Den vovede kajak-mission fik stor opmærksomhed efter 2. verdenskrig og blev filmatiseret i 1955.

Operation Frankton: Kajakker sænkede Hitlers fragtskibe

Operation Frankton: December 1942 bliver 10 britiske marineinfanterister sat i vandet ud for Frankrigs kyst. I kajakker skal de sejle ind i Bordeaux' havn og minere tyske fragtskibe. Forude venter 110 km sejlads og 1.300 km flugt gennem fjendeland.

Operation Frankton søsættes

De har forberedt sig i månedsvis. Først i havet ved Portsmouth og siden på ubådsbasen Holy Loch i Skotland, hvor den specialdesignede kajak er blevet testet i al slags vejr. Nu – 30. november 1942 – er træningen slut for de 12 udvalgte britiske marineinfanterister, der sidder tæt sammen i ubåden HMS Tuna og kigger afventende på major Herbert Hasler.

Den erfarne søofficer er idémanden bag den dristige mission, der har fået kodenavnet “Operation Frankton”.

“Nu er det alvor. Jeg har ikke kunnet sige noget før nu, men vi har netop taget hul på en operation mod fjenden. Vi skal udføre det job, som vi har trænet til i de sidste fire måneder, og jeg har valgt jer, fordi jeg er sikker på, at I kan fuldføre missionen”, indleder Hasler.

Mændenes svar er total tavshed. De er netop blevet kastet ud i en opgave, der let kan komme til at koste dem livet – uden at de har haft mulighed for at tage afsked med familie og venner.

Stemningen skifter dog hurtigt fra ængstelse til forventningsfuld spænding, da Hasler går i gang med at gennemgå angrebsplanen på en tavle. Mændene skal sejle ind i havnen i Bordeaux og sænke så mange tyske fragtskibe som muligt. Majoren tegner et kort over Gironde-flodens udmunding i Atlanterhavet og fortæller sine mænd, at ubåden vil sætte dem af ca. 16 km syd for udmundingen. Derfra skal de følge kysten og padle ind i selve floden, hvor en sejltur på godt 95 km venter.

Mændene må kun bevæge sig i mørke og skal søge ind til bredden, så snart solens første stråler viser sig, fortæller Hasler og fremviser nogle luftfotografier over området. Tidevandet i Gironde er stærkt, og kajakkerne vil kun være i stand til at sejle, når vandet flyder fra havet og ind mod Bordeaux. Så hver nats sejlads skal planlægges omhyggeligt.

Selve angrebet skal finde sted den anden uge i december, hvor nymånen næsten intet lys kaster. Ifølge Hasler betyder det manglende lys dog langtfra, at briterne kan vide sig sikre.

Tyskerne overvåger kysten med søgelys, og seks minestrygere, to bevæbnede trawlere og et større antal torpedobåde er på konstant patrulje ved indsejlingen til Gironde. På land udgør et kanonbatteri og en radarstation en trussel, og briterne risikerer også at blive opdaget fra luften, da der er tre flybaser i det tyskbesatte område.

“Så I skal alle holde både øjne og ører åbne og gemme jer godt i dagslys”, advarer Hasler og kigger rundt.

Sergent Samuel Wallace siger dét, som alle tænker: “Hvordan kommer vi tilbage?”

“Det kommer jeg til nu”, svarer Hasler og forklarer, at ubåden ikke kan vente på dem. Tyskerne vil nemlig finkæmme både flodbredder og hav, når bomberne i Bordeaux er sprængt.
Flugten skal derfor foregå over land. Målet er at komme til Spanien, hvorfra der er fri passage til England.

“I har alle fået en taske med flugtudstyr, og det er planen, at vi skal have hjælp af et fransk flugt-netværk. Men hvert hold skal trække sig tilbage på egen hånd”, fastslår Hasler.

To mænd må sejle tilbage

Efter at have sejlet i en uge nærmer ubåden HMS Tuna sig den franske kyst om morgenen den 6. december. De fleste af Haslers mænd har været ramt af søsyge, men nu er det den klaustrofobiske mangel på plads og frisk luft, der plager dem. Derfor er skuffelsen stor, da kaptajnen fortæller, at han ikke kan stige op til overfladen før næste aften. Kaptajnen vurderer, at for mange fiskerbåde sejler i farvandet, og han har heller ikke kunnet fastslå ubådens præcise position.

Næste aften giver kaptajnen endelig grønt lys. Mændene samler deres kanoer og ifører sig det tøj, de skal have på under missionen. Ansigterne bliver smurt ind i sort camouflagefarve.
Klokken 19.30 dukker HMS Tuna op til overfladen. Ubådskaptajnen er første mand på broen, hvor kulden straks rammer ham i ansigtet. Han læner sig ind over samtalerøret til kontrolrummet og giver sin ordre: “Op med kajakkerne!”

En luge bliver åbnet, og de første mænd og deres kajak kommer til syne. Det viser sig, at den ene kajak har fået en stor flænge i sin lærredsklædte side, da den blev presset igennem
den snævre luge.

“Jeg er bange for, at du ikke kan komme med. Skub kajakken ned igen. Du bliver nødt til at tage tilbage med ubåden”, siger Hasler til soldaten, der skulle have sejlet i kajakken. Hans makker begynder at græde i ren frustration.

Hasler konstaterer, at der nu kun er fem kajakker tilbage, og kravler ned for at hente sin egen kajak, som han skal sejle i sammen med menig Bill Sparks. Klokken 20.20 er alle kajakker i vandet, og Hasler vinker til ubådskaptajnen, inden kursen sættes mod kysten.

De fem kajakker glider gennem det stille hav i formation. Temperaturen nærmer sig frysepunktet. De ti mænd får dog hurtigt varmen ved at padle, og langsomt løsner musklerne sig efter de mange dage i den trange ubåd.

Operation Frankton mister mænd

Gruppen kommer tættere mod land og bliver pludselig overrasket af store tidevandsbølger. Hasler er den første, der får sin kajak styret mod mere roligt vand, og en efter en dukker de andre op ved hans side.

Det går hurtigt op for Hasler, at sergent Samuel Wallace og menig Robert Ewart mangler. Kajakkerne spreder sig for at lede efter dem, men der er intet spor af de forsvundne kolleger.

Hasler ræsonnerer, at de to mænd ikke nødvendigvis er kæntret. Både mændene og deres kajak har opdriftsudstyr, så de har formentlig søgt længere ind mod land. Hasler ved, at han ikke kan gøre mere, og beordrer alle til at sejle videre.

En ny serie af tidevandsbølger, der er endnu voldsommere end de første, vælter kaskader af vand ind over kajakkerne, og hver mand bruger alle kræfter på at styre igennem det frådende helvede. Bølgerne kæntrer en kajak og efterlader korporal Sheard og menig Moffat gispende i det iskolde vand. De øvrige kajakker er for skrøbelige til at rumme flere passagerer, så de to mænd hægter sig på et tov og bliver slæbt efter hver sin kajak. Men det sænker farten betydeligt, og efter en time vender Hasler sig mod de forfrosne soldater i vandet:

“Vi bliver nødt til at efterlade jer her. I må prøve at svømme mod land. Der er ikke så langt. Jeg er ked af det”.

Sheard, der er helt grå i ansigtet af kulde, gisper sit svar: “Det er helt i orden, sir”.

De to mænd slipper tovene. Operation Frankton er nu reduceret til tre kajakker.

Opdaget af fiskere

Det uventede møde med tidevandsbølgerne har ødelagt Haslers tidsplan, og samtidig er kajakkerne kommet for tæt på den lille havn i Le Verdon og fire tyske krigsskibe. Alligevel sniger alle tre kajakker sig uset igennem farezonen og fortsætter op ad floden, hvor de to forreste kajakker holder en pause for at få den sidste med igen. Mændene venter og venter, men kajakken er væk.

Der er ingen tid at spilde. Dagslyset er på vej, så de to mandskaber går i gang med at søge efter deres første gemmested. Klokken 6.30 den 8. december prøver de at komme i land, men en klynge af træstolper nær flodbredden står i vejen. Efter en time lykkes det endelig at finde et egnet sted, og de fire udmattede mænd slæber sig ind på det tørre. De har padlet i 11 timer og tilbagelagt 41 km på en menu af kiks og slik.

Mændene gemmer sig hurtigt i nogle buske, da de hører stemmer fra en gruppe fiskerkoner, der går i gang med at lave mad mindre end 15 m væk. Efter et stykke tid kommer deres mænd tilbage fra havet. De opdager straks englænderne.

Hasler træder frem og præsenterer sig på sit gebrokne fransk som engelsk soldat. Han beder de skeptiske fiskere om ikke at sige til nogen, at de har set dem. Franskmændene nikker og forlader stedet.

De fire briter skiftes til at tage en tiltrængt lur, inden de tager hul på resten af ruten.

Minerne bliver placeret

Ved midnatstid den 10. december søger den udmattede kvartet ind blandt en skov af siv, hvor de gemmer sig hele natten og den følgende dag. Hasler gennemgår angrebsplanen og beder mændene om at finde deres miner frem og afsikre dem, så de springer ni timer senere. De to hold ønsker hinanden held og lykke, og klokken 21.15 glider kajakkerne ud i vandet – hver for sig.

Efter halvanden time nærmer de sig målet. I horisonten kan Hasler se flere oplyste skibe, der ligger til kaj. Al træthed forsvinder øjeblikkeligt. Nu skal han og Sparks endelig i aktion.

De to mænd sejler forbi en tanker, et passagerskib og et lille fragtskib. De padler videre og møder et stort fragtskib – et perfekt mål. Sparks suger kajakken fast til skibet med en magnetisk holder, og Hasler rækker ned og finder den første magnetiske mine frem. Med en lang stang placerer han den på skibets skrog under vandlinjen.

Hasler sidder forrest i kajakken og kan så småt begynde at mærke tidevandets tiltagende skvulpen. Han giver stangen videre til Sparks, der placerer to miner mere på skibet. Mændene padler til det sidste fartøj i rækken. Hasler kan ikke identificere det ordentligt, for et stort fregatlignende skib ligger klinet op ad det.

Hasler har fem miner tilbage og beslutter sig for at placere to af dem på det store skib. Da det er gjort, vender de to mænd kajakken om og rammes af et skarpt lys fra fartøjet. Hasler og Sparks padler forsigtigt helt ind til siden af skibet og lader tidevandet føre dem tilbage langs kajen.

Tyskerne har ikke opdaget de to sabotører, som stopper ved det lille fragtskib. De sidste tre miner bliver sat fast på fragtskibet og tankeren ved siden af.

Uden vægten fra minerne føles kajakken pludselig meget let. Hasler vender sig om i sædet og giver Sparks hånden. For første gang i flere dage smiler de begge, inden sejler ud af havnen.

Netværk hjalp sabotørerne hjem

Det vellykkede angreb i Bordeaux' havn sænkede seks tyske skibe og sendte Herbert Hasler og Bill Sparks ud på en 1.300 km lang flugt gennem Frankrig og Spanien. Midt om vinteren vandrede de to briter på landevejene forklædt som fattige bønder og tiggede sig til mad og husly.

I byen Ruffec mødte de lokale modstandsfolk. Tre uger senere fik briterne kontakt til Marie Claire-netværket, som smuglede strandede allierede soldater ud af Frankrig. Bag netværket stod den tidligere Røde Kors-sygeplejerske Mary Lindell, som var gift med en fransk adelsmand. Efter Tysklands invasion i 1940 var hun flygtet til England, hvor hun blev rekrutteret af efterretningstjenesten og sendt tilbage til Frankrig for at hjælpe nødstedte briter.

Med hjælp fra Marie Claire blev Hasler og Sparks smuglet til Spanien og videre til Gibraltar. I begyndelsen af april 1943 kom de to krigshelte endelig hjem til England.