Norden blev Hitlers tag selv-bord
Den tyske våbenindustris livline
Seks millioner tons svensk jernmalm blev hvert år udskibet fra Narviks isfrie havn. Modtageren var Tysklands våbenindustri, som var helt afhængig af malmen.
Om sommeren sejlede svenskerne selv over tre millioner tons til Tyskland, men når Den Botniske Bugt frøs til is, måtte malmen læsses på godsvogne og køres med tog til norske Narvik.
Fra Kiruna blev svensk jernmalm kørt til Narvik med tog.
Tysklands årlige forbrug af jernmalm var 22 millioner tons, og landet producerede selv ca. halvdelen, men den tyske malm var af ringere kvalitet og skulle blandes med svensk malm, før den kunne anvendes i våbenindustrien.
Heste var uundværlige trækdyr under 2. verdenskrig – både for hær og landbrug.
Trækdyr til hær og landbrug
Gennem århundreder havde Danmark været en af Europas førende eksportører af heste til såvel krigs- som civilt brug.
Den indbringende eksport fortsatte under krigen, hvor Tyskland var de danske opdrætteres absolut største kunde.
Med 38.000 heste om året eksporterede Danmark flere af 1940'ernes uundværlige trækdyr til Tyskland end nogen anden europæisk nation.
Havets rigdomme flød mod syd
“Danmark dækker hovedparten af de tyske storbyers efterspørgsel efter fisk”, hævdede Tysklands højest rangerende officer i Danmark, rigsbefuldmægtiget Werner Best.
Men Best pralede blot.
Selv om dansk eksport af fisk nåede op på 90-100.000 tons om året, blev den overgået af Norge, som i gennemsnit eksporterede 260.000 tons fisk om året til Det Tredje Rige.
Norge blev tvunget til at sælge så meget fisk til Tyskland, at mange nordmænd blev fejlernærede.
Eksporten fra Danmark og Norge dækkede tilsammen 60 procent af Tysklands behov, og fiskeindustriens kølehuse blev derfor udsat for sabotage af den danske modstandsbevægelse.
Kun få danskere endte som landbrugsmedhjælpere i Tyskland. De fleste blev presset til at slide på en fabrik.
Danske arbejdere skulle erstatte soldater
Tyskerne brugte kul som pressionsmiddel for at få flere danskere til at arbejde i Tysklands industribyer.
Tyskland havde brug for hænder til at erstatte de millioner af unge tyske mænd, som deltog i verdenskrigen.
I Danmark anvendte besættelsesmagten en blanding af løfter og trusler for at få danske arbejdere til at rejse sydpå.
På den ene side truede tyskerne med at skære ned på leverancerne af kul, så Danmark risikerede at fryse i vintermånederne.
På den anden side tilbød de en hæderlig løn under det typisk seks måneder lange ophold.
Arbejdsløsheden herhjemme var oppe på 35 procent, og kommunerne fik lov til at fjerne understøttelsen, hvis en arbejder nægtede at tage til Tyskland. I alt rejste ca. 80.000 danskere til Tyskland.
Danskerne betalte tyskernes bøffer
Før krigen solgte Danmark store mængder kød og bacon til England, men da krigen brød ud, stoppede den eksport brat.
Nu skulle Tyskland i stedet aftage dansk svine- og oksekød, og Det Tredje Rige betalte rundhåndet for varerne.
128.000 tons kød og flæsk eksporterede Danmark årligt til Tyskland.
Hvad landmændene ikke vidste, var, at tyskerne købte for lånte penge, som de fik fra den danske nationalbank.
Danskerne betalte dermed selv for de bøffer og baconstrimler, som havnede på tyskernes middagsborde.
I Norges dybe fjorde kunne tyske krigsskibe ankre op og være uden for allieret rækkevidde det meste af tiden.
Sikre havne til Tysklands flåde
Fejlen fra 1. verdenskrig måtte ikke gentage sig. Aldrig mere skulle tyskernes flåde ligge uvirksom og indespærret i havn.
Den tyske flåde ønskede i 1940 brændende at få adgang til Norges mange dybe fjorde og havne. De skulle anvendes som baser for angreb på allierede krigsskibe og konvojer.
Under 1. verdenskrig led tyskerne under briternes blokade, fordi Tyskland rådede over ganske få havne med direkte adgang til Nordsøen.
Især ubåde måtte løbe spidsrod mellem englændernes krigsskibe, ubådsnet og minefelter. Det skulle ikke have lov at gentage sig.
Trondheim havde særlig stor strategisk betydning, for herfra kunne tyske skibe ubemærket sejle nord om Skotland og ud i Atlanterhavet.
Talrige dybe fjorde nær byen lå samtidig uden for de fleste allierede flys rækkevidde.
Hitler ville bygge med norske sten
Hitler drømte om at bygge en ny hovedstad i granit og marmor. Og norsk granit spillede en vigtig rolle i den plan.
Berlin skulle omdøbes til Germania – en storby spækket med gigantiske bygninger, der om tusind år ville fremstå som smukke ruiner – på samme måde som Romerrigets viadukter og triumfbuer.
Føreren støttede begejstret tanken om Ruinenwert, altså værdien af at besidde smukke ruiner, der vidnede om nazismens storhed.
Norske granitblokke på op til 10 tons skulle bruges til byggeri i Berlin.
Norsk granit blev indkøbt for millioner af reichsmark, og imponerende søjler hugget til i Oslofjorden.
Meget lidt nåede dog at blive leveret, før krigen var slut.
Hver 20. spiste dansk smør
Tyskerne kaldte Danmark for flødeskumsfronten, fordi her var så fredeligt, men det var nu ikke dansk flødeskum, den tyske befolkning spiste mest af.
Smør var det danske mejeriprodukt, som flest tyskere kendte. 52.000 tons smør – svarende til 5-6 procent af tyskernes samlede forbrug – leverede Danmark hvert år.
Med andre ord spiste hver 20. tysker dansk smør.
Før krigen var smørret blevet eksporteret til England, men fra 1940 til 1945 var Tyskland det største marked.
Vandværk skulle lave atombomber
Siden 1934 havde aluminiumsvirksomheden Norsk Hydro produceret tungt vand til industriel brug i Vemork. Det blev fx anvendt som sporstof i medicinske forsøg.
Men tungt vand var også essentielt i Nazitysklands bestræbelser på at udvikle atomvåben.
Det tyske atomprogram brugte tungt vand som kølevand i kernereaktoren, og i løbet af besættelsen tidoblede Vemork sin produktion.
Med luftbombardementer forsøgte de allierede forgæves at ødelægge værket, mens en norsk modstandsgruppe i 1943 havde større held. Først året efter blev produktionen dog helt indstillet.
