Christa Ronke boede med sin familie i den vestlige bydel Dahlem. Faren og broren var indkaldt til hæren og deltog i forsvaret af Berlin, der i krigens sidste måneder hver eneste dag er udsat for bombeangreb. På et tidspunkt beslutter Christa at skrive dagbog om sine oplevelser. Det er hendes ord fra dengang, der er gengivet her:
Mandag den 26. marts: Hvad skal man tro?
“Vejret er herligt. Jeg ligger på en madras i baghaven og kan berette om situationen her. Hver uge får vi 1.000 gram brød at spise foruden nogle rundstykker, 250 gram kød, 750 gram marmelade, et halvt pund smør til fire uger. Ingen mælk, af grøntsager især kålrabi-roer og rødbeder og alt for få kartofler. Børn får lidt mere af det hele. Strøm har vi ca. 5-6 timer om dagen. Om aftenen sidder vi i stearinlysets skær, gassen har været meget svag i to dage.
Mod øst angriber russerne ved Küstrin, uden at få et gennembrud. Stolp er faldet uden kamp. I nyhederne bliver det ikke nævnt. I vest er amerikanerne ved Frankfurt og trænger videre frem. Hver dag trænger flere hære ind i “das Reich”. For 35. gang efter hinanden er “hurtige Moskitoer” fløjet over Berlin om aftenen eller natten. Man siger, at de skal komme 60 gange (inden der bliver fred). De sidste tre uger bød på tre skære terrorbombninger. Gudskelov er vores kvarter ikke blevet ramt ret hårdt.
Stemningen i folket: Kampen er vanvid! Alle skælder ud på regeringen, at den skal stoppe. Det giver ingen mening at kæmpe videre. Krigen er tabt. Hvorfor de mange grundløse ofre. Mange hører fjendens radiosendere, også jeg. Det hedder sig, at Hitler og Goebbels ikke er rigtig kloge. Nazisterne taler naturligvis om sejr. Vi håber, at amerikanerne når Berlin, før russerne. Goebbels og aviserne siger, at russerne vil myrde og voldtage. Fjendens radio siger det modsatte. Man ved ikke, hvad man skal tro”.
Nazister er i færd med at opbygge en undergrundshær, Werwolf (Hitlers Varulve), der skal operere i de områder, som de allierede har erobret.
Tirsdag den 27. marts: Jeg er så vred
Ledelsen bliver mere og mere skør. Nu har de grundlagt “Werwolf” – det betyder, at tyske partisaner og snigskytter skal skyde på fjenden i de besatte områder i vest. Hvorfor udgyde blod i områder, hvor krigen er forbi. Jeg er så vred.
Lørdag den 7. april: Rationeringsmærker forsvundet
“Noget skrækkeligt er sket. Efter skolen gik jeg på indkøb, og hos bageren tabte jeg alle rationeringsmærker. Jeg kunne ikke begribe det, søgte på hele strækningen, uden held. Helt fortvivlet fortalte jeg mor om det, og hun trøstede mig på det mest rørende”.
Søndag 8. april: Et mirakel
“I dag fandt jeg en konvolut i postkassen. I den lå… rationeringsmærkerne! Der manglede mærker på et kvart pund smør, 50 gram kød og 50 gram margarine. Findelønnen!
Jeg ville besøge tante Marta, men nu må kun erhvervsaktive køre med U og S-bane. Jeg håber hun i hendes høje alder klarer de svære tider, som nærmer sig deres højdepunkt”.
Søndag den 15. april: Far er hjemme
“Vi havde mange gæster. Far kom tidligt. Måske for sidste gang. Naturligvis talte vi kun om situationen. Jeg spiste mig rigtig mæt, for far havde kød og kartofler med”.
Næste morgen indleder Den Røde Hær stormen på Berlin. Samme dag flytter Adolf Hitler permanent ned i Førerbunkeren, der er anlagt under Rigskanceliets have.
Mandag den 16. april: I kælderen
“Klokken er 01.30. Vi sidder, som sædvanligt, i kælderen. Tre grupper hurtige kampflyvere er fløjet over Berlin, hører vi i radioen. Baronessen i stue-etagen er kørt mod vest med en lastvogn. Meget usikkert, om hun kommer igennem”.
I Førerbunkeren får Hitler et regulært nervesammenbrud, da han opdager, at den 12. Armé under general Walther Wenck ikke kommer Berlin til undsætning, som det ellers var planen. Nyheden bliver ikke udsendt, befolkningen skal bevare håbet.
Søndag den 22. april: Offensiven mod Berlin
“Russerne begyndte deres ventede offensiv mod Berlin for flere dage siden. De vil meget snart trænge gennem de tyske linjer. Far er i kamp nu. Mon jeg ser ham igen? Hvor meningsløs kampen er, ved han, men hvis de ikke kæmper, bliver de henrettet. På afstand kan vi høre artilleriet. Vi har ingen strøm, telefon og avis mere.
Vi klamrer os til håbet om, at amerikanerne alligevel kommer før russerne. Desuden taler man om en “Arme Wenck”, der skal redde os. Men jeg tror ikke på det.
Kæmpekø foran butikkerne. Der var nemlig særrationer. Fra 12 til 16 stor mor og jeg skiftevis foran købmanden. Fly sustede tæt henover os, men intet skete.”
Mandag den 23. april: En hilsen fra Goebbels
“Fru D. kom ind med en flyveseddel, hvor der stod følgende: “Befaling fra rigskommissæren for forsvaret, dr. Goebbels: Byen Berlin vil blive forsvaret til det sidste. Kæmp med fanatisk sammenbidthed for jeres hustruer, børn og mødre! Vi vil bestå – og så videre”.
Vi er begyndt at sove i kælderen på madrasser (fem kvinder og den 14-årige Hans-Jörg fra vores hus). Jeg kunne ikke sove,. For artilleriet og flak-kanonerne skød så meget. Kl. Seks drog vi alle ud for at stå i kø efter levnedsmidler. Det er det vigtigste nu, og hvad betyder skyderiet så!
Folk siger, at vi har sluttet fred med Amerika og England, og at vi nu kæmper sammen med dem mod russerne. Ingen ved noget med sikkerhed, for radioen er død.
Far er sluppet hjem. Om ftermiddagen kom han med resterne af sin bataljon. Vi bønfaldt ham om at lægge uniformen og blive her. Men som battaljonskommandør kunne han ikke. Han vil til Brandenburg, hvor der endnu skulle være et hul åbent mod vest”.
Den Røde Hær lukker ringen om Berlin. Efter erobringen fejrer soldaterne begivenheden ved at voldtage og plyndre. Snart når de også frem til Christa og hendes mor i bydelen Dahlem i byens vestlige udkant. En russisk soldat trækker af med Christa.
Onsdag den 25. april: Mareridtet begynder
“Vi lever kun i kælderen og tør ikke gå ud. Midt på dagen så jeg ud ad vinduet tre soldater i fremmede uniformer. De første russere. Ganske ophidset kaldte jeg på de andre i kælderen. Lidt senere bankede det på døren. To russere. En af dem så godt ud og var venlig. De spurgte efter tyske soldater. Så gennemsøgte de alt, pegede på mor og mig – mente vel “mor og datter” – og gik igen. Måske er russerne alligevel helt fornuftige? For en sikkerheds skyld gemte jeg mit ur i papirkurven.
Straks efter kom de næste. En soldat med bind for det ene øje trak mig ud af værelset. Mor bønfaldt ham, men hun blev skubbet tilbage. Jeg ville forsvare mig, men han greb straks sin pistol. Omtumlet af afsky, men på en måde også glad for at være i live vendte jeg snart efter tilbage til min mor og de andre, der trøstede mig.
Da russerne var væk, overvejede mor og jeg hurtigt, om jeg skulle spille “gammel, syg kone” eller “dumt, sygt barn”. Det barnlige lå mere til mig. Jeg flettede mit hår og rev mine to kunstige fortænder ud – dem havde jeg slået ud ved en ulykke. De næste russere grinede jeg tandløst til, mens jeg lå på madrassen. Min mor gav den som “gammel kone” og græd fortvivlet: “Barn meget sygt”. Russerne drejede rundt uden at vise interesse – en af dem gav mig ovenikøbet et stykke brød.
Fru H. og frøken S. blev hentet for anden gang af russerne, selvom de havde forsøgt at gemme sig. Så skulle vi forlade huset, for russerne skulle bruge det. Hurtigt pakkede mor og jeg to rygsække med mad. Vi ville hen til tante Eva og onkel Ossi, som bor i Zehlendorf. På gaden var mange russere, og skud piskede forbi os. Kort før tante Evas hus stoppede russerne os.
De sagde: “Dér bum, bum!”
Vi måtte vende om og flakkede om i gaderne. Pludselig kom to unge tyske soldater ud mellem buskene. De anede ikke, at alt nu er russisk. Forhåbentlig smed de deres uniformer i en fart, som vi rådede dem til. Det var mørkt og vi ringede på en tilfældig dør og fik en soveplads”.
Fredag den 27. april: De russiske soldaters fest
“Denne nat var helvede løs i Dahlem. Det siges, at Stalin har givet sine soldater tre dage, hvor alt er lovligt – som belønning for erobringen af Berlin. I Dahlem bor flere højtstående nazister. Derfor rasede russerne særligt ud her. De farligste var de fulde. Snapsen fandt de i kældrene.
Om morgenen måtte vi forlade vores natlogi. På gaden blev vi mødt af flere flygtninge fra Dahlem, som ikke kunne holde ud at være i deres huse og ville vandre mod vest. Mor og jeg sluttede os til en gruppe på ca. 40, der blev anført af en professor med kendskab til russisk. Hvor uhyre vigtige disse russiske ord er, erfarer vi hver eneste dag.
Efter nogen tid opgav vi vandringen og rykkede ind i to kælderrum i en tom villa i Schlachtensee. Her bor vi nu. 20 mennesker i hvert rum, sover på den hårde jord”.
Bayern har overgivet sig til amerikanerne. Natten efter slår medlemmer af Werwolf 16 civilie “forrædere” ihjel.
Lørdag den 28. april: Et midlertidigt hjem
“I villahaven har vi bygget et komfur, som vi laver mad på en gang om dagen. Alle skal give noget til måltidet. Vi fandt flere henkogningsglas og andre madvarer i villaen overfor, hvor fire mennesker har begået selvmord”.
Nede i Førerbunkeren gifter Adolf Hitler sig med sin elskerinde, Eva Braun. I dele af byen fortsætter kampene; andre kan så småt nyde freden nu.
Søndag den 29. april: Freden sænker sig
“Vejret er herligt, og jeg har lagt mig i haven for at sole mig. Hvor er det dejligt at lukke øjnene og drømme om en verden uden bomber, frygt og sult.
Sammen med et ældre ægtepar vovede mor sig til vores hus i Dahlem. Vi har brug for levnedsmidler og forbindinger til en såret. Selvom russerne bor i huset, gik hun bare ned i kælderen. Det var forfærdeligt. Alle kufferter var tømt, indholdet tildels væk, andet var spredt på gulvet. Ind imellem smadrede henkogningsglas. Foran huset stod en lastvogn, der sikkert blev brugt til at køre ting væk på. Under store vanskeligheder samlede mor hurtigt lidt mad og på hjemvejen fandt hun et brød på gaden”.
Tirsdag den 1. maj: Den fulde russer
“Det hedder sig, at der er kartofler et sted. Fem kvinder, min mor og jeg gik ud, for at finde dem. Jeg havde fletninger og et stort tørklæde om hovedet. Da vendte tilbage uden kartofler, dukkede pludselig to fulde soldater op og tiltvang sig adgang til huset. Den ene russer kommanderede os og seks andre kvinder ind i et værelse, den anden forsvandt. Soldaten befalede os at sætte os og præsenterede sig “jeg oberstløjtnant, kommisær, 23 år”. Vi skulle beundre et billede af hans angivelige kone – en ung, smuk pige.
Så satte han sig pludselig til klaveret og sang, mens vi havde at klappe og danse. Han lo og havde stor glæde ved at se, hvordan vi humpede rundt fulde af angst. Heller ikke jeg kunne lade være med at le.Så skulle vi sidde ved bordet igen, og han skreg: “Kvinde, dreng, 18 år”. Jeg trak mit tørklæde tættere sammen om ansigtet og gemte mig bag mor, for der var næsten kun ældre kvinder tilstede.
Så ville han have snaps ure og mad. Til sidst kom han tilbage til “unge kvinde” og ”ur”, blev rasende og smed sin pistol på bordet. Mor havde stadig sit guldur i brystlommen, og, for at redde os, sagde hun, at hun ville hente et ur.
Hun fik lov at forlade værelset, og jeg gik simpelthen med. Russeren var for fuld til at bemærke det. Mor bragte ham uret og kunne liste sig ud igen. I mellemtiden havde en eller anden hentet en officer ind fra gaden. Han befriede tyskerne, skældte den fulde ud og tog ham med. De “tre vilde dage” er jo forbi nu, og soldaterne må ikke længere gøre, som de vil”.
Onsdag den 2. maj: Mit tøj er brændt
“Vores kælder med kufferterne er udbrændt. Heldigvis havde købmanden i nabohuset sammen med nogen andre slukket ilden. Fantastisk. Ellers var hele huset brændt ned. Nu har jeg næsten ingenting at tage på, men nu om sommeren behøver man jo ikke meget. Min træningsdragt er snart for varm. Mor var hjemme i dag, men hun kom ikke ind, for der bor nye og meget ubehagelige russere nu”.
Torsdag den 3. maj: Har de fanget Hitler?
“Åh hvor er maj dog skøn – det grønnes, og jeg ligger i solen! Denne formiddag gik vi til tante Eva i Zehlendorf. Et lykkeligt gensyn efter de forfærdelige dage. I Zehlendorf var russerne ikke så slemme. På hjemvejen så vi en plakat fra den russiske kommandant. På den stod bl.a.: Udgangsforbud fra kl. 22 til 8, plyndring forbudt. Radioer, skrivemaskiner, motorcykler osv. skal afleveres.
Alle, der har tilhørt nazistpartiet, skal melde sig. Biografer og værtshuse bliver åbnet igen. Levnedsmidler kan man foreløbig ikke få, udover 1.000 g brød om ugen. Vi har stadig to flæskesider og to pølser fra far, så vi klarer os.
Mon krigen er slut? Og mon de har fanget Hitler?”
General Wenck, som Hitler i april befalede at redde Berlin, har i de forløbne dage arbejdet helt på egen hånd. Han vil under ingen omstændigheder overgive sig til russerne, i stedet har han ført sin armé på flere tusinde mand og et stort antal civilie flygtninge syd om Berlin og frem til Elben. De finder en ødelagt jernbanebro og begynder at kravle over på den anden bred, som er på amerikanske hænder.
Onsdag den 16. maj: Hjemme igen
Vi er flyttet hjem og har travlt med at rydde op. Vores lejlighed er ikke til at kende igen. Yderdøren har skudhuller, de polstrede møbler er skåret op, alle spejle er smadret, skabene ryddet og indholdet delvist forsvundet. Vores sofa fandt vi i lejligheden i stueetagen, en stol i nabolejligheden og bestikket samlede vi sammen i hele ejendommen. I stedet havde vi en fremmed lampe og en mængde madrasser i vores to værelser.
I eftermiddag skal vi igen rydde ruiner fra gaden”.
Fredag den 18. maj: Far er i fangenskab
I dag fik vi uventet besøg af en dame, som fortalte, at far var taget til fange i Wannsee og nu var på vej til Rusland. Gudskelov – han lever! Hvor er Hans (Christas bror, red.)? Forhåbentlig går et ham ikke dårligt”.
Lørdag den 19. maj
“Bedstemors fødselsdag! Gad vide, hvordan det går hende? Der findes en avis, som hedder “Tägliche Rundschau”. 30 biografer og fire teatre har åbnet. I Harnackhaus er der koncert. Fassbender synger. Offentlig trafik fungerer ikke her i udkanten af byen, kun en bus på en kort rute. Ellers har vi hverken strøm, gas eller telefon. Vand er der kun i kælderen, og det skal koges. Onkel Ossi blev hentet, som næsten alle mænd. Efter tre udmarvende dages forhør i en kælder har man ladet ham gå”.
Søndag den 20. maj: “Jeg er ung, jeg vil leve!”
Pinse. Egentlig er livet ret godt igen. Der er fred – fred efter næsten seks år. Ingen død ved fronten, ingen luftangreb herhjemme. Hvor er det dejligt at kunne sove roligt om natten og ikke skulle sidde rystende af angst i kælderen. Jeg er ung og rask, og jeg vil leve.”
Mandag den 28. maj: Skolen begynder igen
Skolen begynder igen! I vores klasse er vi 13 piger. Undervisning hver dag til kl. 13.15, undtagen om lørdagen. Fem gange matematik – rædselsfuldt – og ingen gymnastik. Jeg går med Hilde og Ruth en halv time hen og tilbage. Lige før så vi en russer, der forsøgte at lære at cykle og så så fjollet ud, at vi ikke kunne lade være med at grine.”
Tiden efter
I løbet af sommeren blev Christa ansat i messen hos den amerikanske hær, der var rykket ind i Berlin. Arbejdet sikrede hende mad hver dag og penge til familien, men omgangen med soldaterne var vanskelig. Broderen Hans vendte hjem fra krigen, men sin far så hun aldrig igen.
Interview: “Jeg savnede nogen at tale med”
Hvorfor skrev De dagbog i 1945?
“Jeg kan faktisk ikke huske det… Jeg tror, at jeg var ensom og savnede nogen at tale med. I stedet skrev jeg mine tanker og oplevelser ned”.
Efter krigen blev De ansat hos amerikanerne. Hvordan var det at arbejde for fjenden?
“Jeg kunne ikke klare deres storsnudede facon og lagde ikke skjul på det. Til sidst ville chefen fyre mig, men min mor og jeg var afhængige af pengene, så jeg måtte tage mig sammen”.
Kunne De flytte tilbage i Deres hus efter krigen?
“Vores hus var helt ødelagt, men min mor fik et lån gennem Marshall-hjælpen. I flere år lejede vi værelser ud, indtil lånet var betalt ud”.