Tysk politi gjorde store øjne, da de i 2015 fandt et våbenarsenal fra 2. verdenskrig hos en 84-årig pensionist. I kælderen under mandens hus i Heikendorf ved Kiel fandt betjentene håndvåben, en torpedo, en af de berømmede 88-mm-antiluftskytskanoner og en 40 tons tung Panther-kampvogn.
Nu har pensionisten været for retten – anklaget for at opbevare farlige våben i et fredeligt villakvarter.
Pensionistens forsvarer mente ikke, at hans klient havde brudt Tysklands love, da alle våben var blevet gjort ubrugelige. Anklagerne mente derimod, at flere af våbnene stadig kunne skyde eller let kunne bringes i stand til det.
Den 84-årige var også anklaget for at have forbrudt sig mod Tysklands forbud mod samling af nazi-klenodier, da kælderen var ombygget til et nazi-alter; blandt andet gemte pensionisten en buste af Hitler, nazi-uniformer og en bronzestatue, der havde stået uden for Hitlers rigskancelli.