Bluffnummer snød Hitler: Fik afgørende betydning for 2. verdenskrig
Et lig, klædt som britisk kurér med falske militærdokumenter, narrer i 1943 tyskerne til at tro, at en invasion i Grækenland er på vej. I stedet kom invasionen på Sicilien. Få indblik i en efterretningsoperation, der banede vejen for de allierede hære i Sydeuropa – og definitivt vendte krigslykken.

Før liget af major William Martin blev kastet i havet, fik det "tophemmelige dokumenter", falske id-kort og nøgler proppet i lommerne.
Den 30. april 1943, klokken 4.30 om morgenen ligger den britiske ubåd HMS/M Seraph i det natmørke Middelhav ca to km fra den sydspanske kyst.
På dækket står fem søofficerer og kigger på den metalbeholder som mandskabet få minutter tidligere har slæbt op fra ubådens indre. Mændene er sendt tilbage under dæk i den tro, at containeren rummer hemmeligt meterologisk udstyr.
Ubådens øverstkommanderende løjtnant Jewell er den eneste af de fem officerer forsamlet på dækket af den britiske ubåd, der ved, hvad metalbeholderen i virkeligheden indeholder.
Den kun 29-årige Jewell rømmer sig, før han betror sine officerskolleger hemmeligheden. Den metalbeholder, der ligger på dækket foran dem indeholder et lig, som den engelske efterretningstjeneste har givet en falsk identitet.
Liget skal forestille den 36-årige major William Martin fra den kongelige flåde – Royal Marines.
Ved en fælles kraftanstrengelse tvinger mændene låget på beholderen op. Et kort øjeblik stivner de ved synet af den døde mand. Liget, der er iført en Royal Marines uniform, er tydeligvist ved at gå i opløsning.

“Special shipment” stod skrevet henover den beholder med tøris, der holdt liget af major Martin koldt under ubåds-sejlladsen til Middelhavet.
Løjtnant Jewell bøjer sig ned over den døde krop for at kontrollere at alle detaljer er i orden. Ligets fingre – låst fast i dødskrampe – holder stramt om attachemappen med efterretningstjenestens dokumenter.
De hemmelige dokumenter i mappen beskriver de allieredes planer for den kommende invasion i Sydeuropa.
Vel at mærke falske dokumenter, der er beregnet på at falde i tyske hænder, for at narre dem til at tro, at invasionen vil foregå et helt andet sted, end det planlagte.
Kæden, der fastgør mappen til ligets bælte, sidder korrekt, og dokumenterne er på plads. Jewell tager en dyb indånding og begyndter at puste luft i den døde majors redningsvest. Da han er færdig, tager de fem mænd deres huer af og beder en kort bøn.
Så sænker de forsigtigt liget ned i Middelhavets kølige vand og giver det et blidt puf, der sender kroppen på den sidste rejse med tidevandet ind mod den sydspanske kyst. “Major Martin” var draget i krig. Om han kunne klare opgaven ville kun tiden kunne vise.
Sicilien er militært knudepunkt
En måned tidligere – i marts 1943 – havde allierede styrker besejret resterne af Rommels Afrikakorps og kontrollerede nu hele Nordafrika.
Næste skridt for de amerikanske og britiske tropper var at krydse Middelhavet og få fodfæste i Sydeuropa. Det mest indlysende sted for en invasion var Sicilien.
Øen midt i Middelhavet spillede en nøglerolle, for så længe den var på tyske hænder var al sejlads gennem Middelhavet forbundet med store farer.
Også tyskerne var klar over øens strategiske betydning. I den tyske hærledelse var forberedelserne begyndt på at befæste middelhavsøen efter Afrikas fald.
For at sikre invasionen, havde de allierede brug for at aflede tyskernes opmærksomhed. De skulle tro, at angrebet ville ramme et andet sted og svække forsvaret af Sicilien.
Hemmeligt møde skaber falsk major
I løbet af foråret 1943 arbejdede den britiske efterretningstjeneste koncentreret med planer, der kunne narre tyskerne til at tro, at Sicilien ikke var de allieredes invasionsmål i Sydeuropa.
En gang om ugen mødtes en lille gruppe af folk fra Storbritanniens forskellige efterretningstjenester i London for at finde den perfekte plan til at snyde tyskernes generaler.
Under forsøget på at udtænke en vildledningsplan for det kommende angreb på Sicilien fik flådeefterretningsofficeren Ewen Montagu en idé.
“Hvorfor”, spurgte Montagu, “får vi ikke fat i et lig, forklæder det som stabsofficer, og giver ham fortrolige papirer, der tydeligt viser, at vi vil angribe et andet sted?”
Ideen blev øjeblikkeligt godkendt i gruppen, og operationen fik kodenavnet “Mincemeat” (hakkekød). Samme dag blev de første beslutninger taget: Liget skulle se ud som om, det stammede fra et nedstyrtet fly og derefter var drevet i land på den sydspanske kyst nær byen Huelva.
Byen blev valgt af to grunde: Strømforholdene gjorde det nemt at få et lig til at skylle op på kysten, og englænderne vidste, at en højtstående tysk agent i byen samarbejdede med de fascistiske myndigheder.

Hvem var Major Martin?
- Navn: William Martin
- Fødested: Cardiff
- Fødselsår: 1907
- Stilling: Kaptajn i den
- kongelige flåde (midlertidig rang af major)
- Tjenestested: Hovedkvarteret for Englands øverste militærledelse i London
Adskillige historikere mener, at liget er identisk med den 34-årige walisiske alkoholiker Glyndwr Michael. Teorien bekræftes af en gravsten i Huelva i Spanien. Stenens inskription fortæller, at Glyndwr Michael fra Cardiff i Wales gjorde tjeneste som major William Martin frem til sin død den 24. april 1943.
Men officielt har den britiske regering aldrig anerkendt den walisiske Michael som manden, der lagde krop til “Operation Mincemeat”. Ewen Montagu svor nemlig over for mandens familie at han ville holde ligets identitet hemmeligt for eftertiden.
Liget skal have vand i lungerne
Efter det indledende møde fik Montagu ansvaret for operation Mincemeat og gik i gang med det videre arbejde.
Som det første kontaktede Montagu en retsmediciner, Sir Bernard Spilsbury, for at undersøge hvordan liget af en druknet og nedstyrtet person ser ud.
Vigtigst af alt skal lungerne på den omkomne være fyldt med vand for at simulere drukning. Derudover skal liget selvfølgelig bære præg af det hårde nedslag på vandet.
Det viste sig svært at skaffe et lig, der kunne leve op til kravene. For efterretningsmanden Montagu var det et paradoks at stå midt i en krig, omgivet af lig, uden at kunne skaffe et brugbart.

Flådeefterretningsofficeren Ewen Montagu blev hædret med “Order of the British Empire” for sin falske major William Martin.
Men så dukkede liget af en 34-årig alkoholiker op. Manden var død af lungebetændelse, efter han havde indtaget rottegift. Dødsårsagen betød, at der var væske i lungerne, normalt et tegn på drukning.
Endnu vigtigere var det, at de få efterladte indvilgede i at stille liget til rådighed for hæren uden at stille spørgsmål.
Forældrene til den døde mand fik at vide, at liget skulle bruges i en god sags tjeneste, og at den døde ville få en anstændig begravelse bagefter.
Herefter blev liget frosset ned, mens den britiske efterretningstjeneste gik i gang med de øvrige forberedelser.
Snedige breve snyder tyskerne
Ewen Montagu og hans gruppe fremstillede en række dokumenter, der skulle overbevise tyskerne om, at en kommende invasion ville finde sted i Grækenland og på Sardinien.
Det vigtigste dokument, som major Martin skulle have med sig i sin mappe, var et personligt brev fra general sir Archibald Nye, vicechef for briternes øverste hærledelse, til general sir Harold Alexander, der var den britiske øverstkommanderende i Nordafrika.
I en indforstået kammeratlig tone, typisk for den engelske overklasse, skrev Archibald Nye i brevet om de kommende troppebevægelser i Nordafrika og Middelhavet. Mellem linjerne kunne tyskerne læse, at de allierede planlagde to invasioner.
En operation i vest under kodenavnet ”Brimstone” og en i det østlige Middelhav under kodenavnet “Husky”.
I virkeligheden var “Husky” kodenavnet for den rigtige invasion af Sicilien, men håbet var at tyskerne ville opfatte alle radiomeddelelser om “Husky” som en del af den falske operation.
Som et genialt psykologisk kneb, beskrev sir Archibald, hvordan briterne ville foretage et skinangreb på Sicilien, for at bortlede tyskernes opmærksomhed fra de egentlige invasioner mod Grækenland og Sardinien.

Den 9. juli 1943 angreb amerikanske marinesoldater den vestlige del af Sicilien, mens briterne kæmpede sig i land på øens sydlige strande.
Sicilien blev erobret på rekordtid
Briternes falske dokumenter sikrede, at den tyske modstand på Sicilien blev begrænset. 160.000 amerikanske, engelske og canadiske tropper erobrede øen på lidt over en måned og sikrede et vitalt brohoved nær Italien.
Efter fundet af major Martins “dokumenter” var tyskerne overbeviste om, at det allierede angreb på Sicilien blot var en skinmanøvre – hovedstyrken ville blive landsat på den græske kyst og på Sardinien.
Derfor var øens forsvar skåret ned til 300.000 dårligt udrustede italienere og 40.000 tyske hjælpetropper, der manglede kampvogne og artilleri.
Allerede efter to uger kunne amerikanske tropper under ledelse af general George S. Patton marchere ind i øens hovedby Palermo. Byens fald inspirerede italienerne til et kup mod landets diktator Benito Mussolini, der blev afsat.
Den 17. august 1943 – efter 39 dages kampe – overgav de sidste italienske og tyske styrker sig. To uger senere brugte de allierede Sicilien som brohoved for landgangsoperationen på det Italienske fastland.
Det andet brev, major Martin havde med, var et brev fra chefen for de britiske operationer, Lord Louis Mountbatten, til Admiral Andrew Cunningham, der var øverstkommanderende for flåden i Middelhavet.
Brevet skulle underbygge det første brev og uddybe major Martins identitet som en ekspert, der skulle hjælpe med de forestående flådeoperationer i Middelhavet. I brevet havde Montagu lavet en spøgefuld antydning af, at Sardinien var målet i vest:
“Lad mig få Martin tilbage, når angrebet er ovre. Han kan måske bringe nogle sardiner med – de er rationerede her”.
For at øge troværdigheden i historien skulle William Martin have en rang, der var høj nok til, at han kunne bære et tophemmeligt dokument.
Da han var for ung til at være major, blev han i stedet kaptajn, med midlertidig rang af major.
Major Martin går på natklub
En ting var alle de praktiske detaljer – uniformen, mappen og ID-kort. Noget andet var at få William Martin, major i den kongelige flåde, født 1907 i Cardiff, til at virke troværdig.
Derfor blev han udstyret med personlige breve og papirer, der skulle hjælpe tyskerne til at forestille sig Martin som en virkelig person.
Han fik en forlovet ved navn Pam, som han havde mødt et par måneder tidligere. I sin lomme havde han kærestebreve fra hende og et foto, der i virkeligheden forestillede en ung sekretær i MI5. Han bar også på en kvittering for sin nylig indkøbte forlovelsesring, som endnu ikke var betalt.
For at understrege at Martin var et menneske med fejl som alle andre, blev han udstyret med et rykkerbrev fra banken, og et identitetskort han havde glemt at forny.
Død major fik en kæreste
For at gøre major William Martin så troværdig som mulig fik officeren både kæreste og bankovertræk af den britiske efterretningstjeneste MI5. Dokumenterne overbeviste tyskerne om, at major Martin var ægte.

Et foto i tegnebogen
I foråret 1943 havde major Martin tilsyneladende forelsket sig i “Pam”. En sekretær i den britiske efterretningstjeneste stod model til billedet.

Forlovelsesring
To uger før sin død havde major Martin forlovet sig med “Pam”. Ringen havde han købt på kredit hos juveleren L.J. Phillips i New Bond Street i London.

En rykker fra banken
Som mange andre havde Martin rod i sin økonomi. Derfor havde Lloyds bank sendt majoren et brev, hvori han blev anmodet om at betale sit overtræk på 79 pund.
Major Martin blev også en mand, der kunne lide at more sig. Han havde en invitation til en fashionabel natklub, to brugte biografbilletter og en kvittering fra et ugelangt ophold på hotel.
Da alle forberedelser var færdige, blev William Martin lagt på et leje af tøris i en cylinderformet metalbeholder, før han blev bragt om bord på ubåden Seraph. Den 19. april 1943 sejlede Seraph ud fra den britiske flådebase Holy Loch i Skotland med kurs mod Middelhavet.
Spanske fiskere finder britisk lig
11 dage senere lempede løjtnant Jewell, sammen med sine kolleger, liget af den falske major i havet tidligt om morgenen.
Samme eftermiddag fandt spanske fiskere liget af William Martin ud for kysten og overdrog ham til de lokale myndigheder.
Fuldstændig som forudset fik den tyske efterretningsagent i Huelva øjeblikkeligt besked om fundet og skaffede sig adgang til dokumenterne i Martins mappe.
Han fotograferede brevene, hvorefter han sendte dem til den tyske efterretningstjeneste i Berlin. Brevene blev forsigtigt lukket igen og sammen med liget overdraget til den britiske konsul af de spanske myndigheder.
Da Ewen Montagu fik brevene tilbage kunne han hurtigt konstatere, at de havde været åbnet. Begejstret sendte generalstaben samme dag et kort telegram til Winston Churchill, der var i Washington. På telegrammet stod ikke andet end den kryptiske besked: “Mincemeat Swallowed Whole” (hakkekød slugt råt).
Montagu indrykkede herefter William Martins navn i tabslisterne i avisen The Times, fordi han regnede med at tyskerne studerede dem nøje.
Samme dag var der i avisen ved et usandsynligt tilfælde to andre officerer, der var døde under et flystyrt i havet nær Gibraltar.
De tre dødsannoncer side om side var med til at give indtryk af, at major Martin virkelig var styrtet ned med et fly.
Tyskerne opruster i Grækenland
Den 9. maj nåede nyheden om de fundne dokumenter den tyske hærledelse, der hurtigt vurderede dokumenterne som ægte.
Hærens øverstbefalende – general Jodl – konkluderede at en større allieret landsætning i den vestlige og østlige del af Middelhavet var under planlægning. Jodl meddelte Hitler, at de allierede var klar til invasion i Grækenland under kodenavnet “Husky”.
I efterretningsrapporten stod, at målet for operationen i det vestlige Middelhav under kodenavnet “Brimstone” efter al sandsynlighed var Sardinien.
Tyskernes efterretninger nævnte også, at de allierede planlagde et større skinangreb på Sicilien, for at trække tyske tropper væk fra de egentlige angrebsmål.
Frygten for en invasion fik tyskerne til at flytte en hel panserdivision fra Frankrig til halvøen Peloponnes nær Athen i Grækenland.

Tyskernes hærledelse besluttede efter fundet af de falske britiske efterretningsdokumenter at flytte hele deres 1. Panserdivison til Grækenland for at imødegå et angreb her.
Den 20. maj gav den tyske flådekommando ordre til at udlægge tre minefelter ud for Grækenland og kort tid efter, i begyndelsen af juni, blev en hel gruppe patruljebåde, minestrygere og torpedobåde, der skulle være brugt til forsvaret af Sicilien, sendt til Det Ægæiske Hav.
Samtidig oprustede tyskerne i den vestlige del af Middelhavet. De kalkulerede nu tydeligt med, at Sardinien var de allieredes hovedmål, mens Sicilien blev nedprioriteret.
Tyskernes troppebevægelser svækkede forsvaret af Sicilien, som lå forholdsvist ubeskyttet hen, da de allierede invaderede klippeøen den 9. juli 1943.
Efter landgangen marcherede amerikanske og britiske tropper i lynmarch gennem Siciliens klippeterræn. Selv da de vigtige byer Palermo og Messina faldt, var Hitler stadig overbevist om, at Major Martin dokumenterne var ægte.
Føreren anså det for sikkert, at de allieredes hovedinvasion ville foregå i Grækenland. Han troede så meget på sine informationer, at han 23. juli – 14 dage efter at allierede tropper var gået i land på Sicilien – udpegede den begavede general Rommel, til at lede styrkerne i Grækenland, når hovedangrebet ville komme.
“Operation Mincemeat” var blevet slugt råt.

Hitler var overbevist om, at dokumenterne fra Martin var ægte. Senere afviste han efterretninger om de allieredes D-dags-planer som endnu et forsøg på snyd.
Hitler afviste ægte planer som forfalskninger
Efter “Operation Mincemeat” frygtede Hitler at blive narret igen. Derfor forkastede han ægte allierede invasionsplaner som forfalskninger.
To dage efter D-dag, i juni 1944, fandt tyske rekogniceringsenheder et forladt, britisk landingsfartøj på stranden i Normandiet. Ombord lå hemmelige dokumenter, der beskrev fremtidige militære mål i området.
Hitler afviste blankt de fundne informationer, fordi han troede, at der var tale om endnu en vildledningsmanøvre fra briternes side.
Tyskernes leder var helt overbevist om, at hovedinvasionen ville finde sted ved Calais i det nordligste Frankrig. Derfor nægtede han længe at flytte forstærkninger til kampene mod invasionsstyrkerne.
Et andet eksempel på Hitlers frygt for at blive snydt fandt sted i forbindelse med de allieredes invasion af Holland i september 1944. En britisk stabsofficer efterlod ved en fejl planer for angrebet i det svævefly, der havde bragt ham over den engelske kanal.
Dokumenterne indeholdte et sæt ordrer med kort og tegninger, der beskrev den kommende luftbårne invasion. Ordrerne blev fundet af tyske styrker, men landets øverste hærledelse med Hitler i spidsen var så overbevist om, at der var tale om en vildledning, at tyskernes tropper blev flyttet, fra de angrebsmål dokumenterne udpegede til en række andre forsvarspositioner i Holland.