Paul Schmidt er tolk i det tyske udenrigsministerium og til stede i Berlin den 3. september 1939 – to dage efter Nazitysklands angreb på Polen.
Stemningen i udenrigsministeriet er anspændt, da Hitler ikke har reageret på det britiske og franske krav om at trække sine tropper tilbage.
Udenrigsminister Ribbentrop selv ønsker ikke at modtage den britiske besked og sender i stedet sin tolk Paul-Otto Schmidt over til den britiske ambassadør Neville Meyrick Henderson.
Det var efter midnat, da den britiske ambassade ringede for at sige, at Henderson havde modtaget instrukser fra London og bad om at blive modtaget af Ribbentrop i udenrigsministeriet.
Det var klart, at denne meddelelse ikke kunne indeholde noget behageligt, og at det muligvis kunne være et ultimatum. Ribbentrop viste derfor ikke den mindste lyst til at modtage den britiske ambassadør. Jeg stod tilfældigvis i nærheden af ham.
Paul Schmidt (i midten) tolker mellem den franske premierminister, Édouard Daladier, og Adolf Hitler under München-konferencen i september 1938.
Paul-Otto Schmidt (1899-1970)
Paul-Otto Schmidt gjorde tjeneste på Vestfronten under 1. verdenskrig, inden han begyndte at studere sprog i Berlin.
Efter sin uddannelse blev Schmidt ansat som tolk i det tyske udenrigsministerium – et job, han besad fra 1923 til 1945. Her blev han kendt for at mestre flere sprog, bl.a. fransk og engelsk.
I løbet af sin karriere fungerede han som oversætter under afgørende verdenshistoriske begivenheder, bl.a. for den franske præsident under München-aftalen i 1938, under den britiske krigserklæring i 1939 og Frankrigs kapitulation til Nazityskland i 1940.
Schmidt var kendt for sin enestående hukommelse, og efter krigen blev han brugt som vidne i Nürnberg-processen, hvor en række topnazister blev dømt for krigsforbrydelser.
"Du kan modtage ambassadøren i mit sted", sagde han til mig.
"Bare spørg englænderne, om det vil passe dem, og sig, at udenrigsministeren ikke er tilgængelig klokken 9".
Englænderne takkede ja, og derfor fik jeg besked på at modtage Henderson næste morgen.
Søndag den 3. september 1939, efter arbejdspresset de sidste par dage, sov jeg over mig og måtte tage en taxa til Udenrigsministeriet.
Jeg nåede akkurat at se Henderson komme ind i bygningen, da jeg kørte over Wilhelmplatz.
Jeg brugte en sideindgang og stod på Ribbentrops kontor klar til at modtage Henderson præcis klokken 9, og da han kom ind, så han meget alvorlig ud, gav mig hånden, men afslog min invitation til at sidde ned og blev i stedet højtideligt stående midt i lokalet.
“Jeg beklager, at jeg på instruks fra min regering er nødt til at give et ultimatum til den tyske regering”. Den britiske ambassadør Nevile Henderson.
"Jeg beklager, at jeg på instruks fra min regering er nødt til at give et ultimatum til den tyske regering", sagde han med tung stemme, og så, mens vi begge stadig stod op, læste han det britiske ultimatum op.
"Der er gået mere end 24 timer, siden der blev anmodet om et øjeblikkeligt svar på advarslen fra 1. september (Frankrig og Storbritannien havde krævet, at Tyskland øjeblikkeligt standsede angrebet på Polen, red.), og siden er angrebene på Polen blevet intensiveret.
Hvis Hans Majestæts regering ikke har modtaget tilfredsstillende forsikringer om ophør af enhver aggressiv aktion mod Polen og tilbagetrækning af tyske tropper inden kl. 11 britisk sommertid, vil der fra det tidspunkt eksistere en krigstilstand mellem Storbritannien og Tyskland".
Da han var færdig med at læse, gav Henderson mig ultimatummet og sagde farvel, idet han sagde: "Jeg er oprigtigt ked af, at jeg skal aflevere et sådant dokument til dig, især da du altid har været meget ivrig efter at hjælpe".
Jeg udtrykte også min beklagelse og tilføjede et par personlige ord. Jeg har altid haft den højeste respekt for den britiske ambassadør.
Så gik jeg med ultimatummet til rigskancelliet, hvor alle ventede spændt på mig. De fleste af ministrene og partiets ledende mænd var samlet i lokalet ved siden af Hitlers kontor.
Der var noget af et postyr, og jeg havde svært ved at nå ind til Hitler i det tilstødende lokale.
Hitler observerer tyske tropper marchere ind i Polen i september 1939. Nabolandets hær måtte kapitulere efter fem uger.
Samtidig i Polen: Tyskland angriber
To dage før Schmidts møde med den britiske ambassadør var næsten to millioner tyske soldater tromlet ind over Polens grænse – officielt for at beskytte det tyske mindretal i byen Danzig, men reelt for at underlægge sig nabolandet.
Trods hård modstand kunne den polske hær ikke bremse fjenden, og da Sovjetunionen den 17. september besluttede at invadere Polen fra øst, var landets skæbne beseglet.
Polen kapitulerede den 6. oktober, men inden da havde Frankrig og England erklæret Nazityskland krig.
Verdenskrigen var begyndt.
Da jeg kom ind i det næste lokale, sad Hitler ved sit skrivebord, og Ribbentrop stod ved vinduet. Begge så forventningsfuldt op.
Jeg stoppede et stykke fra Hitlers skrivebord og oversatte derefter langsomt den britiske regerings ultimatum. Da jeg var færdig, var der helt stille.
Hitler sad ubevægelig og stirrede frem foran sig. Han var ikke rådvild, som det blev sagt bagefter, og han rasede heller ikke, som andre hævder. Han sad helt stille og ubevægelig.
Efter en pause, som syntes at vare en evighed, vendte han sig mod Ribbentrop, som var blevet stående ved vinduet.
“Hvad nu?“ spurgte Hitler med et vildt blik, som om han antydede, at hans udenrigsminister havde vildledt ham om Englands sandsynlige reaktion.
Ribbentrop svarede stille: “Jeg går ud fra, at franskmændene vil afgive et lignende ultimatum inden for en time“.
Da min pligt nu var udført, trak jeg mig tilbage. Til dem i forværelset, der afkrævede mig svar, sagde jeg: “Englænderne har lige givet os et ultimatum. Om to timer vil der eksistere en krigstilstand mellem England og Tyskland“. Også i forværelset blev denne nyhed fulgt af fuldstændig tavshed.
Göring vendte sig mod mig og sagde: “Må Gud have nåde med os, hvis vi taber denne krig!“
Goebbels stod i et hjørne, nedslået og selvoptaget. Overalt i lokalet så jeg blikke af alvorlig bekymring, selv blandt de mindre vigtige partifolk.