Operation Bagration: Stalins hævn over Hitler

Med vildledning og overrumpling narrer Stalin i sommeren 1944 tyskerne til at tro, at det næste store angreb sker i Ukraine. Imens står 1,6 mio. sovjetiske soldater klar til et overraskelsesangreb i Hviderusland, der én gang for alle skal knuse fjenden.

Med vildledning og overrumpling narrer Stalin i sommeren 1944 tyskerne til at tro, at det næste store angreb sker i Ukraine. Imens står 1,6 mio. sovjetiske soldater klar til et overraskelsesangreb i Hviderusland, der én gang for alle skal knuse fjenden.

Sputnik/Bridgeman Images

Lyden af eksploderede granater flænser nattestilheden, og jorden ryster.

For Armin Scheiderbauer føles bombardementet som et jordskælv. Den 20-årige adjudant i den tyske værnemagts 472. grenaderregiment har aftenen forinden dulmet nerverne i rigelige mængder snaps.

Nu vågner han ør og fortumlet til lyden af det fjendtlige angreb.

Scheiderbauer trykker sig i skyttegraven, som han og kammeraterne bemander uden for byen Vitebsk i Hviderusland. Datoen er den 22. juni 1944, og klokken er 3.05, bemærker han.

Tidspunktet er ikke tilfældigt. Tre år tidligere - næsten på minuttet - begyndte Operation Barbarossa, Nazitysklands invasion af Sovjetunionen. Nu er gengældelsens time kommet.

Tre hurtige om "Operation Bagration"

Fronten:

"Operation Bagration" foregik over en 1.000 km lang front.

Soldater:

Flere end 1,6 mio. sovjetiske soldater deltog. Over for russerne stod 650.000 tyskere.

Erobringer:

Undervejs indtog Den Røde Hær vigtige tyske bastioner som Minsk, Tallinn og Vilnius.

Bragene, som runger igennem Scheiderbauers tømmermandsramte hoved, er begyndelsen på en omhyggeligt planlagt sovjetisk storoffensiv.

Målet er at knuse de tyske styrker i Hviderusland for derved at bane vejen til Berlin og den endelige sejr.

Den Røde Hærs udgangspunkt for operationen i sommeren 1944 er godt.

Tyskerne, der i invationens første år gik fra sejr til sejr, har siden vinteren 1942-1943 mærket, hvordan krigslykken er vendt. Værnemagten led nederlag ved Stalingrad, hvor tusinder af soldater bukkede under i en nådesløs russisk vinter.

Herefter var tyskerne på retræte. Den tyske Hærgruppe Nord måtte opgive sin belejring af Leningrad, der blev befriet den 27. januar 1944, og også på Krim blev de tyske styrker - samlet i Hærgruppen Syd - sendt på tilbagetog.

Kun én hærgruppe har sovjetstyrkerne endnu ikke formået at rokke: I Hviderusland står Hærgruppe Midte med ca. 600.000 soldater under generalfeltmarskal Ernst Busch.

Knap tre år tidligere havde Stalin evakueret store dele af sin regering fra Moskva, da tyskerne nærmede sig. Han opkaldte derfor offensiven i 1944, "Operation Bagration", efter Pjotr Bagration, en general, som i 1812 forsvarede Moskva til sidste blodsdråbe imod Napoleons invasionshær.

Ledelsen ignorerede advarsler

Vildledningen lykkedes. I ly af mørket gennemførte Den Røde Hær krigens mest massive ophobning af materiel i Hviderusland.

Op imod 5.800 kampvogne, 7.800 kampfly og 33.000 stk. artilleri og mortérer blev i ubemærkethed samlet. I de første tre uger af juni alene rullede hele 75.000 togvogne med soldater, våben, ammunition og forsyninger ind i området bag frontlinjen.

Vildledning og overrumpling af fjenden har til alle tider spillet en rolle i krig. I Sovjetunionen ophøjede strategerne imidlertid de militære bluffnumre, maskirovka, til en selvstændig del af krigsførelsen.

Hitler
© Shutterstock

Vildled om hensigten

Strategisk: På det overordnede plan handlede maskirovka-strategien om at skjule angrebsmålet for fjenden. Den russiske generalstab, Stavkaen, lod bl.a. via radiomeddelelser Hitler tro, at Den Røde Hær ville slå til i Ukraine.

Sovjet Operation Bagration
© Getty Images

Udnyt mørket

Operationelt: I alt flyttede Den Røde Hær syv hære, 11 flykorps og tusindvis af kampvogne og artilleri-enheder - uden tyskerne anede uråd. Metoderne var enkle: De fleste soldater blev bragt frem med nattog, og togene undlod at køre helt frem til frontlinjen, men stoppede 50-100 km væk.

kamouflage sovjet
© REIBERT INFO

Camouflér skyttehullerne

Taktisk: Soldaterne camouflerede omhyggeligt deres skyttehuler og undgik så vidt muligt at bevæge sig i terrænet i dagslys. Selv badning foregik i det skjulte efter mørkets frembrud.

Tyskernes uvidenhed havde til dels praktiske årsager: Luftwaffe manglede fly til rekognoscering efter tre års udmattende krig på Østfronten.

Mange af de fly, som stadig kunne gå på vingerne, var desuden omdirigeret til Ukraine i forventning om det forestående angreb.

Heller ikke oplysninger fra sovjetiske krigsfanger eller observationer fra soldater i felten kunne bringe de øverste tyske officerer ud af vildfarelsen.

Selvom efterretningsofficerer forsøgte at advare ham, stolede chefen for den tyske Hærgruppe Midte, Ernst Busch, på hærens overkommando (OKH), der garanterede, at angrebet ville komme i Ukraine.

Transport tyskere andre verdenskrig

I motsetning til russerne transporterte tyskerne ofte sine soldater i dagslys.

© OPERATION BAGRATION/SZ PHOTO/BRIDGEMAN IMAGES/SCANPIX

Så sent som én uge før "Operation Bagration" beskrev en tysk bataljonsfører det forestående russiske angreb over for den besøgende general Robert Martinek, leder af 39. panserkorps. Generalen, der var på inspektionstur, blev overbevist , men måtte erkende, at hans advarsler aldrig blev hørt i OKH.

"Den, som Gud vil ødelægge, slår han først med blindhed", svarede Martinek resigneret bataljonsføreren.

Lynkrig sikrede overtaget

Til at lede offensiven havde Stalin valgt nogle af sine mest kompetente officerer - bl.a. general Konstantin Rokossovskij, der havde været med til at udarbejde angrebsplanen, og marskal Georgij Zjukov.

Alt gik fra begyndelsen planmæssigt. I Vitebsk-området rykkede Den Røde Hærs mobile kampvognsenheder hurtigt frem. Svære tanks med plove havde forinden, under de indledende bombardementer, ryddet tyskernes minefelter.

Efter blot to dages kampe var de forsvarende tyske enheder sendt på en hovedkulds retræte.

Allerede 27. juni tog Den Røde Hær Vitebsk, som Hitler havde beordret holdt til sidste blodsdråbe, men styrkerne langs hele fronten rykkede hurtigt frem.

Mod syd anførte Rokossovskij bl.a. et stort fremstød mod tyskerne ved Bobruisk - ca. 150 km sydøst for Minsk.

Angrebet begyndte den 24. juni, men terrænet omkring byen var problematisk. Området var sumpet, hvilket gjorde det svært for soldaterne og deres køretøjer at komme frem.

Under 2. verdenskrig tog den sovjetiske generalstab en ny teknik i brug , kaldet den dybe operation. Strategien blev afgørende for Sovjets enorme succes under "Operation Bagration".

©

1: Umuliggør koncentreret forsvar

Hæren skal gå frem mod fjendens linjer med flere separate enheder. Styrkerne sætter samtidig ind mod flere punkter på fronten, så modstanderen ikke kan koncentrere sit forsvar.

©

2: Skab huller i frontlinjen

Hvis nogle af de angribende enheder bliver presset, indsættes reserver, så angrebet kan fortsætte, indtil fjendens linje giver efter, og der opstår huller i frontlinjen.

©

3: Omring fjenden

Når først der er slået huller i fronten, skal angrebsstyrkerne trænge ind bag fjendens tropper og omringe dem så hurtigt som muligt.

©

4: Træng ind i baglandet

For at forhindre, at fjenden får mulighed for at falde tilbage og reorganisere sig, skal den angribende hær trænge dybt ind i fjendens bagland. Her skal soldaterne med hjælp fra luftstyrker, ødelægge forsynings- og kommunikationsveje.

Kampvogne kørte gennem sumpen

Russerne nægtede dog at lade det besværlige terræn standse fremrykningen - og soldaterne var godt forberedt.

De havde under forberedelserne inden offensiven lært at bygge improviserede flåder samt benytte en slags ski, der var udviklet til brug i sumpe og moser.

I dagene før angrebet anlagde ingeniørtropper desuden veje og byggede dæmninger af træ, så mænd og køretøjer kunne komme frem.

Til tyskernes store overraskelse dukkede de russiske kampvogne nu op fra de sumpede omgivelser - og fra luften modtog de støtte fra jager- og bombefly.

Den 27. juni var alle veje ind til byen Bobruisk spærret, og seks divisioner af den tyske 9. armé omringet.

Herefter gik det for alvor løs med luftbombardementer. Hele 526 maskiner, heraf 400 bombefly, angreb de omringede tyskere.

På mindre end én time slap flyene 12.000 bomber. Snart stod byen i flammer - godt hjulpet på vej af de brande, som tyskerne selv startede; de ville ikke have, at deres egne forsyningslagre faldt i sovjetiske hænder.

De fleste tyske soldater slap imidlertid snart, hvad de havde i hænderne, og stak af.

Deres køretøjer måtte køre i zigzag for at undgå bomberne - ofte med det resultat, at hjulene kværnede sig ned i mudderet, så de sad fast.

Under tilbaketrekningen gjennom Hviterussland måtte tyskerne etterlate massevis av materiell.

© Getty Images

I panik forsøgte mange soldater skjul i den nærliggende Berezina-flod, hvor de nådesløst blev beskudt af sovjetsoldater, der nærmede sig byen langs den vestlige flodbred.

"Mange forsøgte at svømme over Berezina, men selv ikke det kunne redde dem", skrev Rokossovskij, mens marskal Zjukov efterfølgende kunne berette om, hvordan "de rædselsslagne tyske soldater løb i alle retninger. De, som ikke overgav sig, blev dræbt".

De tyskere, som blev tilbage, kæmpede til det sidste - og først den 30. juni kom byen under sovjetisk kontrol.

Krigskorrespondenten Vasilij Grossman nåede til Vitebsk umiddelbart efter erobringen. Han bekræftede, at de tyske styrker var blevet så godt som udslettet i et voldsomt blodbad.

"Lig i hundred- og tusindvis dækker vejene, ligger i grøfter og under træerne. Nogle steder bliver køretøjerne nødt til at køre igennem ligene, så tæt ligger de", skrev Grossman til Den Røde Hærs avis, Krasnaja Zvezda, Røde Stjerne.