Borgporten slår i bag kaptajn Patrick Reid med en middelalderlig rumlen. Det er den 7. november 1940, han træder ind på de toppede brosten i borgen Colditz' inderste gård. Fangegården.
Patrick Reid er en senet 30-årig brite, der blev taget til fange i Frankrig i krigens første måneder. Sammen med fem landsmænd forsøgte han at slippe ud af sin tidligere krigsfangelejr, Laufen ved Salzburg i Østrig.
Men de blev alle pågrebet og sendt til Colditz, som Hermann Göring har erklæret flugtsikker. Herfra slipper ingen ud, mener den tyske luftmarskal.
Her skal alle de allierede krigsfanger med officersrang, der har forsøgt at flygte fra andre lejre, anbringes under særligt sikrede forhold.
Görings bedømmelse af Colditz er ikke grebet ud af luften: Borgen fra 1000-tallet er bygget på en klippeknold, så det er umuligt at grave en tunnel ud under den.
Desuden er denne borg – modsat alle andre bygninger i det mørkelagte tyske rige – badet i projektørlys om natten, så vagterne hurtigt vil opdage, hvis en fange forsøger at fire sig ned ad borgens mure.
Og endelig ligger Colditz nærmest midt i Tyskland; hvis det virkelig lykkes en fange at slippe ud af borgen, er der stadig mange hundrede kilometers farlig rejse gennem det gennemkontrollerede og militariserede diktatur, før de når i sikkerhed i neutrale lande som Schweiz eller Sverige.
Reid og de fem andre briter fra Laufen-lejren ser sig om i den trange fangegård. Hele vejen rundt rejser murene sig flere etager op, men i vinduerne er der liv.
“Anglicy! Anglicy!” – englændere, englændere, råber et hold polske krigsfanger. Velkomsten er overstrømmende, for polakkerne glæder sig til at få selskab og høre nyt udefra.
Flugt er den bedste kur mod kedsomheden
Livet som krigsfange i Colditz er ensformigt, og maden ganske utilstrækkelig. Dagen begynder med appel i gården. Her bliver fangerne talt og lejrledelsens direktiver forkyndt.
Hvad fangerne herefter gør, er op til dem selv; boldspil, musik, hobbyarbejde eller samtaler. Virkelig nød lider ingen, men alle har en deprimerende vished om, at tyskerne buldrer frem på slagmarken, og at friheden formentlig ligger langt ude i fremtiden.
Kl. 18 stiller fangerne igen til appel, tre timer efter bliver dørene til deres rum låst.
I den udsigtsløse situation synes flugt den eneste mulighed for at komme hjem til de kære og vende tilbage til kampen mod nazisterne.
Og mere end det: Forberedelserne giver håb, er en mental udfordring og kræver færdigheder, de færreste besad, før de blev fanget. Flugt holder ånden vågen.
Patrick Reid ser med mild foragt på de medfanger, der spilder tiden med boldspil og boksning. For ham er flugt den mest udfordrende sport af alle. Indsatsen er høj – livet, men belønningen er alle farer værd – frihed.
Håbet om flugt holder ham og mange af hans kammerater beskæftigede. De fleste af dem er netop havnet i Colditz, fordi de tidligere har forsøgt at flygte, og borgens ry som flugtsikker virker som en ekstra udfordring.
Reid begynder at gøre observationer. Han undersøger borgen, og det viser sig hurtigt, at tyskerne – på trods af de mange sikkerhedsforanstaltninger – har overset en hel del flugtmuligheder.
Muren kan forceres, for den 900 år gamle borg er slet ikke bygget som fængsel. I perioder har den huset Sachsens kongefamilie, og før krigen tjente den som sindssygehospital.
Overalt er der ubenyttede rum, glemte kloakker og mørke hjørner, hvor tyskernes søgelys ikke trænger ind.
Fangerne graver en tunnel under kantinen
Reids mod stiger for alvor, da han opdager en glemt lem i kantinegulvet. Polakkerne har lært ham at bruge en dirk, og ved hjælp af den lykkes det ham at slippe ud af soverummet, over fangernes gård og ind i den aflåste kantine.
Under lemmen finder han en krybegang, som tidligere slotsherrer har anlagt. Den fører mod borgens ydermur.
Tyskerne har forudset denne fare og muret krybegangen til, men efter flere nætters arbejde lykkes det Reid og et par kammerater at fjerne de tunge sten. På den anden side af muren støder de på jord.
De begynder at grave en tunnel ud under den smalle plæne uden for borgmuren. Lige inden de gennembryder jordoverfladen, anbringer de en lem under græssets rødder – porten til friheden.
Grundplan over Colditz
I British Museums arkiver fandt den britiske efterretningstjeneste en grundplan over Colditz.
Den blevet smuglet ind til fangerne i borgen.
1: En bro fører over en tørlagt voldgrav og frem til borgporten.
2: Tyskernes gård.
3: Fangernes port.
4: Fangernes gård.
5: Fangernes kantine. Her forsøgte 12 at flygte via en tunnel, der endte i græsset udenfor.
6: Fangernes køkken, herfra slap Patrick Reid og hans kammerater ud på et udhustag.
7: Fangerne kom uset over tyskernes gård og krøb ned i et kælderrum.
Tovet er lavet af sammenbundne lagner
Natten til den 30. maj 1941 er 12 briter og polakker klar til at vove forsøget. Patrick Reid sniger sig som den første over gårdspladsen til kantinen og åbner lemmen, der udgør tunnellens indgang.
I ly af mørket når de øvrige 11 også frem. De fordeler forsyningerne af opsparet dåsemad leveret af Røde Kors mellem sig.
Alle er de klædt i civilt tøj, som de har syet i hånden af gamle uniformer og tyske klude. Alle tager plads i tunnellen og holder sig klar.
Med sig har de et reb af sammenbundne lagner; når de er nået gennem tunnelen, skal de fire sig de 10-15 meter ned ad den klippeknold, Colditz er bygget på.
De skal forbi de tyske vagtposter og forcere en fire meter høj mur, før de begiver sig ud på den lange vandring mod friheden.
Reid løfter græstørven op. Nu gælder det. I det samme bliver han blændet af et tysk søgelys. Over ham står en vagt med trukket pistol: “Hænderne op!” Fangerne i tunnellen aner ikke uråd, de maser fremad.
“Tilbage, tilbage,” råber Reid til sine kammerater, mens den tyske vagt gør mine til at skyde ned i hullet.
I borgens vinduer og på plænen myldrer det med tyskere, blandt dem vagtholdets leder: “Hele affæren blev rapporteret til mig fra starten,” siger han med skadefryd i stemmen.
“Jeg håber, at der er pladser nok i vore isolationsceller.”
Fangerne står i kø for at flygte
De 12 pågrebne må hver afsone en måned i isolation som straf for deres flugtforsøg. Straffen er foreskrevet i Genève-konventionen, som tyskerne i Colditz i det store og hele holder sig til.
Med tiden tæller fangerne i borgen polske, britiske, canadiske, belgiske og franske og hollandske officerer.
Russiske officerer kommer aldrig til Colditz, for tyskerne betragter dem som undermennesker. Og eftersom Sovjetunionen ikke har underskrevet Genève-konventionen, bliver dets fanger anvendt som slavearbejdere.
I begyndelsen af 1941 er 500 fanger samlet i Colditz – og en stor del af dem har ikke opgivet håbet om at slippe væk. Fangerne begynder snart at arbejde sammen på tværs af nationale skel, mens de forfiner deres teknikker og deler deres viden.
I perioder er der så mange flugtforberedelser i gang på én gang, at hvert land er nødt til at udpege en betroet flugtofficer, som får indsigt i de øvrige landes planer. I en periode påtager Reid sig opgaven, selv om det betyder,
at han ikke selv må flygte.
“Den går ikke, gamle jas,” må Reid jævnligt meddele sine ivrige landsmænd, når de præsenterer ham for deres flugtplaner. “En franskmand har allerede patent på planen. Du bliver nødt til at vente.”
Linoleumsgulv brugt til falske stempler
For den årvågne fange viser Colditz sig at rumme et utal af råstoffer: Sengenes metalrammer kan bruges som værktøj.
Kaffeerstatning og andre dagligdags varer er glimrende til at farve tøj med, og ved hjælp af blyrør fra borgens vandforsyning er det muligt at støbe vellignende tyske uniformsknapper – hvis flugten kræver en forklædning med tysk uniform.
Ved at bestikke vagterne kan fangerne låne originale tyske identitetspapirer og kopiere dem.
Linoleumet fra borgens gulve viser sig at være glimrende til at gravere falske stempler i, og selv et fotoapparat til pasbilleder kan fangerne konstruere ved hjælp af brilleglas.
Patrick Reid og hans kammerater gravede en tunnel under denne lem i kantinen. Tyskerne anede uråd, men fandt den ikke.
Nogle flugtforsøg er forberedt gennem lang tid, andre sker spontant, når muligheden viser sig. I alt registrerer tyskerne mere end 300 fangers flugtforsøg frem til 1945.
For hvert mislykket forsøg bliver deres opmærksomhed skærpet, og endnu et smuthul lukket. I perioder skal så mange fanger straffes med isolation, at der er er to eller flere i hver af borgens eneceller.
Genève-konventionen forbyder ganske vist mishandling af fangerne, men de pågrebne flygtninge skal passe på alligevel. Har en fange fx stjålet en cykel under sit flugtforsøg, truer en militærdomstol og i yderste konsekvens henrettelse.
Derfor gælder det om at holde tæt. Enhver indrømmelse om flugtmetoder vil ikke alene bringe flygtningens eget liv i fare – den kan også lede tyskerne på sporet af en lugtmulighed, som de ikke har tænkt på.
I lang tid er tyskerne således overbeviste om, at Patrick Reids kantinetunnel fører helt op til briternes soverum. I dagevis leder de tyske vagter forgæves efter tunnelen og forhører fangerne.
Vagterne kan ikke forestille sig, at fangerne simpelt hen låste sig ind i kantinen med en dirk lavet af et stykke metal. Og tyskerne skal heller ikke vide det.
Reid foretrækker at tie under forhørene, lyve tør han ikke. Med opdigtede forklaringer risikerer han at lede tyskernes opmærksomhed hen på andre fangers forberedelser.
Den fangede flygtnings øverste bud er simpelt hen at holde kæft, udstå sin isolationsstraf og om muligt komme i gang med forberedelserne til næste flugtforsøg.
En af fangerne når til Wien
Efterhånden bliver flugt en så væsentlig del af dagligdagen i Colditz, at mange fanger råder over en særlig “flugtpakke” med alle nødvendige redskaber, såsom en mindre sum tyske penge og falske papirer.
Pengene er smuglet ind af nytilkomne fanger eller sendt skjult i de hjælpepakker, som humanitære organisationer forsyner fangerne med.
Hvis lejlighed byder sig, kan fangen snuppe sin pakke og stikke af. Det lykkes fx løjtnanten Peter Allen at gemme sig inde i en halmmadras, da tyskerne vil køre ubenyttede madrasser bort.
En dag beslutter tyskerne, at fangerne har samlet alt for mange personlige ejendele i soverummene. Fangerne får besked på at pakke alt overflødigt ned i de Røde Kors-kasser, som hver måned når frem til lejren.
RAF-piloten Dominic Bruce beslutter sig for at gemme sig i sin kasse og undslipper fra magasinrummet. I kassen finder tyskerne ikke andet end en lap papir med en hilsen fra Dominic Bruce: “Jeg kunne ikke lide luften i Colditz.
Både Dominic Bruce og Peter Allen blev fanget igen, men Allen nåede helt til Wien, hvor han søgte hjælp på det amerikanske konsulat. Her blev han afvist.
Også Reid gør i løbet af 1942 et par forsøg. Hver gang bliver han fanget og sat i isolation. En gang forsøger han sågar at bryde ud af isolationscellen:
Ved hjælp af en gemt nedstryger bryder han gennem celleloftet, men han når ikke at blive færdig med arbejdet, og næste morgen, da vagten kigger ind, bliver han afsløret.
Disse seks briter forsøgte i 1940 at stikke af fra Laufen-lejren i Østrig. De blev kendt som “The Laufen Six” og sendt til Colditz.
Reid er ved at miste modet
Efteråret 1942 sætter ind, og Reid må indse, at sæsonen for flugt er ved at være forbi. I den kolde årstid er det nærmest umuligt at gemme sig i åbent landskab.
Han har allerede indstillet sig på endnu en vinter i fangenskab, da han bliver kontaktet af to medfanger, major Ronald Littledale og kaptajn-løjtnant Billy Stephens.
De har en idé: I nattens mulm og mørke vil de mave sig fra fangernes køkken ud på et udhustag og flygte. Så simpel er planen – og så ufærdig, for udhuset står i det tyske vagtpersonales gård.
Reid tror ikke på planen og slår til alligevel – i det mindste vil han sikre, at kammeraterne ikke kommer galt af sted. Han får lov at vælge en flugtmakker og spørger Howard Wardle, der var med i kantine-tunnelen.
Wardle er pilot i Royal Air Force og blev skudt ned over Tyskland i april 1940. Efter et mislykket flugtforsøg fra Spangenberg-lejren nær Kassel kom han til Colditz.
“Jeg har ikke andet at lave, indtil krigen slutter, så den er fin med mig,” siger Wardle, da han hører om planen. “Jeg er enig i, at der intet håb er om succes, men vi er nødt til at blive ved med at forsøge alligevel.”
Om aftenen den 14. oktober 1942 sniger de fire sig forbi vagten i gården og springer ind ad et køkkenvindue. De går gennem det mørke rum og når hen til et vindue med tremmer for.
I nætterne forud har Reid fjernet forhindringerne, så de fire mænd kan krybe ud på udhusets tag.
Fra tyskernes vinduer er de lette at se, men ingen ser ham. “Er der ingen, der kigger ud af vinduer nu om dage,” tænker Reid, før han når i sikkerhed bag en ventilator.
Reinhold Eggers, chef for sikkerheden i Colditz, 1940-45.
Tyskerne blev advaret om flugten fra kantinen
De 12 fangers flugt fra kantinen blev forrådt af en tysk vagt. Fangerne havde givet ham 100 reichsmark for at være uopmærksom på sin vagt, men vagten gik til Colditz' sikkerhedschef, Reinhold Eggers, og fortalte om fangernes tilbud.
Da de 12 britiske og polske officerer steg ned i tunnelen, var tyskerne klar til at pågribe dem alle.
“Og vagten? Han beholdt sine 100 mark. Han fik ekstra orlov, blev forfremmet og fik en orden. Det var det hele værd,” berettede Reinhold Eggers efter krigen.
Sikkerhedschefen, der havde en fortid som skolelærer, så med humor på den opfindsomhed, fangerne udviste.
Og ikke sjældent måtte han erkende, at tyskerne var bagud i kappestriden med deres fanger, for de fik konstant ny viden om flugtmetoder og nødvendige papirer fra de pågrebne fanger, der blev afleveret i Colditz.
Eggers' folk var heller ikke altid pålidelige. Med tiden blev de bløde og bestikkelige. Og de nye vagter kunne ikke gennemskue fangernes mange tricks og blev også snydt.
De fire flygtninge må smide tøjet
Mændene når til tyskernes gård og finder skjul i en skakt nær en veranda. Det er meningen, at Reid skal dirke en dør op – den har tidligere givet en flygtende fange adgang til friheden.
Men nu giver låsen sig ikke, og de fire mænd må søge en anden vej ud. De kryber under verandaen og når til et kælderrum, hvor de lydløst glider ind.
Reid stryger en tændstik for at undersøge forholdene. Der er ingen udvej, kun en luftkanal med tremmer for. “Det er en blind vej,” hvisker Reid. “Jeg er forfærdelig ked af det, men der er ikke noget at gøre.”
Febrilsk begynder de fire mænd at overveje andre muligheder, men der er ikke nogen. Alt synes håbløst. I desperation vender Reid tilbage til luftkanalen. Tremmerne lader sig bøje til side, mærker han, men passagen er meget trang.
“Der er en lille chance for, at vi kan komme igennem. Det er forsøget værd, men vi bliver nødt til at tage alt tøjet af,” meddeler han sine kammerater og åler sig som den første gennem hullet. Hans tøj er pakket sammen til en bylt, som bliver rakt ud til ham.
I løbet af godt en time lykkes det de tre øvrige at skubbe og mase sig gennem skorstenen. Fulde af rifter når de ud på den anden side, og herfra kan de fire sig ned ad Colditz-klippen ved hjælp af sammenbundne lagner.
Måske har de alligevel en chance – hvis de slipper forbi vagtpersonalets barakker og hundegården. Kl. 5.15 om morgenen forcerer de endelig det sidste pigtrådshegn.
To billetter til München på 3. klasse
De fire mænd deler sig i to hold – Littledale og Stephens på det ene, Wardle og Reid på det andet – hver for sig skal de forsøge at nå til Schweiz.
Ingen af dem besidder et landkort over Tyskland, for et kort kan forråde dem, hvis de bliver kontrolleret af tyskerne. I stedet har de studeret den tyske geografi i månedsvis, så de kender landets vej- og jernbanenet udenad.
Fangerne har brugt uger på at konstruere falske identiteter. Under flugten vil Wardle og Reid udgive sig for at være et par flamske betonarbejdere på vej til en byggeplads i Rottweil i det sydvestlige Tyskland.
Flandern, den nordlige, flamsktalende del af Belgien, er det perfekte skalkeskjul for to englændere, der skal camouflere deres stærke accent.
Hvis de bliver taget til fange af en tysk patrulje, vil det være meget svært at finde frem til en flamsk tolk, der kan afsløre dem.
Bortset fra de nødvendige (falske) papirer og en (falsk) tilladelse til at færdes nær grænsen til Schweiz har Reid også fundet et foto af en fransk kvinde, som Reid kan hævde er hans kæreste, og en avisannonce med det job, han skal ned at udføre.
Uset slipper Wardle og Reid ud af Colditz by og begynder at gå mod syd, mod stationsbyen Penig omkring 30 kilometer borte. Det er en farlig march langs befærdede veje og forbi flere byer; de to mænd er udmattede, men de håber, at deres rute er så ulogisk, at tyskerne leder andre steder.
Ved daggry næste morgen når de Penig og køber billetter til München på 3. klasse.
Turen indebærer et længere ophold i industribyen Zwickau, hvor de to mænd skal skifte tog. De opsøger en biograf for at fordrive ventetiden og se nyhederne i den tyske ugerevy.
Hele salen er fuld af tyske soldater, der døser i stolene. Ingen fatter mistanke til de to belgiere.
Ekspressen til München viser sig også at være fuld af soldater. Wardle og Reid må klemme sig ind i mylderet i vognens gang.
En betjent maser sig frem, han forlanger at se papirer. “De er udlænding,” konstaterer betjenten, da han har kontrolleret det ausweis (identitetspapir), Reid har fabrikeret med gotiske bogstaver og stempler lavet af Colditz' linoleumsgulv.
“Jawohl,” svarer Reid.
“Hvor skal De hen?” vil betjenten vide. “München og Rottweil.”
“Hvorfor?”
“Betonarbejde.”
Wardle er ikke så hurtig til at fiske sine forfalskede papirer frem, og Reid forsøger at fylde tiden ud med joviale undskyldninger:
“Vi er sammen. Han er min ven. Han er lidt dum, men en fin fyr.” Betjenten fatter ingen mistanke. Han rækker papirerne tilbage, og toget fortsætter gennem natten mod München.
Efter flugten fra Canada blev den 27-årige Franz von Werra fejret som en helt. Få måneder senere døde han i en flyulykke i Belgien.
Tysk flugtkonge fik Jernkorset
Piloten Franz von Werra stak af fra to britiske fangelejre. Han blev sendt til Canada, hvor han sprang af en fangetransport og nåede til Tyskland.
Krigen sluttede ikke for Franz von Werra, da hans Messerschmitt under luftslaget om England i 1940 blev skudt ned over Kent.
Efter en måneds fangenskab stak han af fra sin lejr og holdt sig på fri fod i fem dage. I den næste lejr tilsluttede han sig en gruppe tyske krigsfanger, der var ved at grave en tunnel ud. Von Werra undslap lejren som den eneste.
Han udgav sig for at være en hollandsk RAF-pilot og forsøgte at stjæle et fly, men blev atter pågrebet. Nu var briterne blevet så trætte af ham, at han blev sat på et fangetransportskib til Canada.
Von Werra nåede dog aldrig frem til lejren, for under en togtransport så han sit snit til at springe ud af et vindue. Han flygtede over grænsen til USA, der på dette tidspunkt endnu var neutralt, og slap hjem til Tyskland via Mexico.
Adolf Hitler overrakte ham Jernkorset for den utrolige bedrift – og det fortælles, at Franz von Werras beretning om de humane britiske fangelejre fik tyskerne til at forbedre forholdene i deres lejre.
“Holdt, kom tilbage,” råber kontrolløren
Wardle og Reid ankommer ved daggry. Münchens hovedbanegård er myldrende fuld. Efter nogle timers ophold skal de videre til Ulm. De skynder sig at købe billet til Rottweil.
En del af ventetiden tilbringer de i jernbanerestauranten, hvor man kan købe dagens ret uden rationeringsmærker.
De to mænd nyder for en gangs skyld at spise sig mætte i en gevaldig grønsagsstuvning med bayersk pølse og et stort krus øl.
Lettere omtågede lader de sig genne ned i det beskyttelsesrum, som alle ventende passagerer har pligt til at opholde sig i.
I Ulm skifter de uden problemer til et lokaltog mod Tuttlingen, hvor de igen skal skifte – hvis de vil til Rottweil. Men Wardle og Reid ved, at Tuttlingen er meget nærmere den schweiziske grænse end Rottweil, og under dække af at ville tage en lille spadseretur går de mod udgangen.
Som altid kontrolleres billetten, når passagererne forlader stationen. De to mænd lægger billetterne foran kontrolløren og går tankeløst videre.
“Holdt, kom tilbage!” råber kontrolløren
Reid stivner. I nervøsiteten har han ikke tænkt på sit alibi – jobbet i Rottweil – og nu truer afsløringen. Han vender sig om og ser, at kontrolløren bare står og vinker med billetterne.
“De har afleveret Deres billetter, men De skal jo videre til Rottweil,” forklarer manden venligt og rækker billetterne frem. Reid sukker dybt og går videre.
En fri mand – Patrick Reid iført sin forklædning , fotograferet kort efter ankomsten til Schweiz.
Den lange vej til friheden
Det tog Wardle og Reid fire døgn at tilbagelægge de 600 km gennem Tyskland, men Reid vendte først hjem til England i 1952.
Efter flugten fra Colditz blev Patrick Reid i Schweiz. Frem til krigens afslutning var han vicemilitærattaché ved den britiske ambassade i Bern.
Efter krigen var han med til at iværksætte amerikanernes hjælpeprogram Marshall-planen i Europa, og hans arbejdsplads var i de følgende år Paris.
Først i 1952 vendte Patrick Reid hjem til England, hvor han i 12 år drev et landbrug i Sussex. Han forsøgte at komme ind i politik, men uden held. I stedet blev han forfatter og skrev flere bøger om sine oplevelser i Colditz.
Bogen “The Colditz Story” var en bestseller og blev siden filmatiseret.
De sidste meter før Schweiz
Natten tilbringer Wardle og Reid frysende i en skov. De forsøger at undgå mennesker, mens de søger nærmere og nærmere grænsen.
Det er søndag, så der er ikke noget usædvanligt i, at to mænd går en spadseretur i efteråret.
Efterhånden som mørket falder på, får de klarhed over, hvor grænsen er. Modsat Tyskland er der lys på den schweiziske side. Nogle få hundrede meter fra grænsen begynder de at løbe.
Gennem krat og pigtrådshegn, bare frem. Intet kan stoppe dem længere, kun schweiziske grænsevagter som – frygter de – kan jage dem tilbage. De sætter farten ned og sniger sig det sidste stykke.
100 meter på den anden side af grænsen står en lygtepæl. Wardle og Reid giver tavst hinanden hånden. På fire døgn har de lagt 600 kilometer bag sig.
Dagen efter når Littledale og Stephens også frem, og Reid kan sende et postkort til kammeraterne i Colditz i en nem kode: “Jeg nyder sneen i Schweiz. Jeg ville ønske I, var her.”
Kortet når frem.