Allerede inden mødet den 8. maj 1942 fornemmede SS-officeren Bernhard Krüger, at noget stort var under opsejling. Han var blevet indkaldt til et “presserende møde” og skulle stille hos chefen for SS’ udlandsefterretningstjeneste, Walther Schellenberg.
Krüger trådte ind i sin overordnedes kontor i Berlin. Rummet lignede en mellemting mellem et fort og en kommunikationscentral.
Det havde en direkte telefonlinje til Adolf Hitler, i lamperne sad hemmelige mikrofoner, og lysfølsomme celler i væggen kunne afsløre ubudne gæster. Som en sidste sikkerhed havde Schellenberg fået to maskinpistoler bygget ind i sit skrivebord, rettet imod den besøgende.
“Jeg har bedt Dem komme for at give Dem en vigtig ordre fra Reichsführer SS”, sagde Schellenberg med reference til SS-lederen Heinrich Himmler. “Denne ordre kræver, at alle nødvendige midler tages i brug øjeblikkeligt for at fremstille engelske pundsedler”.
Formålet var at kaste de falske penge ud over England, så civile briter samlede dem op og brugte dem. Den store pengemængde ville skabe inflation, få landets økonomi til at bryde sammen og ødelægge Storbritanniens kampkraft.
“Arbejdskraften skal findes i kz-lejrenes reservoir af fanger af jødisk herkomst”, tilføjede Schellenberg.
Fingerfærdige håndværkere
Beslutningen om at bruge falske penge som våben i krigen var truffet af højtstående SS-folk allerede i efteråret 1939, to uger efter krigens begyndelse.
Men ingen havde forudset, hvor store vanskeligheder projektet ville løbe ind i. Først i 1942 havde specialister på papirfabrikken Hahnemühle fremstillet en perfekt forfalskning af det særlige lærredspapir, den britiske nationalbank Bank of England anvendte.
Nu skulle det gå stærkt. Bernhard Krüger fik udsendt en befaling til de større kz-lejre:
“I skal omgående informere om alle jødiske fanger inden for det grafiske fag, specialister i papir og andre fingerfærdige håndværkere (fx frisører)”, hed det i telexen.
Bank of England använde ett papper som tyskarna inte kunde få tag i. Att ta fram ett substitut tog mer än ett år. Förfalskningen krävde det yttersta av de tyska pappersbruken.
Pengesedler af gamle klude
Første skridt i falskmøntner-aktionen var at finde ud af, hvilket papir briterne brugte. SS-folk sendte britiske sedler til analyse på flere tekniske højskoler. Eksperternes svar var entydigt:
Sedlerne var lavet af lærred (almindelig hør). Derfor bestilte SS flere tons hør i Tyrkiet og fik fremstillet den første prøveseddel, men den føltes helt forkert. Forskerne forsøgte at tilsætte forskellige kemikalier. Uden held.
Endelig indså de, hvor fejlen lå: Briternes lærred var brugt! Prompte blev det tyrkiske hør fordelt som pudseklude blandt Berlins fabrikker. Derpå blev det indsamlet, renset og forarbejdet til papir. Et nyt hold specialister tog fat på at kopiere de britiske vandmærker, der fremstod i en særlig kombination af lyse og mørke mærker i papiret.Endelig i december 1940 havde SS samlet al viden om det britiske papir.
Selve produktionen af seddelpapiret blev lagt ud til papirfabrikken Hahnemühle ved Hannover. Fabrikken, der var grundlagt i år 1584, havde den nødvendige ekspertise i at fremstille specialpapir.
Før papirarbejderne blev installeret i en fabriksbygning nord for Berlin, måtte de sværge aldrig at omtale deres opgave. I løbet af det næste år foretog de talrige forsøg for at finde ud af, hvordan pengesedlerne kunne fremstilles i praksis.
Under denne proces dukkede flere britiske hemmeligheder frem. Det viste sig bl.a., at de originale sedler var belagt med særlige kemikalier, der gav kanten et fluorescerende skær, når den blev våd.
I foråret 1942 kunne Hahnemühle endelig begynde produktionen.
En billet ud af Auschwitz
Bernhard Krüger vidste, at jøderne var en særlig velegnet arbejdskraft til opgaven, der bar hans navn – “Operation Bernhard”: De var højt kvalificerede, og de kunne uden videre skaffes af vejen, når operationen var slut.
Bernhard Krüger blev i 1942 sat i spidsen for nazisternes falskmøntneri med kodenavnet “Operation Bernhard”.
En af de fanger, der havde Krügers interesse, var den slovakiske jøde og typograf Adolf Burger. Efter den tyske okkupation af Slovakiet i 1938 var Adolf Burger gået under jorden og havde fremstillet i massevis af falske, katolske dåbsattester til landets jøder, så de undgik deportering til kz-lejrene.
Gestapo kom på sporet af Burger og fik ham sendt til kz-lejren Auschwitz. Som månederne gik, blev Burger mere og mere udhungret og forhutlet. Han fik at vide, at hans 23-årige hustru Gisela var blevet sendt i gaskammer. Nu beredte han sig på selv at dø.
En dag fik han ordre til at melde sig hos lejrkommandant Rudolf Höss. Hvorfor? Burger kunne kun komme i tanke om én grund, gaskammeret.
“Fange Burger?” spurgte Höss.
“Stilling – typograf?” “Javel!”
“Hr. Burger, der er brug for eksperter som Dem i Berlin. Dér skal De hen”, sagde Höss med en mild stemme.
Det var første gang i 18 måneder, at Adolf Burger ikke blev råbt ad som “fange nummer 64 401”. Alligevel var han fuld af bekymring for, hvor han nu skulle sendes hen.
Andre udvalgte fanger var mere ivrige. De ville gøre alt for at komme væk fra den sikre død i kz-lejrene.
Da en hollandsk litograf i Auschwitz blev udpeget, skyndte hans ven Max Groen sig at sige, at han også havde arbejdet i faget. Det var en desperat løgn. Alligevel kaldte Krüger ham ind:
“Hvad ved De om retouchering?”
Max Groen huskede en bog, han havde bladret i. “Amerikansk retouchering”, fremstammede han.
“Åh, De mener positiv retouchering”, sagde Krüger. Max Groen kom med.
Fangerne blev transporteret til kz-lejren Sachsenhausen 30 km nord for Berlin. Lejren var ingen udryddelseslejr – den leverede arbejdskraft til våbenindstrien og byggeriet. Alligevel florerede vilkårlig vold og henrettelser.
Adolf Burger blev ført til et særligt lejrafsnit, der var skjult bag et højt plankeværk. Her lå barakkerne 18 og 19.
De falske pund var så godt lavet, at Bank of England efter krigen besluttede at udstede nye sedler – denne gang med sikkerhedstråd.
Britannia-medaljonen:
var fuld af mikroskopiske fælder.
Revet kant:
Det krævede et særligt håndelag at frembringe den rigtige, flossede kant.
Datoen:
Udstedelsesdatoen var bestemmende for sedlens serienummer.
Underskrift:
med to vigtige små prikker.
Vandmærke:
Et fragment af et bogstav skulle bekræfte, at serienummeret var korrekt.
Falskmøntnerne samles
Efterhånden som fangerne blev håndplukket og ankom til Sachsenhausen, informerede Krüger dem om deres kommende opgave: De skulle producere falske dokumenter og pas – men først og fremmest millioner af britiske pund.
Arbejdet var tophemmeligt, indskærpede han. Ingen kunne have kontakt med nogen udefra. Derfor havde barakkerne 18 og 19 egne vagter og læge. Og så mindede Kruger dem om, at han havde reddet dem alle fra “den sikre død” i udryddelseslejrene:
“Hvis I gør jeres arbejde godt, behøver I ikke at frygte noget. En dag er krigen forbi, og så vil I kunne forlade disse barakker. I vil sikkert kunne forstå, at vi ikke kan give jer den fulde frihed. Jeres arbejde skal for altid blive en hemmelighed. Gør et godt arbejde, og vores sejr vil belønne jer”, lovede Krüger.
Han havde indrettet et komplet falskmøntnerværksted – eller snarere en fabrik – med gravørværksted, fotolaboratorium, optællingsrum og seks moderne trykpresser, fire af dem var af den nyeste model, Monopol Type 4.
Fangerne var lettede over at være kommet væk fra udryddelseslejrene – i Sachsenhausen blev de tilmed behandlet forholdsvis godt med større madrationer, egen seng, et skab til personlige ejendele og retten til at bære civilt tøj.
På den anden side vidste fangerne, at de bar på en hemmelighed, som nazisterne ville gøre alt for at beskytte.
“Jeg var overbevist om, at jeg ikke ville overleve”, forklarede Burger efter krigen i et interview.
“Da jeg gik gennem porten, vidste jeg, at jeg ville blive dræbt før eller senere. I min bløde seng havde jeg kun én tanke: Jeg er en død mand på orlov”.
Mændene havde mistet familie og venner i lejrene. Nu øjnede nogle af dem en chance for at få hævn.
En bogtrykker fra Berlin, Max Bober, forsøgte at overtale de andre til at øve sabotage ved at arbejde sjusket og langsomt: “Vi har et våben i hænderne, som vi bliver nødt til at bruge”, mente han.
Flertallet af fangerne afviste ideen og koncentrerede sig om at overleve: “Her bor vi under tag og slipper for at se folk fryse ihjel”, sagde Artur Tuppler, en anden af fangerne. “Lad os få det bedste ud af situationen”.
De øvrige fanger i Sachsenhausen havde ingen anelse om, hvad der foregik i barakkerne 18 og 19.
Banken godkender sedlerne
Ingen af dem havde været falskmøntnere før krigen. Mens de prøvede sig frem, lærte de håndværket, gjorde sig fortrolige med gravering og trykketeknik.
De skulle finde briternes hemmelige sikkerhedsmærker på pengesedlerne. Især den såkaldte “Britannia-medaljon” (billedet af en dame i flagrende kjole øverst til venstre på sedlen) drev dem til vanvid med sine mikroskopiske detaljer og skjulte mærker.
Alt skulle være perfekt, havde Krüger beordret. For hvert forsøg blev fangerne bedre, og sedlerne mere præcise.
Det udmattende arbejde foregik i to-holdskift, og maskinerne kørte ubønhørligt. Bunker af 5-pundsedler, 10-pundsedler, 20-pundsedler og 50-pundsedler væltede ud af trykkeriet.
Alle sedler blev gransket nøje og sorteret efter kvalitet. Herefter blev de registreret og bundtet som i en rigtig bank. Pengelageret hed “Bank of England”.
Men Krüger var ikke tilfreds, før sedlerne havde bestået testen. En dag i 1943 blev en fange under bevogtning sendt til Rigsbanken i Berlin med en mappefuld falske penge. Sedlerne skulle veksles for at undersøge, om bankens kasserer kunne gennemskue forfalskningen. Hver eneste blev accepteret.
Nazisternes hemmelige penge-fabrik
Skjult bag et tre m højt hegn lå de to barakker, som husede “Operation Bernhard”.
Falskmøntnerværkstedet var så hemmeligt, at end ikke de bevæbnede vagter, der patruljerede foran hegnet, vidste, hvad der foregik. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning blev vagterne hyppigt skiftet ud og sendt til østfronten.
De i alt 140 fanger kunne bevæge sig frit i deres barakker og trække frisk luft i gården, men verden udenfor fik de ikke at se.
Sådan sikrede lederen af falskmøntneriet, SS-officeren Bernhard Krüger, at operationen forblev en hemmelighed helt frem til krigens afslutning.
De syge bliver henrettet
Et af de første vilkår, fangerne skulle vænne sig til, var den totale isolation midt i den ellers overbefolkede kz-lejr. En dag brød en brand ud i en af barakkernes tag.
Men vagter med maskinpistoler forhindrede fangerne i at flygte og brandfolk udefra i at komme ind og hjælpe. For at redde livet måtte fangerne derfor i al hast organisere deres egen brandslukning.
Samtidig hang uvisheden hele tiden over deres hoveder. Sygdom og arbejdsulykker kunne betyde døden, for Krüger afviste at sende nogen til behandling på Sachsenhausens infirmeri.
Det kunne bringe den tophemmelige operation i fare. I stedet blev de syge dræbt – som det skete for en ung lærer fra Polen, der forsøgte at skjule sin tuberkulose. Da han en dag hostede blod, gjorde Krüger kort proces. I alt syv syge fanger blev henrettet under “Operation Bernhard”.
Men Krüger var meget opmærksom på ikke at optræde for brutalt. Fangernes humør skulle holdes oppe. Af erfaring vidste han, at utilfredse arbejdere kunne sinke produktionen.
Netop hans fanger havde et stærkt incitament til at forsinke arbejdet, for så længe operationen var i gang, holdt de sig i live.
Operationen skifter formål
Krüger besluttede at kombinere pisken og guleroden: Fangerne skulle disciplineres med trusler og motiveres med håb.
Han vil vinde deres tillid med en bonus for godt arbejde: hviledag om søndagen, tobaksrationer og bedre mad. Han fik endog stillet et bordtennisbord op i gården mellem de to barakker, og han gav dem lov til at høre tysk radio.
“Det var en nervepirrende tid”, har den norske fange og typograf Moritz Nachtstern fortalt om opholdet: “Hvis de lukkede fabrikken, ville vejen til krematoriet ikke være lang for os”.
Nazisterne stoppede ikke falskmøntneriet. Tværtimod. De havde fået en ny idé: I stedet for at kaste pengene ud over England og skabe økonomisk kaos skulle de bruges til at skaffe Tyskland fordele i krigen.
Landet manglede desperat udenlandsk valuta til at købe våben og råstoffer for – og betale sine udenlandske agenter med. Med de næsten perfekte falske sedler havde landet fået millioner af pund til sin rådighed.
Som leder af denne del af operationen udnævnte SS den sagnomspundne svindler, nazist, spion og våbenhandler Friedrich Paul Schwend.
Gennem sit ægteskab med en baronesse havde han skaffet sig adgang til de øverste samfundscirkler og levede under krigen et luksusliv i Italien. Nu opbyggede han et netværk med ca. 50 mand, der vekslede falske penge hos godtroende banker i Schweiz og afviklede handlerne i de neutrale lande.
“Vi kunne få alt, der var mangel på under krigen – fra amerikanske jeeps til flasker med jod”, pralede Schwend efter 2. verdenskrig.
Falskmøntnerne på fri fod: Den 5. maj 1945 var mareridtet endelig forbi. Fangerne kunne forlade deres lejr og drage til deres hjemlande igen.
Kruger åbner et dollar-værksted
“Mine herrer!” Bernhard Krüger trådte ind i forfalskningsværkstedet, hvor fangerne arbejdede. Det var september 1944, og falskmøntneriet havde stået på i ca. to år nu. “Fra i dag skal vi også fremstille dollarsedler!”
Beslutningen faldt sammen med en ny fanges ankomst. I august 1944 blev en radmager og laset 57-årig russer med pokerfjæs ført ind i lejren.
“Af profession er jeg falskmøntner, og selv blandt mine fjender er jeg anerkendt som en kunstner i mit fag”, fortalte Salomon Smoljanov.
“Nu har vi vores ekspert”, jublede Krüger begejstret, men krigslykken var vendt for Tyskland.
Allerede den 6. juni 1944 havde fangerne hørt Radio Berlins rapporter om de allieredes “kujonagtige angreb” – det, der senere blev kendt som D-dag. Fangerne vidste, at tiden var ved at løbe ud. I stedet for at yde deres bedste sænkede de tempoet og ventede på afslutningen.
Bomberne regnede ned over Berlin. Måske ville Sachsenhausen også blive udslettet af et nådigt bombeangreb, håbede fangerne. Det ville være bedre end døden i gaskammeret.
Dollar-falskneriet kom aldrig rigtig i gang. 200 sedler blev det til.
En dag i marts 1945 rullede Krügers Mercedes gennem lejrporten.
“Mine overordnede i Berlin har besluttet at flytte fabrikken til et mere sikkert sted”, fortalte han.
Fangerne fik 36 timer til at pakke hele falskmøntnerfabrikken ned i kasser og laste dem på et tog. Til det sidste frygtede de henrettelse, men SS havde forberedt en komfortabel transport: opvarmede kreaturvogne med bunker af hø, så fangerne kunne hvile undervejs mod syd til Redl-Zipf-lejren ved Salzburg.
Her var det meningen, at produktionen skulle genoptages i en minegang. Krüger aflagde sine fanger et sidste besøg. Han så træt ud.
“I dag bærer jeg endnu uniform. Hvem ved, hvad der sker i de næste par dage?” spurgte han og lagde vennesælt armen om Smoljanovs skulder. “Jeg har givet ordre til at få jer flyttet til et sikkert sted, indtil I bliver befriet”.
Falskmøntnerne på Fri fod: Den 5. maj 1945 var mareridtet endelig forbi. Fangerne kunne forlade deres lejr og drage til deres hjemlande igen.
I virkeligheden havde SS planlagt at begrave fangerne levende i minegangen, men dét nåede de ikke, før amerikanerne befriede kz-lejren.
Max Groen, der havde løjet sig til en plads i “Operation Bernhard” mødte en amerikansk sergent. Amerikaneren begyndte at snakke om sin familie og trække billeder op fra uniformslommen. Groen kastede et hurtigt blik på dem.
“Bare giv mig en cigaret”, sagde han.
I 1959 lykkedes det nyhedsmagasinet Stern at fiske millioner af falske pund op fra Toplitz-søen. Sedlerne stammede fra “Operation Bernhard”.
Millioner af pund blev dumpet i en bjergsø
I krigens sidste dage nåede flere lastvogne frem til Toplitz-søen. Lokale beboere så, hvordan SS-folk sejlede ud og smed tunge kasser i vandet.
Rygterne svirrede om den østrigske sø Toplitzsee, 80 km øst for den østrigske storby Salzburg. Under 2. verdenskrig havde den tyske marine en hemmelig forskningsenhed her til at udvikle nye våbentyper.
I krigens sidste dage kom flere store lastbiler op ad den smalle skov-vej til Toplitz-søen med tunge, vand-tætte kasser. Lokale beboere blev udkommanderet til at slæbe kasserne ned til søbredden, hvor tyske soldater stod klar til at sejle dem ud og dumpe dem i den ca. 100 m dybe sø.
Det formodes, at kasserne indeholdt stjålet guld og ædelstene, kontanter og vigtige dokumenter, som nazisterne ønskede at gemme til senere brug.
I 1950'erne besluttede journalisten Wolfgang Löhde fra ugemagasinet Stern at undersøge sagen nærmere. Han opsøgte øjenvidner, kz-fanger og krigsforbrydere – og fandt ud af, at en hel del nazister efter krigen var sluppet væk vha. falske pas, som kz-fangerne fra Sachsenhausen havde fremstillet.
Sommeren 1959 fik Löhde de østrigske myndigheders tilladelse til at sende dykkere ned i Toplitz-søen. De fandt hurtigt syv kasser, som viste sig at rumme i alt 73 millioner falske britiske pund og nazistiske dokumenter – bl.a. redegørelser om “Operation Bernhard”.
Låget blev lagt på
Mere nåede Wolfgang Löhde ikke, før hans chef beordrede ham hjem fra researchen i Østrig. Hvorfor det skete, er uklart.
Muligvis var sagen blevet for kontroversiel for den unge vesttyske stat, fordi dokumenterne fra søen ville kunne afsløre alle de samfundsstøtter, som var blevet rige ved hjælp af falske penge fremstillet i Sachsenhausen.
I de følgende årtier er Toplitz flere gange blevet undersøgt af dykkere. Hver gang har de fundet falske pund-sedler, men de andre formodede skatte har søen endnu ikke givet slip på.
Derfor er Toplitz-søen fortsat et populært mål for forskere og skattejægere, der håber at finde nazisternes gemte hemmeligheder.
Efterskrift
Efter befrielsen besluttede Adolf Burger at vie sit liv til kampen mod nazismen. Hans bog “The Devil’s Workshop” fra 1997 er blevet filmatiseret (“Forfalskerne”) og vandt en Oscar i 2008.
Operationens leder, SS-officeren Bernhard Krüger, blev kortvarrigt taget til fange af de allierede, men havde held til at gå under jorden.
I flere år skjulte han sig hos sin gamle papirleverandør, Hahnemühles fabriksleder. Frem til sin død i 1989 lykkedes det ham at undgå retsforfølgelse for historiens største falskmøntneri og for henrettelsen af syv syge kz-fanger.