Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Øjenvidnet Alfred Lieball

Alfred Lieball bliver holdt udenfor det nazistiske samfund, for hans mor er jøde. I stedet for at kæmpe sidder han i en beskyttelseskælder og ser byen styrte i grus over sig.

Alfred Lieball var søn af en jødisk mor og en katolsk far. Derfor kunne han ikke komme i Hitlerjugend eller få en længevarende uddannelse. I stedet gik han i sin fars fodspor og blev skrædder.

Fredag den 30. marts: Umuligt at komme på arbejde

“Min læreplads lå i Charlottenburg. At komme fra vores lejlighed ved Alexanderplatz midt i byen og derud var meget svært. Et stykke med tog, så til fods, og så kom en bus… Det var hver dag et mareridt at komme på arbejde og hjem. Det kunne tage halvanden time. Da det var blevet umuligt for mig at nå frem, fik jeg tid til at kigge ødelæggelserne i mit eget kvarter.

Gaderne var revet op, husene i stykker. Også hjemme var arbejdet gået i stå. Min far, der var skrædder, havde sin egen systue, men de ansatte kunne ikke komme på arbejde mere. Lejligheden var kold og beskidt”.

Den 16. april indleder Den Røde Hær sin offensiv mod Berlin. Fire dage senere når de første russiske soldater frem til Berlins udkant. Samme dag kan Hitler fejre fødselsdag i Førerbunkeren med en kreds af nære støtter.

Fredag den 20. April: Hitlers fødselsdag

“Den 20. April var en markant dato i de dage. Hitlers fødselsdag. Det skulle også blive en dag, som vi huskede længe i min familie. En bombe slog ned i vores ejendom, mens vi sad i vores kælder nær Alexanderplatz.

Facaden og trappen stod endnu, men to værelser blev sprængt væk. Et af værelserne havde været min fars stoflager – han var skrædder – og nu lå rullerne hulter til bulter mellem murbrokkerne. Så tog vi fat på at samle stofrullerne sammen. Vi var de første, der indrettede os her i kælderen, men få dage senere blev hele befolkningen opfordret til at opholde sig i beskyttelsesrummene hele tiden”.

Propagandaminister Joseph Goebbels, der har ansvaret for byens forsvar, slår i radioen fast, at byen skal forsvares til det sidste.

Lørdag den 21. april: Festmåltid af tørt brød

“Rationeringssystemet var brudt sammen. Enhver måtte sørge for at samle forsyninger og lave måltider, som ikke findes på noget spisekort: tørt brød med koldt kød overhældt med marmelade, serveret med kostbar rødvin drukket af en skåret kaffekop. Vinen fik vi, da værtshuset i vores gade åbnede sin kælder.

De sortklædte SS-folk lå omgivet af flasker. Lige så god vinen var, lige så forfærdelige var samtalerne. Særligt kvinderne udmalede, hvad der ville ske dem, når russerne kom. Jeg vil aldrig glemme en sætning, som en af disse klagende kvinder sagde: “Tørt brød vil jeg spise til mine dages ende, hvis jeg overlever dette”.

I Førerbunkeren får Adolf Hitler et regulært nervesammenbrud, da han forstår, at den 12. Armé under general Walther Wenck ikke kommer Berlin til undsætning, som det ellers var planen. Nyheden bliver ikke udsendt i radioen, befolkningen skal leve i håbet.

Søndag den 22. april: Livsfarlige indkøb

“Snart blev det helt hyggeligt i den store kælder, for den ene familie efter den anden flyttede ned og indrettede sig. Man skal ikke forestille sig, at man sad dag og nat fuldt påklædt på en bænk. Luftangrebene varede en-to timer, så åbnede forretningerne igen og solgte, hvad de havde. Personalet klædt i seneste mode – stålhjelm og tykke frakker. Også kunderne gjorde bedst i at være godt beskyttet.

Butikkerne var fulde af folk, men foran dem stod ingen. Indkøb var livsfarligt. Tæt på vores slagterbutik lå to kvinder midt på gaden – de havde oplevet håb og katastrofe med få skridts mellemrum. Begge havde kød i deres net – håbet om, at de og deres familier kunne overleve, og kort efter var deres liv forbi. De kloge gik altid langs murene. De to kvinder fik lov at ligge i flere dage, ikke deres net.

Blandt alle dem, som kom ned i vores kælder, var en gammel mand i lysebrun uniform. En såkaldt guldfasan – en nazist fra de første dage. En fra opgangen præsenterede ham som sin onkel. Han gav sig selv opgaven at lede forsvaret af kælderen, og ingen sagde ham imod. Han forklarede, at han om dagen var ved fronten. Om aftenen ville han stå til vores disposition. Med vin i koppen pralede han med, at han havde lært de unge, hvordan man ser fjenden lige i øjnene og skyder.

Hvem han var, ved jeg ikke. Og ikke en eneste i kælderen spurgte, hvad det skulle nytte at kæmpe. Men når vi så de henrettede soldater hænge i gadelamperne – de havde vist lidt mere mod end vi – fik vores tavshed mening. I alle samtaler var der i disse dage tale om “Armee Wenck”, som opholdt sig et eller andet sted nord for byen, og havde ordre til at komme byen til undsætning. Ville den kunne nå det? At armeen på dette tidspunkt var ved at gå i opløsning, hørte vi først senere”.

Fra alle verdenshjørner trænger Den Røde Hær ind i Berlin. Mens kampene ebber ud i nogle bydele, frygter andre stadig det værste.

Torsdag den 26. april: Huset står i flammer

Foråret ville ikke rigtig komme til vores kvarter. Skyer af støv og røg forhindrede solen i at se menneskenes lidelser. Ved middagstid steg kanonlarmen, mens forsvarsilden forstummede. Måske var det ikke fly men kanoner, der fordelte deres bomber over os. Man talte om slag ved Erkner og Teltow. Men præcis viden fik vi ikke. De sparsomme nyheder fortalte kun om Førerens heltemodige forsvarsvilje, han ville holde ud i Berlin, til sejren kom. Mens vi sad med dukkede hoveder, kom råbet:

“Det brænder hos jer!” At gå ud var livsfarligt, at blive i kælderen ville betyde tabet af huset. Derfor løb alle mænd ud med deres værktøj for at redde, hvad der var at redde. Min mor holdt mig tilbage: “Du bliver her! En mand er nok!”

Spændingen var uudholdelig. Det er slemt nok, hvis man frygter for sit eget liv, men visheden om at seks mænd uden nogen beskyttelse var derude… Minutterne gik. Så lød en kraftig banken. Udenfor stod en af mændene med hænderne for ansigtet. Blodet piblede ud mellem dem. Alle sprang op for at hjælpe. Så kom den næste med forgræmmet ansigt, så nummer tre og fire. Alle krævede pleje, så den femte vakte slet ikke opsigt. Den sjette kom ikke – min far.

Jeg var i gang med noget, da en eller anden råbte mit navn: “Kom hen til døren!”

Jeg så min far stå lænet op ad væggen stående på ét ben. Med et blodigt spor efter sig. “Hjælp mig, jeg klarer den ikke”. Mere blev der ikke sagt. Med min hjælp hinkede han gennem gangen og ned ad trappen, hvor man var ved at gøre status. Et skud i ryggen, et i maven, og hvad kommer her? De ødelagte bikser viste et ødelagt knæ – kuglen var gået igennem, så ingen havde mistanke om, at der var blevet noget i såret.

“Det er kureret om et par uger! ”mente mand. Min far var helt stille, bad om noget at drikke og klagede ikke. Denne dag havde revet os ud af stilstanden. Vi var så tæt på afslutningen, da denne tragedie ramte os. Heller ikke huset, som de seks ville redde, lykkedes det at redde. Men branden bredte sig i det mindste ikke til den del, der stod oven på vores kælder. En sørgelig dag, og alligevel var ingen fortvivlet, vi havde alt for travlt”.

Alberts far er meget svag og har brug for hjælp. Mændene i bunkeren beslutter at bringe ham til en læge. Midt i krigens kaos.

Fredag den 27. april: Afsted til lægen

“Vi havde hørt, at der var åbnet et førstehjælps-klinik i Alexbunkeren – en gigantisk bunkers i fem etager under Alexanderplatz’ jernbanestation. Vi skulle bringe den sårede derhen, men de åbne gader var farlige at færdes på. Vi fandt en båre og løb med ham over gaden, mens der var en pause i beskydningen. Bag den store bunkersindgang lå en helt anden verden.

Gangen førte os ned ad skrå ramper og på en af de fem etager fandt vi førstehjælps-klinikken. Her stod båre ved båre med stønnende og døende menneksre. Jeg ved ikke hvor længe vi ventede, før far blev tilset. Forbindingen blev taget af, såret kigget på og pakket ind igen. Nye forbindinger havde de ikke. Og vi blev sendt bort.

Ved siden af alle de sårede var man næsten forlegen ved at besvære lægen med et knæ. Jeg havde fået betændelse i øjet og havde egentlig tænkt mig at spørge lægen. Det lod jeg være med. Ved porten ventede vi på ”bedre vejr”. Og så, over gaden i to spring ledsaget af de bedste ønsker fra vagten i bunkersdøren: “Bleib übrig!” – se at overleve”.

Dagen efter får Den Røde Hær kontrol over Alexanderplatz og de små gader omkring pladsen.

Lørdag den 28. april: Jeg er fri, jeg vil leve!

“Denne aften havde alle følelsen af, at vendepunktet var kommet. Ingen havde lyst til at sove, selvom det var tid, og så kom de første kolbeslag mod kælderdøren. Befrielsen skete uden advarsel. Beskidte og stinkende skikkelser gennemsøgte kælderen for tyske soldater.

De fandt ingen. Og den eneste, som havde bebudet sin modstandsvilje, den gamle nazist, var nu som en sitrende olding. Den flotte lysebrune uniform havde han skidt i. Lige netop min mor havde skaffet dette nazi-relikvie af vejen; uniformen kunne have betydet hans dødsdom. Men heller ikke nu havde nogen lyst til at tage hævn.

Alle var bange, men i vores kælder skete ingen voldtægt eller mishandling. “Uri, uri” – altså vores ure – måtte vi aflevere. Man kunne se, at de havde armene fulde af ure. Med i kælderen havde jeg en harmonika. Den tog de, men jeg var ligeglad. Nu kom en ny tid, hvor jeg kunne være fri og leve. Det vidste jeg”.

Tiden efter

Alfred Lieballs far kom sig ikke. Såret i knæet udviklede en blodforgiftning, som kostede ham livet. Alfred fortsatte efter krigen sin skrædderlære, og han blev siden selvstændig skræddermester i Østberlin.

Interview

De er søn af en jødisk mor og en katolsk far. Hvordan fik De lov at leve i Berlin under krigen?

“Ifølge Nürnberglovene fra 1935 nød jødiske kvinder med ikkejødiske mænd og deres børn beskyttelse. Man kaldte det “privilegeret blandingsægteskab”. Der fandtes også “det uprivilegerede blandingsægteskab” – når faren var jøde. Han blev sendt i kz-lejr”.

Hvordan var det at vokse op som et halvt jødisk barn i et nazistisk land?

“I skolen havde vi et fællesskab, så mine kammerater tævede mig ikke. Men hvis vi skændtes, brugte de ukvemsord, som ramte mig dybt. Jeg kunne ikke forsvare mig og måtte altid holde mig tilbage. Hitlerjugend kunne jeg ikke være medlem af og heller ikke fortsætte i skolen. I stedet kom jeg i lære som skrædder”.

Mød fire andre øjenvidner til Berlins fald 1945

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

April 1945: Øjenvidner til Berlins fald

31 minutter
2. verdenskrig

Mød fem øjenvidner til Berlins fald i 1945

2 minutter
Hitler

Adolf Hitler erklærer: "Krigen er tabt"

20 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul