Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Operation Bagration: Stalins hævn over Hitler

Med vildledning og overrumpling narrer Stalin i sommeren 1944 tyskerne til at tro, at det næste store angreb sker i Ukraine. Imens står 1,6 mio. sovjetiske soldater klar til et overraskelsesangreb i Hviderusland, der én gang for alle skal knuse fjenden.

Sputnik/Bridgeman Images

Lyden af eksploderede granater flænser nattestilheden, og jorden ryster.

For Armin Scheiderbauer føles bombardementet som et jordskælv. Den 20-årige adjudant i den tyske værnemagts 472. grenaderregiment har aftenen forinden dulmet nerverne i rigelige mængder snaps.

Nu vågner han ør og fortumlet til lyden af det fjendtlige angreb.

Scheiderbauer trykker sig i skyttegraven, som han og kammeraterne bemander uden for byen Vitebsk i Hviderusland. Datoen er den 22. juni 1944, og klokken er 3.05, bemærker han.

Tidspunktet er ikke tilfældigt. Tre år tidligere - næsten på minuttet - begyndte Operation Barbarossa, Nazitysklands invasion af Sovjetunionen. Nu er gengældelsens time kommet.

Tre hurtige om "Operation Bagration"

  • Fronten:

    "Operation Bagration" foregik over en 1.000 km lang front.

  • Soldater:

    Flere end 1,6 mio. sovjetiske soldater deltog. Over for russerne stod 650.000 tyskere.

  • Erobringer:

    Undervejs indtog Den Røde Hær vigtige tyske bastioner som Minsk, Tallinn og Vilnius.

Bragene, som runger igennem Scheiderbauers tømmermandsramte hoved, er begyndelsen på en omhyggeligt planlagt sovjetisk storoffensiv.

Målet er at knuse de tyske styrker i Hviderusland for derved at bane vejen til Berlin og den endelige sejr.

Den Røde Hærs udgangspunkt for operationen i sommeren 1944 er godt.

Tyskerne, der i invationens første år gik fra sejr til sejr, har siden vinteren 1942-1943 mærket, hvordan krigslykken er vendt. Værnemagten led nederlag ved Stalingrad, hvor tusinder af soldater bukkede under i en nådesløs russisk vinter.

Herefter var tyskerne på retræte. Den tyske Hærgruppe Nord måtte opgive sin belejring af Leningrad, der blev befriet den 27. januar 1944, og også på Krim blev de tyske styrker - samlet i Hærgruppen Syd - sendt på tilbagetog.

Kun én hærgruppe har sovjetstyrkerne endnu ikke formået at rokke: I Hviderusland står Hærgruppe Midte med ca. 600.000 soldater under generalfeltmarskal Ernst Busch.

Knap tre år tidligere havde Stalin evakueret store dele af sin regering fra Moskva, da tyskerne nærmede sig. Han opkaldte derfor offensiven i 1944, "Operation Bagration", efter Pjotr Bagration, en general, som i 1812 forsvarede Moskva til sidste blodsdråbe imod Napoleons invasionshær.

Skinmanøvre snørede tyskerne

"Operation Bagration" var en del af en storstilet offensiv, som de allierede ledere, Josef Stalin samt USA's præsident, Franklin D. Roosevelt, og Storbritanniens premierminister, Winston Churchill, havde planlagt året forinden.

De vestallierede ville i et fremstød, som skulle få navnet "Overlord", landsætte tropper i Normandiet (D-dag) og herfra tvinge tyskerne på tilbagetog.

Getty Images

Imens skulle Stalin presse tyskerne mod vest. Hvor den sovjetiske operation skulle sætte ind, var imidlertid en dyb, dyb hemmelighed, som ikke engang Stalins nærmeste allierede blev indviet i.

Gennem sin efterretningstjeneste vidste Stalin, at tyskerne var klar over, at noget var i gære. Nazisterne havde imidlertid ingen anelse om, at Hærgruppe Midte i Hvidrusland var målet.

Tværtimod var den tyske hærledelse overbevist om, at de sovjetiske styrker ville slå til mod Ukraine, hvor Den Røde Hær tidligere på året havde gjort store fremstød.

Getty Images

Den sovjetiske generalstab, Stavka, sørgede for, at tyskerne forblev i vildfarelse. I maj 1944 gennemførte Den Røde Hær en række opfindsomme manøvrer med det formål at narre tyskerne.

Falske radioinformationer om troppebevægelser og opstillede våbenattrapper blev brugt for at styrke tyskernes fejlagtige tro på, at Ukraine ville være hovedmålet under det kommende angreb.

Flest kræfter brugte russerne på byen Chisinau (i det nuværende Moldova). Her opstillede Den Røde Hær tilsyneladende en riffeldivision, to artilleridivisioner og et kampvognskorps.

Getty Images

I virkeligheden udgjorde attrapper en væsentlig del af kampvognsstyrken, og hver division bestod kun af omtrent 100 mand, som bl.a. stod for at opsætte feltkøkkenattrapper.

For yderligere at narre tyskerne overfløj Den Røde Hærs luftvåben området med mange fly - tilsyneladende i et forsøg på at holde Luftwaffe væk.

Fra tid til anden lod de sovjetiske fly dog tyskerne slippe igennem med vilje. Håbet var, at de tyske piloter ville bemærke de store troppekoncentrationer.

Getty Images

Imens sendte russerne tropper med tog og lastvogne fra det sydlige Ukraine, Krim og Baltikum til Hviderusland.

Når de nærmede sig fronten, foregik transporten i mørke - i nattetimerne kørte op mod 50.000 lastbiler på de hviderussiske landeveje. Hvide markører i rabatten sikrede, at chaufførerne kunne orientere sig.

De, som ikke nåede frem til bestemmelsesstedet inden morgengryet, havde strenge ordrer om at holde ind til siden, camouflere køretøjet og blive, hvor de var, indtil det igen blev nat.

Getty Images

Ledelsen ignorerede advarsler

Vildledningen lykkedes. I ly af mørket gennemførte Den Røde Hær krigens mest massive ophobning af materiel i Hviderusland.

Op imod 5.800 kampvogne, 7.800 kampfly og 33.000 stk. artilleri og mortérer blev i ubemærkethed samlet. I de første tre uger af juni alene rullede hele 75.000 togvogne med soldater, våben, ammunition og forsyninger ind i området bag frontlinjen.

Et velforberedt bluff

Vildledning og overrumpling af fjenden har til alle tider spillet en rolle i krig. I Sovjetunionen ophøjede strategerne imidlertid de militære bluffnumre, maskirovka, til en selvstændig del af krigsførelsen.

Tyskernes uvidenhed havde til dels praktiske årsager: Luftwaffe manglede fly til rekognoscering efter tre års udmattende krig på Østfronten.

Mange af de fly, som stadig kunne gå på vingerne, var desuden omdirigeret til Ukraine i forventning om det forestående angreb.

Heller ikke oplysninger fra sovjetiske krigsfanger eller observationer fra soldater i felten kunne bringe de øverste tyske officerer ud af vildfarelsen.

Selvom efterretningsofficerer forsøgte at advare ham, stolede chefen for den tyske Hærgruppe Midte, Ernst Busch, på hærens overkommando (OKH), der garanterede, at angrebet ville komme i Ukraine.

Transport tyskere andre verdenskrig

I motsetning til russerne transporterte tyskerne ofte sine soldater i dagslys.

© OPERATION BAGRATION/SZ PHOTO/BRIDGEMAN IMAGES/SCANPIX

Så sent som én uge før "Operation Bagration" beskrev en tysk bataljonsfører det forestående russiske angreb over for den besøgende general Robert Martinek, leder af 39. panserkorps. Generalen, der var på inspektionstur, blev overbevist , men måtte erkende, at hans advarsler aldrig blev hørt i OKH.

"Den, som Gud vil ødelægge, slår han først med blindhed", svarede Martinek resigneret bataljonsføreren.

Russisk artilleri

Ny taktik skræmte fjenden

Tidligt om morgenen den 22. juni, kl. 3.05, gik det løs over hovedet på Armin Scheiderbauer. Hærledelsen var overbevist om, at der måtte være tale om et skinangreb.

Den selvsamme morgen følte feltmarskal Busch sig sikker nok til at forlade sin post for at rejse til et møde med Føreren på Berghof i Bayern.

Angrebet på Scheiderbauers stilling var dog kun begyndelsen.

Getty Images
Russisk artilleri

Natten mellem den 22. og 23. juni gennemførte Den Røde Hær omkring 1.000 flyvninger. Med deres langtrækkende fly bombede de bl.a. jernbaneanlæg og tyske stillinger langt inde i landet bag fronten.

Den følgende morgen, den 23. juni kl. 5, satte russerne det næste store angreb ind mod tyskerne.

Bombardementet varede i to timer. Luften fyldtes med jord og støv, i takt med at de eksploderede granater som en spærreild krøb frem bag de tyske linjer og tvang soldaterne til at krybe sammen i deres stillinger.

Getty Images

Efter spærreilden fulgte infanteriangrebet. Her ventede der tyskerne endnu en overraskelse.

"Fjenden anlagde en helt ny taktik. Han angreb ikke som før over en bred front med en tung artilleristyrke, men indsatte i stedet grupper af infanterister støttet af stærkt koncentreret og velkontrolleret ild fra tunge våben. Bag grupperne i stillingerne lå kampvognsstyrker. Kampvognene lå i skjul, indtil de skulle bruges til at gennembryde de tyske linjer", lød det efterfølgende i dagsrapporten fra den tyske 9. armé.

Sputnik

Angrebets effektivitet viste sig hurtigt.

Allerede om eftermiddagen måtte de tyske officerer sande, at den 3. kampvognsarmé ikke kunne holde stand ret længe, og at den strategisk vigtige by Vitebsk var truet.

OKH svarede fra Berlin, at det ikke var muligt at sende forstærkninger. Hitler mente nemlig stadig, at hovedangrebet ville komme længere sydpå.

Sputnik

Lynkrig sikrede overtaget

Til at lede offensiven havde Stalin valgt nogle af sine mest kompetente officerer - bl.a. general Konstantin Rokossovskij, der havde været med til at udarbejde angrebsplanen, og marskal Georgij Zjukov.

Alt gik fra begyndelsen planmæssigt. I Vitebsk-området rykkede Den Røde Hærs mobile kampvognsenheder hurtigt frem. Svære tanks med plove havde forinden, under de indledende bombardementer, ryddet tyskernes minefelter.

Efter blot to dages kampe var de forsvarende tyske enheder sendt på en hovedkulds retræte.

Allerede 27. juni tog Den Røde Hær Vitebsk, som Hitler havde beordret holdt til sidste blodsdråbe, men styrkerne langs hele fronten rykkede hurtigt frem.

Mod syd anførte Rokossovskij bl.a. et stort fremstød mod tyskerne ved Bobruisk - ca. 150 km sydøst for Minsk.

Angrebet begyndte den 24. juni, men terrænet omkring byen var problematisk. Området var sumpet, hvilket gjorde det svært for soldaterne og deres køretøjer at komme frem.

Tyskerne skulle knuses fuldstændig

Under 2. verdenskrig tog den sovjetiske generalstab en ny teknik i brug , kaldet den dybe operation. Strategien blev afgørende for Sovjets enorme succes under "Operation Bagration".

Kampvogne kørte gennem sumpen

Russerne nægtede dog at lade det besværlige terræn standse fremrykningen - og soldaterne var godt forberedt.

De havde under forberedelserne inden offensiven lært at bygge improviserede flåder samt benytte en slags ski, der var udviklet til brug i sumpe og moser.

I dagene før angrebet anlagde ingeniørtropper desuden veje og byggede dæmninger af træ, så mænd og køretøjer kunne komme frem.

Til tyskernes store overraskelse dukkede de russiske kampvogne nu op fra de sumpede omgivelser - og fra luften modtog de støtte fra jager- og bombefly.

Den 27. juni var alle veje ind til byen Bobruisk spærret, og seks divisioner af den tyske 9. armé omringet.

Herefter gik det for alvor løs med luftbombardementer. Hele 526 maskiner, heraf 400 bombefly, angreb de omringede tyskere.

På mindre end én time slap flyene 12.000 bomber. Snart stod byen i flammer - godt hjulpet på vej af de brande, som tyskerne selv startede; de ville ikke have, at deres egne forsyningslagre faldt i sovjetiske hænder.

De fleste tyske soldater slap imidlertid snart, hvad de havde i hænderne, og stak af.

Deres køretøjer måtte køre i zigzag for at undgå bomberne - ofte med det resultat, at hjulene kværnede sig ned i mudderet, så de sad fast.

Under tilbaketrekningen gjennom Hviterussland måtte tyskerne etterlate massevis av materiell.

© Getty Images

I panik forsøgte mange soldater skjul i den nærliggende Berezina-flod, hvor de nådesløst blev beskudt af sovjetsoldater, der nærmede sig byen langs den vestlige flodbred.

"Mange forsøgte at svømme over Berezina, men selv ikke det kunne redde dem", skrev Rokossovskij, mens marskal Zjukov efterfølgende kunne berette om, hvordan "de rædselsslagne tyske soldater løb i alle retninger. De, som ikke overgav sig, blev dræbt".

De tyskere, som blev tilbage, kæmpede til det sidste - og først den 30. juni kom byen under sovjetisk kontrol.

Krigskorrespondenten Vasilij Grossman nåede til Vitebsk umiddelbart efter erobringen. Han bekræftede, at de tyske styrker var blevet så godt som udslettet i et voldsomt blodbad.

"Lig i hundred- og tusindvis dækker vejene, ligger i grøfter og under træerne. Nogle steder bliver køretøjerne nødt til at køre igennem ligene, så tæt ligger de", skrev Grossman til Den Røde Hærs avis, Krasnaja Zvezda, Røde Stjerne.

Store tab knækkede Værnemagten

Hitler, Goebbels og andre topnazister havde i årevis udspyet propaganga om sovjetsoldaterne som slaviske undermennesker, der med lethed los sig besejre.

Nu måtte nogen bøde for Værnemagtens pinlige nederlag.

Allerede 27. juni kaldte Hitler derfor feltmarskal Ernst Busch tilbage til Berghof for at fyre ham. I stedet udnævnte Føreren den erfarne generalfeltmarskal Walter Model som ny chef for Hærgruppe Midte.

Ukrainian SSR

Men end ikke Model, der ellers var kendt for at kunne redde selv de mest desperate militære situationer, kunne forhindre russerne i at rulle ind i Minsk.

De sovjetiske styrker befriede den hviderussiske hovedstad om aftenen den 3. juli. Indbyggerne dansede i gaderne og bød Den Røde Hær velkommen med blomster. Trods den festlige stemning var Minsk dog et trist syn.

Ukrainian SSR

"Hvideruslands hovedstad var dårligt nok til at kende. Jeg havde været der syv år tidligere, og jeg kendte hver eneste gade. Nu lå alt i ruiner. Hvor hele boligkarréer havde stået, var der nu kun dynger af murbrokker. Folk var et sørgeligt syn; de var udmattede og udmarvede, og mange af dem græd", erindrer marskal Zjukov senere.

Trods ødelæggelserne var sejren inden for rækkevidde. Seks dage senere, den 9. juli, havde Den Røde Hær nedkæmpet den sidste organiserede tyske modstand i skovene omkring Minsk.

Incredibleimages4u.blogspot.dk

Zjukov fløj til Moskva for at møde Stalin. Sovjetlederen tog imod i sin dacha (sommerhus) i Moskvas udkant. Tre år tidligere havde Stalin trukket sig ind i en depressionslignende tilstand, da tyskerne invaderede, men nu smilede sovjetlederen bredt.

"Stalin var i godt humør og lavede sjov", huskede Zjukov om mødet.

De to mænd fejrede sejren behørig med et solidt morgenbord. Ni dage senere afholdt Stalin den officielle sejrsparade i Moskva, hvor 50.000 tyske krigsfanger blev fremvist til spot og fornedrelse.

Incredibleimages4u.blogspot.dk

Triumfen havde dog kostet dyrt. Det samlede tabstal for "Operation Bagration" er ukendt, men ifølge historikerne mistede Den Røde Hær op imod 180.000 soldater - døde og savnede - mens over en halv million var sårede.

Den tyske værnemagt havde tabt mindst 300.000 soldater, svarende til 25-30 divisioner. Men de tyske tab var værre, end tallene umiddelbart fortæller:

Imens Stalin havde masser af friske soldater klar, manglede Værnemagten efter fem års krig desperat mandskab, og "Operation Bagration" gjorde uoprettelig skade på tyskernes styrke.

Polish National Archive

Armin Scheiderbauer, den tyske soldat, der oplevede "Operation Bagration" med svære tømmermænd, undslap blodbadet ved Minsk og flygtede mod vest.

Året efter blev han såret i kamp og sad to år i en russisk krigsfangelejr. Scheiderbauer nåede hjem til Wien, mens tusindvis af hans kammerater endte deres dage i Hvideruslands dybe skove og moser.

Polish National Archive

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul