Beskyttet i bunkers
Da krigen gik ind i sin sidste måned, var Helga Kreutzmann 10 år gammel. Hendes familie havde mistet lejligheden under et allieredet luftangreb og var blevet genhuset i en ny lejlighed. Men det meste af tiden opholdt familien sig i en treetagers bunkers I bydelen Karlshorst, der ligger i byens sydøstlige rand.
“Min far havde været soldat, men under hele krigen var han syg, noget med maven. Han blev sendt på lazarettet for at blive kureret, uden at det hjalp. I slutningen af 1943 fik han en invitation fra den lokale politistation. Han gik derhen, og de gav ham et tilbud: I Karlshorst var en bunkers til civile ved at være færdig, og de søgte en bunkersforvalter – helst med hustru, så de kunne deles om dags- og nattevagterne. “Hvad kan være bedre for os end en bunkers?” sagde min far, og min mor var enig.
Den 1. januar 1944 begyndte de. Bunkeren i Zwieseler Strasse var indrettet til 3.000 mennesker, som kunne komme om aftenen kl. 18 med deres børn. Her var der kabiner til hver familie, ligesom kahytterne på et skib.
Der stod to køjesenge og en taburet i hver kabine. Vi havde vandforsyning, fælles toiletter og små køkkener, hvor folk kunne varme mad eller lave små retter. Så kunne folk sove her om natten, men de skulle være ude ved 8-9-tiden om morgenen. 100 meter væk lå kasernen og lejlighederne til officersfamilierne. Der havde vi også en lejlighed, men vi brugte den ikke meget.
Tiden gik, og krigen blev værre. Bombeangrebene tog til, og i slutningen af 1944 blev bunkeren givet fri, så folk kunne komme ind dag og nat. Nogle gange var mine forældre nødt til at spærre den, fordi der ikke var plads til flere”.
Mandag den 9. april: I bunkeren dag og nat
“Som bunkersforvaltere havde mine forældre ansvaret for bunkeren og fordelingen af kabiner. Når folk forlod bunkeren, skulle de aflevere nøglerne til deres kabine. Min far skulle også holde installationerne i orden og skifte el-pærer. Det var en hård tjans, for folk kom hele tiden med deres ønsker og problemer. Men mine forældre var ligeglade, for de vidste, at de var i sikkerhed for bomberne.
Vi boede der dag og nat. Om dagen kom rengøringspersonalet. Familierne havde deres egen kabine, men de måtte ikke have ting stående. Om dagen skulle den være tom. Ikke noget med at gemme sine malerier og andre værdier her”.
Den 16. April indleder Den Røde Hær stormen på Berlin, og efter få dage er byen omringet. Karlshorst er en af de første bydele, de sovjetiske soldater når frem til.
Søndag den 22. april: Afslutningen nærmer sig
“Min far og tre mænd hørte BBC. Sådan fandt de ud af, hvor fronten gik. Vi forstod, at Den Røde Hær kom nærmere. Min mor lavede en hvid fane ud af et lagen, som tre-fire mænd skulle sætte på taget. Men de holdt sig nøje underrettet, så de ikke gjorde det for tidligt. De var klar over, at SS kunne opdage det”.
Dagen efter er Den Røde Hær fremme. Inde i bunkeren afventer de tyske civilister deres skæbne. Propagandaen har udpenslet, hvad der vil ske. Rygterne om vilkårlige henrettelser og voldtægter florerer.
Mandag den 23. april: Russerne trænger ind
“Så skete det. Russerne kom til Karlshorst. Kort før besvimede flere kvinder i bunkeren, men mændene beroligede dem: “Hos os vajer den hvide fane!” Bunkeren blev ikke beskudt. Min far tog imod russerne og sagde: “Her er alt i orden. Kom bare ind”. Alle måtte aflevere deres ure til russerne”.
Lige netop Helga Kreutzmnns bydel bliver centrum for en af krigens aller sidste begivenheder, da en kortege af allierede og tyske officerer kører op foran en kaserne. Her skal de underskrive den tyske kapitulationserklæring, der vil stoppe krigen i Europa. Blandt de forsamlede officerer er Wilhelm Keitel, den tyske hærs øverstbefalende.
Onsdag den 9. maj: En hemmelighed
“At kapitulationen fandt sted i Karlshorst, få hundrede meter fra vores hjem, opdagede jeg ikke. Det blev nok også holdt hemmeligt”.
Nu vender dagligdagen tilbage i Berlin. Her er fred, men ikke ret meget at spise. De forsyninger, som russerne bringer til byen, forslår ikke. Mange er tvunget til at gå på det sorte marked, eller cykle ud på landet og bytte smykker for kartofler. Men familien Kreutzmann får helt tilfældigt en idé:
Lørdag den 2. juni: Bedstefar får en idé
I Berlin herskede hungersnød. Vi havde rationeringskort, men de rakte ikke. Men så skete følgende: De sovjetiske soldater kom nogle gange forbi for at få en kop vand. “Voda, voda!” Mine forældre havde ikke noget i mod dem og gav dem vand. En dag var der én, der glemte sin kasket på en knage i gangen. Og her så mine bedsteforældre den, da de kom på besøg næste gang. De fik den idé, at de kunne lave kasketter til russerne.
Min bedstefar havde arbejdet i en kasketfabrik og vidste, hvordan man gjorde. Han sprættede den russiske kasket op og lavede et udskæringsmønster af alle dens dele. Kasketten syede min bedstefar sammen igen, og så lavede han en nøjagtig kopi, for han vidste, hvor man kunne få materialerne.
Dagen efter kom en ny soldat for at få vand, og han fik øje på den nye kasket.
“Hvor kommer den fra?” ville han vide. Den ville han gerne købe.
“Vi vil gerne have mad – brød og kartofler”, svarede mine forældre, og så lavede de en aftale om at få gamle jakker og bukser, der kunne syes om. Herefter startede vi en produktion i lejligheden, hele familien. Vi arbejdede dag og nat, for soldaterne strømmede til. Kasketten er jo hellig for den sovjetiske soldat. Sådan overlevede de første måneder efter krigen, uden at vi skulle ud på det sorte marked. Vi havde heller ikke noget at sælge – vi mistede alt, da vores lejlighed blev bombet”.
Efter krigen blev Helga Kreutzmann medlem af den kommunistiske ungdomsbevægelse i den sovjetiske besættelseszone, Freie Deutsche Jugend. Hun arbejdede på fabrik og fik siden lov at tage en uddannelse som maskiningeniør.
Interview: “Bunkeren havde en kabine til hver familie”
Hvordan fik din far det job?
“I Karlshorst var en bunker til civile blevet bygget færdig i 1943, og politiet søgte en bunkerforvalter – helst med en hustru, så de kunne dele vagterne. Min far sagde: “Hvad kan være bedre for os end at arbejde i en bunker?” Min mor var enig”.
Hvordan var bunkeren indrettet?
“Den havde plads til 3.000 mennesker og var indrettet med kabiner, ligesom på et skib, med to køjesenge. Om aftenen kl. 18 kom folk og fik udleveret nøglen til deres kabine. Næste morgen ved 9-10-tiden skulle de være ude”.
Det lyder næsten som et hotel?
“Ikke helt. I de sidste krigsuger var bunkeren propfuld med mennesker. Men hvad skulle vi gøre? Folk var i fare på gaderne”.