Øjenvidneberetning fra invasionen af Polen: Sådan brød 2. verdenskrig ud

Dag 1: Tusindvis af tyske tropper krydser Polens grænse

Hans von Luck

Ved femtiden om morgenen den 1. september 1939 befinder von Lucks deling sig nær Gleiwitz i det østligste Tyskland. Herfra kan han se ind over den polske grænse.

Ligesom resten af invasionshæren har von Luck fået ordre til at krydse grænsen til Polen ved daggry.

Soldaterne går hen for at skubbe grænsebommen til side, men den enlige polske tolder ved kontrolposten åbner skræmt bommen for dem.

Von Luck spejder efter den polske hær, men forgæves. Så langt øjet rækker, emmer landskabet af fred.

Wladyslaw Szpilman

Fortumlet kigger Szpilman på uret. Klokken seks om morgenen er pianisten fra Polens nationale radio netop blevet vækket af brag og eksplosioner. Lydene er ikke specielt høje og må komme fra et sted udenfor Warszawa, tænker Szpilman.

Militæret holder sandsynligvis endnu en øvelse, konkluderer han og overvejer at lægge sig til at sove igen, men rækker så ud efter sin bog for at læse lidt, før morgenmaden serveres.

Ved ottetiden åbner Szpilmans mor døren. Hun ser usædvanlig bleg ud, og stemmen knækker over:

“Op med dig, krigen...krigen er begyndt”.

Chokeret springer Szpilman ud af sengen, trækker i tøjet og begiver sig på vej til radiostationen. På husmurene hænger allerede plakater med nyheden om krigens udbrud, og folk diskuterer dem ophidset.

Szpilman ser en gråhåret herre miste besindelsen. Mens manden læser plakaten, får hans ansigt et tiltagende rødt skær. Den ældre herre råber til de omkringstående:

“De angreb os...! UDEN VARSEL! Det er ikke en måde at opføre sig på”, siger han og ryster på hovedet.

Heinz Guderian

Overalt langs de polske grænser er billedet det samme: Kampvogne og motoriseret infanteri trænger ustoppeligt frem.

Oppe i det nordvestlige Polen er general Guderian med helt fremme sammen med sit 19. Armekorps. 50 meter foran generalens pansrede mandskabsvogn slår en granat pludselig ned. Chaufføren sænker farten.

Kaskader af jord vælter op til alle sider. Kort efter kommer endnu en granat hvislende og slår ned 50 meter bag vognen.

Guderian indser, at den næste vil være en fuldtræffer, og beordrer sin chauffør til at dreje skarpt af. Chaufføren er allerede et nervevrag, mister kontrollen over vognen og brager med fuld fart ned i en grøft.

Trods vognens panser er den totalskadet, og Guderian må til fods søge væk fra frontlinjen og hjem til stabens hovedkvarter. Begyndelsen på felttoget er noget af et antiklimaks for hjernen bag Nazitysklands pansrede styrker.

Hurtigt skaffer Guderian en ny vogn og begiver sig mod frontlinjen igen.

Her er fremrykningen gået i stå ved floden Brda. Officererne har tydeligvis glemt deres ordrer om hurtigt at krydse floden. Vredt konfronterer Guderian en officer, men han mener ikke, at floden kan krydses nu.

Skummende af vrede forlader Guderian manden, men bliver hurtigt i bedre humør, da en løjtnant fortæller, at fjenden står svagt i området. Den unge officer har endda sikret sig, at tyske tropper nu bevogter en bro, som kan bruges til at komme over floden.

Guderian beordrer sin chauffør til at køre mod broen. Ved ankomsten ser han nogle af sine soldater gemme sig bag et gammelt egetræ 100 meter fra vandet. En række tyske kampvogne affyrer formålsløst kanonerne.

Straks sætter Guderian en stopper for beskydningen og beordrer i stedet kampvognene til at krydse broen. Polske cykelinfanterister forsvarer som de eneste broen, og efter lette kampe overgiver de sig.

Hans von Luck

I syd er løjtnant von Luck og hans deling fra 7. Pansrede Opklaringsregiment trængt hele 15 kilometer ind i Polen, men de har endnu ikke mødt fjenden. Deres opgave er ellers at finde fjenden, så fly og kampvogne målrettet kan sætte et angreb ind.

Fremrykningen minder om en fredelig øvelse, da illusionen omsider brydes. I en skov mødes de af flammende maskingeværer og mortergranater. Granatsplinter fyger tæt forbi og udløser en regn af blade og grene.

Von Luck får kvalme, og maven gør knuder. Ingen af de utallige øvelser, han har været på, har forberedt ham på at være midt i et inferno af eksploderende granater og hamrende maskingeværer.

En let panservogn giver straks soldaterne en smule dækningsild, så von Luck kan gøre sine mænd klar til angreb.

Idet han skal til at give ordren, falder en menig soldat død til jorden lige ved siden af ham. Von Luck mærker en stikkende angst, men råber så:

“Gruppe 1 og 2, angrib”. Ingen følger ordren. Mændene er dødsensangste og stirrer i stedet på deres livløse kammerat. Von Luck når frem til den tunge erkendelse, at han må trodse sin dødsangst og selv gå foran i angrebet.

“Følg mig”, råber han og løber frem. Lettet konstaterer løjtnanten, at mændene gør som beordret. De når imidlertid ikke langt, før massiv beskydning tvinger dem i dækning.

Da mørket sænker sig, konkluderer divisionens øverstbefalende da også, at et stormløb mod de polske stillinger vil være for farligt. I stedet indleder pansrede vogne og artilleri et nådesløst bombardement af polakkerne.

“Et makabert skue”, konstaterer løjtnant von Luck, mens ammunition med sporlys trækker farvestrålende streger henover nattehimlen.

Heinz Guderian

Det er ganske vist helt normalt, at hæren er nervøs på krigens første dag, men Guderian er alligevel målløs over, hvad den øverstbefalende for 2. Motoriserede Division fortæller ham over radioen.

Han beder sin underordnede om at gentage beskeden. Jo, den er god nok. Manden fortæller, at hans tropper trækker sig tilbage på grund af et polsk rytterangreb.

“Har De nogensinde hørt om pansrede styrker, som er blevet slået af fjendtligt kavaleri?” råber Guderian rasende ind i røret.

“Nej, nej”, forsikrer den ulykkelige mand. Han lover at gøre alt for at holde stillingen. Guderian knalder røret på.

Dag 2: Polens gamle jagerfly er håbløst langsomme

Franciszek Kornicki

Mens Kornicki bander over sin forældede jager, undslipper endnu et tysk fly ham i luften over byen Lodz. Igen når han blot at få færten af det tyske jagerfly – så er det lige så hurtigt væk igen.

Polens PZL P.7 skabte med sin topfart på 330 km/t. frygt i begyndelsen af 1930'erne, tænker Kornicki. Men nu er modstanderen det topmoderne jagerfly Messerschmitt Bf-109, og den skyder afsted med op til 640 km/t.

Pludselig – ved et rent lykketræf – flyver en tysker ind i hans skudlinje.

Beslutsomt trykker Kornicki på aftrækkeren og affyrer en kort salve, men da han tager sigte og vil skyde igen, går maskingeværet i baglås. Hurtigt banker Kornicki liv i sit våben og manøvrerer sit P.7 til en ny angrebsposition.

Han ligger nu særdeles gunstigt og kan med stor sandsynlighed forvente sin første træffer i kamp nogensinde. Men da han ruller og med hovedet nedad dykker mod det tyske flys hale, brister hans sele!

Kornicki falder bogstaveligt talt ud af flyet og styrter mod jorden. Faldskærmen virker heldigvis, så mens han langsomt daler mod jorden, tænker han på, hvordan han skal fortælle sine overordnede, at han har mistet et fly.

Kornicki ved, at ethvert fly – selv et udrangeret et af slagsen – er uvurderligt i kampen mod det tyske flyvevåben, som råder over fem gange så mange fly.

Hans von Luck

I løbet af natten er de polakker, som voldte von Lucks division så mange problemer, forduftet. Løjtnanten stirrer nu på de forladte stillinger, der ligner en scene fra en skrækfilm.

Døde polakker og heste ligger i ét blodigt virvar. De forladte huse brænder stadig. Samme deprimerende syn møder von Luck i de næste landsbyer, de indtager.

Luftwaffe har effektivt ryddet vejen for hans division.

Dag 3: Den polske hær trænges tilbage overalt i landet

Franciszek Kornicki

I Lodz sidder Kornicki på flyvestationen, hvor han nu fungerer som forbindelsesofficer. Hans nye opgave er at sortere i meldingerne om fjendtlig aktivitet og kun give sin eskadrille besked om større tyske angreb.

I teorien bør kun enkelte efterretninger gå videre, men lige nu er polakkerne presset overalt, og Kornicki har travlt.

Wladyslaw Szpilman

Med vantro lytter Szpilman til radioens nyhedsudsendelser. Han havde forventet, at den polske hær hurtigt ville drive fjenden tilbage, eftersom tyskernes kampvogne ifølge regeringens propaganda skulle være lavet af papkasser og køre på lightergas.

Men nu kværner tyske soldater – som ifølge samme propaganda skulle være klædt i papirtøj – altså al modstand ned.

Regeringens løgne er næsten ubærlige, men Szpilman har endnu ikke opgivet håbet: Rygterne lyder, at England og Frankrig i løbet af dagen vil erklære Tyskland krig, og derfor lytter han nu koncentreret til radioen.

Så kommer den nyhed, han har håbet på. Polens nationalsang afbryder nyhedsudsendelsen, og den britiske følger lige efter. Polen er ikke længere alene, fortæller oplæseren. Storbritannien har erklæret Tyskland krig.

Szpilmans mor har tårer i øjnene, og hans ellers så stolte far græder uden at skamme sig.

Dag 5: Hitler besigtiger tropperne sammen med Guderian

Heinz Guderian

I løbet af krigens første fem døgn er tyskerne gået fra sejr til sejr. Ved siden af Guderian sidder nu selveste Adolf Hitler, som er kommet på uanmeldt visit for at se hærens fremskridt med egne øjne.

De kører i Hitlers bil, mens Guderian forklarer undervejs. Ved byen Graudenz i det nordlige Polen gør bilen holdt ved de sprængte broer over floden Wisla. Hitler stirrer imponeret på en ødelagt polsk artilleristilling.

“Stod vores styrtbombefly bag det?” spørger han. Guderian lægger mærke til Hitlers overraskede udtryk, da Føreren hører, at det var kampvognenes værk.

Hitler spørger til tabstallene indtil nu. 150 døde og 700 sårede fortæller Guderian. Hitler er igen imponeret og beretter om, at hans regiment under 1. verdenskrig mistede 2.000 soldater den første dag.

Ved solnedgang forlader Føreren igen Polen.

Dag 6: Tyske bombefly ødelægger Polen fra luften

Franciszek Kornicki

Selvom Kornickis eskadrille har trukket sig tilbage til byen Drwalew nær Warszawa, føler han sig ovenpå.

Camoufleret i udkanten af en skov gemmer sig nemlig det fly, han har fået tildelt. Piloten kan kæmpe igen, og så gør det i sammenhængen ikke så meget, at han skal bakse med en af de forældede P.7-jagere – et fly er et fly.

Glæden varer imidlertid kort. Ved middagstid dukker tre tyske bombefly op, og Kornicki og tre andre piloter spæner mod hver deres jager.

De tre andres fly starter straks, men Kornickis flymotor afgiver kun forkølet hosten og sprutten. Motoren er stendød.

Fuld af frustrationer må Kornicki stige ud af sin såkaldte jager og fra landjorden se kammeraterne skyde de tre tyske bombefly ned.

Senere på dagen forværres Kornickis humør yderligere, da han i en lastbil kører mod byen Widzew for at hente flere fly til sin eskadrille.

I vejsiden ligger resultatet af de tre tyske bombeflys togt tidligere på dagen: adskillige ødelagte køretøjer og syv døde kammerater.

Dag 7: Regeringen må tage flugten fra Warszawa

Wladyslaw Szpilman

Lige før daggry vækker nogle hårde bank på hoveddøren Szpilman og hans familie. Udenfor døren står naboen med sin rygsæk.

Inden han smutter, vil han advare Szpilmans familie om, at tyskerne nærmer sig Warszawa. Regeringen har forladt byen, og alle raske mænd bør begive sig ned til hærens nye forsvarslinje langs Wislaflodens østlige bred.

Szpilman gør hurtigt op med sig selv, at han vil blive i byen lige meget hvad. Hvis han skal dø, vil han helst dø hjemme sammen med sin familie.

Ved ottetiden forlader Szpilman lejligheden.

Byen er som forvandlet. Alle butikker har sat skodder for vinduerne, og sporvognene kører ikke. Snesevis af biler fylder i stedet gaderne. Bilerne er stopfyldte og kører alle mod Wisla.

Spredte grupper af soldater sjosker udisciplineret gennem gaderne. Szpilman synes han kan læse nederlagsstemningen i deres ansigtsudtryk. Her er i hvert fald ikke tale om en effektiv og præcis militærmaskine.

Dag 9: Polakkerne barrikaderer sig i hovedstaden

Wladyslaw Szpilman

I udkanten af Warszawa graver Szpilman i fællesskab med tusindvis af andre frivillige grøfter, der skal stoppe tyskernes kampvogne.

Arbejdet foregår midt i en park og ville egentlig have været ganske behageligt, tænker Szpilman – hvis altså det ikke havde været for tyskernes artilleri.

Heldigvis slår granaterne ned et pænt stykke væk, men visheden om, at han kan dø om et øjeblik, er ubehagelig.

Polens hovedstad er med skræmmende hast ved at blive omringet af svært udrustede tyske enheder.

Dag 15: Den polske hær er på udmattende flugt fra fjenden

Franciszek Kornicki

Kornicki er frustreret over, at han efterhånden har tilbragt mere tid på landjorden end i luften.

Denne dag er ingen undtagelse. Lige nu bumler han afsted som passager i sin øverstbefalendes bil. I det mindste fandt folkene benzin til turen, tænker Kornicki. Det har hans enhed ellers manglet de seneste seks dage.

Hele den polske hær er på flugt fra de ustoppelige tyskere, og først godt 300 km sydøst for Warszawa gør den lille gruppe rast i byen Hrubieszów for at få en hurtig bid aftensmad.

Hrubieszów ligger tæt på den landsby, hvor Kornicki voksede op, så i stedet for at bruge tid på at spise opsporer han en af familiens venner og efterlader nogle penge til sin fattige familie.

Kort efter fortsætter turen mod øst.

Køreturen er forfærdelig. Konstant falder den udkørte chauffør i søvn bag rattet, og passagererne må gang på gang redde situationen ved at ruske manden vågen igen.

Dag 16: Støtteilden ødelægger angrebet på Brest

Wladyslaw Szpilman

Luften er fyldt med støv, og Szpilman trækker kun med besvær vejret. Samtidig synes loftet i beskyttelsesrummet at kunne styrte sammen hvert øjeblik og begrave dets ufrivillige beboere i et bjerg af murbrokker.

Dette er uudholdeligt, tænker Szpilman.

Så hellere blive hjemme i familiens taglejlighed, selvom alle vinduerne er blevet knust under det tyske bombardement, der netop er blevet genoptaget efter flere dages pause.

Heinz Guderian

Uden at have mødt nævneværdig modstand er general Guderian nu i det østlige Polen, hvor hans tropper har lagt en jernring om byen Brest.

De polske styrker har forskanset sig i byens kastel, hvor de efter bedste evne forsøger at udskyde det efterhånden uundgåelige nederlag.

Dagen forinden havde polakkerne held til at bremse tyskernes angreb ved at spærre vejen ind til fæstningen med en udbrændt kampvogn, men i dag vil de belejrede omsider blive presset til give op, forventer Guderian.

Tyskerne sender først de pansrede mandskabsvogne frem – lige efter følger infanteristerne. Foran soldaterne regner granaterne ned og tvinger polakkerne til at søge ly, så tyskerne uhindret kan løbe frem mod de fjendtlige stillinger.

Kastellets yderste volde falder hurtigt, men angrebet mister så momentum.

Guderian befinder sig selv et sted blandt de angribende og opdager med gru årsagen: Artilleriets granater falder ikke længere foran tyskerne – men midt iblandt dem.

Sårede tyskere jamrer højlydt, mens de vifter med armene for at få bombardementet til at stoppe.

Hurtigt beordrer Guderian sin adjudant tilbage for at dirigere artilleriets støtteild i en anden retning. Men på vej hen mod artilleristerne rammer en polsk snigskytte adjudanten. Han falder dødeligt såret om.

Kort efter trækker de tyske styrker sig tilbage fra kastellet. Deres tabstal er voldsomme.

Dag 17: Sovjetunionen falder polakkerne i ryggen

Franciszek Kornicki

Lange rækker af militære køretøjer snegler sig afsted mod grænsebyen Zaleszczyki i det sydøstlige Polen.

I en af vognene – en spritny Opel – sidder en chokeret Kornicki og prøver at fordøje det “forræderiske” bagholdsangreb, som Sovjetunionen satte ind tidligere på dagen.

Russerne har helt uhørt indgået en alliance med deres ideologiske ærkefjende, Nazityskland, om delingen af Polen.

Igen bliver det polske folk mast mellem de to stormagter, tænker Kornicki, som i dette øjeblik beslutter, at nazisterne og kommunisterne skal bekæmpes for enhver pris.

Først skal han dog nå sikkert til Rumænien, hvor resterne af den polske hær er blevet beordret til.

Kornicki havde egentlig tænkt sig at flyve til nabolandet, men en desperat kollega stjal hans fly og tvang ham dermed til at tage den lange tur i bil.

Redningen har lange udsigter i det nuværende tempo, og da solen går ned, kan Kornicki og hans medpassagerer end ikke skimte grænsen.

Værre bliver situationen, da en strøm af køretøjer kommer imod dem fra grænsen.

“Vend om, Den Røde Hær er kun et par kilometer væk”, råber én af de forbikørende til Kornicki.

Nedtrykt vender gruppen vognen og kører mod broen i grænsebyen Kuty.

Heinz Guderian

De tyske tropper har indtaget det genstridige kastel i byen Brest, men Guderian er alligevel irriteret.

Foran ham står en ung russisk officer fra Den Røde Hær nemlig og giver ham ordre til at forlade den hårdt tilkæmpede by.

Om fem dage skal Brest overdrages til Den Røde Hær på grund af den aftale, som Tyskland og Sovjetunionen har indgået omkring delingen af Polen, fortæller den unge russer ham.

Det er ikke så meget aftalen, men den korte tidsfrist, som irriterer Guderian. Hvordan skal han nå at transportere de mange sårede soldater og beskadigede tyske kampvogne tilbage til tyskernes område?

Pagten blev i hvert fald ikke forhandlet på plads, mens en soldat var til stede, tænker Guderian bittert.

Dag 18: Den polske hær flygter over grænsen til Rumænien

Franciszek Kornicki

Klokken har netop passeret midnat, da Kornicki og soldaterkammeraterne når frem til grænsebyen Kuty. Igen må de sidde stille i en kilometerlang kø, og med besvær kæmper de for at holde sig vågne.

Mændene er imidlertid så udmattede efter den strabadserende flugt, at de falder i så dyb en søvn, at de end ikke hører den tyv, som benytter chancen til at stjæle bilens reservedæk.

Kornicki skænker dog ikke tyven mange tanker, da han omsider vågner. For endelig begynder kolonnen at rykke sig. Da Kornicki omsider når over grænsen, skyller lettelsen ind over ham. Det er en ny begyndelse, tænker han.

Hans von Luck

Med undtagelse af enkelte modstandslommer har de polske styrker i hele landet opgivet kampen. Von Luck behøver ikke beskyttelse og kører blot rundt med en tolk og en ordonnans.

Nær en lille landsby møder de tre mænd en ung kvinde i uniform, som sigter på dem med en maskinpistol. Men hun når end ikke at trykke på aftrækkeren, før de overmander hende.

“Tilhører du en kvindelig bataljon, eller er du partisan?” spørger von Luck.

Kvinden svarer ikke. Hendes øjne skinner af had, men hun leder alligevel de tre tyskere hen mod et hus. Da de træder ind, ser von Luck kvindens mand – en polsk officer – ligge såret.

Hurtigt får de bakset manden op i bilen og transporterer ham ind til behandling på et tysk felthospital.

Ved ankomsten takker kvinden von Luck. Det er de første ord, hun har sagt på hele turen. Så tilføjer hun:

“Hvorfor kan I ikke bare lade os være i fred? Nu kommer russerne også – jeres allierede og vores fjender. Men De skal vide, at Polen ikke er tabt endnu”.

Dag 21: Død og ødelæggelse præger Warszawas gader

Wladyslaw Szpilman

Szpilman strider sig gennem Warszawa for at komme på arbejde. Døde mennesker og heste er spredt ud over gaderne, mens flammerne slikker sig vej gennem hele kvarterer.

Det tyske bombardement har ødelagt byens vandværk, så ingen kan gøre noget for at stoppe flammehavet. Heller ikke på radiostationen kan Szpilman føle sig tryg.

Tysk artilleri beskyder alle strategisk vigtige bygninger i hovedstaden, og hver gang radioen begynder en udsendelse, svarer tyskerne med et heftigt bombardement.

Dag 22: Tyskland og Sovjetunionen fejrer indtagelsen af Polen

Heinz Guderian

Smilende tager Heinz Guderian imod den sovjetiske general Semjon Krivosjejn. Til alt held taler russeren lidt fransk, og de to mænd kan derfor aftale overgivelsen af Brest på en civiliseret facon.

Uden palaver giver Krivosjejn ham ekstra tid til at transportere alt det beskadigede udstyr tilbage til de tyske områder. Kun forsyninger taget fra polakkerne skal tyskerne efterlade.

Guderian er lettet. For hans vedkommende er det polske felttog nu slut. Forhåbentlig vil Frankrig og Storbritannien efter tyskernes overbevisende sejr hurtigt komme til fornuft og indgå en rimelig fredsaftale, tænker han.

Dag 23: Kanoner gør radioen i Warszawa tavs

Wladyslaw Szpilman

Igen løber Szpilman spidsrod fra opgang til opgang for at komme på arbejde. Når han ikke længere kan høre hvislende granater, løber han hurtigt videre.

Fremme ved radiostationen får pianisten at vide, at han skal spille et stykke med Chopin. Det viser sig at blive det sidste stykke livemusik, som den polske nationalradio spiller.

Mens Szpilman lader hænderne danse på klaveret, rammer granaterne stadig tættere på. Han kan knap nok høre, hvad han selv spiller.

Dag 25: Stukaernes bombardement spreder død og rædsel

Wladyslaw Szpilman

Øredøvende støj fra eksplosioner blander sig med nerveflænsende hylen fra Stukaflyene.

Tyskerne har indledt et massivt luftbombardement for at tvinge Warszawa til overgivelse. Sammen med 10 andre har Szpilman søgt dækning på et lille toilet, hvor alle skælvende beder for deres liv.

Dag 28: Tyskerne er mere populære end russerne

Hans von Luck

Behændigt undviger von Luck endnu en dynge murbrokker i en af Warszawas sønderbombede forstæder. Den polske hovedstad faldt dagen forinden, og løjtnanten tænker tilbage på felttoget.

Især delingens ordonnans føler von Luck stolthed over. Tilbage i Bad Kissingen i Tyskland havde de andre soldater drillende kaldt ham “den lille skrædder”, men under felttoget overgik han dem alle.

Trods tung artilleribeskydning, hvor de fleste andre søgte dækning, løb den lille skrædder frem og tilbage med beskeder mellem frontlinjen og officererne længere bagude. Ikke underligt, at ordonnansen blev belønnet med en fortjenstmedalje, tænker von Luck.

Længere inde i Warszawa står husene stadig, og hverdagen er så småt ved at indfinde sig igen. Von Luck finder en hyggelig café på et af byens mondæne hoteller, hvor han bestiller en drink.

Krigens drama virker fjern – her har han følelsen af, at intet er sket. Tyskerne er tydeligvis meget mere velkomne i Polen end russerne, tænker von Luck.

Dag 29: Brændende ruiner og sult møder Warszawas borgere

Wladyslaw Szpilman

Selvom Warszawa overgav sig for to dage siden, tør Szpilman først nu bevæge sig ud i byens gader. Synet, der møder ham, er dybt deprimerende.

Ved hvert gadehjørne må han møve sig forbi barrikader bestående af væltede sporvogne og brosten. Lig i forrådnelse ligger i stakke, og sultende mennesker slæber sig gennem gaderne på jagt efter mad. I mange af bygningerne ulmer gløderne stadig.

Szpilman ser to mænd i fremmede uniformer komme forbi på en motorcykel. Begge virker afslappede, da de stopper og kalder på en forskrækket dreng.

“Marschallstrasse! Marschallstrasse!” råber de.

Igen og igen spørger de om vej til Marszalkowska-vejen, men knægten forstår intet. Så mister de omsider tålmodigheden og kører videre. Det er de første tyskere, Wladyslaw Szpilman nogensinde har mødt.

Den 6. oktober – efter 36 dages kamp – nedkæmper Nazityskland de sidste polske styrker i landet. Polen deles i to og slettes af landkortet.

Nazityskland og Stalins Sovjetunionen besætter hver sin del af landet, præcis som de aftalte på forhånd.