor endda, at denne nyudviklede jager kunne leveres tidligere end eventuelle Warhawk-kopier.

Briterne accepterede med glæde tilbuddet, og i marts 1940 bestilte de 320 eksemplarer af et fly, som ingen endnu havde set.

Chuck Yeager

Chuck Yeager skød i alt 11 tyske fly ned under krigen.

© Bettmann/Getty Images

Luftesserne elskede Mustangen

Chuck Yeager er i dag mest kendt for at være den første mand til at bryde lydmuren i et jetfly, men under 2. verdenskrig fløj han togter over Tyskland.

I sin P-51 med kælenavnet Glamorous Glen (opkaldt efter hans kæreste) skød han på én dag fem tyske fly ned. Ikke overraskende var Yeager begejstret for sin jager:

“Glamorous Glen er altid smuk. Hun er en P-51 Mustang, krigens bedste amerikanske jager.

Hun kan måle sig med alt, hvad tyskerne kan sende imod hende.

Med sine 2.000 miles rækkevidde er hun ved at vende luftkrigen mod Tyskland ved at beskytte vores bombefly over selv de fjerneste mål.

Hendes Packard-producerede Rolls-Royce Merlin-motor giver en fantastisk fart og manøvredygtighed – hun er enhver dogfighters drøm”.

Prototype tog form på rekordtid

Præcis 102 dage efter briternes bestilling stod prototypen NA-73X klar. Den var kun et flyskrog uden motor og med hjul, som var lånt fra en anden type, men alligevel en imponerende præstation.

Normalt tog det halve og hele år at udvikle et fly til masseproduktion.

North American Avations hemmelighed var, at flyfabrikken ikke var begyndt på bar bund.

Chef-designer Edgar Schmued havde længe grublet over, hvordan han kunne skabe det bedst mulige jagerfly.

Tegninger var lavet og forsøg med aerodynamik gennemført, men uden en kunde til at finansiere udviklingsarbejdet måtte han lægge sine kræfter i andre projekter.

Briternes bestilling betød, at han omsider kunne slå sig løs. Den tysk-fødte Schmued udgjorde en tredjedel af den trio, som tilsammen endte med at knække ryggen på Hitlers Luftwaffe.

For enhver, der havde forstand på flydesign, så prototypen NA-73X sær ud. Luftindtaget til motorens kølesystem lignede en snabel og sad et meget aparte sted: Under cockpittet.

Stort set alle andre jagere havde luftindtag mellem propellen og cockpittet. Også vingerne så mærkelige ud: De var kantede i stedet for at have de bløde former, som resten af flybranchen regnede for bedst.

Amerikanerne præsenterede prototypen for briterne, som var mere end tilfredse.

Før det første fly overhovedet var leveret, bestilte de yderligere 300 eksemplarer.

© Shutterstock

Jageren var uegnet til Europa

Første sending jagere blev sendt over Atlanten som samlesæt ombord på skibe.

De slap forbi tyskernes ubåde og nåede Liverpool i oktober 1941. Herfra fortsatte lasten til en base, hvor flyene blev samlet og udstyret med britiske radioer, sigtemidler og andet nødvendigt udstyr.

“Mustangen udfører alle manøvrer lige så let som Spitfires, men meget roligere".
Britisk rapport

Briterne døbte jageren Mustang efter den amerikanske præriehest.

Nu skulle testpiloter undersøge, om flyet var i stand til at bevæge sig med samme legende lethed som det vilde dyr. Prøveflyvningerne blev sammenfattet i en rapport, hvor der stod:

“Mustangen udfører alle manøvrer lige så let som Spitfires, men meget roligere. Flyet klarer sig utrolig godt i luftakrobatik. Det er let at lande, selvom flyet kræver mere plads end en Hurricane eller Spitfire”.

Rapporten var fuld af lovord, men briterne havde også kun testet Mustangens flyveevner i højder under 5.000 meter.

I den tynde luft højere oppe havde den problemer. Motoren var nemlig den samme model, Allison V-1710, som sad i den amerikanske P-40 Warhawk.

Denne jager havde det britiske luftvåben, RAF, også fået fingre i, men bagefter erklæret uegnet til luftkrigen over Europa, som typisk blev udkæmpet i stor højde.

I stedet blev den forvist til fronten i Nordafrika, hvor operationerne stillede mindre skrappe krav.

Samme skæbne kunne have overgået Mustangen, og så var flyet ikke blevet husket som en af de jagere, der afgjorde luftkrigen over Europa.

RAF valgte dog at beholde Mustangen i Storbritannien, hvor den blev brugt til at overvåge tyske besættelsestropper i Frankrig og angreb på fjendens jernbaner og havneanlæg.

Missionerne havde ingen nævneværdig betydning, men de betød, at en testpilot ved motorproducenten Rolls-Royce bemærkede flyet og fik en lys idé.

Misfosteret brød alle regler

Ingen vanetænkning fik lov at bremse Mustangen. Nye idéer gav jageren en sær form, som fik den til at se kluntet ud. Men i luften kunne de elegante tyske jagere ikke matche dens fart og manøvredygtighed.

PhotoQuest/Getty Images

Blankt metal øgede farten

Amerikanske fly droppede camouflagefarverne i foråret 1944. Derved undgik Mustangen flere kg overflødig vægt, og den glatte overflade af aluminium gav også mindre luftmodstand end maling.

PhotoQuest/Getty Images

Kuppel gav bedre udsyn

I den endelige udgave af Mustangen var piloten omgivet af en glaskuppel, som gav et godt udsyn til siderne og bagud. Fjendtlige fly havde derfor svært ved at foretage overrumplende angreb bagfra.

PhotoQuest/Getty Images

Sære vingespidser

Mange allierede fly-designere mente, at runde vingespidser skabte mindst luftmodstand. Mustangen fik i stedet kantede spidser, da forsøg havde bevist, at denne form faktisk gav en bedre aerodynamik.

PhotoQuest/Getty Images

Våbnene sad i vingen

Mustangen rådede ikke over noget stort arsenal. I hver vinge sad tre Browning M2 0,5-kaliber maskingeværer. De var lette, men tilpas dødbringende til at skyde andre jagere ned med. Et varmeanlæg sørgede for, at maskingeværerne ikke frøs fast på grund af kulden i de højere luftlag.

PhotoQuest/Getty Images & USAAF

Tykmaven gav et skub

Til at køle flyets motor ned havde Mustangen et luftindtag under bugen, som piloterne kaldte belly scoop (mave-skovlen). Varmeveksleren gav flyet en besynderlig figur, men øgede farten: Når den varme luft blev komprimeret og presset ud bagerst, virkede den som en primitiv jetmotor.

PhotoQuest/Getty Images & Shutterstock

Bombeoffensiv blev et blodbad

Mens Mustang-jagere fløj deres ubetydelige chikane-aktioner, blev USA hvirvlet ind i 2. verdenskrig.

Amerikanske fly ankom til baser i Storbritannien, og de sluttede sig til den bombeoffensiv, som RAF havde indledt mod Tysklands industribyer.

Hvor briterne angreb i ly af natten, fløj USA’s bombemaskiner i dagslys.

“Jagerne var nådesløse. Det var ganske simpelt mord”.
Amerikansk bombepilot

Ikke færre end 376 Flyvende Fæstninger lettede den 17. august 1943 i en dobbelt-mission, som skulle ramme industribyerne Regensburg og Schweinfurt i Sydtyskland.

Jagere eskorterede bombeflyene over Den Engelske Kanal, men kort efter måtte de vende om, da brændstoffet var brugt op i kamp mod tyske jagere. Herefter var bombeflyene på egen hånd.

Ifølge amerikanske doktriner kunne sværtbevæbnede B-17 Flyvende Fæstninger forsvare sig selv, hvis de fløj i tæt formation.

Virkeligheden viste dog noget andet, for hele 60 fly gik tabt, og mekanikere kom på overarbejde for at lappe de resterende sammen.

Tabene var fire gange højere end det antal, som den amerikanske fly-industri kunne nå at erstatte.

Kamprapporten blev dog sminket og tegnede et falsk billede af, hvor store ødelæggelser bombeflyene havde forårsaget, og i oktober 1943 gav generalerne derfor ordre til at angribe Schweinfurt en gang til. Men igen lå det tyske Luftwaffe i baghold.

“Jagerne var nådesløse. Det var ganske simpelt mord”, forklarede en amerikansk bombepilot senere.

60 bombefly blev skudt ned, og yderligere 17 var så svært beskadigede ved landingen, at de måtte kasseres.

Næsten 600 amerikanere mistede livet, mens de overlevende havnede i krigsfangelejre.

Motoren fik ekstra ilt

Højt på himlen havde flymotorer brug for en kompressor til at komprimere den tynde luft, så benzinforbrændingen ikke blev hæmmet.

De fleste kompressorer rummede én centri­fuge, men den fantastiske Rolls-Royce Merlin-motor havde to.

Et automatisk gear justerede desuden centrifugernes hastighed efter flyets højde.

I kompressoren blev luften presset sammen af centrifugerne.

Selv i 10.000 m’s højde fik motoren derfor mere ilt end ved havoverfladen.

Brite gjorde Mustangen til en succes

Det katastrofale togt mod Schweinfurt blev siden døbt “Sorte Torsdag”, men var ifølge det amerikanske luftvåbens ledelse en succes.

“Modstanden er ikke, hvad den har været, og vi er ved at slide dem op. Tabet af 60 amerikanske bombefly under Schweinfurt-angrebet var et hændeligt uheld”, udtalte general Henry Arnold.

Generalens selvsikre ord var dog kun til ære for medierne.

Han og resten af overkommandoen vidste, at deres luft-offensiv måtte indstilles, mens flyvevåbnet genovervejede sin strategi.

Amerikanerne måtte i gang med at fremstille flere bombefly og uddanne nye besætninger.

Men først og fremmest skulle kloge hoveder regne ud, hvordan de sårbare maskiner kunne beskyttes hele vejen til deres mål og hjem igen.

Briten Ronald Harker blev den anden af de tre mænd, som gjorde Mustangen til et af verdenskrigens mest afgørende våben.

Han var testpilot ved Storbritanniens førende motorproducent, Rolls-Royce, og allerede i 1942 afprøvede han Mustangens evner.

Ligesom andre konstaterede han, at flyet var fremragende i lav højde. Efter hans mening ville jageren præstere lige så godt i 10 km’s højde, hvis bare den amerikanske Allison-motor blev taget ud, og flyet i stedet fik en Rolls-Royce Merlin-motor monteret.

Harkers idé var helt enkel, men den stødte på modstand fra hans egne chefer.

Rolls-Royce knoklede for at levere Merlin-motorer til briternes egen Spitfire, og ingen kunne afses til de amerikanske import-fly, som virkede overflødige.

RAF havde brug for jagere til at forsvare Storbritannien, og den opgave løste Spitfiren fint.

Det krævede et stædigt pres fra Harker, før han omsider fik fem Merlin-motorer stillet til rådighed.

Mekanikerne på en amerikansk base i færd med at bevæbne en Mustang med de seks maskingeværer og de 1.840 skud, som piloten rådede over.

© Galerie Bilderwelt/Getty Images

De blev sat i Mustang-jagere, og da en general fra krigsministeriet overværede en testflyvning, blev han imponeret.

Jagerne fik hans varmeste anbefaling, og to af test-maskinerne blev overdraget til det amerikanske luftvåben.

Mens briterne brugte Mustang-jagerne i kamp, forsøgte North American Aviation at få en kontrakt med det amerikanske militær.

Flyvevåbnet så dog med stor skepsis på et fly, som var udviklet efter britiske ønsker, og som derfor blev regnet for udenlandsk.

Indtil videre lykkedes det kun flyfabrikken at sælge en styrtbomber-udgave af Mustangen. Først da erfaringerne fra luftkrigen i Europa nåede over Atlanten, ændrede fremtidsudsigterne for Mustangen sig dramatisk.

Den oversete jager viste fantastiske egenskaber med sin nye motor, og amerikanerne kunne selv klare opgraderingen, for bilproducenten Packard i Detroit var begyndt at fremstille Rolls-Royce motorer på licens.

Egentlig var motoren tiltænkt en ny udgave af luftvåbnets velkendte P-40 Warhawk, men denne jager nærmede sig enden på sin levetid, da den ikke kunne hamle op med de nyeste tyske fly.

Mustangen derimod havde et stort udviklingspotentiale, havde briterne netop bevist.

Da North American Aviation fremstillede de første test-udgaver af deres jager med Packard-motorerne, måtte luftvåbnet omsider kapitulere.

Flyet var hurtigt og manøvredygtigt, og nu kunne det også kæmpe i stor højde. Ændringerne medførte en ekstra gevinst, for Mustangen opnåede en imponerende rækkevidde.

Amerikanske fly havde altid haft rummelige brændstoftanke, for USA er et stort land, og luftvåbnet skulle være i stand til at operere langt væk fra sine baser.

Derfor kunne den oprindelige udgave af Mustangen medbringe 700 liter brændstof, hvor briternes berømte Spitfire kun havde plads til 320.

I den nye udgave med en Packard Rolls-Royce blev forskellen endnu større.

Motoren vejede nemlig 120 kg mere end den hidtidige Allison, og for at skabe balance i flyets skrog blev en ekstra tank på 320 liter anbragt bag cockpittet som modvægt.

Med over 1.000 liter brændstof ombord kunne Mustangen flyve længere end nogen anden jager, der nogensinde var produceret. Det amerikanske flyvevåben bestilte derfor 2.200 maskiner.

P-51 fløj fra konkurrenterne:
P-47 Thunderbolt var større og tungere end Mustangen og savnede rækkevidde til de længere angreb.
P-38 Lightning havde stor ildkraft, men var mindre manøvredygtig og fløj knap så langt.

Ekstra brændstof gav uhørt rækkevidde

P-51 Mustang imponerede ikke kun med manøvredygtighed, fart og evner i de højere luftlag. Ingen jager kom i nærheden af dens rækkevidde.

Mustangens egen brændstoftank rummede efter opgraderingerne i 1943 imponerende 1.020 liter benzin – tre gange så meget som Spitfire-jagere.

Ved at montere to brændstoftanke under vingerne blev flyets rækkevidde endnu større.

Hver af de såkaldte droptanke rummede 409 liter brændstof, og når de var tømt, smed piloten dem.

Mødte Mustangen fjendtlige jagere, smed piloten også sine droptanke, for de øgede vindmodstanden og reducerede farten.

Uden tankene var flyet desuden nemmere at manøvrere.

Bombeflyene lettede på ny

I december 1943 begyndte de amerikanske eskadriller i Storbritannien at modtage deres P-51’ere, som Mustangen blev døbt i USA.

Den nye jager havde en rækkevidde på 1.530 km, som endda kunne forlænges til hele 2.660 km, hvis ekstra tanke blev anbragt under vingerne.

Det var rigeligt til at nå helt til Berlin og hjem til basen i England igen.

Ingen amerikanske bombefly havde vist sig over Tyskland siden det katastrofale togt mod Schweinfurt.

Nu fik de P-51 Mustanger til at beskytte sig, og i februar 1944 blev tysk industri bombet i seks intense dage, som gik over i historien som Big Week.

Dernæst kom turen til Nazi-tysklands hjerte, Berlin.

“Da jeg så Mustangerne over Berlin, vidste jeg, at krigen var tabt”.
Hermann Göring, chef for Luftwaffe

Den 4. marts var Chuck Yeager bag styrepinden på en af de amerikanske P-51 Mustanger, som cirklede over bombeflyene i en højde af 8,5 km.

“Tyskeren, som får ram på dig, er ham, du aldrig ser”, havde piloterne igen og igen fået at vide under deres træning.

Yeager kiggede sig derfor konstant tilbage over skulderen, men han mødte ingen fjender denne dag.

Hele operationen var faktisk en fiasko, for skyer forhindrede de fleste af bombeflyene i at se deres mål. Togtet markerede dog, at krigen var gået ind i en ny og afgørende fase.

Luftwaffes leder, topnazisten Hermann Göring, udtalte senere:

“Da jeg så Mustangerne over Berlin, vidste jeg, at krigen var tabt”.

Blot to dage efter deres første togt til Berlin nærmede amerikanske bombefly sig igen den 6. marts 1944.

Styrken mod Berlin talte 660 bombefly og en eskorte på over 150 Mustanger. Luftwaffe lagde alle kræfter i modangrebet, og omkring 400 jagere gik på vingerne.

“Amerikanere og tyskere slap deres ekstra tanke som boksere, der ryster kåberne af sig, når gongongen lyder”, lød det i rapporten fra en Mustang-eskadrille. Benzintankene gjorde jagerflyene mindre manøvredygtige, så piloterne smed dem før kamp.

69 amerikanske fly gik tabt under togtet, men det kunne alligevel betragtes som en succes, for denne gang havde bombeflyene været i stand til at kaste deres last over fabriksområder i Berlin.

Tilfredsheden med togtet skyldtes dog især de svære tyske tab: Under dette angreb og senere aktioner i marts mistede Luftwaffe 20 pct. af sine erfarne piloter.

Tyskerne kunne ikke erstatte fly og piloter i samme tempo, som de gik tabt, og netop det var idéen bag den nye amerikanske strategi udtænkt af general James Doolittle.

Han blev den tredje af de mænd, hvis idéer gjorde Mustangen til et knusende våben.

Ny strategi sled Luftwaffe op

Doolittle gjorde op med den hidtidige strategi, som gik ud på så vidt muligt at undgå kamp med Luftwaffe.

I stedet udpegede Doolittle Nazitysklands flystyrker som det vigtigste mål, og han gav ordre til bombemissioner mod Berlin, alene fordi fjenden med sikkerhed ville kæmpe for at forsvare hovedstaden.

I Doolittles strategi nøjedes Mustang-piloterne ikke med at beskytte formationerne af tunge bombefly.

Jagere spredte sig over et stort område og tog kampen op med de tyske fly, som var i gang med at samle sig for at møde indtrængerne.

Chuck Yeager var med på disse patruljer, som var yderst effektive:

“Bombe-drengene påstår, at de vinder krigen ved at sprænge den tyske industri i luften, mens vi mener, at vi er ved at vinde på grund af jagernes sejrsrate på næsten 10-1 over Luftwaffe”.

De imponerende amerikanske resultater viste, at tyskerne var ved at løbe tør for dygtige piloter.

Erfarne officerer blev kaldt tilbage fra Østfronten for at beskytte Nazi-tyskland, men de klarede sig ikke nævneværdigt bedre end nybegyndere, som blev sendt i luften efter en kort ud­dan­nel­se.

Kampe mod dårligt trænede sovjetiske piloter havde ikke rus­tet tyskerne til mødet med modstandere, som kun­ne deres håndværk og havde fremragende fly.

Doolittles strategi begyndte at slide Luftwaffe ned.

Selvom Mustangen kom sent ind i krigen, blev den det fly, som forvandlede flest piloter til esser – en titel, der krævede nedskydningen af mindst fem fjendtlige fly.

Hele 281 amerikanske Mustang-piloter vandt hædersbetegnelsen mellem 1943 og 1945.

Under koreakrigen fløj amerikanske piloter stadig P-51 Mustang.

© Granger/Imageselect

Den kolde krig forlængede flyets levetid

Jetfly kom i luften hen mod 2. verdenskrigs afslutning og sendte propel­drevne jagere på historiens losseplads.

Men P-51 Mustang fik en længere levetid, for evnen til at holde sig på vingerne i mange timer gjorde flyet uundværligt.

Da koreakrigen brød ud i 1950, var den jetdrevne P-80 Shooting Star USA’s standardjager, men den slugte så meget brændstof, at flyet kun kunne operere over Korea i kort tid, før piloten måtte vende tilbage til basen.

Mustangen viste sig også langt bedre til at operere fra de primitive flyvepladser, som i hast måtte anlægges i Sydkorea.

Modsat Shooting Star var Mu­stan­gen desuden effektiv i angreb på jordmål. Koreakrigen blev dog Mustangens sidste i amerikansk tjeneste, men andre lande beholdt flyet.

Den Dominikanske Republik, der ligger nær Cuba, udfasede som det sidste land sine Mustanger så sent som i 1984.

Mustangens maratonmissioner

I sommeren 1944 blev P-51 Mustang sendt ud på missioner, der ville være en umulighed for andre jagere: At eskortere bombefly hele vejen til Østeuropa.

Efter aftale med Stalin angreb amerikanske bombefly tyske mål i Polen, Ungarn og Rumænien for derefter at lande på sovjetiske baser i Ukraine for at tanke op.

En af missionerne bestod af 75 bombefly og 154 Mustang-jagere, der lettede fra baser i England og bombede en af Hitlers flyfabrikker i Gdynia, Polen.

Derfra fortsatte flyene til russiske baser lidt øst for Kiev. Da de landede, havde bombere og jagere tilbagelagt 2.600 km.

Fra allierede baser i det sydlige Italien blev lignende togter gennemført, men resultaterne var sparsomme og stod ikke mål med risikoen og anstrengelserne, så den såkaldte Operation Frantic blev afblæst i september.

I løbet af efteråret 1944 knuste P-51 Mustang al modstand.

Kun den nyudviklede tyske jetjager Me 262 kunne måle sig med amerikanernes bedste jager, men der var alt for få af dem.

Luftrummet over Europa tilhørte Mustangen.

Under flyets sejrsgang kunne de amerikanske piloter sende en taknemmelig tanke til mændene bag krigens bedste jager:

Chef-designeren Schmued, der skabte et fly med enestående fart og manøvredygtighed, test-piloten Harker fra Rolls-Royce, som fik idéen til at udskifte motoren, så flyet kunne begå sig oppe i den tynde luft, og general Doolittle, som forstod, at Mustangen skulle tage kampen op med tyskerne, mens de endnu var ved at samles for at gå til angreb på de bombefly, som jagerflyene havde til opgave at beskytte.

Læs også:

History. Transport. Old vehicle. Steam automobile. Engraving, 19th century. Later colouration.
Maskiner

Har biler nogensinde kørt på damp?

2 minutter
Våben

Spitfire var luftens ballerina

2 minutter
Amerikas historie

10 skandinaver, som ændrede USA

13 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul