Operation Barbarossa tog Stalin på sengen

De kigger på deres ure, efterser våbnene en sidste gang og sender tanker hjem til familien, mens de første fuglefløjt møder deres skærpede sanser.

Minuttet efter bliver spændingen udløst. Mens Luftwaffes fly sætter kursen mod mål bag Den Røde Hærs linjer, får artilleriet ordre til at åbne ild.

Langs hele fronten indleder tusinder af tyske kanoner et øresønderrivende bombardement. Sort og gul røg fylder luften, og den umiskendelige stank af krudt når den tyske officers næsebor.

I 15 nådesløse minutter tordner kanonerne. Så hører Knappe den karakteristiske poppende lyd af en signalgranat, og kort efter farver dens lys morgenlandskabet rødt.

Knappes artillerister stopper deres hektiske arbejde ved kanonerne. Nu skal infanteriet indlede sit stormløb på de sovjetiske forposter.

De frygtede tyske kampvogne vil snart følge efter – spydspidsen i Operation Barbarossa, Hitlers angreb på Sovjetunionen.

Med 3,7 millioner tyske, finske, italienske, rumænske, slovakiske og ungarske soldater er invasionen historiens til dato største militære operation.

Allerede efter få ugers kampe ser resultatet ud til at blive endnu et eksempel på den tyske Blitzkriegs frygtindgydende effektivitet.

Ligesom i Polen i 1939 og Frankrig i 1940 hamrer de tyske panserdivisioner dybt ind i fjendens bagland, mens Luftwaffes fly fjerner alle for-hindringer foran dem.

By efter by falder for angrebets overvældende kraft.

Hitler ville udrydde kommunismen

Allerede i 1925-26 havde den nazistiske fører beskrevet sin drøm om at knuse Sovjetunionen i to-bindsværket Mein Kampf.

Kommunismen skulle elimineres, de slaviske folkeslag underkastes, og de mægtige åbne vidder i øst åbnes for tysk kolonisering.

Planlægningen af Operation Barbarossa begyndte i dybeste hemmelighed i sommeren 1940. På det tidspunkt var det nazistiske Tyskland og Stalins diktatur ellers bundet sammen i et fornuftsægteskab.

De to regimer var ideologiske dødsfjender, men med Molotov-Ribbentrop-pagten i 1939 lovede de ikke at angribe hinanden og aftalte at dele Centraleuropa mellem sig.

Studehandlen med Josef Stalin havde sikret ro, mens Tyskland erobrede Polen og undertvang Vesteuropa, men halvvejs gennem 1940 var den ikke nyttig længere.

Hitler besluttede uden skrupler at bryde aftalen med Sovjetunionen, som han havde gjort det med så mange andre traktater i de forudgående år.

Nu ville han med ét slag udrydde kommunismen og ødelægge den sidste magt, som kunne hindre hans totale dominans på det europæiske kontinent.

Sejr over Sovjetunionen ville også give ham kontrol over Ukraines enorme landbrugsproduktion og en endeløs strøm af olie fra felterne i Kaukasus.

Forberedelserne til Operation Barbarossa fandt sted i en atmosfære af uhæmmet overmod i den tyske generalstab. Samme forår havde Tyskland løbet den franske hær over ende på kun seks uger, selv om den blev regnet for verdens stærkeste.

Hitler og hans generaler regnede med en endnu lettere sejr i Sovjetunionen, for her ville de stå over for “slaviske undermennesker”, ifølge den nazistiske ideologi.

Den Røde Hær havde bekræftet alle fordommene med sin uduelige indsats i Vinterkrigen. Her angreb 500.000 mand Finland i november 1939, men felttoget udviklede sig til en katastrofe.

Stalins tropper led det ene ydmygende nederlag efter det andet til de stædige finnere. Kun massiv talmæssig overlegenhed vandt Sovjetunionen en beskeden sejr fire måneder senere.

Det tyske hovmod førte til en angrebsplan, som trak store veksler på det tyske krigsapparat. Generalerne så bort fra, at fabrikkerne umuligt kunne nå at levere kampvogne i de forventede mængder.

De ignorerede også alle advarsler om, at forsyningerne ikke kunne følge med, hvis panserdivisionerne rykkede så hurtigt og langt frem, som operationsplanerne beskrev.

Kun problemer på Balkan fik lov til at forsinke angreb på Sovjetunionen.

Hitlers italienske allierede havde invaderet Grækenland, men felttoget udviklede sig hurtigt til en katastrofe. Mussolinis hære blev sendt på hovedkulds flugt, og grækerne modtog britiske forstærkninger.

“Operation Barbarossa” måtte udskydes fra den 15 maj. 1941 til den 22. juni, så Værnemagten fik tid til at rydde op i kaosset på Balkan.

Otte dage inden den endelige “Barbarossa-dag” holdt Hitler hof for militærets top i Rigskancelliet i Berlin.

Han lyttede interesseret til generalernes planer, inden han gav sin egen bedømmelse af situationen: Den Røde Hær ville gøre hård modstand, men felttoget burde ikke vare mere end seks uger.

Tyskerne sneg sig frem til grænsen

Mens de høje herrer skålede i champagne i Berlin, endte det søde liv for menig Hans Roth.

Den 28-årige soldat måtte lægge det behagelige garnisonsliv i den sydøst-polske by Zamo´c´s med den smukke markedsplads og de overdådige barok-palæer bag sig.

Hans enhed havde fået ordre til at rykke ned til floden Bug for at udspionere det sovjetiske grænseforsvar. Lige ovre på den anden side af det dovne vand kunne han se Sovjetunionens røde fane med hammer og segl vaje over skovens træer.

Bunkere og maskingeværreder var mindre end 100 m væk. Fik en overivrig sovjetisk vagtpost øje på patruljen, kunne han meje Roth og hans kammerater ned med en enkelt salve:

“Er vi mon blot syndebukkene”, noterede han mistroisk i sin dagbog, “som skal slagtes af russerne som undskyldning for det tyske angreb?”

Roths patrulje krøb rundt i bevoksningen langs flodbredden for at kort-lægge de sovjetiske stillinger. Fra den anden side af vandet kunne lyden af panserkøretøjer tydeligt høres.

“Russerne må være ved at rulle i stilling”, konkluderede Roth. De røde havde muligvis anet uråd.

Roth var spændt på, hvilken modtagelse der ventede dem på den anden side af Bug. Men han tvivlede ikke på, at Tyskland ville sejre, når først det hele gik løs.

For skovene bag ham var i stilhed ved at blive fyldt med tyske kampvogne, kanoner og masser af soldater.

Rygter om angrebsdatoer bredte sig blandt soldaterne i forreste linje. Den 19. juni noterede Roth i sin dagbog.

“Hurra! Alle tiders største slag vil begynde i overmorgen!” Han følte sig lige så sejrssikker som Hitler i Berlin.

Angrebet kom dog først den 22. juni. Kl. 03.15 flængede kanonilden morgenluften, mens Roth og hans kammerater blege og sammenbidte krøb sammen i deres skjulte skyttehuller.

Snart skulle infanteriet krydse floden og bane vejen for pansertroppernes fremrykning ind i det sovjetiske bagland.

Minutterne slæbte sig af sted. Præcis kl. 03.30 lød endelig en skinger fløjte – signalet! Hans Roth sprang op af sit hul og sprintede de 20 m hen til de oppustelige både, som var blevet bragt ned til flodbredden i ly af nattemørket.

På ingen tid nåede soldaterne over på den anden side, men nu havde fjenden bemandet et maskingevær. Skrattende salver fik de første mænd til at falde livløst til jorden.

Indædt kæmpede tyskerne sig frem over pigtrådsspærringerne og gjorde våbnet tavst. Roths gruppe satte kursen mod bunkerne forude. “Operation Barbarossa” var i gang.

Stalin blev taget på sengen

For Stalin kom invasionen som et chok. Trods flere advarsler havde han indtil nu troet, at tyskerne tidligst ville være klar til et angreb i 1942, og faktisk regnede den sovjetiske diktator med, at det slet ikke ville komme.

Stalin var ellers mistroisk af natur, men han følte sig helt overbevist om, at hans kollega i Berlin var alt for afhængig af sovjetiske råstoffer til at begynde en krig.

Gennem de sidste to år havde faste leverancer af olie, mineraler og fødevarer holdt Værnemagten og det tyske krigsproduktion i gang. Det faldt ikke Stalin ind, at Hitler kunne finde på at tage de dyrebare ressourcer selv med rå magt.

De røde styrker var midt i en større omorganisering og blev taget på sengen.

I løbet af den første dags operationer ødelagde Luftwaffe 1.811 fly, heraf 1.489 på jorden. Da de tyske infanterister rykkede frem, mødte de fuldt oplyste forposter, som endda var dekoreret med Stalin-portrætter og røde flag.

Kun få steder havde rygter om tyske troppebevægelser fået de sovjetiske enheder til at skærpe beredskabet. Mange bunkere var hverken færdig-byggede eller fuldt bemandede, og våben manglede overalt.

Sovjetiske reserver hastede til frontlinjen. Politimanden Nikolaj Jangtjuk var posteret i Brest ved Bug et stykke nord for stedet, hvor Hans Roth var gået over tidligere på morgenen. Her oplevede han en typisk scene, da 1.000 mand ankom til togstationen.

“Får vi ingen geværer?” spurgte de nyankomne soldater.

“Frem til fronten med jer”, fik de at vide. “I finder nok nogle geværer dér”.

Tropperne havde intet andet valg end at gå ubevæbnede frem. I stillingerne måtte de vente, til nogen blev ramt, så de kunne overtage deres våben.

KORT – Her er planen for erobringen af Sovjetunionen:

Garnisonen i Brests gamle fæstning var heller ikke parat til at modstå det tyske angreb. Anlægget fra 1800-tallet havde på papiret 8.000 sovjetiske soldater indkvarteret, men om morgenen den 22. juni var kun 3.500 mand til stede.

Det var søndag, freden havde hersket på grænsen indtil nu, og mange af soldaterne havde fået orlov.

Nikitina Artjinova var gift med en officer og boede i fæstningens østlige fort. Her blev hun brat vækket af lyden af eksploderende bomber og granater.

Hun kastede en frakke over sig og stormede i bare tæer ud på gaden sammen med sine børn. Udenfor gik hun i stå ved synet af en mareridtsagtig scene.

Over deres hoveder sværmede tyske bombefly, som lod deres last af bomber falde mod fæstningen.

Mænd, kvinder og børn løb forvirret omkring for at finde et sted at søge dækning. På jorden lige foran Artjinova lå en ung løjtnants kone med sin lille søn. De var begge døde.

Alt gik efter planen

Planen for “Operation Barbarossa” var angreb ad tre akser. Hærgruppe Nord skulle støde frem gennem de baltiske lande med kurs mod Leningrad.

I den modsatte ende af fronten var Hærgruppe Syd parat til at erobre Sovjetunionens kornkammer Ukraine. Mellem de to stod Hærgruppe Midt.

Med over halvdelen af de tyske panserdivisioner skulle den kæmpemæssige styrke rykke hurtigere og længere frem end de to andre.

Foran Moskva ville kampvognene dreje mod syd og nord og trænge dybt ind bag de sovjetiske enheder, som stod over for Hærgruppe Nord og Syd. Den Røde Hær skulle omringes og tilintetgøres.

Militære planer overlever sjældent mødet med slagmarkens realiteter, men i offensivens første uger kørte den tyske krigsmaskine som smurt.

Endnu en gang udmanøvrerede panserstyrkerne en fjende, som på papiret var stærkere.

Den Røde Hær havde flere kampvogne, flere fly og flere kanoner. Den nye sovjetiske T-34-kampvogn viste sig desuden at være langt bedre end alt, hvad tyskerne havde i deres arsenal. Kun i infanteri overgik den tyske invasionshær sin modstander i tal.

Men Værnemagtens virkelige styrke var uddannelse, erfaring og effektiv radiokommunikation. Deres sovjetiske modstandere havde kun få radioer, og de fleste kampvogne måtte fx klare kommunikationen med signalflag.

“Operation Barbarossa” fulgte Blitzkrigens faste skabelon, som allerede var blevet grundigt afprøvet i Polen og Frankrig.

Hærgruppe Midt slog i løbet af få dage en enorm ring om de hviderussiske byer Bialystok og Minsk, hvor mere end 300.000 sovjetiske soldater blev afskåret.

Panserdivisionerne efterlod fjenderne bag dem til det tyske infanteri og ræsede i højt tempo videre mod Smolensk.

Allerede midt i juni blev storbyen omringet, og to uger efter var den sidste modstand nedkæmpet.

Listen over tysk-erobrede byer voksede sig længere næsten dagligt: Sithomir, Tjernobyl, Uman, Vilikie Luki og Tallinn faldt, og snart var Leningrad og Kijev også indesluttet.

Katastrofen lurede i horisonten

Men bag striben af tyske triumfer begyndte alvorlige problemer at melde sig. Var “Operation Barbarossa” blevet planlagt i en mindre optimisk stemning, kunne Hitler og hans generaler let have forudset dem.

Bag de fremadstormende panserdivisioner kæmpede det tyske infanteri konstant med at følge med.

Soldaterne stod op midt om natten og marcherede til sent om aftenen – som oftest på markerne langs vejene, fordi de lange kolonner af motorkøretøjer havde forret til kørebanen.

Med røde øjne, sprukne læber og ansigterne smurt ind i sved og støv blev fodtusserne presset fremad – 30, 40, 50, 60 km om dagen i den bagende sommerhede og med våben og oppakning på ryggen. Indimellem blev marchen afbrudt af intense kampe.

“Det er ved at blive alvor nu”, skrev Hans Roth i sin dagbog den 13. juli. For første gang i dagevis havde han fået et par timers sammenhængende søvn. Ligesom mange andre af de millioner af tyske soldater på vej østpå var han totalt udmattet:

“Jeg kunne græde af vrede og frustration. Intet fungerer længere. Min krop vil ikke længere samarbejde. Mine nerver synger som telegraftråde. Ser jeg mon nogensinde mit hjem igen?”

Kampen om Brest var et ildevarslende tegn for tyskerne. Tyske panserstyrker rullede allerede ind i Smolensk over 600 km mod øst, da fæstningen endelig faldt den 30. juli 1941.

På det tidspunkt havde den sovjetiske garnison holdt ud i seks uger. Allerede 22. juni var den tyske 45. infanteridivision trængt ind i det gamle anlæg, men blev her mødt af en morderisk ild fra skytter i kældervinduer, på tage og i træer.

Inden aften trak angriberne sig ud igen efter at have mistet 311 mand. Det svarede til to tredjedele af divsionens samlede tab under felttoget i Frankrig året forinden.

Belejringen bandt en stor tysk styrke, som på den måde blev forhindret i at deltage i fremrykningen mod øst.

Tabene voksede med foruroligende fart, for trods den totale forvirring i Den Røde Hærs ledelse kæmpede Stalins tropper indædt for hver centimeter sovjetisk jord.

Da tyskerne stødte frem over Dubysa-floden i Litauen og sikrede to brohoveder på den anden side, blev de allerede samme nat kastet tilbage over vandet af desperate modangreb.

Tyske enheder gik endnu en gang over floden den følgende dag, og her fik de et varsel om, hvor bestialsk krigen på østfronten skulle blive.

Soldaterne fra Den Røde Hær havde efterladt adskillige tyske lig med øjnene stukket ud eller kønsdelene skåret af.

VIDEO – Se tyskerne angribe under Operation Barbarossa:

Tyskerne var “blonde bæster”

Med panserdivisionerne i spidsen erobrede den tyske krigsmaskine enorme landområder.

Men sikkerheden bag fronten blev et voksende problem, for skovene var fulde af partisaner og isolerede grupper af soldater fra splittede sovjetiske enheder.

De rettede bagholdsangreb mod de sårbare tyske forsynings-kolonner, hvis last var hårdt tiltrængt ved fronten.

“Vi mister flere folk til banditterne end i selve kampene”, skrev en tysk soldat i et brev hjem til familien i begyndelsen af juli 1941.

For Hitler blev partisanangrebene et påskud til at begynde en total tilintetgørelseskrig. Værnemagtens overkommando befalede, at lokalbefolkningen skulle terroriseres i en sådan grad, at “den mister enhver vilje til at gøre modstand”.

En borger i Minsk beskrev siden tyskernes behandling af civile:

“Der var SS- og politipatruljer dag og nat, med pludselige ransagninger af folks huse. Folk blev arresteret ved det mindste påskud, hvorefter de forsvandt ned i Gestapos kældre for siden at blive ført væk og skudt. En stemning af konstant frygt gennemsyrede byen”.

Ved siden af den benhårde justits hørte plyndring også til hverdagen på østfronten. Når forsyningerne gang på gang svigtede, tog de tyske soldater selv, hvad de behøvede. Æg, mel, frugt og heste forsvandt, og meget andet blev ødelagt.

De “blonde bæster“ hed tyskerne i Stalins propaganda, hvor den nazistiske raceteori blev vendt om.

Her var Hitlers “ariske” tropper ikke overmennesker, men blodtørstige barbarer. Mange civile bag den fremrykkende tyske front kunne genkende beskrivelsen.

Soldaternes hærgen og den voksende modstand bag fronten bekymrede ikke Hitler. Russere, hviderussere og ukrainere tilhørte den laverestående slaviske race i hans univers, og de havde ingen plads i fremtidens tyske Tusindårsrige.

Generalerne ville ændre kursen

I Ulveskansen – Hitlers militære hovedkvarter – herskede optimismen fortsat, mens sommeren gik på hæld.

Kun ét emne kom imellem Hitler og hans generaler og truede med at spolere idyllen i Østpreussens dybe skove: Hærgruppe Midt var trængt dybt ind i Sovjetunionen og stod nu ved en skillevej.

Panserdivisionerne kunne som planlagt sætte kurs mod nord og syd og afskære de enorme sovjetiske styrker, som stod over for de to andre hærgrupper. Men mod øst lokkede et andet mål: Moskva.

Valget stod tilsyneladende mellem at knække ryggen på Den Røde Hær eller erobre hjertet af Stalins mægtige rige.

Hærens generalstabschef Franz Halder havde helt fra “Operations Barbarossas” begyndelse forsøgt at gøre Moskva til hovedmålet.

Byen var et industrielt centrum, knudepunktet for hele infrastrukturen i det vestlige Sovjetunionen og havde også stor symbolsk betydning.

Men Hitler havde en anden mening. For ham var Moskva “uvigtig” sammenlignet med udsigten til at rette det stød, som måske kunne knække Den Røde Hærs modstandsevne én gang for alle.

Kampvognene fik ordre til at følge den oprindelige plan og dreje af.

Resultatet blev historiens største omringningslag.

I en gigantisk knibtangsmanøvre gennem Ukraines marklandskab blev mere end 600.000 sovjetiske soldater fanget i et område på størrelse med Belgien. Snart vejede hagekorsflaget over den ukrainske hovedstad Kijev.

Med den store sejr i hus besluttede Hitler sig for alligevel at opfylde Halders ønske. Den 6. september gav han ordre til at indlede “Operation Taifun” – angrebet på Moskva.

Første trin skulle være et fremstød på begge sider af byerne Vjasma og Brjansk efterfulgt af en omringning af de sidste store sovjetiske troppestyrker foran Stalins hovedstad.

Men nu blev sommer til efterår. Regn forvandlede de primitive russiske veje til søer af mudder og lammede al trafik.

Forberedelserne til angrebet skred kun langsomt frem, og de logistiske problemer voksede sig større end nogensinde før.

Den 30. september kunne offensiven endelig begynde, og som ventet blev store sovjetiske styrker fanget ved Vjasma og Brjansk.

Men det blev “Operation Barbarossas” sidste store sejr. Den Røde Hær var ikke knækket. Tværtimod gjorde den hårdere modstand end nogensinde før – og forude ventede den isnende russiske vinter.