Affandt sig med skæbne i på nazi-skole
Hans Müncheberg var søn af en frisør i byen Templin nord for Berlin. I 1940 blev byens skoler opsøgt af en talentspejder, der søgte kandidater til de nazistiske eliteskoler, Napola (Nationalpolisk Opdragelsesanstalt) Hans klarede den svære optagelsesprøve og begyndte på skolen i Potsdam 1940. Længe tiggede han om at komme væk igen, men hans far, der var nazist, stod fast, og efterhånden affandt Hans sig med sin skæbne.
Søndag den 15. april: Givet som gave til Hitler
“Natten til den 15. april 1945 blev Potsdam bombet svært. På skolens område faldt mere end 30 bomber, og ødelæggelserne var omfattende. Forinden, den 4. april, var vi fra årgang 1929 blevet sendt til mønstring for at se, om vi kunne bruges i kamp. Det hang sammen med, at rigsungdomsfører Artur Axmann havde skænket min årgang til Føreren som fødselsdagsgave. Selvom vi kun var 15, kom vi til mønstring. Jeg var dengang bare 160 cm høj og vejede 45 kg.
Derfor blev jeg afvist af mønstringskommissionen – det skete for flere i min klasse. Men det rørte ikke vores anstaltsleder Otto Calliebe, der året før var blevet forfremmet til SS-Oberführer af Himmler. En Oberführer i SS svarer til en en generalmajor i hæren. Vores skole skulle egentlig evakueres til en anden Napola i Plön, Slesvig-Holsten. Men Calliebe omstødte den evakuering og fik os alle indrulleret i SS, mens han selv pakkede sine vigtigste ejendele i en lastvogn og kørte mod vest, før Berlin blev omringet.
Imens blev vi sendt på cykler med gamle geværer og panzerfaust til Spandau, hvor der var en evakueret Napola. Sammen med SS skulle vi forhindre, at Den Røde Hærs omringede Berlin”.
Drengene flytter ind i den forladte Napola-skole i Spandau i Berlins vestlige udkant og venter.
“Så længe vi havde kvarter i den rømmede Napola-skole, fik vi mad her. Køkkenpersonalet var der stadig, for i Tyskland lader man ikke sådan en indretning stå uden opsyn. Vi fik også flyverchokolade – Chokakola – chokolade med koffein, så man holdt sig vågen. Det smagte godt. Og kiks fik man til sin brødpose. Man havde også en feltflaske med filtdækken, så indholdet holdt sig varmt. Det hang i bæltet. De første dage sov vi på skolen, senere i en kælder på cementgulvet med hjelmen som hovedpude. Men det gjorde ikke noget. Man var så træt, at man bare faldt i søvn.”
Den 18. april møder de fjenden for første gang. Den Røde Hær er ved at lukke ringen om Berlin, og de følgende dage kommer drengene i kamp flere gange:
“Vi blev sat ind nordvest for Spandau. Stillingen var umulig at holde, og de første af mine kammerater omkom. Vores klasselærer var egentlig ved flakforsvaret, men han ville hellere være sammen med sine drenge. En fuldtræffer rev hans ene ben af. Vi forsøgte at redde ham, men han forblødte for øjnene af os. Han gav klassens ældste elev ordre til, at vi skulle drage til Slesvig-Holsten: “Jeg overdrager dig kommandoen. Forsøg at komme til Plön. I efterlader mig her. Det er en ordre!”
SS-folkene var allerede stukket af, og vi var alene på dette afsnit af fronten. De sovjetiske tropper kom fra nord og syd, og endnu var denne strimmel ind til Berlin åben. Vi skulle sørge for, at den forblev åben. Strimlen bestod til dels af skov. Russerne affyrede stalinorgler mod os, og når sådanne raketter slår ned i en skov, flyver granat- og træsplinterne… Vi måtte trække os tilbage. Det var ret forfærdeligt.
Vi nåede Spandauer Südpark, og dér skulle vi igen forsvare en stilling sammen med Volkssturm, men folkene fra Volkssturm forsvandt, og vi var alene igen. Volkssturm-folkene forduftede altid, så snart de så muligheden. Overalt, hvor vi fik ordre til at holde en stilling, måtte vi konstatere, at Volkssturm pludselig var væk. I alt var vi omringet syv gange og slap kun væk med tab. Så kom de sovjetiske T-34, og vi måtte forsvinde. Da ordren kom, lå min kammerat Bertram Freytag ved siden af mig, og jeg ville sige til ham, at nu skulle vi af sted. Han lå dér uden at røre sig, og så krøb jeg hen til ham: Hans ansigt var væk, og han var død, ikke engang 15 år gammel. Han må have fået et mg-skud”.
Inde i Berlin er Den Røde Hær nået helt frem til Alexanderplatz, men store områder i den vestlige del af byen er stadig under tysk kontrol. De fanatiske drenge fra Napola’en kæmper videre, men Hans Müncheberg får den første fornemmelse af, at ikke alt er, som de nazistiske lærere har fortalt.
Lørdag den 28. april: Livsfarlig leg
“En del af min skoleklasse slap via en sprængt jernbanebro over Havelfloden. Nye kampe opstod. Vi nåede Charlottenburg, hvor en af mine kammerater blev dræbt af en snigskytte, og nu var jeg alene. Gaden kunne man ikke gå på, så jeg løb gennem en baggård, sprang over en mur og nåede en ny gade og forsøgte at finde ud af, hvor der blev skudt – for dér gik fronten.
Jeg stod ved et gadekryds foran et værtshus og kiggede forsigtigt rundt om hjørnet. I samme øjeblik kiggede en ung russisk soldat frem fra den anden side. Jeg havde et stormgevær, og han havde en maskinpistol med stor ammunitionstromle, men vi var begge frosset fast af skræk. Det var som den her leg, hvor man ikke må blinke. Måske blinkede jeg først, og så blinkede han. Så nikkede han, og jeg nikkede, og så tog vi begge et skridt tilbage og ventede, men ingen af os kiggede frem igen.
Fra dét øjeblik havde fjenden fået et ansigt: Han var blond, havde blå øjne – måske en ukrainer – og lignede slet ikke det billede af en vild mongol, som jeg havde set i nazisternes propaganda. Han var som mig!”
I Førerbunkeren i Berlins centrum gifter Adolf Hitler sig med sin elskerinde, Eva Braun. Hans Münchebergs Napola-klasse kæmper videre. Oprindeligt var de 30 drenge, men gruppen er blevet splittet under de sidste dages kampe. Flere af dem er døde.
Søndag den 29. april: Gensyn i Radiohuset
“Jeg fandt mine kammerater i Radiohuset i Masurenallee – dem, der levede. 10 ud af klassens 30 elever var døde. De overlevende traf jeg nu i Radiohusets Studio 5. Situationen var meget sær: Radiohuset var på tyske hænder, mens Messeområdet på den anden side af gaden allerede var erobret af Den Røde Hær. Ved siden af Radiohuset stod en højbunker med en sendemast på. Herfra udsendtes udsendelserne fra Berlins soldaterradio, kaldet Panzerbär (Panserbjørnen – Berlins vartegn er en bjørn, sidst i krigen gav nazisterne den en Panzerfaust at kæmpe med, red.).
Vi drenge fortalte en af radioreporterne, hvordan vi under en indsats var gået gennem U-banetunnellerne og nået frem til et boligområde, der stadig var tysk kontrolleret.
Radiohuset havde sine egne generatorer, så i kælderen brændte lyset. Her var musik og varm mad. Når man var i indsats, måtte man ikke have sin brødpose med, i stedet røg man cigaretter.
Den Røde Hær beskød ikke radiohuset, hvor soldaterne vidste, at det var en værdifuld bygning. Men de havde snigskytter. Man skulle ikke stille sig ved vinduerne, for så skød de. Men på taget kunne man skyde efter dem, og en af mine kammerater påstod, at han havde ramt en snigskytte, der sad i et træ”.
Adolf Hitler og Eva Braun har begået selvmord i Førerbunkeren. Først mere end et døgn efter bliver nyheden offentliggjort. Som sin arvtager har Hitler udpeget storadmiral Karl Dönitz, der opholder sig i Flensborg.
Tirsdag den 1. maj: Flugten fra Berlin
“I Radiohuset hørte vi den løgnagtige nyhed om, at Hitler havde været hos de kæmpende soldater ved Zoobunkeren. På vej tilbage til Rigskancelliet var han blevet ramt af en granat og havde lidt heltedøden.
Det stod klart, at Berlin måtte kapitulere, og de, som ikke ville overgive sig, samledes bag Radiohuset. Flere hundrede mennesker. Natten til den 2. maj begyndte udbrudsforsøget. Det var især soldater fra Værnemagten og SS. Guldfasanerne (højtstående nazister fra de første år) så jeg ikke, men de kan godt have været der. Mine kammerater og jeg fik til opgave at gå ved siden af kolonnen og beskytte den.
Kolonnen drejede af mod nordvest for at komme over Charlotten-brücke, der stadig var intakt og førte til Spandaus gamle bydel. Problemet var, at Den Røde Armé kunne beskyde broen. Man kom kun levende over, hvis man løb og var heldig eller gik i ly af en kampvogn”.
Midt om natten, under svær beskydning, bevæger udbrudskolonnen sig over broen, men vejen til de engelske linjer er stadig lang – og russerne venter forude. I de næste timer er Hans Müncheberg i livsfare flere gange.
Onsdag den 2. maj: Dødeligt såret
“Jeg kom uskadt over broen, men i Spandau løb jeg ved siden af en flammekastervogn, som fik en fuldtræffer. Den eksploderede, og jeg blev slynget gennem en dør, ind gennem huset og landde på maven i baggården. Jeg kom væk fra min gruppe, men blev fundet af en officer.
“Nu hører du til min gruppe. Træd ind i geleddet”, sagde han og gav mig og en soldat besked på at undersøge, om vi kunne komme videre ad gaden. Vi kom gennem et beboelseskvarter.
“I dækning!” skreg soldaten. I samme øjeblik slog granaten fra en godt gemt T-34 ned ved siden af mig. En granatsplint ramte min hjelm, en anden splint gik gennem min venstre overarm, og en tredje borede sig ind i brystet på mig. Jeg blev liggende bevidstløs”.
Da Hans Müncheberg kommer til sig selv igen, befinder han sig i kælderen under en villa.
“To kvinder havde fundet mig i haven, slæbt mig ind og forbundet mine sår. “Krigen er slut. Bliv her”, sagde de, men jeg turde ikke gå i krigsfangenskab.
Udenfor opdagede de russiske soldater mig, og jeg måtte gemme mig bag en mur, som de bestrøg med maskingeværer. Gennem et hul slap jeg væk og fandt tilbage til udbrudskolonnen. Da jeg trådte ud på gaden, steg en major ud af sit pansrede køretøj: “Hvordan er situationen?”
Jeg berettede om de russiske stillinger. “Omkring!” sagde han til sine mænd. Jeg bad om at komme med, men han hørte intet. Han steg ind i sit køretøj, lukkede lugen og begyndte at køre. Bag ham kom en Tiger-kampvogn. Jeg hagede mig fast til dens slæbekrog. Hvis jeg gav slip, var jeg blevet rullet over af næste kampvogn.
Under en pause tvang nogle soldater mine fingre fra hinanden, så jeg gav slip. “Knægt, du er jo skør!” sagde de.
Storadmiral Karl Dönitz, den nye rigspræsident, har sendt forhandlere til den britiske hærfører, Montgomery. Imens fortsætter udbrudsforsøget fra Berlin mod vest.
Torsdag den 3. maj: Flugten fortsætter
“Denne morgen blev jeg anbragt på en raupenschlepper (en lastvogn med larvefødder, red.) sammen med de hårdt sårede. Jeg sad på en trækasse helt oppe foran. Da jeg så et lavtflyvende jagerfly nærme sig, og mundingsilden gnistrede, lod jeg mig falde ned oven på de sårede. Idet jeg landede, slog kuglerne ind i trækassen oppe ved førerhuset. Vognen kørte uskadt videre.
Vi havde forladt vejen, der var spærret af ødelagte køretøjer, og kørte over en nysået mark, hvor der lå sårede, som vi tromlede hen over. Sådan nåede vi til landsbyen Ketzin, hvor russerne havde opbygget en stilling. Over højttalere lød det: “Tyske soldater! Det er meningsløst! Nedlæg våbnene, og kom med hænderne i vejret! Der vil ikke ske jer noget!” Men vi var bange.
Jeg gemte mig i en kælder med en anden såret. Her stod henkogningsglas, så vi havde noget at spise. Jeg vidste, at jeg skulle væk herfra, for kl. 20 ville beskydningen begynde. Jeg smuttede ud og så en sygetransport med hårdt sårede. De var ved at lukke bagsmækken, og en stabslæge forhindrede med hævet pistol, at nogen steg ind i førerkabinen. Men jeg så, at det var muligt at hage sig fast på den venstre side af førerhuset.
Min højre arm var jo i orden, så jeg stillede mig på trinbrættet. Vognen kørte ud af landsbyen hen mod et bakkedrag. Jeg så ud over marken. Sporlyskuglerne kom nærmere. Jeg lod mig falde fra vognen og rullede ned i en grøft. Fem-ti meter længere fremme ramte kuglerne vognens benzintank, som eksploderede…
Jeg forsøgte at mave mig videre, men havde ikke flere kræfter, og så kom et par soldater forbi. “Tag mig med”, bad jeg. “Jeg har et kompas”.
“Aflevér!” sagde en af soldaterne og truede med sin pistol. I dét øjeblik kom en officer fra Luftwaffe med egeløv og træben – kaptajn Herbst. Det navn vil jeg aldrig glemme. Han var sammen med tre faldskærmsjægere og spurgte: “Hvad foregår her?” Jeg forklarede det, og han befalede soldaterne at bære mig”. Sådan reddede kaptajn Herbst mig.
Vi skulle gennem et moseområde. Det var den enste frie bræmme land mod vest. Vejen skrånede let opad, maskingeværilden kom fra vest, altså stod russerne dér. For enden af marken var en mose, vand med små øer med træer på. Der fik kaptajn Herbst mig anbragt, bundet fast til et træ med mit bælte, så jeg ikke rullede i vandet, mens jeg sov.
Jeg var blevet skudt på og havde overlevet så meget, at jeg tænkte: “Du har fået din del, nu kan der ikke ske dig mere!”
De tyske tropper i Holland, Danmark og Nordvesttyskland overgiver sig, mens kampene på fronten mod øst fortsætter. De tyske soldater i udbrudsforsøget er stadig på fri fod og forsøger at holde sig skjult for Den Røde Hær.
Fredag den 4. maj: Gennem de russiske linjer
“Jeg klarede natten i mosen. De følgende døgn sneg vi os forsigtigt frem med mit kompas. Om dagen gemte vi os, og om natten gik vi videre mod vest. En dag sov vi i en rababermark under de store blade. En anden lå vi i en vejgrøft, der løb langs en af Den Røde Armes forsyningsveje, og vi kunne kun håbe, at ingen fik øje på os. Sådan gik tre-fire døgn”.
Natten til den 9. maj kapitulerer Tyskland. Nyheden når ikke frem til soldaterne i udbruddet. De forsøger stadig at nå vesten.
Onsdag den 9. maj: Fanget af russerne
“Vi nåede landsbyen Päwesin. En gårdhund gøede, og en kvinde kom ud. “Herregud, hvor kommer du dog fra, min dreng?” spurgte hun. Og jeg forklarede om min gruppe, der søgte mad og et sted at sove. Päwesin var vores redning, for landsbyen lå mellem to søer. På den anden side af byen var et stort skovområde, som nåede helt til det britiske territorium.
“Den går ikke,” sagde bondekonen. “Russerne har været her. De fortalte, at Tyskland har kapituleret”.
Jeg gik tilbage til kaptajn Herbst og forklarede situationen. “At Tyskland har overgivet sig, kan da ikke passe!” sagde jeg. “Sandheden kræver sommetider mere mod end løgnen”, svarede Herbst.
Dér forstod jeg, at alt var forbi, og med min nationalsocialistiske opdragelse græd jeg som en slotshund. Jeg var dødeligt udmattet og faldt i søvn på stedet. Da jeg endelig vågnede igen, var det blevet den 10. maj. Jeg var alene, og mit kompas var væk. Jeg havde stadig min brødpose, som også rummede min pistol og en håndgranat.
Jeg nåede den samme gård, som sidst, og hunden rev sig løs af kæden. Den væltede mig om, så jeg besvimede. Da jeg kom til mig selv, hørte jeg høje russiske stemmer. Jeg lå på en sofa i en stue og var helt værgeløs. Russerne trådte ind med maskinpistoler, men bondekonen stillede sig imellem. Forinden havde hun gemt min camouflageuniform og smidt min pistol og håndgranaten i gyllehullet. “Nix soldat”, sagde hun.
De kiggede på mit barneansigt og undersøgte mine sår. Jeg frygtede, at de ville dræbe mig, men de sagde bare: “Hitler kaput, fascismus kaput. Du skal hjem til din mor!”
Bondekonen sagde: “Der var vi vel nok heldige, men i dit Wehrpas står, at du kommer fra Potsdam. Når russerne vender tilbage, vil de sikkert undre sig over, hvordan du er endt her.
Min bedstefar skal køre et læs korn til Nauen. Han kan tage dig med”. Jeg spurgte hende, hvorfor hun gjorde så meget for mig. “Min mand er soldat. Jeg tror, at hvis du kommer levende hjem, vil han måske også komme levende tilbage”, svarede hun.
Vi kørte af sted. Flere gange kom vi til kontrolposter. Jeg holdt mit Wehrpas frem og gjorde mig lidt stakkels. Fra Nauen var det svært at komme videre, for jeg kunne ikke rigtig gå. Så kom en russisk cykelpatrulje, der ville se dokumenter.
“Hvor skal du hen?”
“Til Templin”, svarede jeg.
Så kom jeg op på bagagebæreren, og de kørte mig til Oranienburg, hvor de satte mig af ved en tysk familie. “Her er en tysk dreng. Giv ham mad”, sagde de og gav familien en dåse med mad: “Til barnet”, formanede de.
Torsdag den 10. maj: Mødet med kz-fangerne
“Jeg ville videre til Zelenik, men nåede ikke langt. Da det var ved at være mørkt, var jeg nær Grüneberg. En hvidhåret mand, der sad foran et hus, råbte mig an: “Hvor skal du hen, knægt?”
“Til Templin!”
“Det er spærretid, og du må ikke være ude. Kom her”, sagde han
Han førte mig ind i huset, hvor jeg blev alvorligt bange. Mændene talte alle polsk, og jeg forsøgte at komme ud igen.
“Vær ikke bange,” sagde den hvidhårede, “hvis du er i orden, vil der ikke ske dig noget. Vi er polakker og på vej hjem”.
Under krigen havde de været tvangsarbejdere i Tyskland, og den hvidhårede fortalte, at han var professor: “Du ved sikkert ikke, at der lå en ammunitionsfabrik her i Grüneberg. Vi skulle lave granater til jeres krig. Naturligvis forsøgte vi at lave granaterne sådan, at de ikke eksploderede. Du ved, hvad man kalder det – sabotage. En del af os er blevet henrettet, andre kom til kz-lejren Sachsenhausen”.
Han spurgte, hvor jeg kom fra.
”Jeg kommer fra Potsdam, hvor jeg gik i skole, og nu vil jeg hjem til Templin”, svarede jeg
Polakken ville vide, hvad det var for en skole, og det spørgsmål var farligt, hvsi han fik at vide, at det var en nazistisk eliteskole. Så faldt det mig ind, at min storebror havde gået på gymnasiet i Templin.
“På et gymnasium med alumner”, svarede jeg.
”Åh, så er du latinskoleelev”, sagde den hvidhårede. ”Sig hvordan Cæsars gallerkrige begynder”.
Det vidste jeg, for på Napolaen havde vi haft latin. Dermed betragtede polakkerne mig som latinskoleelev og gav mig noget at spise, en sammenkogt ret. Meget blev det ikke til, for sårene trykkede på maven. “Kan du ikke lide maden?” ville de vide.
”Jo, men det gør ondt”, svarede jeg. Så kom en af polakkerne, der var bartskærer. For første gang siden jeg blev såret, blev forbindingen taget af. ”Det er et kødsår, som heler hurtigt, ”sagde han.
Han forbandt mig igen. Og nu fik jeg også min rygsæk igen. Den havde de ellers beslaglagt.
“Vi undrede os over, at den var fuld af forbindinger og troede, at du var med hos Wehrwolf”.
Så blev jeg ført ind i værelset ved siden af, hvor der stod to senge af messing. I dem lå to mænd i stribet tøj, kz-fanger fra Sachsenhausen. De to lagde sig i samme seng, så jeg fik en for mig selv, og den nat begreb jeg, at det var helt modsat af, hvad nazisterne havde fortalt mig: Jeg var blevet bedraget.
Menneskelighed havde jeg oplevet hos russerne, ikke hos tyskerne – de ville skyde mig. Og nu lagde kz-fanger sig i samme seng for min skyld – få dage før havde jeg betragtet dem som forbrydere. For i Sachsenhausen sad kun forbrydere, mente jeg”.
Fredag den 11. maj: Lukkede døre
“Næste dag nåede jeg til Zedenik. Her var der ingen åbne, tyske døre, så jeg måtte overnatte i en teglværksovn.
Lørdag den 12. maj: Endelig hjemme
“Næste morgen gik jeg videre, og så kom en panje-vogn med russiske soldater og en af dem spillede mundharmonika. De så mig og tog mig med til Templins banegård.
Da jeg endelig nåede mine forældres hus, var det brændt ned. Så gik jeg over til mine bedsteforældre, sneg mig ind i køkkenet og sagde bare: “Godaften!”
De genkendte mig ikke, ikke før min mor skreg… Det var den 12. Maj 1945”.
Tiden efter: Da Hans Münchebergs sår i armen og brystet var helet, fik han arbejde som landarbejder. Året efter begyndte han at gå i skole igen. På grund af Napola-fortiden måtte han ikke studere fysik, som han drømte om. I stedet bliver det pædagogik. Han var med til at opbygge den kommunistiske ungdomsbevægelse FDJ – uden selv at være kommunist og begyndte at lave radioprogrammer og blev med tiden ansat som dramaturg ved østtysk tv. En overgang havde han berufsverbot pga. sin fortid – hans chef mente ikke, at han fortjente at leve. I dag lever han som pensionist i Berlin. To af hans kammerater fra Napola’en i Potsdam lever stadig.
Interview: “Jeg fik aldrig sagt tak”
Hvorfor var det så vigtigt at bryde ud af Berlin?
“Man havde ikke fortalt os, at Berlin ville kapitulere næste dag. Vi skulle bare igennem, og der var det rygte, at SS-lederen Heinrich Himmler førte forhandlinger med grev Bernadotte og de vestlige allierede, om at vende alle styrker mod russerne. Det var den ene forhåbning, vi havde, og derfor skulle vi nå frem til vestmagterne. Og så var der også det håb, at der fandtes et V3-våben, når nu der var V1-bomber og V2-raketter. Vidundervåben. Og man havde allerede hørt om atomkraft. Vi ventede på vidundervåbnet og på alliancen med vestmagterne. Derfor skulle vi ud af Berlin. Jeg var stadig overbevist nazist”.
Hvordan gik det Otto Calliebe, lederen af Napola-skolen, der sendte Dem til SS?
“Calliebe nåede til Soltau (Niedersachsen, Vesttyskland), hvor han underviste, til han var over 70 år gammel. Jeg ved, at han fortsatte med at være nazist og underviste børn. Han var en af grundene til, at jeg ikke flygtede til Vesttyskland. For mig var DDR det nye Tyskland, hvor de gamle nazister ikke fik lov at opdrage ungdommen”.
Kaptajn Herbst reddede Deres liv på en mark uden for Berlin. Så De ham igen?
“Desværre. Jeg fandt aldrig et spor efter ham. Jeg ved kun, at han var en Stuka-pilot, der blev skudt ned og fik amputeret et ben. Jeg ville gerne have takket ham og de to kvinder, der fandt mig, før jeg forblødte. Men så kom Muren, og de boede i vest”.