Den 27-årige tyske løjtnant Hans von Luck nyder taknemmeligt august-solens varmende stråler. Så lader han et sidste blik falde på de grønne bakketoppe omkring Bad Kissingen i det centrale Tyskland.
Længere ude i horisonten kan han skimte Rhön-bjergene, hvor han tilbragte vinteren på ski.
Men von Luck skal ikke på ferie – sammen med sine mænd marcherer han mod øst til Øvre Schlesien i Tjekkiet, som Tyskland annekterede tidligere på året.
Officielt skal von Luck på øvelse, men ingen af mændene i hans deling nærer nogen som helst tvivl om, at deres virkelige mål er Polen. Snart skal de i krig. Heller ikke befolkningen lader sig narre.
“Skal I til Polen?” lyder spørgsmålet i hver en lille by, mændene marcherer igennem.
“Selvfølgelig ikke, vi skal bare på øvelse”, lyver von Luck igen og igen.
I den østlige del af Polen er 22-årige Franciszek Kornicki urolig. Han er på en uges orlov, og det meste af tiden paraderer han stolt rundt i sin uniform fra det polske luftvåben.
For en fattig fyr er det smarte tøj en luksus, og hele familien Kornicki beundrer hver en trævl i hans nye garderobe. Glæden er dog så småt ved at fordampe. Årsagen holder han i hånden:
“Indfind dig straks ved din enhed”, lyder den korte meddelelse fra luftvåbnet. Kornicki har længe frygtet, at den besked ville komme, for tyskernes retorik er blevet hårdere i løbet af de seneste uger.
Her får du oprullet hele angrebet på Polen i september 1939 gennem aktørernes egne øjne og bliver klogere på felttoget, der startede 2. verdenskrig.
Øjenvidner til Polens undergang

Franciszek Kornicki
- Født: 1916
- Død: 2017
- Nationalitet: Polsk
- Beskæftigelse: Pilot
Pilot i Polens flyvevåben.
Sammen med resten af eskadrille 162 forsøger han at tage kampen op mod Luftwaffe, selv om de polske jagere er gamle og langsomme.

Heinz Guderian
- Født: 1888
- Død: 1954
- Nationalitet: Tysk
- Beskæftigelse: General
Står i spidsen for tyskernes 19. Motoriserede Korps under invasionen af Polen.
Guderian perfektionerer blitzkrieg, tyskernes banebrydende taktik med hurtig fremrykning.

Hans von Luck
- Født: 1911
- Død: 1997
- Nationalitet: Tysk
- Beskæftigelse: Løjtnant
Den ambitiøse unge officer leder en fremskudt tysk opklaringsenhed, der trænger ind i Polen sydfra.
Via byerne Kielce, Radom og Lodz støder han helt frem til Warszawa.

Wladyslaw Szpilman
- Født: 1911
- Død: 2000
- Nationalitet: Polsk
- Beskæftigelse: Pianist
Er musiker i den polske nationalradio og oplever på tæt hold tyskernes grufulde bombardementer af Warszawa.
Hollywoodfilmen “Pianisten” bygger på hans erindringer.
Dag 1: Tusindvis af tyske tropper krydser Polens grænse
Hans von Luck
Ved femtiden om morgenen den 1. september 1939 befinder von Lucks deling sig nær Gleiwitz i det østligste Tyskland. Herfra kan han se ind over den polske grænse.
Ligesom resten af invasionshæren har von Luck fået ordre til at krydse grænsen til Polen ved daggry.
Soldaterne går hen for at skubbe grænsebommen til side, men den enlige polske tolder ved kontrolposten åbner skræmt bommen for dem.
Von Luck spejder efter den polske hær, men forgæves. Så langt øjet rækker, emmer landskabet af fred.
Wladyslaw Szpilman
Fortumlet kigger Szpilman på uret. Klokken seks om morgenen er pianisten fra Polens nationale radio netop blevet vækket af brag og eksplosioner. Lydene er ikke specielt høje og må komme fra et sted udenfor Warszawa, tænker Szpilman.
Militæret holder sandsynligvis endnu en øvelse, konkluderer han og overvejer at lægge sig til at sove igen, men rækker så ud efter sin bog for at læse lidt, før morgenmaden serveres.
Ved ottetiden åbner Szpilmans mor døren. Hun ser usædvanlig bleg ud, og stemmen knækker over:
“Op med dig, krigen...krigen er begyndt”.

Den tyske hær mødte ikke nævneværdig modstand på grænsen til Polen. Men de måtte da selv fjerne grænsebommene.
Chokeret springer Szpilman ud af sengen, trækker i tøjet og begiver sig på vej til radiostationen. På husmurene hænger allerede plakater med nyheden om krigens udbrud, og folk diskuterer dem ophidset.
Szpilman ser en gråhåret herre miste besindelsen. Mens manden læser plakaten, får hans ansigt et tiltagende rødt skær. Den ældre herre råber til de omkringstående:
“De angreb os...! UDEN VARSEL! Det er ikke en måde at opføre sig på”, siger han og ryster på hovedet.
Heinz Guderian
Overalt langs de polske grænser er billedet det samme: Kampvogne og motoriseret infanteri trænger ustoppeligt frem.
Oppe i det nordvestlige Polen er general Guderian med helt fremme sammen med sit 19. Armekorps. 50 meter foran generalens pansrede mandskabsvogn slår en granat pludselig ned. Chaufføren sænker farten.
Kaskader af jord vælter op til alle sider. Kort efter kommer endnu en granat hvislende og slår ned 50 meter bag vognen.
Guderian indser, at den næste vil være en fuldtræffer, og beordrer sin chauffør til at dreje skarpt af. Chaufføren er allerede et nervevrag, mister kontrollen over vognen og brager med fuld fart ned i en grøft.
Trods vognens panser er den totalskadet, og Guderian må til fods søge væk fra frontlinjen og hjem til stabens hovedkvarter. Begyndelsen på felttoget er noget af et antiklimaks for hjernen bag Nazitysklands pansrede styrker.
Hurtigt skaffer Guderian en ny vogn og begiver sig mod frontlinjen igen.

Bombekasteren i et tysk Heinkel He 111-bombefly gør klar til at smide sin ødelæggende last over en polsk by.
Her er fremrykningen gået i stå ved floden Brda. Officererne har tydeligvis glemt deres ordrer om hurtigt at krydse floden. Vredt konfronterer Guderian en officer, men han mener ikke, at floden kan krydses nu.
Skummende af vrede forlader Guderian manden, men bliver hurtigt i bedre humør, da en løjtnant fortæller, at fjenden står svagt i området. Den unge officer har endda sikret sig, at tyske tropper nu bevogter en bro, som kan bruges til at komme over floden.
Guderian beordrer sin chauffør til at køre mod broen. Ved ankomsten ser han nogle af sine soldater gemme sig bag et gammelt egetræ 100 meter fra vandet. En række tyske kampvogne affyrer formålsløst kanonerne.
Straks sætter Guderian en stopper for beskydningen og beordrer i stedet kampvognene til at krydse broen. Polske cykelinfanterister forsvarer som de eneste broen, og efter lette kampe overgiver de sig.
Hans von Luck
I syd er løjtnant von Luck og hans deling fra 7. Pansrede Opklaringsregiment trængt hele 15 kilometer ind i Polen, men de har endnu ikke mødt fjenden. Deres opgave er ellers at finde fjenden, så fly og kampvogne målrettet kan sætte et angreb ind.
Fremrykningen minder om en fredelig øvelse, da illusionen omsider brydes. I en skov mødes de af flammende maskingeværer og mortergranater. Granatsplinter fyger tæt forbi og udløser en regn af blade og grene.
Von Luck får kvalme, og maven gør knuder. Ingen af de utallige øvelser, han har været på, har forberedt ham på at være midt i et inferno af eksploderende granater og hamrende maskingeværer.
En let panservogn giver straks soldaterne en smule dækningsild, så von Luck kan gøre sine mænd klar til angreb.

Pansertoget Danuta kæmpede i 16 dage, før det blev ramt af en fuldtræffer.
Pansrede tog beskyttede Polen
De polske veje var i dårlig stand, og tungt artilleri blev derfor rullet frem til fronten med pansrede specialtog – en sårbar løsning, skulle det vise sig.
Under 1. verdenskrig havde pansrede tog været et vigtigt våben, der spredte frygt blandt fjendens tropper. Da Tyskland invaderede Polen i 1939, viste togene sig dog hurtigt at være forældede.
Især den polske hær benyttede sig af pansrede tog og havde hele 10 af slagsen ved krigens begyndelse. I stedet for passagervogne havde de pansrede tog artillerivogne bevæbnet med kanontårne og adskillige maskingeværer.
Kanonerne var især effektive over for de tyske kampvogne, som kun blev beskyttet af et tyndt lag panser.
Til gengæld kunne togene ikke stille noget op over for luftangreb fra tyskernes styrtbombefly Stukaen. Andre bombefly kunne desuden ødelægge skinnerne, de kørte på.
Fire ud af 10 polske tog blev således sat ud af spillet af tyske luftangreb.
Idet han skal til at give ordren, falder en menig soldat død til jorden lige ved siden af ham. Von Luck mærker en stikkende angst, men råber så:
“Gruppe 1 og 2, angrib”. Ingen følger ordren. Mændene er dødsensangste og stirrer i stedet på deres livløse kammerat. Von Luck når frem til den tunge erkendelse, at han må trodse sin dødsangst og selv gå foran i angrebet.
“Følg mig”, råber han og løber frem. Lettet konstaterer løjtnanten, at mændene gør som beordret. De når imidlertid ikke langt, før massiv beskydning tvinger dem i dækning.
Da mørket sænker sig, konkluderer divisionens øverstbefalende da også, at et stormløb mod de polske stillinger vil være for farligt. I stedet indleder pansrede vogne og artilleri et nådesløst bombardement af polakkerne.
“Et makabert skue”, konstaterer løjtnant von Luck, mens ammunition med sporlys trækker farvestrålende streger henover nattehimlen.
Heinz Guderian
Det er ganske vist helt normalt, at hæren er nervøs på krigens første dag, men Guderian er alligevel målløs over, hvad den øverstbefalende for 2. Motoriserede Division fortæller ham over radioen.
Han beder sin underordnede om at gentage beskeden. Jo, den er god nok. Manden fortæller, at hans tropper trækker sig tilbage på grund af et polsk rytterangreb.
“Har De nogensinde hørt om pansrede styrker, som er blevet slået af fjendtligt kavaleri?” råber Guderian rasende ind i røret.
“Nej, nej”, forsikrer den ulykkelige mand. Han lover at gøre alt for at holde stillingen. Guderian knalder røret på.
Dag 2: Polens gamle jagerfly er håbløst langsomme
Franciszek Kornicki
Mens Kornicki bander over sin forældede jager, undslipper endnu et tysk fly ham i luften over byen Lodz. Igen når han blot at få færten af det tyske jagerfly – så er det lige så hurtigt væk igen.
Polens PZL P.7 skabte med sin topfart på 330 km/t. frygt i begyndelsen af 1930'erne, tænker Kornicki. Men nu er modstanderen det topmoderne jagerfly Messerschmitt Bf-109, og den skyder afsted med op til 640 km/t.
Pludselig – ved et rent lykketræf – flyver en tysker ind i hans skudlinje.
Beslutsomt trykker Kornicki på aftrækkeren og affyrer en kort salve, men da han tager sigte og vil skyde igen, går maskingeværet i baglås. Hurtigt banker Kornicki liv i sit våben og manøvrerer sit P.7 til en ny angrebsposition.

Hitlers invasion af Polen udløser 2. verdenskrig.
Han ligger nu særdeles gunstigt og kan med stor sandsynlighed forvente sin første træffer i kamp nogensinde. Men da han ruller og med hovedet nedad dykker mod det tyske flys hale, brister hans sele!
Kornicki falder bogstaveligt talt ud af flyet og styrter mod jorden. Faldskærmen virker heldigvis, så mens han langsomt daler mod jorden, tænker han på, hvordan han skal fortælle sine overordnede, at han har mistet et fly.
Kornicki ved, at ethvert fly – selv et udrangeret et af slagsen – er uvurderligt i kampen mod det tyske flyvevåben, som råder over fem gange så mange fly.
Hans von Luck
I løbet af natten er de polakker, som voldte von Lucks division så mange problemer, forduftet. Løjtnanten stirrer nu på de forladte stillinger, der ligner en scene fra en skrækfilm.
Døde polakker og heste ligger i ét blodigt virvar. De forladte huse brænder stadig. Samme deprimerende syn møder von Luck i de næste landsbyer, de indtager.
Luftwaffe har effektivt ryddet vejen for hans division.
Dag 3: Den polske hær trænges tilbage overalt i landet
Franciszek Kornicki
I Lodz sidder Kornicki på flyvestationen, hvor han nu fungerer som forbindelsesofficer. Hans nye opgave er at sortere i meldingerne om fjendtlig aktivitet og kun give sin eskadrille besked om større tyske angreb.
I teorien bør kun enkelte efterretninger gå videre, men lige nu er polakkerne presset overalt, og Kornicki har travlt.
Wladyslaw Szpilman
Med vantro lytter Szpilman til radioens nyhedsudsendelser. Han havde forventet, at den polske hær hurtigt ville drive fjenden tilbage, eftersom tyskernes kampvogne ifølge regeringens propaganda skulle være lavet af papkasser og køre på lightergas.
Men nu kværner tyske soldater – som ifølge samme propaganda skulle være klædt i papirtøj – altså al modstand ned.

De polske kampvogne var en farlig modstander, men landet havde alt for få af dem til at stoppe invasionen.
Regeringens løgne er næsten ubærlige, men Szpilman har endnu ikke opgivet håbet: Rygterne lyder, at England og Frankrig i løbet af dagen vil erklære Tyskland krig, og derfor lytter han nu koncentreret til radioen.
Så kommer den nyhed, han har håbet på. Polens nationalsang afbryder nyhedsudsendelsen, og den britiske følger lige efter. Polen er ikke længere alene, fortæller oplæseren. Storbritannien har erklæret Tyskland krig.
Szpilmans mor har tårer i øjnene, og hans ellers så stolte far græder uden at skamme sig.
Dag 5: Hitler besigtiger tropperne sammen med Guderian
Heinz Guderian
I løbet af krigens første fem døgn er tyskerne gået fra sejr til sejr. Ved siden af Guderian sidder nu selveste Adolf Hitler, som er kommet på uanmeldt visit for at se hærens fremskridt med egne øjne.
De kører i Hitlers bil, mens Guderian forklarer undervejs. Ved byen Graudenz i det nordlige Polen gør bilen holdt ved de sprængte broer over floden Wisla. Hitler stirrer imponeret på en ødelagt polsk artilleristilling.
“Stod vores styrtbombefly bag det?” spørger han. Guderian lægger mærke til Hitlers overraskede udtryk, da Føreren hører, at det var kampvognenes værk.
Hitler spørger til tabstallene indtil nu. 150 døde og 700 sårede fortæller Guderian. Hitler er igen imponeret og beretter om, at hans regiment under 1. verdenskrig mistede 2.000 soldater den første dag.
Ved solnedgang forlader Føreren igen Polen.
Dag 6: Tyske bombefly ødelægger Polen fra luften
Franciszek Kornicki
Selvom Kornickis eskadrille har trukket sig tilbage til byen Drwalew nær Warszawa, føler han sig ovenpå.
Camoufleret i udkanten af en skov gemmer sig nemlig det fly, han har fået tildelt. Piloten kan kæmpe igen, og så gør det i sammenhængen ikke så meget, at han skal bakse med en af de forældede P.7-jagere – et fly er et fly.
Glæden varer imidlertid kort. Ved middagstid dukker tre tyske bombefly op, og Kornicki og tre andre piloter spæner mod hver deres jager.

Stuka’er gjorde luftrummet usikkert gennem det meste af 2. verdenskrig.
Stuka: Hitlers frygtede terrorvåben
Den nyudviklede Stuka kunne ramme plet og terrorisere fjenden i knæ med sin sirene. I Polen viste flyet sit værd.
Junkers JU 87 var verdens første styrtbomber eller sturzkampfflugzeug som tyskerne kaldte flytypen. I 1936 modtog det tyske luftvåben de første, som i daglig tale hurtigt blev omdøbt til Stuka.
Flyet var langsomt, men kunne til gengæld angribe med stor præcision, fordi piloten kom helt tæt på fjenden, før bomberne blev kastet. Selv en uerfaren pilot ramte plet i hvert fjerde forsøg.
Til sammenligning følte piloten i et Heinkel He111-bombefly sig heldig, hvis han ramte sit mål med blot en ud af 50 bomber.
Blandt andet under slaget ved Bzurafloden i det centrale Polen viste Stukaerne deres styrke. Den 10. september omringede tysk infanteri en hel polsk division. Luftwaffe lod hylende Stukaer styrtdykke ned mod de indespærrede polakker igen og igen.
Efter ni dages uafbrudt bombardement overgav polakkerne sig.
Hitlers hylende terrorvåben havde ryddet endnu en forhindring af vejen. Sejren var inden for rækkevidde.
De tre andres fly starter straks, men Kornickis flymotor afgiver kun forkølet hosten og sprutten. Motoren er stendød.
Fuld af frustrationer må Kornicki stige ud af sin såkaldte jager og fra landjorden se kammeraterne skyde de tre tyske bombefly ned.
Senere på dagen forværres Kornickis humør yderligere, da han i en lastbil kører mod byen Widzew for at hente flere fly til sin eskadrille.
I vejsiden ligger resultatet af de tre tyske bombeflys togt tidligere på dagen: adskillige ødelagte køretøjer og syv døde kammerater.
Dag 7: Regeringen må tage flugten fra Warszawa
Wladyslaw Szpilman
Lige før daggry vækker nogle hårde bank på hoveddøren Szpilman og hans familie. Udenfor døren står naboen med sin rygsæk.
Inden han smutter, vil han advare Szpilmans familie om, at tyskerne nærmer sig Warszawa. Regeringen har forladt byen, og alle raske mænd bør begive sig ned til hærens nye forsvarslinje langs Wislaflodens østlige bred.
Szpilman gør hurtigt op med sig selv, at han vil blive i byen lige meget hvad. Hvis han skal dø, vil han helst dø hjemme sammen med sin familie.
“De angreb os...! UDEN VARSEL! Det er ikke en måde at opføre sig på” Polsk borger om tyskernes invasion af Polen
Ved ottetiden forlader Szpilman lejligheden.
Byen er som forvandlet. Alle butikker har sat skodder for vinduerne, og sporvognene kører ikke. Snesevis af biler fylder i stedet gaderne. Bilerne er stopfyldte og kører alle mod Wisla.
Spredte grupper af soldater sjosker udisciplineret gennem gaderne. Szpilman synes han kan læse nederlagsstemningen i deres ansigtsudtryk. Her er i hvert fald ikke tale om en effektiv og præcis militærmaskine.
Dag 9: Polakkerne barrikaderer sig i hovedstaden
Wladyslaw Szpilman
I udkanten af Warszawa graver Szpilman i fællesskab med tusindvis af andre frivillige grøfter, der skal stoppe tyskernes kampvogne.
Arbejdet foregår midt i en park og ville egentlig have været ganske behageligt, tænker Szpilman – hvis altså det ikke havde været for tyskernes artilleri.
Heldigvis slår granaterne ned et pænt stykke væk, men visheden om, at han kan dø om et øjeblik, er ubehagelig.
Polens hovedstad er med skræmmende hast ved at blive omringet af svært udrustede tyske enheder.
Dag 15: Den polske hær er på udmattende flugt fra fjenden
Franciszek Kornicki
Kornicki er frustreret over, at han efterhånden har tilbragt mere tid på landjorden end i luften.
Denne dag er ingen undtagelse. Lige nu bumler han afsted som passager i sin øverstbefalendes bil. I det mindste fandt folkene benzin til turen, tænker Kornicki. Det har hans enhed ellers manglet de seneste seks dage.
Hele den polske hær er på flugt fra de ustoppelige tyskere, og først godt 300 km sydøst for Warszawa gør den lille gruppe rast i byen Hrubieszów for at få en hurtig bid aftensmad.

Adolf Hitler inspicerer allerede på invasionens femte dag sine tropper i Polen.
Hrubieszów ligger tæt på den landsby, hvor Kornicki voksede op, så i stedet for at bruge tid på at spise opsporer han en af familiens venner og efterlader nogle penge til sin fattige familie.
Kort efter fortsætter turen mod øst.
Køreturen er forfærdelig. Konstant falder den udkørte chauffør i søvn bag rattet, og passagererne må gang på gang redde situationen ved at ruske manden vågen igen.
Dag 16: Støtteilden ødelægger angrebet på Brest
Wladyslaw Szpilman
Luften er fyldt med støv, og Szpilman trækker kun med besvær vejret. Samtidig synes loftet i beskyttelsesrummet at kunne styrte sammen hvert øjeblik og begrave dets ufrivillige beboere i et bjerg af murbrokker.
Dette er uudholdeligt, tænker Szpilman.
Så hellere blive hjemme i familiens taglejlighed, selvom alle vinduerne er blevet knust under det tyske bombardement, der netop er blevet genoptaget efter flere dages pause.
Heinz Guderian
Uden at have mødt nævneværdig modstand er general Guderian nu i det østlige Polen, hvor hans tropper har lagt en jernring om byen Brest.
De polske styrker har forskanset sig i byens kastel, hvor de efter bedste evne forsøger at udskyde det efterhånden uundgåelige nederlag.
Dagen forinden havde polakkerne held til at bremse tyskernes angreb ved at spærre vejen ind til fæstningen med en udbrændt kampvogn, men i dag vil de belejrede omsider blive presset til give op, forventer Guderian.
Tyskerne sender først de pansrede mandskabsvogne frem – lige efter følger infanteristerne. Foran soldaterne regner granaterne ned og tvinger polakkerne til at søge ly, så tyskerne uhindret kan løbe frem mod de fjendtlige stillinger.
Kastellets yderste volde falder hurtigt, men angrebet mister så momentum.
Guderian befinder sig selv et sted blandt de angribende og opdager med gru årsagen: Artilleriets granater falder ikke længere foran tyskerne – men midt iblandt dem.
Sårede tyskere jamrer højlydt, mens de vifter med armene for at få bombardementet til at stoppe.
Hurtigt beordrer Guderian sin adjudant tilbage for at dirigere artilleriets støtteild i en anden retning. Men på vej hen mod artilleristerne rammer en polsk snigskytte adjudanten. Han falder dødeligt såret om.
Kort efter trækker de tyske styrker sig tilbage fra kastellet. Deres tabstal er voldsomme.
Dag 17: Sovjetunionen falder polakkerne i ryggen
Franciszek Kornicki
Lange rækker af militære køretøjer snegler sig afsted mod grænsebyen Zaleszczyki i det sydøstlige Polen.
I en af vognene – en spritny Opel – sidder en chokeret Kornicki og prøver at fordøje det “forræderiske” bagholdsangreb, som Sovjetunionen satte ind tidligere på dagen.
Russerne har helt uhørt indgået en alliance med deres ideologiske ærkefjende, Nazityskland, om delingen af Polen.
Igen bliver det polske folk mast mellem de to stormagter, tænker Kornicki, som i dette øjeblik beslutter, at nazisterne og kommunisterne skal bekæmpes for enhver pris.
Først skal han dog nå sikkert til Rumænien, hvor resterne af den polske hær er blevet beordret til.
Kornicki havde egentlig tænkt sig at flyve til nabolandet, men en desperat kollega stjal hans fly og tvang ham dermed til at tage den lange tur i bil.
Tre lande med forskellige taktikker kæmper om Polen

Tyskernes taktik
Via et 30 gange større militært budget end Polens havde Nazityskland opbygget en af verdens mest moderne hære.
De tyske generaler frygtede dog at blive fanget i en tofrontskrig ligesom under 1. verdenskrig.
Derfor skulle invasionsplanen sikre, at Polen blev slået på rekordtid, så den tyske hær hurtigst muligt kunne rykkes mod vest og forsvare sig mod et eventuelt fransk angreb.

Polakkernes taktik
Selvom Polen kunne prale af Europas femtestørste hær, var landet langt fra klar til en krig. De polske generaler regnede først med at kunne give tyskerne ligeværdig modstand i 1940.
Polakkerne skulle derfor prøve at forlænge krigen ved gradvist at trække sig tilbage fra den tyske grænse til floden Wisla, hvor de ville forskanse sig.
Det skulle købe Frankrig tid til at angribe Tyskland i ryggen.

Sovjetunionens taktik
Den Røde Hær var ikke klar til krig, fordi Stalin havde udrenset store dele af sit officerskorps i 1937 og 1938.
Generalerne regnede desuden med, at tyskerne ville være måneder om at nedkæmpe Polen.
Da Tyskland løb polakkerne over ende, fik Sovjetunionen travlt med at invadere og sikre sig sin del af landet.
Redningen har lange udsigter i det nuværende tempo, og da solen går ned, kan Kornicki og hans medpassagerer end ikke skimte grænsen.
Værre bliver situationen, da en strøm af køretøjer kommer imod dem fra grænsen.
“Vend om, Den Røde Hær er kun et par kilometer væk”, råber én af de forbikørende til Kornicki.
Nedtrykt vender gruppen vognen og kører mod broen i grænsebyen Kuty.
Heinz Guderian
De tyske tropper har indtaget det genstridige kastel i byen Brest, men Guderian er alligevel irriteret.
Foran ham står en ung russisk officer fra Den Røde Hær nemlig og giver ham ordre til at forlade den hårdt tilkæmpede by.
Om fem dage skal Brest overdrages til Den Røde Hær på grund af den aftale, som Tyskland og Sovjetunionen har indgået omkring delingen af Polen, fortæller den unge russer ham.
Det er ikke så meget aftalen, men den korte tidsfrist, som irriterer Guderian. Hvordan skal han nå at transportere de mange sårede soldater og beskadigede tyske kampvogne tilbage til tyskernes område?
Pagten blev i hvert fald ikke forhandlet på plads, mens en soldat var til stede, tænker Guderian bittert.
Dag 18: Den polske hær flygter over grænsen til Rumænien
Franciszek Kornicki
Klokken har netop passeret midnat, da Kornicki og soldaterkammeraterne når frem til grænsebyen Kuty. Igen må de sidde stille i en kilometerlang kø, og med besvær kæmper de for at holde sig vågne.
Mændene er imidlertid så udmattede efter den strabadserende flugt, at de falder i så dyb en søvn, at de end ikke hører den tyv, som benytter chancen til at stjæle bilens reservedæk.
Kornicki skænker dog ikke tyven mange tanker, da han omsider vågner. For endelig begynder kolonnen at rykke sig. Da Kornicki omsider når over grænsen, skyller lettelsen ind over ham. Det er en ny begyndelse, tænker han.
Hans von Luck
Med undtagelse af enkelte modstandslommer har de polske styrker i hele landet opgivet kampen. Von Luck behøver ikke beskyttelse og kører blot rundt med en tolk og en ordonnans.
Nær en lille landsby møder de tre mænd en ung kvinde i uniform, som sigter på dem med en maskinpistol. Men hun når end ikke at trykke på aftrækkeren, før de overmander hende.
“Tilhører du en kvindelig bataljon, eller er du partisan?” spørger von Luck.
Kvinden svarer ikke. Hendes øjne skinner af had, men hun leder alligevel de tre tyskere hen mod et hus. Da de træder ind, ser von Luck kvindens mand – en polsk officer – ligge såret.

Warszawas indbyggere gravede skyttegrave og tankspærringer, da tyskerne nærmede sig hovedstaden.
Hurtigt får de bakset manden op i bilen og transporterer ham ind til behandling på et tysk felthospital.
Ved ankomsten takker kvinden von Luck. Det er de første ord, hun har sagt på hele turen. Så tilføjer hun:
“Hvorfor kan I ikke bare lade os være i fred? Nu kommer russerne også – jeres allierede og vores fjender. Men De skal vide, at Polen ikke er tabt endnu”.
Dag 21: Død og ødelæggelse præger Warszawas gader
Wladyslaw Szpilman
Szpilman strider sig gennem Warszawa for at komme på arbejde. Døde mennesker og heste er spredt ud over gaderne, mens flammerne slikker sig vej gennem hele kvarterer.
Det tyske bombardement har ødelagt byens vandværk, så ingen kan gøre noget for at stoppe flammehavet. Heller ikke på radiostationen kan Szpilman føle sig tryg.
Tysk artilleri beskyder alle strategisk vigtige bygninger i hovedstaden, og hver gang radioen begynder en udsendelse, svarer tyskerne med et heftigt bombardement.
Dag 22: Tyskland og Sovjetunionen fejrer indtagelsen af Polen
Heinz Guderian
Smilende tager Heinz Guderian imod den sovjetiske general Semjon Krivosjejn. Til alt held taler russeren lidt fransk, og de to mænd kan derfor aftale overgivelsen af Brest på en civiliseret facon.
Uden palaver giver Krivosjejn ham ekstra tid til at transportere alt det beskadigede udstyr tilbage til de tyske områder. Kun forsyninger taget fra polakkerne skal tyskerne efterlade.
Guderian er lettet. For hans vedkommende er det polske felttog nu slut. Forhåbentlig vil Frankrig og Storbritannien efter tyskernes overbevisende sejr hurtigt komme til fornuft og indgå en rimelig fredsaftale, tænker han.

Polakkerne dannede deres egne Spitfireeskadriller i England.
Polakkerne kæmpede videre
Nederlaget til Tyskland fik ikke den polske hær til at opgive. I tusindvis flygtede soldaterne til Frankrig og England for at fortsætte kampen.
Næsten 100.000 polske tropper slap over grænsen til Rumænien og fra det neutrale lands havne sejlede de videre til Frankrig.
Her var 75.000 polske soldater med til at kæmpe mod Nazityskland i 1940, men da også Frankrig blev løbet over ende, flygtede de videre til England.
Under luftslaget om England fra 10. juli til 31. oktober 1940 spillede kampvante polske piloter en vital rolle.
Selvom polakkerne kun udgjorde fem procent af piloterne i det britiske luftforsvar, stod de for 12 procent af sejrene under slaget om England. Af de 1.736 fly, som tyskerne mistede, nedskød polske piloter de 203.
Den polske flåde blev evakueret kort før tyskernes invasion af Polen for ikke at blive udslettet. Flåden kom til England, hvor den blandt andet deltog i sænkningen af tyskernes slagskib Bismarck.
Med tilgang af polske desertører fra den tyske hær og frigivne krigsfanger voksede den polske eksil- hær til 250.000 mand i løbet af krigen.
Dag 23: Kanoner gør radioen i Warszawa tavs
Wladyslaw Szpilman
Igen løber Szpilman spidsrod fra opgang til opgang for at komme på arbejde. Når han ikke længere kan høre hvislende granater, løber han hurtigt videre.
Fremme ved radiostationen får pianisten at vide, at han skal spille et stykke med Chopin. Det viser sig at blive det sidste stykke livemusik, som den polske nationalradio spiller.
Mens Szpilman lader hænderne danse på klaveret, rammer granaterne stadig tættere på. Han kan knap nok høre, hvad han selv spiller.
Dag 25: Stukaernes bombardement spreder død og rædsel
Wladyslaw Szpilman
Øredøvende støj fra eksplosioner blander sig med nerveflænsende hylen fra Stukaflyene.
Tyskerne har indledt et massivt luftbombardement for at tvinge Warszawa til overgivelse. Sammen med 10 andre har Szpilman søgt dækning på et lille toilet, hvor alle skælvende beder for deres liv.
Dag 28: Tyskerne er mere populære end russerne
Hans von Luck
Behændigt undviger von Luck endnu en dynge murbrokker i en af Warszawas sønderbombede forstæder. Den polske hovedstad faldt dagen forinden, og løjtnanten tænker tilbage på felttoget.
Især delingens ordonnans føler von Luck stolthed over. Tilbage i Bad Kissingen i Tyskland havde de andre soldater drillende kaldt ham “den lille skrædder”, men under felttoget overgik han dem alle.
Trods tung artilleribeskydning, hvor de fleste andre søgte dækning, løb den lille skrædder frem og tilbage med beskeder mellem frontlinjen og officererne længere bagude. Ikke underligt, at ordonnansen blev belønnet med en fortjenstmedalje, tænker von Luck.

- september er tyskerne og russerne trængt så dybt ind i Polen, at deres hære mødes i byen Lwow. De to allierede fejrer begivenheden med en smøg.
Længere inde i Warszawa står husene stadig, og hverdagen er så småt ved at indfinde sig igen. Von Luck finder en hyggelig café på et af byens mondæne hoteller, hvor han bestiller en drink.
Krigens drama virker fjern – her har han følelsen af, at intet er sket. Tyskerne er tydeligvis meget mere velkomne i Polen end russerne, tænker von Luck.
Dag 29: Brændende ruiner og sult møder Warszawas borgere
Wladyslaw Szpilman
Selvom Warszawa overgav sig for to dage siden, tør Szpilman først nu bevæge sig ud i byens gader. Synet, der møder ham, er dybt deprimerende.
Ved hvert gadehjørne må han møve sig forbi barrikader bestående af væltede sporvogne og brosten. Lig i forrådnelse ligger i stakke, og sultende mennesker slæber sig gennem gaderne på jagt efter mad. I mange af bygningerne ulmer gløderne stadig.
Szpilman ser to mænd i fremmede uniformer komme forbi på en motorcykel. Begge virker afslappede, da de stopper og kalder på en forskrækket dreng.
“Marschallstrasse! Marschallstrasse!” råber de.
Igen og igen spørger de om vej til Marszalkowska-vejen, men knægten forstår intet. Så mister de omsider tålmodigheden og kører videre. Det er de første tyskere, Wladyslaw Szpilman nogensinde har mødt.
Den 6. oktober – efter 36 dages kamp – nedkæmper Nazityskland de sidste polske styrker i landet. Polen deles i to og slettes af landkortet.
Nazityskland og Stalins Sovjetunionen besætter hver sin del af landet, præcis som de aftalte på forhånd.