Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Øjenvidnet Ernst Bittcher

Egentlig blev Ernst Bittcher uddannet til at passe en luftværnskanon, men i krigens sidste dage bliver han sendt til Rigsdagen midt i Berlin. Få dage før Den Røde Hærs ankomst bliver kanonen stillet op.

Møder russiske soldater på Hitlers fødselsdag

Skoledrengen Ernst Bittcher blev i 1944 kommanderet ud som såkaldt Flak-hjælper. Det vil sige, at han skulle bistå med luftforsvaret af Berlin – men i realiteten besatte skoledrenge alle funktioner. Ernst stod ved de tekniske instrumenter, der bl.a. målte vindretning, vindhastighed og de fjendtlige flys flyvehøjde, så granaterne kunne eksplodere i den rette højde.

Den 16. april indledte Den Røde Hær stormen på Berlin. De fremskudte tyske forsvarslinjer ved Oderfloden, holdt kun et par dage, herefter har russerne næsten fri bane mod Hitlers hovedstad. 20. april fejrer Hitler fødselsdag i Førerbunkeren. Samme dag ser Ernst Bittcher de russiske soldater for første gang.

Fredag den 20. april: Reddet fra SS-tjeneste

“Efterhånden som russerne nærmede sig Berlin, blev vi flakskytter omskolet. Nu skulle vi ikke længere skyde efter fly, men efter mål på jorden. Jeg skulle sidde på en fremskudt post og udpege mål via en felttelefon, der fik strøm fra en cykel. En af vores sidste stillinger var ved Teltowkanalen. Jeg klatrede op i fotofabrikken Zeiss Ikons tårn ved kanalen for at finde fjendtlige mål.

Med ét letter tågen, og på den anden side af kanalen ser jeg 20 russiske kampvogne parkeret side om side med kanonerne rettet mod mig. Hen over løbene havde de spændt en snor og hængt uniformer til tørre. Med ét bevægede kanonerne sig, og tårnet fik tre fuldtræffere. Jeg flygtede ned ad trapperne

På samme tid modtog min far et brev med min indkaldelse til SS. Han havde været med i 1. verdenskrig og gik efter krigen ind i SS. Han blev oberscharführer og havde en dels tillidsposter. Jeg
skulle melde mig hos Leibstandarte Adolf Hitler i Rigskanceliet, stod der i brevet. Min far cyklede til min batterichaf Richter og lagde indkaldelsen foran ham.

“Jeg beklager, men Deres søn har fremskudt post i Zehlendorf. Ham kan jeg ikke undvære og må derfor afvise ordren. Og så måtte min far cykle hjem igen. Til min mors store glæde. Richer reddede formentlig mit liv ved at sørge for, at jeg ikke skulle til SS”.

Byen er hurtigt omringet. Efter nogle få dage bliver Ernst Bittcher og hans kammerater kommanderet ind i byens centrum med deres kanoner. De skal deltage i forsvaret af Rigsdagen.

Torsdag den 26. april: Ankomst til Rigsdagen

Om aftenen ankom vi med vores Flak-kanoner til Rigsdagen. Inde i bygningen var det værnemedicinske institut med flere hundrede ansatte og millioner af kartotekskort, som blev beskyttet af et ”diæt-kompagni” – det vil sige soldater, som ikke er i stand til at kæmpe, fordi de fik en særlig kost og pleje.

Siden 24. april havde der også været et stort antal børn fra bydelen Friederichsfelde, der har søgt ly i den bombesikre kælder under Rigsdagen. Børnene blev plejet af Røde Kors-kvinder. Man har siden kaldt Rigsdagen en fæstning – i virkeligheden var den en flugtborg. Der var også en fødeklinik, hvor børn næsten til krigens slutning kom til verden. Alt sammen siger det noget om, at Rigsdagen ikke var en fæstning”.

De russiske soldater trænger ind i Berlin fra alle sider. I nogle bydele er sejrsfesten allerede i gang, i andre kæmper soldaterne stadig hårdt. Og ved Rigsdagen synger fuglene, så fredeligt er her.

Fredag den 27. april: På opdagelse i Rigsdagen

“Der skete ikke noget som helst, så jeg havde tid til at strejfe omkring. Jeg gik ind i det højre tårn (det sydvestlige set fra Königsplatz, red) og tog trappen til den øverste etage, hvor man kunne kigge ud over byen. Midt på taget stod et tungt maskingevær. Jeg kiggede på det, og så hørte jeg et råb: “I dæning, snigskytter!” I et hjørne krøb to soldater sammen, og jeg forsvandt igen så hurtigt, jeg kunne.

Dette er den eneste befæstede stilling, som jeg har set i hele Rigsdagen. Det var meningen, at der skulle opstilles flak-kanoner her, men dem kunne bygningen ikke holde til.
Jeg gik en etage ned. Vinduerne var muret til, men med luftspalter i. Rummene var mennesketomme. Ikke én var her. Soldaterne havde naturligvis fået at vide, at de ikke skulle opslå kvarter her oppe pga. faren for bombeangreb og sammenstyrtninger.

Jeg kom til et rum, der til min store overraskelse var fyldt med arkitekturmodeller. Nogle kunne man stikke hovedet op gennem, så man fx kunne forestille sig den store forsamlingshals indre. Modellerne blev formentlig lagret her i den sikre Rigsdag, de kom sikkert fra en udstilling om den nye Rigshovedstad (kendt som Germania, red.).

I reolerne stod lutter små buster. Jeg tog et lille pigehoved. Med dårlig samvittighed, stoppede jeg den i rygsækken. Det ville jeg have med hjem. Men et par timer senere måtte jeg smide den ud for at fylde rygsækken med håndgranater.

Nok en etage længere nede hørte jeg kommandoråb fra den indre gård. Dér står en dessertør med ryggen mod muren og på den anden side henrttelseskommandoen. Fire-fem mand. Mens de lægger an til at skyde, slår en russisk granat ned i gården, så henrettelseskommandoen måtte springe i dækning, og desertøren slap væk”.

Russerne har fået kontrol over Alexanderplatz bare en kilometer fra Rigsdagen, hvor soldaterne stadig venter på at møde fjenden.

Lørdag den 28. april: Fuglene synger

“I den højre fløj af Rigsdagen sad en gruppe mænd i et rum, jeg vil kalde “Ventesalen”. De spillede kort – og gik uden videre over den angiveligt hårdt omkæmpede Königsplatz til Koll-operaen for at hente snaps, for i Rigsdagen var der ikke noget at drikke. Den ene vandpumpe, der var tilbage til vandforsyningen, var jeg også nede ved, og der lå stabler døde mænd, der var faldet for snigskytterne. Så der skulle jeg heller ikke ud. To af mine venner tog også over i operaen og fyldte rygsækkene med snaps og vendte tilbage til Rigsdagen.

I Rigsdagens venstre fløj sad SS. De var under kommando af untersturmführer Barbic. Han havde generalkommandoen over Rigsdagen, også over min batterichef. Han havde sine egne SS-mænd, men også marinesoldater, faldskærmssoldater og medlemmer af Volkssturm under sig. I hele området omkring Rigsdagen fordelte han grupper af soldater, 10-15 mand i hver.

Også i Koll-operaen og i Indenrigsministeriet. I kælderen under Indenrigsministeriet sendte han faldskærmsoldater, der skulle forsvare pladsen i et tilfælde af et angreb over Moltke-broen. I kælderen var også et kampagni af politifolk. Alt i alt var det højst 20-30 mand, som indrettede sig i Indenrigsministeriets kælder.

På samme tid var en sprængmester fra Berlins Brandvæsen igeng. Han havde til opgave at sprænge Moltke-broen ved at udløse nogle allerede anbragte sprængstoffer. Han lagde kabler ud, men sprængningen lykkedes ikke. Kun et stykke af brystværnet og halvdelen af kørebanen på et brofag blev ødelagt.

Om aftenen var der kun enkelte russiske spejdere at se. Ellers hørte man kun fuglesang. Så roligt var det”.

Nede i Førerbunkeren, få hundrede meter fra Rigsdagen, fejrer Adolf Hitler bryllup med sin elskerinde, Eva Braun. Oppe på jordoverfladen har soldaterne helt andre sorger.

Søndag den 29. april: Russerne kommer nærmere

“Natten forløb fredeligt. Vi fik forsyninger, stemningen var god, og fuglene sang. Først ud på formiddagen stormede russerne over Molkte-broen med infateriet og besatte dele af Indenrigsministeriet, men ikke kælderen, hvor de tyske soldater sad. Så kørte panservogne over. Et flakbatteri på Königsplatz satte fire-fem af dem ud af spillet, samtidig blev der skudt med Panzerfäuste fra franske SS-soldater ved Rigsdagen.”

Hitler og Eva Braun begår selvmord, men nyheden holdes hemmelig. Ikke engang Hitlers arvtager som rigspræsident, Karl Dönitz, får noget at vide i mere end et døgn. De første sovjetiske soldater nærmer sig Rigsdagen.

Mandag den 30. april: Mad og kaffe til soldaterne

“Ved frokosttid begyndte en vanvittig beskydning af Rigsdagen og Königsplatz. Jeg kravlede i dækning i Rigsdagens varmekælder. Bygningen skælvede. Da ilden stilnede af efter en time, hentede en SS-soldat mig ud. “Kom med mig til køkkenet”, sagde han.

Dér skulle jeg vente på, at nogle damer havde smurt en stabel madder, som blev pakket i to kufferter. Så skulle jeg, der var en fej hund, bringe mad frem til de tyske soldater, der havde indrettet sig i indenrigs­ministeriets kælder på den anden side af pladsen.

Ministeriets øvre etager var allerede indtaget af russerne, men der lød ingen skud. Tyskerne i kælderen var formentlig faldskærmsjægere, der havde trukket sig tilbage. Jeg løb over pladsen tre gange den dag. Først med madderne, så med to kander kaffe og til sidst med pansernæver. Efter den sidste gang lagde vi os ved et vindue i Indenrigsministeriet, for vi havde hørt lyden af en russisk kampvogn. Formentlig skulle den nedkæmpe vores modstandslomme.

Den standsede, drejede tårnet og sænkede kanonløbet. Min sidemand affyrede sin pansernæve. Granaten udløste en masse støv, så vi ikke kunne se en pind. Kun skrigene fra de arme mennesker i kampvognen hørte vi. Så gik lugen op. Panserkommandanten ville stige ud. Vi greb vores våben og skød på én gang. Afstanden er vel otte meter. Efter krigen havde jeg forfærdelige samvittighedskvaler, men alle fortalte mig, at det var ham eller os. Han behøvede bare at trykke på knappen – så havde vi været færdige.

Derefter gik jeg tilbage, og så kom øjeblikket, hvor det blev meddelt, at russerne var trængt ind i Rigsdagen. Det var om aftenen den 30. april. På Königsplatz var ikke en eneste militær bevægelse. Der var pause. Russerne var trængt ind gennem nordportalen, og fra den indregård var de kommet op i de øvre etager, men blev så afskåret af SS.

Så sad der 20-30 russere fanget der. Der var en del panik. Rigsdagen var meget mørk, vinduerne var muret til, så man kunne ikke se, hvem der kom imod én på gangene. Derfor blev der aftalt et kodeord. ”Holdt! Hvem dér?” råbte den ene. ”Helgoland”, skulle den anden svare. Men i den korte tidkunne ikke alle få kodeordet at vide, og to af mine kammerater blev såret på den måde.

Da overløjtnant Richter ud på aftenen hørte, at jeg havde været over Königsplatz tre gange, sagde han “Kom, vi henter EK’er” – jernkors. Han ville også selv have et.
Vi gik gennem Tiergarten til flakbunkeren ved Zoologisk Have. På vejen mødte vi hverken ven eller fjende. Der var en stemning som nytårsaften. I horisonten steg raketter til vejrs. Så buldrede en eksplosion. Men der var ro om natten til den 1. maj. Vi kom gennem den ubevogtede indgangsdør til bunkeren og Richter hilste hjerteligt på sine venner, mens jeg satte mig på trappen. Richter lod bringe noget dejlig mad, og så faldt jeg i søvn”.

Endelig den 1. maj meddeler tysk radio, Grossdeutscher Rundfunk, at Hitler er død – under sit heltemodige forsvar i kampen for Berlin. De færreste i byen har strøm, så nyheden spres fra mund til øre blandt soldaterne og byens indbyggere.

Tirsdag den 1. maj: Hitler – den småborger

“Da jeg vågnede næste morgen og ville drage videre, var min hjelm væk. I nærheden hang en hjelm, og den tog jeg. Den passede så nogenlunde, selvom jeg har et stort hoved.
Så gik jeg tilbage mod Rigsdagen. Igen gik jeg gennem Tiergarten uden at se en eneste russer. Parken bliver ofte beskrevet som en kampplads, men var nærmest stille som ’orkanens øje’.

På begge sider stod russerne, men de ville sikkert ikke angribe af frygt for at ramme hinanden. Jeg sneg mig afsted mellem de væltede træer og nåede næsten hen til Rigsdagen, som brændte i den øverste etage, venstre fløj. Ud af de tilmurede vinduerøversts sprækker vældede røgen ud og blev blæst ud over byen af sydvestenvinden.

Da jeg nærmede mig, pifter to skud om ørerne på mig. Jeg kastede mig ned bag et væltet træ og så på 10 meters afstand tre russiske hjelme. De var sikkert kommet væk fra deres enhed og havde overnattet i et granathul. Nu afgav de to skud, som nok snarere var varselsskud, for de kunne nemt have ramt mig.

Bag mit træ fandt jeg en håndgranat i min taske – hvordan var det nu? Tælle 21, 22 og så kaste den… Jeg havde ellers aldrig kastet en håndgranat. Jeg smed den efter dem, og stormede tilbage mod Siegessäule. Men granaten eksploderede ikke, og jeg takkede altså for de to varselsskud ved at kaste en granat, som ikke duede…

Jeg nåede til Siegessäule, hvor nogen sagde, at Hitler var faldet i kamp. Men før sin død havde han giftet sig. Tænk, at denne halvgud havde giftet sig og afsløret sig som en småborger, som et helt almindeligt menneske!? Jeg tænkte på at begå selvmord. Alle mine forsøg på at slippe ud af byen via U-banetunnellerne var mislykkedes, og om aftenen tog jeg sammen med to-tre kammerater til Bellevue-slottet. Døren til varmekælderen stod åben. Gulvet var oversvømmet. SS-mænd og -kvinder sad overskrævs på kedlerne og forsøgte at fjerne mærkerne fra deres uniformer”.

Enden er nær, ved soldaterne. De forbereder sig på det værste. Natten mellem den 1. og 2. maj fører udsendte fra Berlins bykommandant, general Helmuth Weidling. Kl. 6 om morgenen overgiver Weidling sig til russerne. Han bliver ført til det militære hovedkvarter og underskriver en befaling til byens forsvarere om at nedlægge våbnene: “Den 30. April 1945 begik Føreren selvmorg og lod alle dem, der havde svoret ham troskab, i stikken”, forklarer generalen.

Onsdag den 2. maj: Fanget af russerne

“Om morgenen hører vi glade russiske stemmer uden for varmekælderen. De vil os ikke noget ondt, kun have vores “Uri, uri”. Og sådan blev vi taget til fange. Vi går i lange kolonner til Kleist Park, hvor fangerne blev samlet. Derfra skulle vi gå gennem Berlin, så tyskerne kunne se, hvor mange fjender der var”.

Sammen med de øvrige krigsfanger bliver Ernst Bittcher marcheret ud af byen. Hvad planen med dem er, er uvist. Nogle af dem vil hurtigt blive løsladt igen, andre ender i Sibirien. Her skal de i årevis arbejde i Gullags slavelejre.

Fredag den 1. juni: Gensyn med overløjtnant Richter

“I fangelejren i Küstrin mødte jeg overløjtnant Richter igen. Han var glad for at se, at jeg var i live. Siden så jeg ham ikke igen. I september var jeg igen tilbage i Berlin. Min far (der havde været i SS og beklædt flere tillidsposter i nazistpartiet, red.) blev angivet af naboer og måtte flygte til Vesten, hvor han fandt arbejde på en sukkerfabrik ved Braunschweig.

Han blev afnazificeret og kunne begynde i banken igen. Min familie klarede sig godt gennem krigen. Min bror var i marinen, min søster gjorde tjeneste på en gård. Og min lillesøster var i en præstegård ved Forst. Alle var uskadt. Det var en stor trøst, at det gik sådan”.

Ernst Bittcher læste efter krigen til arkitekt og blev en anerkendt orgelbygger.

Mød fire andre øjenvidner til Berlins fald 1945

Læs også:

Rigsdagen Berlin
2. verdenskrig

Myten om Rigsdagen

3 minutter
2. verdenskrig

Mød fem øjenvidner til Berlins fald i 1945

2 minutter
Store krigsprofiler

Eva Braun: Kald mig bare fru Hitler

15 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul