*6. august 1945 står solen op over en klar blå himmel over Hiroshima. Intet tyder på, at denne dag vil prente byens navn ind i verdenshistorien for evigt.
Men kl. 8.15 lokal tid kaster amerikanske piloter en atombombe over den sydjapanske by med ca. 350.000 indbyggere. De altødelæggende følger beskriver den japanske læge Michihiko Hachiya, som befinder sig ca. en kilometer fra epicenteret, da atombomben rammer.*
Morgenen var stille, varm og smuk. Glimtende blade reflekterede sollyset fra en skyfri himmel og dannede en behagelig kontrast til skyggerne i min have, mens jeg stirrede fraværende gennem husets brede døre, der åbnede mod syd.
Iført undertrøje lå jeg udmattet på stuegulvet, fordi jeg lige havde tilbragt en nattevagt på hospitalet.
Pludselig forskrækkede et stærkt lysglimt mig – og så endnu et. Jeg nåede at tænke, om dette lys var forårsaget af et magnesiumblus eller gnister fra en forbipasserende vogn.
Dr. Hachiya nedskrev en af de første øjenvidneberetninger om atombomben. En amerikansk journalist fik kontakt til ham, og beretningen udkom i 1955.
Michihiko Hachiya (1903-1980)
Michihiko Hachiya var en japansk læge, der overlevede atombombningen af Hiroshima i 1945 og førte dagbog over sine oplevelser.
Han var direktør for et hospital i byen og boede i nærheden af hospitalet omkring en kilometer fra eksplosionens centrum.
Hachiya fik, efter at bomben eksploderede, kæmpet sig frem til et nærliggende hospital, hvor han modtog behandling. Få dage efter begyndte han at hjælpe de tusinder af andre, som led af smertefulde brandsår eller begyndende strålesyge.
Lægens dagbog dækker perioden fra 6. august 1945 til 30. september 1945 og blev udgivet i 1955. Hachiaya forblev i Hiroshima hele sit liv indtil sin død i 1980.
Udsigten, der et øjeblik før havde været så lys og solrig, var nu mørk og diset. Gennem støvet kunne jeg skelne en træsøjle, der havde understøttet det ene hjørne af mit hus. Den hældede vanvittigt, og taget hang faretruende lavt.
Jeg forsøgte instinktivt at komme ud af huset, men murbrokker og nedfaldent tømmer spærrede vejen. Det lykkedes mig til sidst at nå ud i min have, og først her opdagede jeg til min overraskelse, at jeg var fuldstændig nøgen. Hvor mærkeligt! Hvor var mine bukser og min undertrøje?
En stor splint stak ud fra et sår i mit lår, og noget varmt piblede i min mund. Min læbe var revet i stykker, opdagede jeg, da jeg mærkede efter. I min hals sad et stort glasfragment, som jeg løsnede.
Blodet begyndte at sprøjte. Var min halspulsåre blevet skåret over? Ville jeg forbløde? Pludselig blev jeg forfærdet og begyndte at råbe efter min kone:
“Yaeko-san! Yaeko-san! Hvor er du?”
Yaeko-san fandt jeg bleg og bange, hendes tøj var revet itu og blodplettet. Da jeg så hende, blev min panik mindre, og jeg forsøgte at berolige hende.
“Vi skal nok klare os”, udbrød jeg. “Lad os komme ud herfra, så hurtigt vi kan”.
Hun nikkede, og jeg gjorde tegn til hende, at hun skulle følge efter mig.
Efter tyve eller tredive skridt var jeg nødt til at stoppe. Mit åndedræt blev hurtigt, mit hjerte hamrede, og mine ben gav efter under mig.
Vores tur mod hospitalet var uendelig langsom, og mine ben, stive af udtørret blod, nægtede at bære mig længere. Styrken til at fortsætte forlod mig, så jeg sagde til min kone, der var næsten lige så hårdt såret som jeg, at hun skulle fortsætte alene.
Yaeko-san så ind i mit ansigt et øjeblik, så vendte hun sig og begyndte at løbe mod hospitalet.
I august 1945 har Stalin fået nys om atombombens opfindelse. I håb om at aflure hemmeligheden bag installerer russerne lytteudstyr i den amerikanske ambassade.
Russerne tager forskud på den kolde krig
Allerede inden 2. verdenskrig er slut, rammer tilliden mellem USA og Sovjetunionen et lavpunkt. Den 4. august 1945 – to dage inden atombomben over Hiroshima – forærer russiske diplomater en plakette til medarbejderne på den amerikanske ambassade i Moskva.
Hvad amerikanerne ikke ved, er, at plaketten rummer en af verdens første aflytningsmekanismer, som siden bliver døbt “The Thing”.
De næste syv år opsnapper KGB dybt hemmelige samtaler i ambassaden om alt fra atombombernes effekt til oplysninger om spioner. Informationerne bruger russerne bl.a. til at optrevle amerikanske spionnetværk i Sovjetunionen.
En følelse af frygtelig ensomhed overvældede mig, og jeg må være besvimet, for det næste, jeg husker, var, at såret på mit lår var brudt op, og blodet sprøjtede ud. Jeg pressede min hånd mod det blødende område, og efter et stykke tid stoppede blødningen.
Jeg forsøgte igen at bevæge mig, og jeg kom til en åben plads, hvor jeg kunne skimte de tågede konturer af hospitalet. Mit humør steg, fordi jeg vidste, at nu ville nogen finde mig; og hvis jeg skulle dø, ville min krop i det mindste blive fundet. Jeg holdt pause for at hvile. Efterhånden kom tingene omkring mig i fokus.
Jeg så mennesker, som lignede gående spøgelser. Andre bevægede sig som fugleskræmsler, deres arme holdt ud fra kroppen med underarmene og hænderne dinglende ned. Det undrede mig, indtil jeg pludselig indså, at de var blevet brændt og holdt deres arme ud fra kroppen for at forhindre den smertefulde friktion fra overflader, der gnider sammen.
Så så jeg en nøgen mand, og det gik op for mig, at ligesom tilfældet var for mig, havde noget mærkeligt frataget ham hans tøj. En gammel kone lå nær mig med et lidende udtryk i ansigtet; men hun gav ingen lyd fra sig.
Det var fælles for alle, jeg så – Hiroshima var fyldt med tavshed.
Michihiko Hachiya når kort efter frem til hospitalet, hvor han arbejder. Hans tøj er blæst og brændt bort af atombombens kraft, men til Hachiyas held overlever han. Omkring 75.000 af Hiroshimas 350.000 indbyggere mister livet i angrebet.